Thomas Erex

Comfort food

Vegansk kyllingesuppe

Varmende, mættende og lækker suppe.

Vegansk kyllingesuppe lyder umiddelbart som en umulighed. Hvordan kan man lave en kyllingesuppe, der er vegansk? Det har vi heldigvis flere spændende løsninger på.

Da jeg var barn lavede min mor den her dejlige suppe med kylling og ris (nogle gange pasta). Alle i familien elskede den, så den var populær hele efteråret og vinteren.

Den her suppe smager af barndom for mig, og den er bare sluprende lækker! Jeg laver den med filetstykker fra Hälsans Kök eller LikeChicken bites fra LikeMeat. Du kan også vælge svampe i stedet, det bliver den ikke mindre god af. Kombiner gerne med kikærter, så du også får lidt mere mæthed og protein i suppen. Og så bruger jeg gerne en vegansk kyllingebouillon, som kan købes hos grossister, hvis man har adgang til dem. Men det fungerer også fint med en god grøntsagsbouillon. Her får I opskriften. 😊

Til 4 personer:
3 spsk rapsolie
1 hel porre
3 stængler bladselleri
3 gulerødder
1 tsk paprika
2 tsk timian
320 g vegansk kylling (fx filetstykker fra Hälsans Kök købt i Rema)
2 liter grøntsagsbouillon
(evt. vegansk kyllingebouillon)
200 g ris eller pasta
2 spsk citronsaft
Friskkværnet peber
Urtesalt
Brød til servering

Rens grøntsagerne godt. Halver dem alle på langs og hak dem i fine stykker.

Varm olien i en stor gryde og sauter grøntsagerne sammen med filetstykkerne, paprika og timian. Det må gerne tage lidt farve, og grøntsagerne skal blive næsten møre. Kom evt lidt mere olie i undervejs.

Tilsæt så bouillonen og herefter ris/pasta når det koger igen. Skru lidt ned og lad det småkoge under låg. Lad det boble til ris/pasta er kogt. Smag så til med urtesalt, peber og citron.

Server med lækkert brød.

Mums! 🙏 Jeg håber, I vil nyde suppen lige så meget, som jeg gør.

Advertisement

Crab cakes – krabbeFRIdeller

Indeholder reklame for Caviart.

Crab cakes, eller krabbefrikadeller, er sprøde deller fra USA med fisket fyld. Her har jeg lavet en plantebaseret udgave – vegansk og glutenfri. Jeg har tilføjet havsmag ved at bruge Cavi-art. Caviart er et tang-baseret alternativ til caviar. Du kan nemlig sagtens lave dine livretter i mere miljø- og dyrevenlige udgaver uden at gå på kompromis med smagen. De her deller er så lækre. Prøv dem, prøv dem, prøv dem!

Hvis du ikke har nået det endnu, så skynd dig lige at stemme på Kærlighed & Kikærter som Årets Veganske Blog i afstemningen HER.

Til 12-15 crab cakes
100 g løg
300 g kartoffel
200 g jackfruit i saltlage
60 g kikærtemel
1 tsk. tørret dild
1 tsk. sennep
2 tsk. urtesalt
1 tsk. friskkværnet peber
½ tsk. mild røget paprika
2 tsk. sirup
1 spsk. citronsaft
30 g rød Cavi-art + Cavi-art til pynt (kan købes i Netto under Spir-mærket)
½ dl rapsolie + rapsolie til stegning
Evt. 50 g pankorasp

Start med at rive løg og kartofler groft, og kom det i en skål. Dræn lagen fra jackfuiten. Pres jackfruiten mellem dine fingre eller riv stykkerne fra hinanden, så de får en trevlet tekstur. Kom dem også i skålen. Tilføj kikærtemel, krydderier, sirup, citronsaft, Cavi-art og olie. Bland det hele godt sammen og lad farsen hvile i mindst 15 minutter på køl.

