Thomas Erex

Posts tagged “julemad

Vegansk julefrokost

Lækker mad hører til julefrokost, og en vegansk, plantebaseret, vegetarisk eller bare grønnere julefrokost skal bare være endnu lækrere end den traditionelle!

Søndag inviterede jeg nogle af mine yndlingsbloggere til vegansk julefrokost for at fejre min nye bog “Vegansk julemad“. Vi var syv samlet i København, som spiste den lækre julemad sammen. Cellina Martinna (blogger kendt fra De Unge Mødre), Calina Leonhardt (NeoHippie, blogger), Kristina Hoffmann (blogger), Julia Kobia (youtuber) og Neel Engholm (kok, iværksætter) foruden min søde roomie Carina og mig selv.

Det var SÅ hyggeligt at se de søde damer! Jeg havde forberedt fem af retterne fra julefrokost-kapitlet i “Vegansk julemad” og to desserter. Vi spiste:

– Krigsfisk (panerede pastinakker) med remoulade

– Syltede auberginesild i karrydressing med rødløg

– Juledeller af linser og champignon med rødkål

– Levepostej med rødbeder

– Hønsefrisalat med med asparges og karse

– Havregrynskugler med hhv. hindbærstøv, kokos og hampefrø

– Risalamande med kirsebærsauce

Jeg havde anrettet den første servering til hver af os, og så kunne gæsterne vælge plads efter, hvilken anretning, de helst ville spise. Herefter inviterede jeg dem til at anrette deres egne og tage billeder i mit lille fotostudie, hvor jeg har baggrunde, lys og masser af pynt. De er jo bloggere, så det gav sig selv, at de skulle have lov til at lege lidt med maden. Dagens fineste anretning var nok Neels. Hun er jo også kok og megadygtig! (Tjek hendes kogebog ud.) Neel anrettede to slags pålæg på én skive rugbrød.

Efter en masse madder og snak serverede jeg de søde retter, og der var selvfølgelig mandel i risalamanden. Den fik Julia, og så vandt hun mandelgaven, som var en vegansk blåskimmelost. Og som Calina sagde, “det er kun veganere, der kan finde på at give en ost som mandelgave.” Det er der nok noget om. En vegansk ost af den slags er både dyr og kan ikke købes alle steder, så for os er det stadig et lidt specielt luksusprodukt. Desværre er mange af dem rigtig dårlige, men hos Madenitaly i København kan man købe nogle meget lækre!

Nu er de søde bloggere taget hjem, men den gode stemning hænger i hele lejligheden endnu, og i køleskabet gemmer der sig en masse lækre rester til de næste par dage.

Skal du til grønnere julefrokost? Eller vil du have inspiration til en lækker julemiddag med flere plantebaserede retter på bordet? Så håber jeg, du vil blive glad for “Vegansk julemad”. Du kan købe bogen via linket her.

Advertisement

Ny bog: Vegansk julemad

vegansk, julemad, julefrokost, juleaften

vegansk, julemad, julefrokost, juleaften

“Vegansk julemad – Plantebaserede opskrifter til jul og julefrokost” er min næste kogebog, som udkommer den 11. oktober. Jeg glæder mig helt vildt til udgivelsen, og jeg glæder mig til at I skal se den. Hvis I vil have fat i den som de første, så forudbestil den fra Turbine-forlagets hjemmeside. Med rabatkoden EREX får I 10 % rabat og fri fragt, og så deltager I i lodtrækningen om et sæt af mine to bøger – så har I en oplagt julegave eller adventsgave. Bestil bogen her. 

Krigsfisk med remoulade. Foto: David Bering / Montgomery, “Vegansk julemad – Plantebaserede opskrifter til jul og julefrokost” af Thomas Erex, Turbine-forlaget.

 

Hønsefrisalat. Foto: David Bering / Montgomery, “Vegansk julemad – Plantebaserede opskrifter til jul og julefrokost” af Thomas Erex, Turbine-forlaget.

