Thomas Erex

Marts med Medfølelse

Karinas oplevelse – Marts med Medfølelse 2017


I marts har du udfordret dig selv til at spise vegansk i en måned. Hvad har din generelle oplevelse været af at spise vegansk?
Lækkert mad og nye smagsoplevelser, jeg har desværre været en del begrænset pga. min allergi.

Synes du, måneden har været fattig på smagsoplevelser?
Ikke de første 14 dage, men så blev det lidt svære at finde på, og følte jeg gik i stå.


Hvad har været din bedste oplevelse ved at deltage i Marts med Medfølelse?
At opdage blomkålsfrikadeller – var meget begejstret. Og så fik jeg en pænere hud.

Hvad har været den største udfordring? Hvordan overvandt du den?
Min allergi, som jeg desværre ikke kunne overvinde og så lysten til smør på mit brød

Har du savnet inspiration? (Til hvad?)
Der er rigtig meget inspiration på nettet til vegansk mad, men igen pga. allergi har jeg været begrænset.

Flere undersøgelser peger på, at der kan være en række sundhedsmæssige fordele ved at vælge animalske produkter fra. Har du kunnet mærke en fysisk forandring siden du begyndte at spise vegansk? Har din vægt ændret dig?
Jeg mærkede helt klart en forskel de første 14 dage, har desværre taget lidt på pga. lysten til chokolade… grrr. Men min hud blev pæn, jeg havde et større overskud (de første 14 dage) og jeg havde ikke brug for smertestillende (de første 14 dage).

Har du i denne måned reflekteret over dit forhold til og din påvirkning af andre dyrearter?
Jeg har altid haft den holdning at man skal behandle hinanden ordentligt, med hinanden mener jeg også dyr. Jeg har en lodret ordre fra læge og allergilæge om, at jeg skal spise kød, ellers mister jeg jern. Dette skete desværre også denne gang og måtte starte stille ud med animalsk igen. Jeg kan ikke nøjes med vegansk kost, selvom jeg som menneske ikke har noget behov for animalske produkter og hellere ville leve vegansk. Så kan jeg ikke overleve på en vegansk kost pga. allergi. Jeg beklager.

Tror du, du vil fortsætte med at spise vegansk efter marts? (Hvorfor/hvorfor ikke?)
Nej, jeg forsætter desværre ikke som veganer, men har fået øjnene op for er der er nogle animalske produkter jeg kan undværer uden at blive syg. Så noget godt kom der ud af forsøget.
Tusinde tak fordi jeg måtte deltage, og tak for al den hjælp og vejledning, jeg har fået.

Thomas’ kommentar:
Jeg er virkelig glad for, at klinisk diætist Maria Felding ville hjælpe med at strikke en vegansk madplan sammen til Karina, som dækker alle hendes ernæringsmæssige behov. Eftersom Karina er min kusine, har det været rart for mig at kunne bevise overfor hende, at det rent faktisk kan lade sig gøre for hende (og andre allergikere) at leve vegansk. Hvis Karina så har svært ved at optage jern, er det ikke kostplanens skyld, eftersom den er fuldt dækkende, selvom der er mange begrænsninger i Karinas kost. At Karina så vælger at lade det, at hun har svært ved at optage jern være en undskyldning for at gå tilbage til at spise dyr, mener jeg ikke er holdbart. Hvis hun virkelig ønsker at leve dyrevenligt, så har hun fået redskaberne i form af en dækkende kostplan, som kan suppleres med et stærkt jerntilskud, hvis det er udfordringen.

Det er rigtigt positivt, at Karina nedsatte sit forbrug af smertestillende, og at hun fik pænere hud. Mange oplever på lignende vis, hvordan en plantebaseret kost gør gode ting for deres krop. Hvis du har læst med de tidligere år her på bloggen, vil du kunne se, at samtlige deltagere har sagt, at de har mærket en positiv forandring i deres krop. Jeg håber, at Karina og andre deltagere i Marts med Medfølelse vil fokusere på de positive aspekter af deres oplevelse og reflektere over, hvor meget lidelse og miljøsvineri, man kan undlade at bidrage til ved at vælge plantebaserede produkter. Veganisme er for alle, der ønsker at leve miljø- og dyrevenligt. Også allergikere. 


Lars’ oplevelse – Marts med Medfølelse 2017

 

Lars deltager i Marts med Medfølelse 2017.

I marts har du udfordret dig selv til at spise vegansk i en måned. Hvad har din generelle oplevelse været af at spise vegansk?

Min oplevelse har været utrolig positiv, faktisk. Nogle i min omgangskreds har grinet lidt af det, men langt de fleste har været positive og nysgerrige. 

Synes du, måneden har været fattig på smagsoplevelser?

Jeg har på ingen måde manglet smag i den mad jeg har spist. Har spist meget thai og indisk, og der er jo masser af smag i sådanne retter. Og jeg har fundet mange gode og lette alternativer til de fleste ting. Dog så er det ret svært at finde vegansk majonæse osv. Det er lidt besværligt at rende rundt i 10 forskellige butikker for at finde det. Men så har jeg bare måtte undvære. 

Hvad har været din bedste oplevelse ved at deltage i Marts med Medfølelse?
Min krop har virkelig haft godt af det. Jeg ved ikke hvordan, men det kan jeg bare mærke. Det har været en god oplevelse at have en dejlig følelse af lethed i kroppen. Jeg har spist og drukket hvad jeg har haft lyst til og brug for (altså vegansk), og jeg har stadigvæk tabt mig et par kilo på den her måned.

Hvad har været den største udfordring? Hvordan overvandt du den?
Som sagt så det her med at det ikke er alle veganske vare der finde i alle butikker det er rent ud sagt skide besværligt! Alternativt kan man købe ind via nettet, men der har ikke været så meget struktur i min hverdag så derfor får jeg sjældent købt ind til flere dag og så bliver det lidt problematisk hvis man gerne vil spise lidt varieret.

Har du savnet inspiration? (Til hvad?)