Form deller på cirka 50-60 g med en ske, og steg dem ved middelhøj varme i olie på en non-stick-pande. Du kan evt. rulle dellerne i pankorasp før stegning. Server dine crab cakes med fx pommes frites, mayonnaise, remoulade, frisk dild, Cavi-art og en skive citron.


Pizza med artiskok og oliven

Pizza med artiskok og oliven

Selvom jeg lige har fortalt om min nye julebog, skal det hele ikke handle om postej og pebernødder. Pizza skal der på menuen! Pizza er en god “tøm køleskabet”-ret, hvor man kan få brugt rester af peberfrugt, oliven, artiskokker, tomat, løg, svampe, aubergine, ost, pålæg/plantekød og meget mere.

Med en god tomatsauce og en sprød bund kommer man langt, nærmest uanset, hvad man har af topping. Jeg bager på min bagesten ved højeste varme i kort tid, så jeg får en lækker og sprød bund. Hvis du vil have mere viden om at lave en god pizza, så tjek mit indlæg om pizza her.

Hvis du ikke allerede følger med på Instagram, så kig forbi og følg med. Det kunne være så hyggeligt! @thomaserex

Til én pizza + overskydende dej
Dejen:
10 g gær
2 – 2 ½ dl lunt vand
½ tsk. salt
½ tsk. sukker
350 g hvedemel

Tomatsaucen:
60 g tomatpuré
3 spsk. olivenolie
1 fed hvidløg, presset
1 tsk. oregano
1 tsk. basilikum
½ tsk. salt

Fyld:
Ca. 80 g artiskok fra glas (drænet vægt)
Ca. 20 kalamata-oliven, udstenede
70 g vegansk ost, revet
Lidt olivenolie
Salt
Frisk basilikum

Sådan gør du:
Start med at lave dejen. Denne portion giver to bunde, så kan du smide den anden bund i fryseren. Rør gæren ud i det lune vand og tilsæt salt og sukker. Rør så melet i lidt af gangen og ælt dejen godt igennem. Den skal være sammenhængende og slippe dine hænder uden at være tør. Sæt dejen til side og lad den hæve mindst en halv time.

Læg din bagesten eller bageplade i ovnen og tænd den på højeste temperatur. Lav så tomatsaucen ved at røre alle ingredienserne sammen. Kom evt. lidt vand i, hvis du vil have den lidt tyndere. Denne måde at lave tomatsauce til pizza på er virkelig smagfuld og meget hurtig.

Når dejen er hævet færdig, deler du den i to. Pak den ene ind i husholdningsfilm og kom den i fryseren, så er den klar til næste gang, du vil lave pizza. Ælt dejklumpen lidt og rul den så ud til en stor cirkel, der lige akkurat kan være på din bageplade eller bagesten. Læg den udrullede dej på et stykke bagepapir på en kold bageplade.

Fordel tomatsaucen på bunden og kom herefter ost, artiskokker og oliven på. Dryp lidt olivenolie og drys lidt salt på toppen. Træk så bagepapiret med pizzaen over på den varme bagesten/bageplade og bag pizzaen i cirka 3-4 minutter ved højeste varme. Så snart det er muligt, trækker jeg bagepapiret ud, så bunden får direkte kontakt med den varme sten. Bag pizzaen til den er godt gylden og gennembagt. Hold øje med den, det kan gå hurtigt. Pynt den færdige pizza med friske basilikumblade. Server med det samme.


Efterårsgryde med hokkaido og søde kartofler

efterår, gryderet, hokkaido, søde kartofler

gryderet, hokkaido, søde kartofler

“Efterårets blade falder, se de smukke farver kalder.” Jeg er vild med efterår og alle de flotte farver, der er på både træer og grøntsager. Det er tid til rødbeder, pastinakker, græskar, søde kartofler, rødkål, grønkål, svampe, jordskokker … altså noget af det bedste, grøntsagsriget har at byde på. I denne nemme hverdagsret bruger jeg hokkaido sammen med søde kartofler og svampe i en cremet tomat-/kokossauce, og det bliver ikke mere lækkert og varmende. Retten passer perfekt til kolde efterårsdage.