Bogen er inddelt i fire kapitler: Julefrokost, hovedretter, tilbehør og sødt. Julefrokostkapitlet byder på forskellige slags pålæg til brød, tarteletter og en juleburger. Ovenfor kan du se krigsfisk og hønsefrisalat, og derudover kan du også finde fx levepostej, deller og auberginesild i karrydressing.

Hovedretskapitlet indeholder seks af mine bedste bud på en hovedret til julebordet med variantionsmuligheder. Det er en flot, indbagt seitansteg, fyldt græskar med tre slags fyld, mini-tærter med svampe, mock duck med æbler og svesker, farsbrød med svampe og nøddepostej med sødkartoffel.

Seitansteg. Foto: David Bering / Montgomery, “Vegansk julemad – Plantebaserede opskrifter til jul og julefrokost” af Thomas Erex, Turbine-forlaget.
Mock duck med æbler og svesker. Foto: David Bering / Montgomery, “Vegansk julemad – Plantebaserede opskrifter til jul og julefrokost” af Thomas Erex, Turbine-forlaget.

I tilbehørskapitlet finder du alt det essentielle som forskellige slags sovs, salater med kål, fermenteret kål, syltet grønt og brunede kartofler. Tilbehøret er vigtigt, fordi det er med til at skabe balance i måltidet. Du skal både have noget friskt, noget syrligt, noget sovset og noget sprødt, og du finder lækre bud på det hele her.

Fermenteret grønt. Foto: David Bering / Montgomery, “Vegansk julemad – Plantebaserede opskrifter til jul og julefrokost” af Thomas Erex, Turbine-forlaget.
Brunede kartofler. Foto: David Bering / Montgomery, “Vegansk julemad – Plantebaserede opskrifter til jul og julefrokost” af Thomas Erex, Turbine-forlaget.

Noget af de vigtigste ved julenmaden er selvfølgelig de søde retter og godter. I “Vegansk julemad” finder du nogle af de vigtigste julegodter som pebernødder, brunkager, risalamande, risengrød, æbleskiver men også mindre traditionelle lækkerier som knasende chokoladejuletræer og en julebrownie.

Brunkager og en lækkersulten Lili. Foto: David Bering / Montgomery, “Vegansk julemad – Plantebaserede opskrifter til jul og julefrokost” af Thomas Erex, Turbine-forlaget.
Knasende chokoladejuletræer. Foto: David Bering / Montgomery, “Vegansk julemad – Plantebaserede opskrifter til jul og julefrokost” af Thomas Erex, Turbine-forlaget.

“Vegansk julemad – Plantebaserede opskrifter til jul og julefrokost” udkommer den 11. oktober men kan forudbestilles her. Husk at bruge rabatkoden EREX og få 10 % rabat og fri fragt.

Jeg håber, I kan lide bogen, og at den vil sprede masser af juleglæde!


Mock duck til vegansk jul

Her får du en lækker opskrift på mock duck til vegansk jul. Den veganske julemad er for mange centreret omkring mock duck, som er kød lavet af hvedeprotein med tekstur, der minder om andekød. Her serverer jeg den med æble-/sveskekompot, brunede kartofler, hvide kartofler, syltet rødkål og brun sovs. Det er den klassiske julemiddag i en vegansk udgave.

Mock duck er en af de mest, hvis ikke den mest, populære retter på det veganske julebord. I gruppen (((VEGANSK))) Mad på Facebook, spurgte jeg de 40.000+ medlemmer, hvad de skal have til jul. Her er svarene (2018):
vegansk julemad, mock duck, jul, veganer

Denne populære opskrift på mock duck og brunede kartofler kan laves i én pande på under en time. Opskriften passer til to-fire personer alt efter mængden af tilbehør. Med både brunede og hvide kartofler samt en frisk salat af fx grønkål eller rødkål, vil det kunne mætte fire personer. Du kan sagtens tilføje en ekstra dåse mock duck, hvis I er meget glade for hvedekødet eller I er fire, der kan spise meget.