Nej, det har jeg faktisk ikke. Hvis man går og overvejer at blive veganer eller bare vil spise vegansk så kan jeg varmt anbefale den Facebookgruppe, der hedder (((vegansk))) mad. Der er utrolig mange søde og hjælpsomme mennesker, der deler ud af viden og madinspiration uden for meget diskussion. Og så kan man jo følge Mad med Medfølelse, som deler masser af opskrifter!

Flere undersøgelser peger på, at der kan være en række sundhedsmæssige fordele ved at vælge animalske produkter fra. Har du kunnet mærke en fysisk forandring siden du begyndte at spise vegansk? Har din vægt ændret dig?

Det kan jeg som tidligere skrevet kun svaret et klart JA til! Det har været helt vildt at kunne mærke den forskel. Og ja jeg har tabt mig 2,8 kg på den her måned. 

Har du i denne måned reflekteret over dit forhold til og din påvirkning af andre dyrearter?

Altså jeg har altid tænkt meget på miljøet og også bildt mig selv ind, at jeg også har tænkt på dyrevelfærd. Det kan jeg jo godt se, at jeg nok ikke rigtig kan prale af, når jeg har spist på den måde, jeg har gjort hele mit liv. Det har været lettere bare at lukke øjnene. Men nu har jeg selv to piger, og jeg ønsker på alle måde at de også har en planet, der er værd at leve på, når de vokser op. Og derfor skal vi jo alle kigge ind ad i stedet for at pege fingre eller lukke øjnene.

Tror du, du vil fortsætte med at spise vegansk efter marts? (Hvorfor/hvorfor ikke?)
Jeg vil helt klart spise meget meget mere vegansk, end jeg har gjort før. Det er sgu ikke så svært, og det er godt for mig, godt for miljøet og rigtig godt for dyrene. Men om jeg nogensinde bliver veganer, det ved jeg ikke. Jeg vil godt afslutningsvis sige, at jeg faktisk altid har syntes, det var lidt syndt at veganisme rent faktisk har et ord. For nu er det blevet gjort til en ting, som folk kan komme over i en kasse, og så er man enten med i kassen eller uden for kassen. Jeg synes, det burde være sådan, at alle kunne være med, og at der ikke var noget rigtigt og forkert, så længe folk husker på at livet og verden ikke kun handler om dem selv.

For i mine øjne kan man aldrig være 100 % vegansk, uanset hvor dedikeret man så er. Så i stedet for at dele ting op i os og dem, så kunne alle parter række hånden ud, og så kunne vi alle lære en masse af hinanden.

Og så vil jeg gerne sige tak for at have fået lov til at være en del af Marts med Medfølelse. Super oplevelse!

Thomas’ kommentar:
Der er rigtigt og forkert. Det er forkert at udsætte dyr for unødig lidelse. Det rigtige er at lade være med at bidrage til dyrs lidelse, når man kan – hvilket blandt andet betyder, at man bør undlade at spise dyr. Man er netop 100 % veganer, når man “(…) søger så vidt det er praktisk muligt, at ekskludere alle former for udnyttelse, og mishandling, af dyr til mad, beklædning og alle andre formål.” I den definition er det indbygget, at der er ting, som man vil have svært ved at gennemskue og dermed undgå. Veganisme er for alle, der mener, at det er forkert at gøre dyrene ondt, når man kan undgå det. Når det er sagt, så er jeg meget enig i, at veganismen slet ikke burde have et ord. Det burde være normen, som alle levede efter, og så kunne man i stedet kalde det at gøre dyr ondt og dræbe dem for lige præcis det.

Det er så fedt, at Lars har haft en positiv oplevelse. Han har tabt sig, han har fået en masse lækre smagsoplevelser, han tænker over de miljømæssige og dyreetiske konsekvenser af sine valg, og han vil fortsat spise meget mere plantebaseret end tidligere. Jeg håber, at Lars og alle andre deltagere i Marts med Medfølelse vil bruge oplevelsen til at tænke mere over, hvor meget lettere det bliver at være veganer for hver eneste dag, man er det, og hvor meget dyremishandling og miljøsvineri, man undlader at bidrage til. At være veganer er det nye sort.


Far, elektriker, rockmusiker – og veganer?

Lars deltager i Marts med Medfølelse 2017.

Lars deltager i Marts med Medfølelse 2017.

I forbindelse med Marts med Medfølelse følger jeg to af deltagerne her på bloggen. Den ene er min kusine, multiallergikeren Karina, den anden skal du møde her. Han hedder Lars, han er far til to, han er elektriker, han er rockmusiker – og måske er han også snart veganer. Lars kan i hvert fald godt se, at der er mange fordele ved at leve vegansk, og han skrev derfor til mig på min Facebookside, at han gerne ville være med i Marts med Medfølelse. Læs om Lars her.

Fortæl lidt om dig selv.
Jeg hedder Lars og er 33 år. Jeg er far til to dejlige piger på 4 og 7 år, som jeg har på halv tid. Til daglig arbejder jeg som elektriker og i min fritid spiller jeg guitar i bandet “Sons of Death Valley”. Musik har altid været min store lidenskab – især punk, metal, alternativ og hardrock har en stor plads i mit hjerte og jeg elsker at spille og optræde. Derudover holder jeg meget af naturen og elsker vandreture.

Hvorfor vil du gerne være med i Marts med Medfølelse?
Titlen siger jo det meste, Marts med medfølelse. Jeg ser mig selv som et godt menneske og tænker det at leve vegansk, er en god mulighed for at gøre noget godt for både mig selv, dyrene og miljøet. Jeg er jo “kødspiser” (som jeg ved en veganer ville kalde mig*), men har det sidste halvandetårstid stiftet bekendtskab med det at spise og leve vegansk gennem min tidligere kæreste og nu gode veninde Dina.

Da vi begyndte at ses, havde jeg et meget dømmende og skævt syn på hvad veganisme var. Som mange andre tænkte jeg “lever du så kun af salat” og så generelt mere veganisme som en kult eller en religion. Men jeg blev klogere og kan sagtes se alle de gode ting, der er i det at leve vegansk.