Før du går i gang med at lave retten, skal du lige have en nyhed. Jeg kommer til Bogforum 2017 i Bella Center København den 11. november klokken 15. Her vil jeg tale lidt om og lave mad fra min kogebog “Veganske livretter”. Jeg glæder mig rigtig meget, og jeg håber at se nogle kendte ansigter. Læs mere og køb billet. 

Efterårsgryde til 4 personer
To løg
Tre fed hvidløg

2 spsk kokosolie

400 g sødkartofler
200 g blandede svampe
1/2 hokkaido-græskar

1 tsk paprika
1 spsk agave
1 tsk tørret rosmarin
12 tørrede enebær

1 dåse butterbeans (eller 2)
2 dl urtebouillon
400 g flåede, hakkede tomater (1 dåse)
2 dl fuldfed kokosmælk (1/2 dåse)

Saft af 1/2 citron
Friskkværnet peber
Urtesalt
Persille

Hak løgene fint og mas hvidløgene og hak dem. Kom kokosolie i en stor gryde sammen med løg og hvidløg. Sauter ved middel-høj varme til løgene er klare.

Rens grøntsagerne og skær dem i tern på cirka 1-2 cm. Hak svampene. Tilsæt grøntsagerne til gryden og skru lidt op for varmen. Sauter grøntsagerne under omrøring i 4-5 minutter. Tilsæt så krydderierne og vend det hele godt rundt nogle gange. Tilsæt så butterbeans, urtebouillon, flåede tomater og kokosmælk. Bring det i kog og lad det så boble under låg ved svag til middel varme i mindst 40 minutter. Kog imens tilbehør (fx ris eller kartoffelmos) Tjek at grøntsagerne er møre, og smag på retten. Når grøntsagerne er møre, tilsætter du citronsaft, peber og urtesalt. Rør godt rundt og smag til.

Server med ris, kartoffelmos eller rodfrugtsmos. Pynt med persille.

God appetit!

Husk at følge mig på Instagram: @thomaserex


Harira – fyldig, marokkansk suppe


marokkansk suppe, vegetar, kikærter


I min barndom var jeg “det hvide får i flokken”. Jeg skilte mig ud fra mængden ved at være en af de få i både børnehaven, i folkeskole og på fritidshjemmet, der ikke havde en ikke-dansk baggrund. Et flertal af mine venner og klassekammerater var børn af indvandrede, og mange af dem var muslimer. Derfor er muslimske traditioner og mellemøstlig kultur ikke helt fremmed for mig. Min bedste ven, og nabo, da jeg var helt lille, var tyrker, og jeg er derfor helt bogstavligt vokset op med det tyrkiske køkken som nabo. Jeg kan tydeligt huske flere af de gange, hvor jeg er blevet “inviteret” på aftensmad hos en barndomskammerat, nu hvor jeg alligevel var på besøg og i øvrigt så så sulten og tynd ud. “Invitationen” var nu mere en høflig måde at sige det på, for hvis en tyrkisk eller arabisk mor først har besluttet, at du skal spise med, så er der altså ingen vej uden om! “Spis, spis, tag en portion mere og gerne to. Du skal spise mere, det kan du godt!” Og bedst som man tror, man har fået tømt hendes gryde og kan rejse sig fra bordet – næ nej, du skal da også lige have dessert!