Ingredienser til brunede kartofler
1 kg kogte kartofler, pillede (evt. fra glas)
1 dl rørsukker
2 spsk. vand
30 g Naturli’ Smørbar

Ingredienser til mock duck med æble-/sveskekompot
(sukkerlage til overs fra de brunede kartofler)
2 dåser mock duck*
2 små løg
tre æbler
150 g svesker uden sten
2 spsk. ahornsirup
3 rosmarin-kviste
2 kanelstænger
Saft af en halv citron
En god klat Smørbar
2 tsk sydesalt
Friskkværnet peber

(Hvis du ikke vil lave brunede kartofler, så bare lav karamellen uden kartofler.)

Kog kartoflerne (og ikke for meget) hvis du ikke bruger kartofler fra glas. Pil dem, når de er kogt.

Start med at varme sukkeret og vandet langsomt på en non-stickpande. Varmen skal være over middel. Vent med at røre i det, til sukkeret er smeltet. Når det syder og bobler lidt, tilføjer du Smørbar. Lad det bruse af i den varme sukkermasse, og kom så kartoflerne i. Skru ned for varmen (under middel) og lad de små basser hygge sig i karamelbadet, mens det bobler let. Vent nogle minutter, før du vender kartoflerne og lader dem drukne fuldstændigt i massen. Når de er fedtet godt ind i karamel, tager du dem op i en ovnfast skål og holder dem lune i ovnen. Lad den overskydende karamel blive i panden (som stadig er på lav varme).

Åbn dåserne med mock duck og hæld lagen ud. Vi skal kun bruge hvedekødet. Pil løgene og skær dem i halve ringe. Fjern kernehusene fra æblerne, og skær dem i tern på cirka 1 cm. Hak sveskerne groft. Tilføj mock duck, løg, æbletern, svesker, ahornsirup, rosmarinkviste, kanelstænger og citronsaft til karamelmassen. Bland det godt. Skru op for varmen, og vent til det bobler og syder igen. Skru så ned på middel og dæk panden til med et låg eller en stor tallerken. Det skal småboble under låget. Lad det stå med låg i 10-15 minutter, og rør rundt et par gange undervejs. Fjern så låget, tilsæt en god klat smørbar, og lad retten småboble 5-10 minutter mere. Drys med rigeligt salt og peber imens og smag til.

Server med traditionelt tilbehør som rødkål, kartofler, sovs, chips og kålsalat.

Alternativt kan du hakke mock duck og servere det hele i en juleburger med mayo, rødkål, salat og chips.

*Hvor køber jeg mock duck?
Du kan finde mock duck i asiatiske butikker (til 18 kr.).
Nogle Meny-butikker har det vist også (til det dobbelte).
København: Chinatown ved Hovedbanegården bag metrobyggeriet. Den Veganske Butik og Den asiatiske butik på Østerbrogade.
Aarhus: Far East Trading i Banegårdsgade og Minh Anh Trading i Park Alle.
Aalborg: Den asiatiske butik i Danmarksgade.
Har du et tip til, hvor man ellers kan købe det, så smid det i en kommentar.

Husk at følge mig på Instagram: @thomaserex

Glædelig jul, venner.

Køb min kogebog “Vegansk julemad – plantebaserede opskrifter til jul og julefrokost” via linket her. 

vegansk, julemad, julefrokost, juleaften

Mere julemad:
Smæskesteg
Blandet jul
Morsbrød
Månebarnets guide

 

 


Samvirke: Vegansk jul

unnamed

Thomas Erex med smæskesteg i skoven. Fra Samvirke, december 2016. Foto: Kaare Viemose

Samvirke bringer i den nye udgave tre små portrætter af forskellige mennesker, der holder jul på en anderledes måde end flertallet. Jeg repræsenterer den veganske jul med ovenstående billede og en kort tekst om min veganske jul. Hent bladet i en COOP-butik (Kvickly, SuperBrugsen, Fakta, Irma), det er gratis for medlemmer af COOP.