(*Jeg (Thomas) foretrækker “ikke-veganer”, da det ikke kun fokuserer på maden eller “kød”. “Kødspiser” er i min optik et helt forkert udtryk.)

Hvilke forventninger har du til at deltage?
Jeg forventer at komme til at få inspiration til meget mere ny og anderledes mad. Jeg håber at kunne se og måske mærke nogle forandringer på min krop – blandt andet smide et par kilo. Jeg håber også, at den veganske kost vil kunne mærkes på mit energiniveau og humør.
Hvad tror du bliver det sværeste i denne måned?
Det sværeste bliver helt sikkert at skulle undvære de små ting i hverdagen, jeg er vant til at bruge – f.eks. smør. Derudover at skulle undgå alle de fødevare hvor der er mælk og æg i. Det er virkeligt kommet bag på mig hvor meget mad der bliver produceret, hvor der f.eks findes minimale mængder æg, mælkspulver osv. ting som sagtens kunne erstattes med noget vegetabilsk eller måske helt undlades.Hvordan vil du overkomme de udfordringer, der kommer undervejs?
Jeg har jo min fantastiske veninde Dina, som nok skal hjælpe hvis jeg støder på udfordringer. Ellers ved jeg, der findes sider og grupper på f.eks. Facebook, hvor man kan søge råd og inspiration fra veganere, hvis jeg får brug for det.

Hvilke forventninger har du til dig selv i forbindelse med denne måned?
Generelt har jeg det ret svært med at skulle holde mig til bedstemte planer, især når det kommer til mad. Jeg elsker at kunne spise hvad jeg har lyst til. Men jeg forventer at jeg kommer igennem marts måned på en 100 % vegansk kost. Så jeg har tænkt mig at gå all in!

Hvad er den bedste veganske ret, du kender?
Hmm, det er svært. Der er jo meget godt. Men en gang pasta med stegte grønsager i rødvinssovs lavet med soya cuisine.


Allergi og vegansk kost?

unnamed-2

Karina er allergiker og deltager i Marts med Medfølelse 2017.



Kan man være allergiker og veganer? Marts med Medfølelse er lige om hjørnet. Hvis du ikke kender begivenheden endnu, så er det en årlig begivenhed, som jeg tog initiativ til og satte igang for fire år siden. Deltagerne i måneden udfordrer sig selv til at spise 100 % plantebaseret i hele marts med masser af vejledning og støtte fra erfarne veganere og andre deltagere. Det er Mad med Medfølelse, Danmarks veganske forening, der afholder begivenheden, og i forbindelse med måneden er der konkurrencer, rabatter, madplaner, opskrifter, inspiration og meget mere til deltagerne. Du kan melde dig til begivenheden på Facebook her eller læse mere på MmM’s hjemmeside her.

I år følger jeg to deltagere her på bloggen. Den ene er min kusine Karina, som er multiallergiker, og som gerne vil væk fra de animalske produkter. Hun er hoppet med på udfordringen til trods for, at hun er allergisk overfor rigtig mange fødevarer. Karina er fx allergisk overfor:
Alle nødder og kerner
Bønner
Al slags mel – undtagen hvedemel
Alle urter – undtagen persille
Alle rodfrugter – undtagen kartofler, rødbeder og gulerødder i små mængder
Ærter
Tomater
De fleste frugter
Eddike
Soja
Det kan lade sig gøre for Karina et deltage i Marts med Medfølelse takket være klinisk diætist Maria Felding, som har udarbejdet en madplan, der opfylder alle Karinas ernæringsmæssige behov samt tager højde for alle hendes allergier. Hvis du selv er allergiker og ønsker hjælp, råd og vejledning om vegansk kost, så kontakt Maria Felding på diaetist-felding.dk. Du kan også finde og følge hende på Facebook her.

Her følger en kort præsentation af Karina og hendes forventninger til Marts med Medfølelse.

Fortæl lidt om dig selv, og hvorfor du gerne vil være med i Marts med Medfølelse. 
Jeg hedder Karina, er multiallergiker og har i lang tid været ked af at spise kød. Med hjælp fra klinisk diætist Maria Felding har jeg valgt at udfordre mig selv ved at deltage i Marts med Medfølelse. Dels fordi Maria har været indover min kost, så jeg derved sikrer mig vitaminer mm., dels fordi jeg ønsker at fralægge mig mad, der kommer fra dyr.

Hvilke forventninger har du til at deltage, og hvad tror du bliver svært?
Jeg forventer at få det bedre både fysisk og psykisk, at få en sundere krop og måske helt slippe af med min allergi igen. Som udgangspunkt forventer jeg ikke, at det bliver svært, for jeg har fået stor hjælp af Maria Felding og føler mig helt tryg i hendes hænder. Og så har jeg jo Thomas som wingman. Min familie derimod får det svært ved, at der kun vil blive servere vegansk i marts måned (LOL).

Hvordan vil du overkomme de udfordringer, der kommer undervejs?
Jeg forventer ingen udfordringer, da det er en ændring af spisevaner, og jeg er heldigvis ikke kræsen. Dog kan der ligge en lille udfordring i, at jeg skal tænke mig om og kigge godt efter, når jeg handler.

Hvilke forventninger har du til dig selv i den kommende måned?
Jeg forventer af mig selv, at jeg gennemfører marts og med lidt held forsætter som veganer derefter.

Hvad er den bedste veganske ret, du kender?
Min bedste veganske ret er min egen kålsuppe, som jeg dog aldrig har tænkt på var vegansk.


Sigurds oplevelse – Marts med Medfølelse 2016

Marts med Medfølelse 2016 er ved at være ovre. Da jeg i 2012 tog initiativ til at afholde den her begivenhed, havde jeg ingen idé om, hvor mange mennesker den ville påvirke til at vælge vegansk. Det vokser år for år, og det er skønt, at så mange deltager. Endnu bedre er det, at de ændrer vaner i en grønnere retning. Og mange vælger endda at fortsætte med at spise plantebaseret. Igen i år har nogle af mine venner valgt at deltage. Her bringer jeg Sigurds fortælling fra Marts med Medfølelse 2016. Sigurd er 28 år og bor i Aarhus.

