Crab cakes – krabbeFRIdeller


Indeholder reklame for Caviart.
Crab cakes, eller krabbefrikadeller, er sprøde deller fra USA med fisket fyld. Her har jeg lavet en plantebaseret udgave – vegansk og glutenfri. Jeg har tilføjet havsmag ved at bruge Cavi-art. Caviart er et tang-baseret alternativ til caviar. Du kan nemlig sagtens lave dine livretter i mere miljø- og dyrevenlige udgaver uden at gå på kompromis med smagen. De her deller er så lækre. Prøv dem, prøv dem, prøv dem!
Hvis du ikke har nået det endnu, så skynd dig lige at stemme på Kærlighed & Kikærter som Årets Veganske Blog i afstemningen HER.
Til 12-15 crab cakes
100 g løg
300 g kartoffel
200 g jackfruit i saltlage
60 g kikærtemel
1 tsk. tørret dild
1 tsk. sennep
2 tsk. urtesalt
1 tsk. friskkværnet peber
½ tsk. mild røget paprika
2 tsk. sirup
1 spsk. citronsaft
30 g rød Cavi-art + Cavi-art til pynt (kan købes i Netto under Spir-mærket)
½ dl rapsolie + rapsolie til stegning
Evt. 50 g pankorasp
Start med at rive løg og kartofler groft, og kom det i en skål. Dræn lagen fra jackfuiten. Pres jackfruiten mellem dine fingre eller riv stykkerne fra hinanden, så de får en trevlet tekstur. Kom dem også i skålen. Tilføj kikærtemel, krydderier, sirup, citronsaft, Cavi-art og olie. Bland det hele godt sammen og lad farsen hvile i mindst 15 minutter på køl.
Form deller på cirka 50-60 g med en ske, og steg dem ved middelhøj varme i olie på en non-stick-pande. Du kan evt. rulle dellerne i pankorasp før stegning. Server dine crab cakes med fx pommes frites, mayonnaise, remoulade, frisk dild, Cavi-art og en skive citron.
Nye kommentarer på bloggen