Jeg synes, I skal have lidt mere, end det korte citat i Samvirke, så her bringer jeg et interview med mig selv, hvor jeg spørger mig, hvordan det er for mig at holde jul på vegansk, og så svarer jeg på det. Skal vi kalde det et personlighedsspaltet interview?

Hej Thomas. Dejligt, at jeg ville tage mig tid til at svare på et par af mine spørgsmål. Lad mig lægge ud med at spørge mig om det helt grundlæggende i denne sammenhæng: Hvordan holder jeg jul?
Tak for det gode spørgsmål, Thomas. Det er dejligt, at jeg vil snakke med mig, så jeg får mulighed for at fortælle mig lidt om vegansk jul. Jamen, jeg holder ikke jul på en bestemt måde. De sidste par år har jeg holdt jul med min mor og nogle venner, og det har været 100 % vegansk. I år kan jeg dog ikke holde jul med min mor, eftersom hun døde tidligere på året. Så i år skal jeg være sammen med nogle søde venner. Min mor, mormor, bror og jeg har tradition for at mødes den 23. og spise vegansk sammen, hvis vi ikke skal holde jul sammen, så det fortsætter vi nok med.

Spændende. Hvad så med resten af min familie, skal jeg ikke se dem i julen?
Nej, ikke nødvendigvis. Vi kan altid hygge os en anden dag, hvor der ikke er så meget fokus på (over)forbrug og at spise dyr.

Det lyder som om jeg gerne vil undgå den traditionelle jul. Er det rigtigt? 
Ja, jeg vil faktisk helst undgå den traditionelle jul med grise og ænder på bordet og bunkevis af ting under træet. For mig handler julen om at skabe lys i mørket og om at minde os om at fejre hinanden og kærligheden. Den måde vi har skruet fejringen sammen på er dog i direkte modstrid med intentionen, hvis du spørger mig. Hvis intentionen er at fejre kærlighed, at skabe lys i mørket og at hygge sig med sine nærmeste, så bør vi gøre det uden at købe en masse ligegyldige ting, som vi alligevel ikke har brug for, og uden at mishandle og dræbe ænder og grise. De materielle ting stjæler vores opmærksomhed, så vi ikke giver den til hinanden, og “maden” repræsenterer det modsatte af kærlighed og medfølelse. Julen er på mange måder et symbol på rigtig mange ting, som jeg er imod. Der er intet tidspunkt på året, hvor vi i samme grad lader os styre af traditioner og vaner, der ikke længere giver mening, samtidig med at vi lader os vildlede af et forbrugssamfund, der fortæller os, at vi er dårlige mennesker, hvis vi ikke køber mindst én ny dims til hver person i familien. Desuden er jeg ikke religiøs og har intet behov for at hylde et tilfældigt barn, der blev født i Bethlehem.

Hvordan ser den perfekte jul så ud for mig?
Den perfekte jul for mig er nok mere en vinterfest. Jeg kan rigtig godt lide idéen om at tænde lys i mørket, og så er det jo en god anledning til at mødes med søde mennesker. Hvis vi virkelig vil alt det der med at være gode ved hinanden og ved verden, så bør vi skabe nye traditioner, der afspejler det. Samlingspunktet kan være det gode måltid, og så behøver man jo ikke så meget andet. Min perfekte jul er den, hvor jeg har en dejlig aften med gode mennesker og lækker mad. Sammen kan vi skabe lys og fejre, at dagene nu bliver længere og lysere.