 

sigurd1

I marts har du udfordret dig selv til at spise vegansk i en måned. Hvad har din generelle oplevelse været af at spise vegansk?
Jeg synes det har været spændende at udfordre sig selv på kostplan til helt at undgå animalske produkter, da jeg før har spist vegetarisk i længere perioder, men aldrig vegansk. Det har været en god oplevelse, på trods af de udfordringer der har været på vejen. Jeg er MEGET mere informeret om, hvad der er i den mad, jeg spiser og har spist førhen, end jeg var, da jeg begyndte på udfordringen, samt hvor den kommer fra og hvilke konsekvenser det har for ikke bare dyrene, der er involveret, men også miljøet. Desuden har man jo skullet være lidt mere kreativ, end jeg i hvert fald normalt er i køkkenet, så det er jo også en kærkommen bonus, man kan tage med fremadrettet.

Synes du, måneden har været fattig på smagsoplevelser?
Nej, nok tværtimod. Jeg synes, at det veganske køkken er fyldt af smagsoplevelser, når man først kommer godt i gang og får leget lidt med råvarerne. Det har også været lidt en ’learning curve’ at lære hvordan forskellige råvarer bedst tager imod smag fra krydderier, men selv mere simple retter uden så mange krydderier har overrasket mig ift. smag. Har især syntes det var spændende at prøve gærflager som ingrediens, da det ikke lige er noget jeg førhen har stiftet bekendtskab med.

Hvad har været din bedste oplevelse ved at deltage i Marts med Medfølelse?
Nok den forandring man ser udadtil, men i stor stil også den forandring der sker inde i kroppen. Det var lidt hårdt i starten da man skulle huske at få større mængder mad fordi vegansk mad måske er lidt mere ’kaloriefattigt’. Når den så lige var i vinkel synes jeg generelt jeg har været frisk på en anden måde og har fået en meget pænere hud.

Hvad har været den største udfordring? Hvordan overvandt du den?
Det har helt klart været at ’mangle’ mælkeprodukter som man har været vant til. Mange kunne erstattes, men specielt cremefraiche og ost til gratinering har været svære for mig at undvære, og må da også indrømme, at jeg faldt i en enkelt gang med cremefraiche da en craving overvandt mig. Til gengæld opdagede jeg jo gærflager og hvordan man kunne lave ’pastadrys’ af det der mindede ekstremt meget om parmesan – instant fan! Generelt synes jeg der er rigtig mange gode alternativer, så det var mere et spørgsmål om at man var vant til andet.

Har du savnet inspiration? (Til hvad?)
Bestemt ikke! Jeg synes det har været lækkert at Mad med Medfølelse har taget så godt hånd om en og været der med det samme hvis man havde spørgsmål. Andre veganere delte gladelig ud af deres erfaringer og foreningen var behjælpelig med flere sider og madblogs med masser af lækre veganske opskrifter, råd og fif.

Flere undersøgelser peger på, at der kan være en række sundhedsmæssige fordele ved at vælge animalske produkter fra. Har du kunnet mærke en fysisk forandring siden du begyndte at spise vegansk? Har din vægt ændret sig?
Jeg kan bestemt se en forskel og har fået flere kommentarer med på vejen. Jeg var begyndt på et ret drastisk vægttab før marts, men den veganske kost har bestemt ikke skadet ift. det. Tværtimod er der nok raslet lidt flere kilo af, end der ellers ville med animalsk baseret kost. Hvad vigtigere er, at jeg kan mærke en forskel! Jeg føler mig generelt mindre oppustet og er som sagt frisk på en anden måde. Det er jo bare en bonus, at man ser mere “lean” ud end før.

Tror du, du vil fortsætte med at spise vegansk efter marts? (Hvorfor/hvorfor ikke?)
Om jeg bliver fuldblodsveganer ved jeg ikke endnu, men jeg kommer helt sikkert til at lave meget mere vegansk mad fremadrettet og min kost vil bestå af meget mere vegansk. Jeg tror helt sikkert, at jeg går tilbage til at spise vegetarisk (måske pescetarisk), men jeg tager en masse gode oplevelser, sejre, viden om dyrevelfærd og opdræt, samt kulinarisk kreativitet med mig i rygsækken, og med alle de positiver kan jeg med sikkerhed sige, at jeg kommer til at spise meget mindre animalsk og mere plantebaseret, end jeg gjorde før udfordringen. Det har været inspirerende – af hjertet tak, Mad med Medfølelse.

Læs Simons oplevelse her.


Marts med Medfølelse 2014

martscover-TEXT1


Så er det lige om lidt tid til Marts med Medfølelse 2014!

For lidt over et år siden sad jeg med en eksamensopgave og lavede overspringshandlinger. Mad med Medfølelse tog i forvejen en stor del af min opmærksomhed, og da jeg så læste om et amerikansk projekt, hvor man inviterede folk til en måned med vegansk mad, og to af mine veninder samtidig ville spise vegansk i marts, fik jeg en god idé. Idéen gik ud på, at vi skulle gøre det let for folk at smage på den veganske mads mange muligheder og glæder. Igennem hele marts måned skulle vi levere inspiration til måltider, og vi skulle invitere folk til at udfordre sig selv til at spise vegansk i hele marts, Jeg kaldte projektet for Marts med Medfølelse.

I år gentager vi sidste års store succes, når vi inviterer til Marts med Medfølelse 2014. Sidste år fik vi en syndflod af positive tilbagemeldinger fra folk, der deltog i projektet, og vi fik hjulpet en del mennesker godt i gang med at spise og leve uden animalske produkter. Flere end 600 mennesker deltog i begivenheden på Facebook, og samtidig voksede vores Facebookside med raketfart fra et par hundrede likes til over tusind. Denne gang har vi, allerede før startskuddet har lydt, oplevet mindst lige så meget opbakning. Både Anima og Dansk Vegetarforening bakker op, og så har sangerinden Sys Bjerre, som selv er veganer, været så sød at støtte os. Derudover har vi fået omtale af en masse søde bloggere, som godt kan lide initiativet.

