Auberginesild i karrydressing
En vegansk julefrokost med lækkert pålæg er først komplet, når der er auberginesild i karrydressing på bordet. Det er virkelig en af mine favoritter, fordi de syltede auberginer er både syrlige, fede, søde, salte og fulde af smag. Og de er meget nemmere at lave, end du tror. Her kommer opskriften.

Til cirka 20 skiver auberginesild
1 aubergine (400 gram)
Eddikelage:
1 dl eddike
5 dl vand
3 spsk. ahornsirup
1 spsk. salt
1 lille løg i store ringe
2 laurbærblade
1 kanelstang
15-20 peberkorn
5 hele nelliker
Karrydressing:
2,5 dl soja- eller havrefløde
½ finthakket løg
½ æble i fine tern (skrællet)
2 syltede drueagurker i fine tern
2 spsk. Karry
1 spsk. Tørret dild
½ tsk. tørret estragon
1 spsk. Ahornsirup
2 tsk. Dijonsennep
2-3 spsk. Citronsaft
2 tsk. Havsalt
lidt friskkværnet peber
1 spsk. Gærflager (kan udelades)

Kom alle ingredienser til eddikelagen i en gryde. Lad lagen småkoge i 10 minutter. Skræl imens auberginen (det er ikke strengt nødvendigt, men det giver et finere udseende). Skær den midt over på langs, og skær så skrå skiver på 0,5 til 1 cm i tykkelse, så du har fine halvmåner.
Kom så aubergineskiverne i lagen og kog dem i cirka 7 minutter. Lad skiverne køle ned på et rent viskestykke.
Karrydressing: Bland alle ingredienser til karrydressingen og kom de afkølede og afdryppede aubergineskiver i dressingen. Lad dine auberginesild svømme i karrydressingen natten over i tætsluttende beholder – fx et patentglas. De kan holde sig i et uåbnet patentglas i en-to uger.
Opskriften er fra min kogebog “Vegansk julemad”. Køb den her.

Ja de er gode mums
tir. 7. dec. 2021 kl. 21.34 skrev Kærlighed & Kikærter :
> thomaserex posted: ” En vegansk julefrokost med lækkert pålæg er først > komplet, når der er auberginesild i karrydressing på bordet. Det er > virkelig en af mine favoritter, fordi de syltede auberginer er både > syrlige, fede, søde, salte og fulde af smag. Og de er meget nemmere ” >
7. december 2021 kl. 23:15
Ej hvor genialt tænkt. Det må jeg prøve en dag 🙂
8. september 2022 kl. 08:19
Amen, det er såå lækkert! Alle elsker det til jule- og påskefrokost.
8. september 2022 kl. 08:48