Vil jeg ikke have julegaver?
Hm.. næh, jeg vil i hvert fald ikke have tvangsgaver! Og selvom mange nok vil sige, at de da har lyst til at give alle deres nære en god gave, så bliver vi nok nødt til at indrømme, at vi ofte ikke aner, hvad vi skal give hinanden. Men at vi alligevel ved, at vi bør give et eller andet. Så vi er reelt set nået dertil, hvor alle er tvunget af sociale normer til at give en dims til alle andre deltagere ved fejringen af julen. Det synes jeg er så indlysende latterligt, at jeg nægter at deltage i det. Jeg vil hellere selv have gaver, som giveren rent faktisk gerne vil glæde mig med uafhængigt af, hvilken dato det er. Og jeg synes meget bedre om at give den slags gaver, for de betyder så meget mere. Du skal ikke bede om min “ønske-“/indkøbsliste, og jeg har ingen intention om at bede om din.

Okay, så jeg vil gerne holde en jul uden gaver og uden gris. Det virker som om jeg fjerner en masse elementer fra julen, men skal der ikke også tilføjes noget nyt så?
Jo! Det synes jeg bestemt, der er plads til. Man kan ikke bare fjerne flere elementer og så sidde tilbage med tomme pakker og tallerkner, hvor der kun er tilbehør tilbage. Det er klart, at der skal arbejdes nogle nye traditioner ind i julen. Noget af det, som vi så tilføjer til julen er bl.a. værdierne. De bør være essensen af julen. Kærligheden, lyset, glæden ved at give noget til andre, gaven i at kunne samles i et fælleskab. Det træder meget tydeligere frem, når vi fjerner de forstyrrende elementer. Så bliver der plads til at glædes ved hinanden i stedet for at glædes over den nye smartphone, som man så kan være begravet i resten af sit liv. Der bliver plads til hjertevarmen, kærligheden til livet og medfølelsen med vores medvæsner i stedet for begejstringen over smagen af tortureret gris eller and. Man kan jo fx lege, spille spil eller bare tale sammen. Og se juletegnefilm, det er klart.

Hvad skal man så spise til jul?
Jo, nu skal du se. Man kan jo spise lige det, man har lyst til, men her er nogle gode bud på julemad, der ikke er i modstrid med julens – og vores egne – værdier.

 

 

 


SeitAND med fløde(søde)kartofler

seitan, mock duck, vegetar, vegansk, and, julemad

seitan, mock duck, vegetar, vegansk, and, julemad


SeitAND med fløde(søde)kartofler er mit bud på en hovedret til en julemiddag med medfølelse – hvis altså du ikke skal have smæskesteg (men det skal du jo). Til denne ret bruger jeg mock duck fra dåse, som er købt i et asiatisk supermarked. Jeg bruger denne udgave af hvedekødet, eftersom det har en rigtig lækker konsistens, der passer godt til dette formål – og, ja, så vil det passe godt ind på julebordet, eftersom det minder meget om traditionel, ikke-vegansk julemad. Den lille forskel at dette kød er lavet uden dyr gør dog den store forskel for dyrene. Hvis julens budskab er kærlighed og medfølelse, så lad julefreden sænke sig over dit middagsbord og nyd en lækker julemiddag med medfølelse.

En dåse mock duck rækker til max to personer. Hvis du vil være sikker på, der er nok, så regn med, at en dåse mock duck rækker til 1½ person. Så hvis I er tre, skal du bruge to dåser. Opskriften her er til to personer.