Denne gang gør vi dog mere end at inspirere via Facebook. Vi har udvidet konceptet, så man nu kan hente inspiration i vores madplaner, vi udsender et ugentligt nyhedsbrev med inspiration og viden, og så stiller vi en række erfarne mentorer klar, som man kan kontakte direkte.  Vi har samlet det hele på vores ny-designede hjemmeside.

Meld dig til begivenheden på Facebook, og inviter meget gerne dine venner.

Udover at deltage i Marts med Medfølelse (som jeg regner med, du vil!), kan du gøre mere for at støtte op om projektet, hvis du vil. Du kan blandt andet:

– Bruge billedet ovenfor som dit coverbillede på Facebook
– Invitere dine venner og bekendte til at deltage
– Printe vores reklame ud og hænge den op
– Fortælle om projektet på Instagram, Twitter, din blog eller andre sociale medier

Der er mange gode grunde til at vi afholder denne begivenhed, men den vigtigste er, at det rent faktisk gør en forskel. Det får folk til at bevæge sig tættere på en mere dyrevenlig og bæredygtig livsstil, og det afmystificerer vegansk mad. Når man i en måned har udfordret sig selv til at spise 100 % plantebaseret, vil man have et bedre kendskab til plantemad, og man vil opdage en masse nyt om sine spisevaner og sin kostsammensætning generelt. Vi er helt sikre på, fordi det fortæller vores erfaring os, at når først man har oplevet fordelene ved vegansk mad, så vil man være begejstret nok til at gå i en grønnere retning fremover.

Du kan læse mere om erfaringer fra udlandet fx her og her.

Jeg glæder mig til marts, og jeg håber, I er med! 😀


Marts med Medfølelse: Simons oplevelse

I Marts har foreningen Mad med Medfølelse opfordret dig til at udfordre dig selv. Her på bloggen har jeg skrevet lidt om mine tre venner, der har deltaget i projektet Marts med Medfølelse (læs mere her og her), og nu er tiden så kommet til at runde måneden af og evaluere på oplevelsen. Jeg har sendt et par spørgsmål til mine tre venner, som de har svaret på, som de havde lyst – hvis de havde lyst. Her kan du læse om (jurastuderende) Simons oplevelse med at spise vegansk.



I marts har du udfordret dig selv til at spise vegansk i en måned. Hvad har din generelle oplevelse været af at spise vegansk?
Helt generelt og overordnet set har Marts Med Medfølelse været en god oplevelse. Der har været rigtig mange udfordringer, og ens viljestyrke er blevet sat på prøve nogle gange efterhånden. Udfordringen har i høj grad været med til, at man skal lære at være mere kreativ i køkkenet, hvilket kun er godt. Og så har en stor del af den veganske mad imponeret andre altspisende.

Synes du, måneden har været fattig på smagsoplevelser?
Absolut ikke. Den eneste dårlige smagsoplevelse, jeg har haft, var en omgang linsefrikadeller, som bare ikke fungerede. Men så fandt jeg en anden. Ellers har jeg på ingen måde savnet smag i min mad. Jeg har fundet ud af, at det ikke kræver alverden at lave f.eks. lækre supper, som oven i købet begejstrer andre.

Hvad har været din bedste oplevelse ved at deltage i Marts med Medfølelse?
Min krop har været igennem en forandring, som jeg bestemt ikke havde regnet med.

Hvad har været den største udfordring? Hvordan overvandt du den?
Ikke den, men de! Der har været en del gange, hvor jeg har haft cravings efter lækre sager, som indeholdt animalske produkter, og som jeg er vant til at spise. Jeg har overvundet det til dels ved at finde veganske alternativer, men en stor del af det har været ren og skær viljestyrke baseret på et ønske om at klare udfordringen på bedst mulig vis. Og måske har det faktum, at man sparer en del kalorier også spillet lidt ind.

Har du savnet inspiration? (Til hvad?)
Jeg har haft stor gavn at Mad Med Medfølelses daglige posts på deres facebook-side, så jeg har ikke manglet inspiration til madlavningen.

Flere undersøgelser peger på, at der kan være en række sundhedsmæssige fordele ved at vælge animalske produkter fra. Har du kunnet mærke en fysisk forandring siden du begyndte at spise vegansk? Har din vægt ændret dig?
Min krop har helt klart forandret sig på den positive måde. Jeg startede med at smide et kilo i første uge, tog det på igen i anden uge (lidt for meget banankage vel sagtens), og i skrivende stund har jeg nok smidt et kilo i alt. Men det er mindre vigtigt. Den største forandring ligger i, at jeg kan se, at min krop har forandret sig. Og jeg er ikke den eneste – jeg har fået flere kommentarer med på vejen. Kroppen ser langt mindre oppustet ud, og det ser lidt ud som om, at der er røget et ydre fedtlag. Og truth be told, så er min krop pænere at se på end nogensinde.

Tror du, du vil fortsætte med at spise vegansk efter marts? (Hvorfor/hvorfor ikke?)
Veganer ved jeg ikke, om jeg bliver. Men når det er sagt, er det helt sikkert, at min kost kommer til at bestå af masser af vegansk mad fremadrettet, men ikke udelukkende. Det har været et inspirerende forløb, og jeg har lært at kokkerere en masse nye ting. Jeg er også begyndt at eksperimentere meget mere i køkkenet, hvilket jo kun er sjovt.  Og når den veganske kost har haft positive indvirkninger på min krop, kan jeg kun se det som en ekstra motivation til at fortsætte på overvejende vegansk mad. Så konklusionen må være, uden at blinke, at jeg kommer til at spise meget mere vegansk, end jeg gjorde før marts måned.


Marts med Medfølelse: Heidis oplevelse

I Marts har foreningen Mad med Medfølelse opfordret dig til at udfordre dig selv. Her på bloggen har jeg skrevet lidt om mine tre venner, der har deltaget i projektet Marts med Medfølelse (læs mere her og her), og nu er tiden så kommet til at runde måneden af og evaluere på oplevelsen. Jeg har sendt et par spørgsmål til mine tre venner, som de har svaret på, som de havde lyst – hvis de havde lyst. Her kan du læse om (religionstuderende) Heidis oplevelse med at spise vegansk.