Under ramadanen fik vi hvert år diverse lækre retter (vinbladsruller, krydrede stuvninger, fyldige supper, couscous- og bulgursalater, butterdejspakker…) bragt direkte til døren af flere flinke naboer, som ville dele ramadanens store festmåltid med os. Selvom jeg aldrig har lært at påskønne de alt for søde mellemøstlige kager, som jeg alt for mange gange har tvunget ned i høflighedens navn (mm, ja, det er lækker, men jeg kan godt nok ikke spise mere), så har jeg stadig en kærlighed til den altid velkrydrede mellemøstlige mad.

Harira er en marokkansk suppe, der for mange muslimer er en fast del af ramadanen. Selvom ramadanen er ovre for i år, kan den dog sagtens nydes. Den er perfekt til efterårsvejr, og så kan du selv bestemme, om den skal være fyldig og tyk som en stuvning (som jeg helst vil have den) eller tyndere og mere som en suppe. Traditionelt laves den med lam eller andre dyr, men af respekt for fårene (både de sorte og hvide) og deres børn, vil jeg selvfølgelig byde på en udgave uden dyr.

Til 4 personer:
1 fintsnittet løg
4 fed hvidløg, revet
2 spsk revet ingefær
½ rød habañero-chili, finthakket
1½ l grøntsagsbouillon/-fond (+ evt. ekstra vand)
1 aubergine, skrællet og skåret i tern
½ rød peberfrugt i små tern
80-100 g. finthakket grønkål
1 dl røde linser (eller evt. andre linser)
2 tsk paprika
Et drys røget paprika
1/4 tsk kanel
680 g. mosede tomater (glasflasken fra Urtekram)
2-3 dl kikærter (udblødte og kogte – evt. fra dåse)
100 g. tørret fuldkornsspaghetti (tørret pasta er næsten aldrig med æg)
En håndfuld friskhakket mynte + lidt til pynt ved servering
(Nogle mennesker kan lide koriander i retten, men jeg er ikke just glad for den parfumerede sæbe-urt.)

Sautér det fintsnittede løg i lidt olie i en stor gryde til det er klart. Tilsæt hvidløg, ingefær og chili, og sauter yderligere et minut. Tilsæt en smule bouillon til at samle al den lækre karamel sammen, der har dannet sig i gryden.

Kom så aubergine, peberfrugt, linser og krydderier i sammen med halvdelen af bouillonen. Kom låg på gryden og bring suppen i kog. Skru lidt ned, hvis det koger for voldsomt. Lad det koge i 20 minutter, så auberginen og linserne næsten koger ud. Rør et par gange under vejs. Røde linser koger ud, men hvis du fx bruger grønne linser, vil de blot blive møre.

Tilsæt nu tomaterne, grønkålen, kikærterne og resten af bouillonen. Når det koger igen, knækker du spaghettien i tre stykker og rør det godt rundt i suppen. Kog til pastaen er tilberedt og rør mynten i. Kom evt. lidt ekstra vand i for en mere flydende konsistens. Husk at smage på suppen (mangler den fx salt?), og server den så brændende varm med friskhakket mynte og evt. et dryp olivenolie på toppen.

Mums! Husk, at du kan finde mig på Instagram som @thomaserex 🙂

Harira2


Tomatiseret græskarsuppe

vegansk græskarsuppe, tomatsuppe, bønner, protein

Nu får I altså lige én til med moskusgræskar. Jeg er vild med det ord: “Moskusgræskar”. Det klinger godt, synes du ikke? Prøv lige at smage på ordet lidt… [ˈmɔsgusˈgʁaskɑ] (<– sådan skriver man det fonetisk*) Det er som om ordet nærmest beder om at blive overartikuleret, altså udtalt meget tydeligt og langsomt, som om man prøvede at tale med en hval**, der jo selvsagt ikke kan forstå hverken ordet eller fænomenet “moskusgræskar”. Og så er det en sjov sammensætning. Moskus er i følge ordnet.dk: “Rødbrunt, vellugtende sekret som udskilles fra en kirtel på bugen af moskushjortens han, og som anvendes i medicinal- og parfumeindustrien – også om duften fra dette sekret.” Aha, spændende. Sekret ligefrem. Og der findes både moskusokser og moskusrotter. Men her har vi altså valgt at sætte det sammen med “græskar”, som du jo nok kender – det er en: “Enårig plante med krybende vækst, store, grove blade og op til 50 kg tunge frugter der ofte bruges som madvare.” Så vi har altså her at gøre med en rødbrun, vellugtende sekret-frugt fra en krybende plante.