Fløde(søde)kartofler
Olie
3 skalotteløg
Frisk rosmarin (2-3 kviste)
½ tsk tørret timian
500 g sødkartofler
250 g svampe (gerne blandede)
Lidt revet appelsinskal
Saften af ½ appelsin
2,5 dl soja- eller havrefløde*
1,5 dl vand
Salt og peber

SeitAND til max 2 personer
Olie
1 dåse mock duck
2 spsk agave
2 spsk sojasauce
1 tsk æbleeddike
Peber

Start med at rense sødkartoflerne (jeg skræller dem ikke) og skære dem i tern på cirka 1½ cm. Hak så svampene fint, og sæt sødkartofler og svampe til side, mens du hakker løgene og cirka to kviste frisk rosmarin fint (den tredje kan du bruge til at pynte) og varmer olie i en stor pande. Sauter løg, timian og rosmarin i den varme olie i et par minutter til det dufter skønt i hele køkkenet. Tilsæt så sødkartoflerne og lad dem stege et minut eller to. Tilsæt evt. mere olie undervejs. Panden mister lidt varme, når de kolde kartoffeltern kommer på, så lad panden få varmen tilbage. Tilsæt så svampene, vend godt rundt et minut eller to, og riv så lidt appelsinskal og pres appelsinsaft over. Sluk nu for panden og tag den af varmen. Tilsæt så plantefløden, vandet og masser af salt og peber. Vend godt rundt og kom det hele i et ovnfast fad. Smag på flødesaucen og giv den evt. et ekstra skud appelsinsaft, mere peber eller mere salt. Sæt det i ovnen ved 175 grader og lad det boble i cirk 20 minutter, mens du tilbereder seitANDen.

Tag mock duck-stykkerne ud af dåsen (hæld vandet fra). Lav en marinade af agave (eller sirup), sojasauce og æbleeddike. Varm olie i en pande og steg mock duck-stykkerne til de får god farve som på billedet, og hæld så marinaden/saucen over og krydr med friskkværnet peber. Lad stykkerne stege lidt videre i marinaden. Server stykkerne oven på fadet med fløde(søde)kartofler og pynt evt. med rosmarin.

For mere inspiration til lækker julemad med medfølelse kan fx se:
Englerods mock duck
PlantePushernes morsbrød
Mia Sommers farsbrød med linser og cashewnødder
Månebarnets store indlæg om julemad

Glædelig jul og godt nytår til alle jer, der læser med! Jeg glæder mig til at præsentere store og spændende nyheder for jer i 2015…

*Brug en madlavningsfløde med jævning (mel) i, så saucen ikke skiller. Alternativt kan du tilsætte lidt jævning af fx majsmel og vand.

SeitAND2

Køb min kogebog “Vegansk julemad” via linket her. 

vegansk, julemad, julefrokost, juleaften


Knas med cornflakes og chokolade

majsflager chokolade, konfekt, glutenfri, jul, julekonfekt


Mit yndlingsknas fra min barndom skal da selvfølgelig have en plads her på bloggen. Det er meget enkelt at lave, og så er det vildt lækkert. Min mor plejede altid at lave et par omgange af dem her i løbet af vinteren, da jeg var barn. Jeg kan tydeligt huske, hvordan duften af smeltet chokolade og lyden af knasende cornflakes ville gøre lille-Thomas utålmodig og få hans mund til at løbe i vand. Heldigvis fik han lov at hapse lidt af de chokoladeovertrukne cornflakes, mens de endnu ikke var stivnede, men så var det også slut og de skulle på køl! Det var nok det værste. Ventetiden! Jeg ville utålmodigt se til godterne flere gange, mens de stod på køl på altanen eller i køleskabet. De tager jo ikke længe om at størkne, men for 8-årige mig føltes det som en evighed.

Jeg vælger at drysse lidt julesne på i form af kokosrasp, som giver et fint udtryk og i øvrigt passer meget fint med den chokolade, jeg har valgt. Brug en rigtig god chokolade – evt. med smag. Økologisk fairtrade-chokolade er altid at foretrække, da det ikke alene smager bedre men også er bedre for verden og kakaobønderne. Hvis du vil lave en udgave med vegansk mælkechokolade eller hvid chokolade, så vær opmærksom på, at ikke alle disse er lige velegnede til at smelte. Veganske udgaver af hvid chokolade, som vi kan få i Danmark smager ikke overvældende godt, og så vidt jeg ved, skiller de, hvis du forsøger at smelte dem. Hvis du vil bruge lys chokolade, vil jeg anbefale denne fra Vivani.

