Mumie-gulerødder (eller pølsehorn) til halloween

Uhyggelige mumie-gulerødder eller mumie-pølsehorn, der både er nemme at lave og børnevenlige. Hvis du er en uhyggelig mumie, der er tørstig efter menneskeblod, så er det her lige en opskrift for dig. Men er du klar til, at det bliver lidt uhyggeligt? Nu skal vi nemlig en tur gennem spindelvævet ud i det mørke køkken, hvor mumierne bliver brændt i den varme ovn og vækket til live. Og når først de er levende, så kommer de efter dig for at bade i dit blod, så du må hellere skynde dig at spise dem, før de spiser dig!
Tid: 30 minutter aktiv tid + 90 minutter til hævning (eller 0 minutter med købt dej) + 45 minutter til bagning
Sværhedsgrad: Nem
Mumie-gulerødder – til 16 stk:
16 mellemstore gulerødder (40-60 g efter skrælning)
1 portion dej eller en pakke færdigkøbt dej (pizzadej eller butterdej)
1 portion BBQ-sauce eller færdigkøbt BBQ-sauce
Spiselige øjne af fx oliven eller fondant/marcipan og chokolade
Dej:
10 g gær
1 dl lunkent vand
½ tsk. salt
1 tsk. sukker
140 g hvedemel (erstat evt. noget af melet med fuldkornsmel)
Evt. plantefløde til at pensle med
BBQ-sauce:
1 dl grøntsagsbouillon
2-3 spsk. tomatpuré
2 spsk. jordnøddesmør
2 spsk. brun farin
1 spsk. sojasauce
1 spsk. æbleeddike
1 spsk. sennep
½ tsk. røget paprika
½ tsk. chilipulver
2 spsk. gærflager (kan udelades)
Lidt friskkværnet peber
Bland alle ingredienserne til BBQ-saucen godt. Opbevar saucen på køl.
Skræl gulerødderne og pensl dem godt med BBQ-sauce. Bag dem i et ovnfast fad ved 180 grader almindelig ovn i 30 minutter. Lad dem så køle helt ned, så børnehænder kan håndtere dem. Gulerødderne kan sagtens laves en dag eller to i forvejen og opbevares på køl.
Bland alle ingredienser til dejen og ælt den godt. Lad dejen hæve mindst en time tildækket. Rul dejen ud til en flad plade og skær tynde strimler af den. Hver strimmel skal rulles om en bagt og afkølet gulerod, så den ligner en mumie. Sørg for at strimlerne er tynde. Sæt de indpakkede gulerødder på en bageplade med bagepapir og lad dem hæve i 30 minutter. Pensl evt. med lidt plantebaseret fløde. Bag dem så i 15 minutter ved 200 grader almindelig ovn.
Når de er kølet ned, sætter du øjne på. Øjnene kan laves af fx en skive oliven med ketchup i midten eller en lille cirkel fondant med en prik chokolade i midten. Server med ketchup-blod eller en anden lækker dip. Og husk så at spise dem, før de spiser dig!
Se også mine opskrifter på blodig smoothie og Frankenstammer.











Skriv en kommentar