Den sekretfrugt… ej, det lyder ikke så appetitligt, lad os kalde den moskusgræskar igen. Moskusgræskarret vil jeg her bruge som kraft og vitamintilskud til min suppe. Suppen er “tomatiseret“, altså tilsat tomater. Det er endnu et fancy ord, som diverse tv-kokke godt kan lide at bruge, så lad os da endelig være med på den bølge. Derudover er den også bønneficeret, idet der er kommet et skud kidneybønner i. De udgør et godt protein-boost, så suppen er også proteiniseret. Og chilificeret, og… Ahem, ja. Det er vanvid, jeg ved det godt, så nu stopper jeg. Her er din opskrift:

Til 6-8 personer (en stor grydefuld):
1 moskusgræskar
1 løg
5 fed hvidløg
½ rød chili (medium styrke)
½ rød peberfrugt
½ grøn peberfrugt
1 tsk paprika
½ tsk røget paprika
1 tsk karry
1 dåse bønner
2 dåser tomater
1 l. grøntsagsbouillon (uden mælkepulver!)
citronsaft (3-4 spsk)
sojasauce (1-2 spsk)
friskkværnet peber

Fjern stænglen og kernerne fra græskarret, og hak det i grove stykker. Hak løg, hvidløg, chili og peberfrugterne i grove stykker, og kom det med græskarstykkerne i en stor gryde. Sauter det hele ved god varme sammen med krydderierne i cirka 10-15 minutter. Når løgene er klare, og græskarret har taget lidt farve, tilsætter du bønner, tomater og bouillon. Bring det i kog, og lad det boble i en halv times tid. Blend så det hele med en stavblender og lad det evt. boble lidt videre – tid gør kun suppen godt. Smag til med citronsaft, sojasauce (eller salt) og friskkværnet peber (der er altså stor forskel, så få nu fat i en kværn), og server med rugbrødscroutoner. Drys evt. med lidt persille.

Rugbrødscroutoner laver du ganske let ved at skære firkanter af rugbrød og bage dem ved 200ºC til de er sprøde. Du kan sagtens krydre dem og/eller fedte dem ind i olie, så de bliver små kaloriebomber, men de er også (ve)ganske lækre, når de er helt enkle.

God appetit 🙂

* Fonetisk: Jeg studerer jo engelsk (går i gang med sidste år af kandidaten nu, yay!), og der har vi haft fonetik (læren om sproglyde), hvor jeg har lært at lege med fonetiske bogstaver. Jeg har endda undervist mine yngre medstuderende i fonetik som instruktor/studenterunderviser, og det skal jeg igen her i løbet af efterårssemestret.

** Tale med en hval: Gæt en reference 😉


Dahl med tomatpuré

vegansk, indisk, linser, dahl

“Thomas, al din mad er fuld af tomat!” Jeg ved det godt! 😀 Men det er jo, fordi tomat, og især tomatpuré, gør alting godt. Argh, okay, måske ikke banankage, men du forstår. Der er en del af mine yndlingsretter, der indeholder, eller kan indeholde, tomat i en eller anden form. Jeg foretrækker faktisk tomatpuré i stedet for ketchup – eller i hvert fald en ketchuptype med et højt indhold af tomatkoncentrat. Nogle gange kan man dog blive overrasket over, at flasken med ketchup rent faktisk indeholder mere tomatkoncentrat end flasken på hylden ved siden af, som kalder sig for “Tomatpuré”. Her tænker jeg på Beauvais’ tomatpuré, som indeholder så meget vand, at procentdelen af tomatpuré er lavere, end den er i især de økologiske ketchuptyper. Vidste du i øvrigt godt, at noget ketchup faktisk nærmere er rød æblemos? Billige ketchuptyper indeholder nemlig tit en hel del æble.