Til 10-12 stykker
85 g* chokolade af god kvalitet – her har jeg valgt Seed & Beans kokos-/hindbærvariant
4 dl majsflager/cornflakes (uden sukker)
3 spsk kokosrasp

Knæk chokoladen i stykker og smelt dem ved lav-middelhøj varme i en lille gryde. Du kan evt. bruge et vandbad, hvis du er mere komfortabel med det. Når chokoladen er smeltet, tilføjer du majsflagerne og rører godt rundt, mens du knuser dem lidt med bagsiden af skeen. Når chokoladen dækker majsflagerne helt, kan du sætte dem i toppe med to teskeer på et stykke bagepapir eller staniol, hvor du har drysset kokosrasp. Du kan også sætte dem i små muffinsforme med kokosrasp i bunden. Stil chokoladeknaset på køl og opbevar dem her, til de skal spises.

*Seed & Bean kommer i pakker med 85 g. Hvis du bruger en chokoladeplade med 100 g, kan du jo tilføje lidt flere majsflager eller, ja, hapse lidt af chokoladen, mens du arbejder. Det må man godt.

Husk, at du kan finde mig på Instagram som @thomaserex


Smæskesvær

veganske flæskesvær, vegetar, jul, uden kød, dyreven, LadOttoLeve, grisen Otto, opskrift, svin, flæskesteg, smæskesteg


Som trofast læser kender du selvfølgelig allerede min Smæskesteg – måske skal du endda have den til jul sammen med en masse andre lækkerier – nu vil jeg så byde dig på en knasende og fedtet snack, som du kan spise sammen med din julemad. Lad mig præsentere: Smæskesvær!

Smæskesværene skal ikke minde om noget andet. De er helt uafhængige af gængse traditioner og normer – præcis ligesom bloggeren her. De kan i øvrigt også spises til andre lejligheder end jul, så hvis du en dag føler trang til en fedtet og knasende hapser, så lad dig endelig ikke begrænse af årstid og dato. “Uh, jeg har sådan lyst til smæskesvær… men øv, det er den 22. april, så den går sgu ikke.” Du behøver altså ikke være slave af den fastlåste tankegang. (Nu kommer der en masse om mine tanker om jul, traditioner, lidelse og medfølelse. Hvis du ikke er klar på det, så hopper du bare ned til opskriften.)

På samme måde behøver du ikke blindt følge en kultur fuld af fastlåste traditioner og normer, som ikke giver mening eller gør noget godt. Da jeg blev veganer for nu mere end tre år siden, ændrede det for bestandigt mit syn på den verden, jeg lever i. Det at træffe et informeret og på alle måder passioneret valg om min livsstil, om hvad jeg bestemt ikke ville deltage i, fik mig til at undersøge andre dele af min tilværelse og stille nye, store spørgsmål til alt det, vi render rundt og gør – måske uden at tænke nærmere over, om det giver mening.

Noget af det, der var sværest for mig, efter jeg blev veganer, var at holde jul. Jeg mindes tydeligt min første juleaften som veganer. Jeg blev veganer i september, og hverken jeg eller min familie havde derfor fundet helt ud af, hvad det betød. Jeg husker tydeligt situationen omkring julebordet. Den situation gik fra at være noget festligt, hyggeligt og rart til at være noget nær den værste situation, jeg nogensinde har sat mig selv i. Med min egen medbragte nøddepostej og vintersalat, var jeg pludselig ham den mærkelige, der ikke ville spise “det samme som os andre”. Jeg husker, hvordan mine tæer krummede sig hårdere sammen, end de nogensinde har været krummet sammen før eller siden. Jeg husker, hvordan hele min krop vred sig i ubehag indeni, mens jeg stirrede stift ned i bordet for at undgå at kigge på den massakre på uskyldige væsner, som mine allernærmeste havde dækket op til og var direkte medskyldige i. Jeg husker væmmelsen og de uhyggelige billeder, der susede forbi mine øjne, mens min familie glade og feststemte skar i uskyldige dyrs døde kroppe og puttede stykkerne i munden.