I marts har du udfordret dig selv til at spise vegansk i en måned. Hvad har din generelle oplevelse været af at spise vegansk?
Der var en del udfordringer i starten, men efter den første uge blev det lettere at finde på ting at spise. Man startede desuden med nogle fordomme om at veganere kun levede af grøntsager og bønner, men de blev selvfølgelig hurtig skudt ned. Den største udfordring har været når man besøgte familie og venner. Selvom de fleste er åbne for at man skal have special-kost, er det ikke alle, der ser andet end iceberg, tomat og agurk, når de tænker salat. Sådan har jeg selv været engang, men man finder hurtigt ud af, hvor meget spændende man kan lave, når man ikke behøver kød.

Synes du, måneden har været fattig på smagsoplevelser?
Måneden har langt fra været fattig på smagsoplevelser. Jeg har fået smagt en masse nye ting og har fået øjnene op for nye krydderier og nye måder at sammensætte ingredienserne på.

Hvad har været din bedste oplevelse ved at deltage i Marts med Medfølelse?
Jeg kan ikke rigtig sætte en finger på én ud af de mange positive oplevelser, så jeg nævner nogle i stedet. Jeg føler at jeg har fået mere energi, føler mig mere sund og ikke så tung i kroppen; tror endda at jeg har tabt et par kg… Desuden er det både billigere og lettere at handle ind.

Hvad har været den største udfordring? Hvordan overvandt du den?
Jeg har før sagt, at det ikke har været så svært for mig at finde på og lave mad, da det er Randi (min rumbo), der laver maden. Hvis jeg skulle nævne noget, er det måske de laster, som man har skullet styre udenom. Ved godt, at der for det meste er veganske alternativer, men det er stadig ikke helt det samme. Det er dog småting som jeg har skullet undvære.

Har du savnet inspiration? (Til hvad?)
Igen er det ikke mig, der laver mad. Dog har jeg været medbestemmende, og i denne process har jeg kigget den veganske kogebog ‘Grøn glæde’ og selvfølgelig de lækre opskrifter på denne blog.

Flere undersøgelser peger på, at der kan være en række sundhedsmæssige fordele ved at vælge animalske produkter fra. Har du kunnet mærke en fysisk forandring siden du begyndte at spise vegansk? Har din vægt ændret dig?
Som sagt har jeg mærket en lettere følelse i kroppen og har følt mig sundere. Jeg har ikke vejet mig, men mine bukser er begyndt at glide ned Desuden føler jeg, at min hud er blevet mindre uren, og jeg har færre tilfælde af migræne-anfald, som jeg før har døjet meget med.

Er du begyndt at tænke anderledes på, hvordan du spiser?
Jeg savner ikke de animalske produkter i min hverdag, så det er bestemt noget jeg tager med efter Marts med Medfølelse også. Desuden er jeg begyndt at spise mere frugt, da snack-time før denne måned indeholdt ting som var animalske, og da frugt jo er et sundt og lækkert alternativ

Vores forbrug har direkte indflydelse på resten af samfundet. Har denne måned gjort, at du tænker mere på konsekvenserne af dit kostvalg (sundhedsmæssige, miljømæssige og etiske)?
Jeg vil tænke over de sundhedsmæssige konsekvenser, da jeg kan se en forskel. På de andre områder kommer det jo automatisk…

Tror du, du vil fortsætte med at spise vegansk efter marts? (Hvorfor/hvorfor ikke?)
Jeg vil helt sikkert beholde nogle vaner efter denne måned, men tror ikke helt at jeg vil overgive mig til veganismen. Det har været en spændende og lærerig oplevelse med mange nye indtryk, men der er alligevel en del som jeg glæder mig til at spise igen. Dog har jeg tænkt mig at mindske indtaget af kød og evt kun spise kød et par dage om ugen.


Marts med Medfølelse: Randis oplevelse

I Marts har foreningen Mad med Medfølelse opfordret dig til at udfordre dig selv. Her på bloggen har jeg skrevet lidt om mine tre venner, der har deltaget i projektet Marts med Medfølelse (læs mere her og her), og nu er tiden så kommet til at runde måneden af og evaluere på oplevelsen. Jeg har sendt et par spørgsmål til mine tre venner, som de har svaret på, som de havde lyst – hvis de havde lyst. Her kan du læse om (slagterdatteren) Randis oplevelse med at spise vegansk.

I marts har du udfordret dig selv til at spise vegansk i en måned. Hvad har din generelle oplevelse været af at spise vegansk?
Det har været sjovt, spændende… Og det er jo ikke sværere at spise vegansk end at være altædende, når først ens køkken er blevet “bygget” til det. Jeg er lige nu taget hjem til min mor, og jeg er da glad for at jeg tog marmelade med hjemmefra, for hendes køleskab består af følgende: Æg, bacon, smør, rødkål, ost, mælk, sovs, æbler, honning… Haha – SÅ bliver det besværligt.

Hvad har været din bedste oplevelse ved at deltage i Marts med Medfølelse?
Det har åbnet op for nye smagsoplevelser og nye muligheder.

Hvad har været den største udfordring? Hvordan overvandt du den?
Den største udfordring er at skulle overleve/spise i et ikke-vegansk hjem… Men så må man jo tage lækkerier med hjemmefra.

Har du savnet inspiration? (Til hvad?)
Næh… Jeg kender sådan en sød dreng, der hedder Thomas.

Flere undersøgelser peger på, at der kan være en række sundhedsmæssige fordele ved at vælge animalske produkter fra. Har du kunnet mærke en fysisk forandring siden du begyndte at spise vegansk? Har din vægt ændret dig?
Der er ikke de store ændringer. Min elevatorvægt svinger lidt, men det endelige resultat er vist minus 1,5kg. Men synes ikke jeg kan mærke, at jeg er blevet friskere eller sådan noget.