Hvis du gerne vil spare penge, når du skal have ketchup, men samtidig ikke vil lave den helt fra bunden, så køb i stedet nogle dåser med tomatpuré og bland noget vand, salt og citronsaft i puréen. Det er det, Beauvais gør. Du kan selvfølgelig også tilføje sukker, krydderier eller endda æblemos, hvis du skulle have lyst til det. Og hvis du er i tvivl, om det kan betale sig, så kig lige efter kiloprisen på hhv. de små dåser og den store flaske, næste gang du står ved hylden i supermarkedet.

Hov, nu kom det vist til at handle om ketchup, det var ikke helt meningen. Men nu forstår du nok, at jeg er ret glad for tomat, og så kan du nok også forstå, hvorfor det her er min yndlingsdahl. Der skal nemlig masser af tomatpuré i! Det her er ægte comfort food. Det er hurtigt lavet, det er lækkert, og så er det perfekt til en regnvejrsdag, hvor du bare gerne vil sidde i sofaen under et tæppe.

Til 4 personer:
(Eller bare en enkelt madblogger, der elsker dahl lidt for meget, og som i øvrigt får ret ondt i mavsen. Av.)

1 finthakket rødløg
3 maste og hakkede fed hvidløg
2 cm revet ingefær
1 fintsnittet, lille, rød chili
2 tsk spidskommen
2 finthakkede gulerødder
1 finthakket, rød peberfrugt
400 g. økologiske, røde splitlinser fra Urtekram
1½ liter grøntsagsbouillon (cirka)
2 dåser tomatpuré
peber
mere spidskommen!

Sauter rødløg, hvidløg, ingefær og chili sammen med spidskommen i lidt olie i en gryde. Når løgene er klare, og der dufter godt af ingefær, hvidløg og spidskommen, så tilsæt gulerødder og peberfrugt, og lad det sautere med et par minutter, indtil det er mørt. Tilsæt så linserne og en liter af bouillonen (den må gerne koge – du kan fx tilsætte bouillonpulver/-terning og så kogt vand fra din el-kedel). Lad det koge til linserne er møre – det vil sige kogt ud (cirka 20 minutter) – og tilsæt mere vand undervejs, hvis det er nødvendigt. Når dahlen er kogt færdig smager du til med peber, mere spidskommen og evt. salt. Tag den så fra varmen, og rør tomatpuréen i. Smag til en sidste gang, og server så din dahl med fx (brune) ris eller, som på billedet, med kogte speltkerner. Drys med hakkede nødder for at få lidt knas. Fx ristede eller røgede mandler, cashewnødder eller pistacienødder.

MmM, så er der hyggelig mad!

urtekram, linser


Biksemad i tyk tomatsauce

vegansk biksemad, uden kød, vegetarisk

Biksemad er jo en resteret, hvor man tager de foregående dages blandede aftensmadsgodter og gør dem til én ret. Det er enkelt og tilfredsstillende let at lave, og så er det rart at kravle under tæppet foran fjernsynet med en tallerken biksemad i hånden på de kolde dage. Har man kogte kartofler i køleren og løg på lager, kan man altid lave biksemad, og det vil altid være godt. Der skal ikke så meget til at gøre denne enkle ret lækker, og man kan jo lave den af næsten hvad som helst. Her kommer jeg nu alligevel med mit bud på en fyldig og lækker version af biksemad på vegansk. Tilberedt aubergine og squash er med til at give fylde i smagsbilledet, mens tomatpuréen bidrager med umami og sødme

Biksemad til 2 personer:

500 g. kogte, kolde kartofler
2 løg
2 gulerødder
½ aubergine
½ squash
1 dåse tomatpuré
3 spsk HP-sauce
2 spsk sennep
1 tsk timian
1 tsk paprika
½ tsk røget paprika
Peber
Salt
Olie
(Ærter)

Hvor grove stykker du skærer dine grøntsager i kommer an på, hvad du foretrækker. Jeg kan godt lide en lidt rustik biksemad med forskelligartede tern og stykker af grønt og kartoffel, men hvis du kan lide små ensartede stykker, så gør du selvfølgelig bare det. Det er dog en fordel at have gulerødderne i mindre stykker, da de skal have længere tid, før de er møre.

Start med at stege kartoffelstykkerne sprøde på en pande i lidt olie, og sæt dem så til side. Kom derefter alle de andre grøntsager på panden og sauter dem til de er (ordentligt) møre. Tilsæt så alle de øvrige ingredienser (undtagen ærter) og rør godt rundt. Smag til. Når saucen er god tilsætter du de sprøde kartofler og vender et par gange. Så er der ellers biksemad. Om sommeren kan jeg godt lide at drysse friske ærter over. Frosne kan også gå an, men det er ikke helt det samme.

Server biksemaden med rødbeder og en tyk skive groft brød (evt. rugbrød) med vegansk smør eller hummus.


Spaghetti veganese

Spagetthi kødsovs uden kød med sojagranulat vegansk

Mmm… Spaghetti kødsovs!

Den lækre ret “spaghetti bolognese” har masser af udtryk. I min tidlige barndom var den intenst salt og havde i sin essens kun to ingredienser: Kød og sovs. Det er den, der går under navnet “kød i mørke”, og som de fleste af os heldigvis har bevæget os væk fra. Det var også en tendens, der gav sig udtryk i den bolognese, jeg fik serveret derhjemme op gennem min barn- og ungdom. Løget havde altid været en velkommen del af retten, selv i dens allermørkeste time, men lige så stille sneg der sig flere og flere grønsager ind. Den første farveklat kom fra en klart orange rod, der i forvejen havde sneget sig ind i kødkøkkenet som koge-kammerat med kartoflen: Guleroden. Så kom dåsetomaten til og gjorde saucen til en lidt mindre tung tungeslasker. De næste grønne krigere, der kæmpede sig vej ind i mørket var porren og dåsemajsen, og langsomt blev der åbnet op for en hel hær af grønne udfordringer til det ellers så farvesky aftensmåltid. Peberfrugter, babymajs, ærter, oliven, chili, krydderurter… Nu har den grønne hær vundet slaget om bolognesen og magten over territoriet er fuldt overtaget. Jeg døber dig: Spaghetti veganese!

Sauce til 4 personer:

75 gram sojagranulat fx fra Soy4you
3 dl bouillon (lavet på en terning til 5dl)
2 spsk (lys) sojasauce
1 spsk HP-sauce
1 tsk citronsaft
1 spsk oregano
1/2 tsk røget paprika
salt og peber

Sojagranulat opblødes i en blanding af bouillon, sojasauce, HP-sauce, citronsaft og krydderier. Rør i blandingen et par gange, mens den køler ned. Lav den en times tid i forvejen (eller længere og stil den på køl). Hvis det skal gå hurtigt, tilsætter du bare ingredienserne direkte til tomatsaucen, men det bliver ikke helt lige så godt.

2 hakkede løg (gerne et rødt og et brunt)
4 hakkede fed hvidløg
3 hakkede gulerødder
2 halve peberfrugter (grøn og rød) i tern
1 tsk paprika
1 tsk chilipulver
1 tsk hvidløgspulver
1 spsk oregano
1 spsk basilikum
1 dåse tomatpuré
2 dåser flåede, hakkede tomater
evt. 10 kugler frossen spinat eller grønkål
salt og peber
(evt. krydderurter (fx basilikum eller persille),  oliven og/eller gærflager)

100-150 g. kogt (fuldkorns)pasta per person
(Frisk pasta er næsten altid med æg, tørret er næsten altid uden, men tjek på pakken, at der ikke er æg i.)

