Thomas Erex

Posts tagged “hurtig aftensmad

Stegte grøntsager og gnocchi på smørbønnehummus med dild og knas

Nem og hurtig ret med grøntsager, svampe og gnocchi

En grøn ret kan sagtens være overdådig og lynhurtigt på én gang. Her skal du bare blende en hummus (3 minutter), koge gnocchi (2 minutter) og lynstege grøntsager (5-10 minutter), så er du klar til at anrette.

Se det her som inspiration til en ret, du kan variere i det uendelige med det grøntsager og krydderier, du har på lager og har lyst til.

Bælgfrugt:
Smørbønne-hummus til to anretninger:
1 karton smørbønner/butterbeans (drænet)
1 spsk. lys tahin
Saft af en halv citron
1 spsk. soltørrede tomater i olie
Evt. 1 lille fed hvidløg
Salt
Blend det hele. Tilføj evt. krydderier som paprika, spidskommen, chili eller andet.

Grøntsager per portion:
Kvart spidskål (jeg fik fat i et lille, så brugte et halvt)
Strimler af en halv peberfrugt
Skiver af en portobello

Steg hård og kort i lidt olie. Trin 7 ud af 10 fungerer for mig. Krydr evt. med lidt røget paprika, ras el hanout eller hvad du har lyst til.

Mættende stivelse:
Gnocchi (køb fx i Lidl) 250 gram per portion

Kog i saltet vand i to minutter. Dræn.
Steg herefter evt. dine gnocchi på panden i smørbar.

Urt, kerne og smag:
Dild
Græskarkerner
Soltørrede tomater + olie
Friskkværnet peber
Sydesalt eller havsalt
Frisk citronsaft

Husk: Du kan udskifte grøntsagerne med det, du har på lager. Det er ikke farligt at lege her. Tvært imod.

Se i videoen her, hvordan jeg anretter.


Biksemad i tyk tomatsauce

vegansk biksemad, uden kød, vegetarisk

Biksemad er jo en resteret, hvor man tager de foregående dages blandede aftensmadsgodter og gør dem til én ret. Det er enkelt og tilfredsstillende let at lave, og så er det rart at kravle under tæppet foran fjernsynet med en tallerken biksemad i hånden på de kolde dage. Har man kogte kartofler i køleren og løg på lager, kan man altid lave biksemad, og det vil altid være godt. Der skal ikke så meget til at gøre denne enkle ret lækker, og man kan jo lave den af næsten hvad som helst. Her kommer jeg nu alligevel med mit bud på en fyldig og lækker version af biksemad på vegansk. Tilberedt aubergine og squash er med til at give fylde i smagsbilledet, mens tomatpuréen bidrager med umami og sødme

Biksemad til 2 personer:

500 g. kogte, kolde kartofler
2 løg
2 gulerødder
½ aubergine
½ squash
1 dåse tomatpuré
3 spsk HP-sauce
2 spsk sennep
1 tsk timian
1 tsk paprika
½ tsk røget paprika
Peber
Salt
Olie
(Ærter)

Hvor grove stykker du skærer dine grøntsager i kommer an på, hvad du foretrækker. Jeg kan godt lide en lidt rustik biksemad med forskelligartede tern og stykker af grønt og kartoffel, men hvis du kan lide små ensartede stykker, så gør du selvfølgelig bare det. Det er dog en fordel at have gulerødderne i mindre stykker, da de skal have længere tid, før de er møre.

Start med at stege kartoffelstykkerne sprøde på en pande i lidt olie, og sæt dem så til side. Kom derefter alle de andre grøntsager på panden og sauter dem til de er (ordentligt) møre. Tilsæt så alle de øvrige ingredienser (undtagen ærter) og rør godt rundt. Smag til. Når saucen er god tilsætter du de sprøde kartofler og vender et par gange. Så er der ellers biksemad. Om sommeren kan jeg godt lide at drysse friske ærter over. Frosne kan også gå an, men det er ikke helt det samme.

Server biksemaden med rødbeder og en tyk skive groft brød (evt. rugbrød) med vegansk smør eller hummus.