Thomas Erex

Posts tagged “ramsløg

Squashlasagne med quinoa

squashlasagne med quinoa, sund, glutenfri, lasagne

 

Så er der sund hippie-lasagne! Glutenfri, fedtfattig, farverig og med fred, kærlighed, harmoni og alt det der. Denne lasagne er hverken snasket ind i ost og olie eller fuld af sojakød. Den er hippie-lækker på den sunde måde med en smagfuld pesto, en lækker, enkel tomatsauce med quinoa og “lasagneplader”, der slet ikke er lasagneplader, men som bare er skiver af squash. Det her er en ÆGTE grøntsagslasagne, og den er til dig, der gerne vil lave en lækker og sund lasagne med masser af farve og smag.

Jeg har lavet denne lasagne både med ramsløgspesto og basilikumpesto. De er begge gode, men jeg foretrækker helt klart ramsløgspestoen, så hvis du kan få fingrene i nogen, så prøv det.

Til et stort lasagnefad (4-6 mennesker)

Tomatsauce:
150 g quinoa
2 små (100 g) løg
1 rød peberfrugt
700 g. flåede, hakkede tomater (jeg bruger en glasflaske)
4-5 dl vand
2 tsk. chilisauce (eller ½ tsk chilipulver)
1 drys røget paprika
1 spsk. tørret basilikum
salt og peber

Pesto med ramsløg eller basilikum:
70 g solsikkekerner
40 g valnødder
1 bundt ramsløg eller basilikum
(3 fed hvidløg – hvis du bruger basilikum)
5 spsk. citronsaft
2-3 tsk revet muskatnød
1 drys cayenne
2 spsk. gærflager (eller 1 tsk. karry)
salt og peber
vand (og/eller olie)

Derudover:
2 squash i tynde skiver
evt. basilikumblade

Lav først tomatsaucen. Skyl quinoaen og kog den efter anvisningen på posen. Hak løg og peberfrugt fint, og sauter stykkerne i en gryde (evt. i lidt olie). Når løgene er klare og møre tilsætter du tomaterne og vandet. (Skyl glasset/dåserne med noget af vandet, så du får det hele med.) Bring det i kog og tilsæt så den kogte quinoa og krydderierne. Lad det simre, mens du laver pestoen.

Pestoen laver du ved at blende/male solsikkekerner og valnødder i en foodprocessor til det er helt fint mel. Tilsæt så de øvrige ingredienser og blend – styr konsistensen med vand. Du kan selvfølgelig også bruge en købepesto. Pestoen må gerne smage af meget, så den ikke “forsvinder” i lasagnen.

Saml lasagnen med først et lag tomatsauce, så squash, så pesto, så tomatsauce… slut af med tomatsauce og pesto, krydr toppen med peber, og pynt evt. med basilikumblade.

Bag lasagnen i cirka 40 minutter ved 200 grader.

God appetit! Husk, at du kan finde mig på Instagram (@thomaserex), og du kan følge bloggens side på Facebook.

vegansk lasagne uden ost, grøntsagslasagne, sund, quinoa