Er du begyndt at tænke anderledes på, hvordan du spiser?
Før var et måltid ikke et rigtigt måltid uden kød. Sådan tænker jeg ikke mere. Min nye favoritmadvare er KIKÆRTER. Det er kommet så vidt som, at jeg en dag sagde til Heidi, at hvis jeg kunne frede en madvare, hvis nu der var risiko for udslettelse, så skulle det være de kære små kikærter. Derudover kigger jeg også på ingredienser nu, og jeg er da blevet både overrasket og forfærdet over, hvad der kan være i ting man gladeligt spiser. Ved ikke om det dog vil gøre, at jeg lader være med at spise en bestemt ting.

Vores forbrug har direkte indflydelse på resten af samfundet. Har denne måned gjort, at du tænker mere på konsekvenserne af dit kostvalg (sundhedsmæssige, miljømæssige og etiske)?
Jeg tænker sundhed, og også på miljøet. Kød er dyrt og belastende at producere, så jeg vil prøve at spise godt kød/fisk kun 1-2 gange om ugen i stedet for kødklister hver dag.

Tror du, du vil fortsætte med at spise vegansk efter marts? (Hvorfor/hvorfor ikke?)
Jeg regner ikke med at fortsætte 100%, jeg kan godt lide både det veganske og det animalske, men vil forsøge at sammensætte det mere fornuftigt, både for min egen skyld, men også for miljøet.


Marts med Medfølelse: De 10 første dage

slankekur, vegansk, udfordring, spis sundt

Marts med Medfølelse ruller, og der er voldsom interesse for projektet. På Facebook har Mad med Medfølelses side fået dobbelt så mange “følgere”, siden projektet startede, og det summer af aktivitet på siden hver dag med kommentarer og spørgsmål til vegansk mad. Det er dejligt, at så mange har taget udfordringen op, og at der er en overvældende positiv respons.

I min egen lille lejr er det de tre flotte, unge mennesker på billedet ovenfor, der har valgt at udfordre sig selv (ham den grønne deltager ikke, han er vist overbevist), og det resulterer indtil videre i øget overskud, ny inspiration, et vægttab og masser af madglæde, men også i nye udfordringer, der skal overvindes. Mine tre seje og søde venner fortæller her lidt om deres oplevelser indtil videre.

– – –

Randi (det øverste billede) er den største madnørd af de tre venner, jeg blogger om her. Ligesom mig kan hun godt lide at stå i køkkenet og lege med ingredienser, så vi har haft lidt nørdet sms-korrespondance om linsedeller, falafler og et bananbrød, der bare ikke virkede. (Beklager, Randi, der ER rettet!) Og så er hun dygtig til at tænke over selv de mindste ting, så hun blev lige nødt til at spørge mig: “Er der noget, jeg vælger ikke at spise i tyggegummi?” – det var lige en formulering for mig, for det der med “må”, det klinger så religiøst. “ du spise det her?” siger folk tit, og jeg svarer altid, at jeg må spise, hvad jeg vil, men jeg vil ikke spise noget, der kommer fra dyr. (Og man kan godt få vegansk tyggegummi, men hold især øje med gelatine, E481 og E482.) Randi er oftest den, der laver mad hjemme hos hende og Heidi (de er bofæller), og hun fortæller om sin oplevelse med vegansk madlavning:

“Jeg synes det er sjovt og spændende at leve på vegansk! Jeg har “fået lov til” at lave nogle retter som jeg har drømt om, men ikke har kunnet tage mig sammen til.. Fordi det traditionelle bare var nemmere. Blandt andet falafel! – som jo btw på ingen måde er sværere/mere besværligt at lave end frikadeller!”

Randi fortæller også, at hun synes, det er spændende at prøve nye spreads og postejer, men den nye tilgang til maden er også en udfordring, der kræver lidt:

“Det sværeste, hvis der har været noget, er TID! På vegansk er det ikke kun aftensmad der er lidt tidskrævende, men også morgenmad, og ISÆR frokost.”

Og så savner hun at spise ost. Men mon ikke det der med at det kræver mere tid bliver lettere hen ad vejen, som hun lærer de nye rutiner at kende, og det med osten bliver lettere, når det kommer længere på afstand. Sådan husker jeg det i hvert fald selv fra min første tid som veganer. Alting bliver gradvist lettere, som man vænner sig til sin nye livsstil. Man finder nye frokostløsninger, der måske bevæger sig lidt væk fra det traditionelle, og ostetrangen ender med at blive til en væmmelse ved lugten af ost, når man ikke har spist det i et stykke tid.

Som en bonus ved at lægge osten og de øvrige animalier på hylden, kan Randi fortælle, at hun tabte sig 3 overflødige kg den første uge! Sådan! 😀

– – –

Heidi er ikke den store madnørd, der med glæde står i køkkenet en hel dag. Ligesom mig kommer hun fra et hjem med meget traditionel mad. Hun har det ganske fint med kød, kartofler og sovs, hvilket jeg husker som en stor udfordring, da jeg var altspisende og skulle lave mad til hende og vores fælles veninde, der er vegetar. (Hvordan laver man lige mad til en, der helst kun spiser kød, og en, der slet ikke spiser kød?!) Det problem kom vi dog udover, da jeg blev veganer, for så var der ligesom ikke så meget at diskutere. Det er (næsten altid) mig, der laver maden, når vi tre er samlet, og nu havde jeg så valgt det animalske fra, så sådan blev det. Heidi er blevet meget bedre til at spise grønt siden dengang, hvor jeg var altspisende, og hun er langt mindre kræsen. (Jo, Heidi, du var vildt kræsen! :D)

Heidi fortæller om sine første 10 dage, at hun føler sig sundere, og hun kan mærke en lettere fornemmelse i kroppen. Derudover har hendes oplevelse nok været lidt lettere end Randis, eftersom det mest er Randi, der laver mad. Så hun har altså ikke mærket det store til, at der skal planlægges anderledes eller forberedes mere. Hun udtrykker sin begejstring for den veganske udfordring sådan:

“Der er kun positive ting at sige om maden. Og det er mere spændende mad at få i madpakken end en leverpostejmad.”

