Thomas Erex

Drikke

Kakaosmoothie med broccoli

smoothie, chokolade, sund, broccoli

 

Broccoli og kakao i skøn forening, hvad kunne være bedre? … okay, jeg ved godt, det er ret utraditionelt, men det virker. Når du drikker den her smoothie får du noget af det sunde, grønne indenbords, men samtidig får du oplevelsen af en chokoladedryppende milkshake. Det er da en win-win-situation! 😀 Og mon ikke du kunne snige noget broccoli i nogle grøntsagsforskrækkede venner med den her metode? 😉

Jeg freestyler (*ROCK THE MICROPHONE*) næsten altid mine smoothies, men jeg vil jo gerne bringe de gode videre til dig, så jeg har selvfølgelig lavet en opskrift, men jeg vil opfordre dig til at lege med dine smoothies og tilpasse dem, så de er perfekte til dig!

2 modne bananer (gule med brune pletter)
100 g frossen broccoli
5-10 frosne jordbær
4 spsk. havregryn
2 spsk. kakao
2-3 spsk. agave
1 drys vaniljepulver
sojamælk

Blend, pynt evt. med sprød mandelmysli og drik.

Du kan lege med fx at smide en lille håndfuld mandler i, søde med dadler i stedet for agave (eller bruge en sojamælk med sukker) eller måske komme lidt frisk spinat i.

 

sund smoothie med kakao, chokolade, milkshake


Mild morgensmoothie

Smoothie til morgenmad, sund

En god og sund måde at få en masse frugt (og grønt) ned på, hvis du ikke lige er vant til at spise frugt, er, at lave det til en lækker smoothie. Jeg drikker selv flere og flere smoothies, og så skal der selvfølgelig også lidt smoothie her på bloggen. Denne milde smoothie med banan, blåbær og jordbær er god til morgenmad, da den udgør et godt og helt morgenmåltid, og så er den god til dig, der ikke er vant til at drikke din frugt. Det er en god idé at tilføje noget bladgrønt, og jeg lover, at du ikke kan smage det 😉 Derudover kan det også være godt med mandler (kalcium), hørfrø eller chiafrø (omega-fedtsyrer) og/eller lidt revet ingefær, som (udover at være sundt) fremhæver smagen af frugt.

Denne milde morgensmoothie er min gode ven, Simons, yndlingssmoothie. Han serverer den i hvert fald for mig, hver gang jeg besøger ham – og jeg er vild med det. Det er i øvrigt ham, der var med sidste år, da Mad med Medfølelse afholdt begivenheden Marts med Medfølelse, hvor vi inviterede dig til at udfordre dig selv til en måned på plantebaseret kost. Det var en stor succes, som vi fik meget ros for, så om en månedstid, når vi når til 1. marts, gentager vi succesen – så følg med på Facebook. Du kan i øvrigt læse om Simons oplevelse her.

Fordelingen af makronæringsstoffer i smoothien her, når du ikke tilsætter jordnøddesmør er cirka 80/10/10 (80 % kulhydrater, 10 % protein og 10 % fedt), hvilket er en rigtig fin fordeling. Jordnøddesmørret får mængden af fedt til at stige, så fordelingen er lidt anderledes, men det kan du jo evt. udelade, hvis du vil spare på fedtet.

Til 2 glas:
2 bananer
5-10 frosne jordbær
En lille håndfuld frosne blåbær
3 kugler spinat eller grønkål
3-4 spsk havregryn
2 tsk jordnøddesmør
Plantemælk (fx ris-, soja-, mandel- eller havremælk)

Kom alle ingredienser i en blender og blend 😀


Blend! 4 smoothies

flot, farverig, juice, smoothie, sundhed


Jeg er vild med juice og smoothie! Det er så farverigt, lækkert og sundt. Det er fantastisk at holde sig sund og i gang, for det giver masser af overskud at have en sund krop. Men sundt skal ikke være kedeligt og smagløst – så gider jeg i hvert fald ikke lege med. Her får du sundhed i fire koncentrerede former, der sprudler af farve, lækkerhed og energi. Du kan med fordel tilsætte dine smoothier lidt fedtstof i form af knuste hørfrø, valnødder, chiafrø, mandler eller andet. Fedtstofferne er vigtige for at du får alle de gode vitaminer fra din smoothie.

Gul:
1 1/2 nektarin
1/2 frossen banan i stykker
1 1/2 gul kiwi
1/2 rød grapefrugt
appelsinjuice

Rød:
5 frosne jordbær
10 frosne hindbær
10 cm. frossen rabarber
1/2 banan
appelsinjuice

Lilla:
1 dl soja-yoghurt
1/2 dl frosne blåbær
1/2 dl frosne brombær
1/2 tsk flydende vanilje
1 tsk agave
lidt plantemælk (fx havremælk eller rismælk)

Grøn:
1/2 stængel bladselleri
2 kugler frossen grønkål
2 kugler frossen spinat
lidt ingefær (1 tsk)
2 spsk. hørfrø
gulerodsjuice (eller æblejuice)

Hvordan gør man? Blend, blend blend! 😀

Den grønne smager klart bedst med gulerodsjuice, den lilla kan med fordel spises i en skål med fx denne mysli, den røde er også god med æblejuice, og den gule er mindst lige så lækker med frossen mango/papaya. Mums! Kom så i gang med den smoothie.