Varm en gryde med lidt olie til næsthøjeste trin og sauter løg, gulerødder, hvidløg og peberfrugt med krydderierne. Når grøntsagerne er møre skruer du helt op for varmen og tilføjer en dåse tomatpuré – lav plads i bunden af gryden og steg tomatpuréen af, før du blander det hele, det gør masser af gode ting for smagen. Tilsæt nu sojakødet (og evt. ikke-absorberet bouillon), evt. grønkål/spinat og dåsetomaterne.

Smag til, smag til, smag til! Det er så vigtigt, at du lige får justeret smagen til sidst, så den er helt perfekt. Måske mangler der salt, måske lidt syre (citronsaft, balsamico), måske noget sødt (ketchup, sirup, sukker) eller måske skal din sauce bare have tid til at stå og passe sig selv lidt.

Server saucen på den kogte pasta. Pynt gerne din spaghetti veganese med hakkede krydderurter, server med oliven eller drys med gærflager (i denne sammenhæng veganerens svar på parmesanost).

Mums!


Nachos & guacamole

nachos med vegansk ost og avocado

Mmm.. nachos. Det er mexikansk, det er enkelt, det er lækkert. Det gør sig godt som tilbehør til fx wraps, du kan spise det med en salat til, eller du kan bare fråde det, som det er. Det passer ualmindeligt godt til tømmermænd og tv, men det tilfredsstiller også gæster – både som appetitvækker/snack og som tilbehør.

Nachos:
Tortillachips
1 karton/dåse chilibønner
2-3 hakkede tomater
jalapenos
revet vegansk ost (kan udelades)

Fyld et ovnfast fad med tortillachips, kom bønnerne og derefter de øvrige ingredienser over, krydr evt. med oregano, basilikum, hvidløgspulver eller andet og bag så det hele nogle minutter ved høj varme.

Guacamole:
2 avocadoer
saften af en halv citron
10 dryp tabasco
2 finthakkede fed hvidløg
1 spsk finthakkede jalapenos fra glas
1/2 finthakket tomat
lidt spidskommen
masser af salt og peber

Mos avocadoerne og bland med de øvrige ingredienser.


Kirsebærcrumble

smuldrekage med kirsebær

Smuldrekage med kirsebær – den sundere version af en dessert eller en lækker morgenmadsanretning. Her er til en portion, der kan deles af to, grovædes af en grådig og tyk ung mand (ja, jeg indrømmer det) eller fungere som morgenmad for en.

200 g. kirsebær i halve uden sten

50 g. blandede nødder (her er det mandler, valnødder og paranødder)
1 skive rugbrød (det må gerne være tørt rugbrød)
2 spsk. hvedemel
2 spsk. knuste hørfrø
5 dadler uden sten
2 spsk. smeltet vegansk smør
evt. 1 tsk. agavenektar

Blend først nødder, rugbrød og hvedemel til en grov rasp i en foodprocessor. Tilsæt så hørfrø, dadler og det smeltede smør, og blend igen til den grove rasp klistrer sammen i små klumper. Hvis du, som jeg, godt kan lide det ekstra sødt, så tilsæt en tsk. agavenektar.

Læg halvdelen af smuldredejen i bunden af en ovnfast skål, læg kirsebærrene i og smuldr så den anden halvdel af dejen over, så den danner låg. Drys evt. med lidt vaniljesukker på toppen, og bag så smuldretærten ved 200ºC i cirka 15 min.

Når smuldretærten er færdig, tager du den ud af ovnen og spiser et hul i den, som du derpå fylder med vegansk yoghurt. Server med en håndfuld friske kirsebær. Mums!