– – –

Simon
repræsenterer Marts med Medfølelse i København. Han er min gode ven, som jeg kender fra gymnasiet, og så er han rigtig god til at lege veganer, når vi er sammen. Han får lige lov til selv at fortælle, hvordan det går med at spise vegansk:

“Først og fremmest: Det er slet ikke så hårdt, som jeg troede, det ville være. Jeg har faktisk vistnok haft udelukkende positive oplevelser so far. Næsten. Min hud er begyndt at slå ud – er det måske en del af udrensningsprocessen? [Det kan meget vel være, at din krop renser ud, ja.]

Maden kræver en del mere forberedelse, end jeg er vant til. Men den er som regel tilsvarende bedre(!). Jeg har faktisk lidt genfundet glæden ved at eksperimentere i køkkenet. Og det er godt. Jeg glæder mig til at eksperimentere mere med ingredienser, som jeg normalt ikke bruger.

Og i aften har jeg fundet ud af, at jeg kan spise mig mæt i vegansk på min faste “jeg orker ikke lige at lave aftensmad i dag, så jeg går lige ned om hjørnet og køber noget”-sted. Det er “Det sunde køkken” på HC. Ørstedsvej, som har masser af lækre salater, og man kan sagtens vælge noget med proteiner og mæthed. Det er ret godt.

Min krop kan godt li’ indtagelse af vegansk mad indtil videre. Jeg tabte 1 kg i løbet af den første uge uden at dyrke ekstra motion, og så æder jeg endda ret meget. Min mave ser lidt mindre oppustet ud. Når jeg vågner om morgenen, er jeg mere frisk, selvom jeg sover samme antal timer, som jeg er vant til.”

Tja, det lyder jo til at de går ganske fint 😀
I er seje, venner!

Hvis du selv er med i Marts med Medfølelse, vil jeg også gerne høre om din oplevelse. Hvordan synes du, det er at spise vegansk?


Marts med Medfølelse

vegansk måned, mad med medfølelse

Kære læser,
nu gør jeg det igen. Jeg vil gerne invitere dig og dine venner og din familie og alle du kender og hele Danmark og hele verden og … nej, okay, måske ikke så vildt. Lad os starte med dig. Har du ikke lyst til at udfordre dig selv lidt? -Give dig selv muligheden for at lære noget nyt, samtidig med at du får en masse inspiration og hjælp til det?

Kan du huske mit VEGtober-projekt? Dengang spiste min mor vegansk i en måned for at tabe sig, og jeg inviterede dig med på udfordringen om at spise vegansk. I marts vil jeg igen invitere dig til at spise vegansk. Om du så gør det, fordi du vil tabe dig, lære noget om vegansk mad, udfordres til at sammensætte dine måltider anderledes, provokere dig selv til at tænke mere over, hvad du spiser, eller af en helt femte grund, det er op til dig. Men der er masser af gode grunde.

Mine to veninder, Heidi og Randi, som bor sammen, har besluttet sig for at spise vegansk i hele marts, og det var det, der gav mig idéen til at starte et projekt op igen. Denne gang gør jeg det dog i endnu større skala, eftersom jeg har Mad med Medfølelse i ryggen og andre bloggere (Luna fra Månebarnet, Henriette fra Grøn, Sund & Lækker!, Sara fra Bananmad og flere) også er med om bord. Det er derfor ikke kun mit projekt, men Mad med Medfølelses projekt. Vi kalder det Marts med Medfølelse!

Her på bloggen vil du kunne finde lidt historier og erfaringer fra mine to veninder, som har været så søde at lade mig blogge lidt om dem. De andre bloggere vil blogge om andre ting, så kig også med hos dem. Den vigtigste side at holde øje med, hvis du selv vil være med på Marts med Medfølelse, er dog Mad med Medfølelses Facebook-side, hvor der hver dag vil være opdateringer med inspiration og madidéer.

Jeg håber, du vil være med, og at du vil invitere alle, du kender, til at gøre det samme!

– – – – –

Her er den officielle invitation fra MmM:

Marts med Medfølelse
Foreningen Mad med Medfølelse vil gerne opfordre alle til at udfordre sig selv! Udfordringen går ud på at spise vegansk i hele marts måned. Vi kalder derfor projektet ‘Marts med Medfølelse’. 🙂

I løbet af måneden vil Mad med Medfølelse poste masser af inspiration i form af billeder af lækker vegansk mad, veganske madopskrifter og personlige historier om livet som veganer på vores Facebook-side. F.eks. kan vi allerede nu afsløre, at Thomas (Kærlighed & Kikærter) vil blogge om to af sine altspisende veninder, der har besluttet at spise vegansk i marts måned. Vi opfordrer også dig til også at invitere dine venner med i projektet!

Hele MmM-holdet er samtidig klar til at svare på spørgsmål og give gode råd og grønne tips!

Hvordan deltager jeg?
Gå ind på Mad med Medfølelses Facebook-side og ”Synes godt om”. Så modtager du automatisk nye indlæg fra os i dit news feed og får på den måde daglig inspiration og veganske madopskrifter i hele marts måned.

Vi opfordrer dig samtidig til at spørge os om alt, hvad du måtte være i tvivl om i forbindelse med at spise vegansk, så vi kan hjælpe dig godt på vej.

Hvorfor skal jeg deltage?
At spise vegansk i en måned giver dig en enestående mulighed for at lære mere om plantebaseret kost og udforske den grønne madkultur, samtidig med at du har mulighed for at trække på erfaringer fra garvede plantespisere og modtage masser af inspiration, støtte og opbakning undervejs.

Ved at spise vegansk i en måned vil du på egen krop mærke alle de gavnlige effekter af den vitaminrige plantemad, og hvem ved – måske lærer du noget nyt om dig selv og dine spisevaner undervejs. Forhåbentlig får du også en masse nye veganske livretter. 🙂

Vi håber meget, du vil deltage i vores projekt og sprede udfordringen i dit netværk, og vi glæder os til at dele vores passion for lækker vegansk mad med dig!