Vegansk risengrød

Hvordan laver man vegansk risengrød? Hvilken plantemælk er bedst til risengrød? De spørgsmål bliver stillet mange gange i veganske grupper på sociale medier op til jul. Og som med så meget andet op til jul, så er der stærke traditioner og nærmest religiøse holdninger til de spørgsmål.
Nu skal jeg nok prøve at komme til sagen med det samme og ikke være en af de bloggere, der ævler for evigt, inden de når til pointen.
Kort sagt: Kokosmælk, mandelmælk eller vand med Smørbar er min top tre.
Kokosmælk vinder på fedme og farve, så den er en vinder, med mindre man hader kokos og kan smage det i alt. De fleste vil ikke kunne smage kokos, men ligesom med frisk koriander, så er der jo personer med særligt sensitive smagsløg. (Jeg er selv stor modstander af sæbeurten!)
Mandelmælk giver også en flot hvid farve og har cremethed og fedme. Og så er det oplagt at bruge, hvis grøden skal blive til risalamande, for så passer den milde smag af mandler jo helt perfekt ind i sammenhængen.
Vand er både en billig og overraskende god løsning. Både komælk, mandelmælk og kokosmælk består jo primært af vand, så måske er det alligevel ikke så overraskende. Og hvis man tilsætter en klat Smørbar, så får man også fedme, og så er vi faktisk i mål.
De andre: Cashewmælk har jeg også hørt meget godt om, men det er ikke noget, man kan finde i et supermarked, og jeg har ikke prøvet det selv. Sojamælk giver en kedelig grå/brun farve, havremælk giver både en trist farve og den skønne smag af havregrød (som vi jo alle efterstræber i en risengrød) og rismælk, selvom det virker oplagt, giver en vandet og sød grød.
Min bedste anbefaling (med mindre du er særligt kokos-sensitiv) er risengrød med kokosmælk.
Til fire personer
3 dl grødris
4 dl kokosmælk (1 alm. dåse)
1 liter vand
Lidt salt*
Kom alle ingredienserne i en tykbundet gryde og bring det kog. Skru ned på lavt blus og lad grøden småboble. Rør undervejs. Grøden er kogt færdig efter cirka en halv time. Brug samme fremgangsmåde til varianterne herunder.
Alternativt (samme fremgangsmåde):
Risengrød med mandelmælk
3 dl grødris
1 liter mandelmælk
4 dl vand
Lidt salt*
Risengrød med vand
3 dl grødris
1,4 liter vand
1-2 spsk. Smørbar
Fortæl mig gerne, hvilken du foretrækker, når du har prøvet dem af. Find alle opskrifterne til din grønne jul og julefrokost i min kogebog “Vegansk julemad”. Køb bogen hos Turbine her.
*Hvis grøden skal bruges til risalamande, kan du evt. udelade salt











Nye kommentarer på bloggen