Nej, min første jul som veganer var bestemt ikke en behagelig oplevelse. Jeg tror, at når først man inderligt har følt den lidelse, der ligger bag animalske produkter, så vil man aldrig rigtig kunne slippe den igen. Grunden til, at juleaften er så meget værre end alle de andre dage, er nok, at denne aften og dette måltid er så stærkt bundet af traditioner, at den repræsenterer essensen af alt det, man som veganer sætter sig imod. Nemlig det at gøre noget, der gør skade på andre, bare fordi “det er sådan, vi plejer at gøre det”. For det er, som jeg ser det, den eneste grund til, at vi stadig dræber og bruger dyr for vores fornøjelse. Vi sidder fast i en dårlig og meget destruktiv vane.

I år skal jeg for andet år i træk holde vegansk jul. Jeg skal være sammen med gode venner og spise en overdådig julemiddag med medfølelse. Sådan en kan fx bestå af Nøddepostej, smæskesteg, mock duck (and lavet af seitan), kogte kartofler, brunede kartofler, brun sovs, rødvinssauce, rødkål, grønkålsalat, appelsinsalat, rødkålsalat, risalamande kogt på plantemælk og lavet med vegansk piskefløde (som kan købes i SuperBrugsen) og en masse konfekt og godter. Lad dig inspirere af Månebarnets indlæg om vegansk julemad. Den kan selvfølgelig også være utraditionel og bestå af alt fra falafel og lasagne til burger og pizza. Jeg tror dog, vi kommer til at spise en masse “traditionelle” retter – eller, så traditionelle veganske juleretter nu kan være – da det jo også er sjovt og lækkert.

Her kan du se sidste års julemad med medfølelese.
I det her album har jeg samlet veganske godter, du kan købe i butikkerne.

Jeg kommer nok aldrig til at holde traditionel jul med dyr på bordet igen, for det går mig for meget imod. Jeg skal dog ses med min familie op til og omkring jul, for det er jo stadig rart at se familien, men for mig skal det bare være under andre rammer end en traditionel juleaften. Jeg er så heldig, at især min mor (men også andre familiemedlemmer) er rigtig god til “det der vegansk”, så hun, min bror, min mormor og jeg skal spise vegansk julemad fra Mikuna sammen den 23., hvilket jeg glæder mig meget til. Og nu skal du nok få en opskrift på smæskesvær.

Til 20 tykke smæskesvær:
10 plader rispapir (kan fx købes i Rema 1000)
100 gram saltede peanuts
Smagsneutral olie til friturestegning

evt.:
½ tsk løgpulver
et drys røget paprika
et drys stødt muskat

Rispapiret udblødes i lunkent vand et blad af gangen, til det er blødt. Det tager cirka 30 sekunder. Tag så rispapiret op af vandet og bred det ud, så det ligger fladt. Læg peanuts på og rul så rispapiret til en pølse med peanuts indeni. Del rullen i to (eller flere) og steg i en god mængde olie i en gryde eller frituregryde til smæskesværene er gyldne. Hold dem adskilt under stegning, så de ikke klistrer sammen. Du kan evt. krydre dine peanuts, inden du ruller dem i rispapiret, så du får mere umami og smag i smæskesværene.

Du kan selvfølgelig udelade peanuts og stadig få en sprød snack, men jeg synes, peanuts tilføjer lige det, der mangler, for at det er en snack, jeg har lyst til at smæske.

Idéen til smæskesværene har jeg hapset fra Thors blog, Mit Grønne Hjerte. Som han nævner, kan du evt. udnytte det, at de klistrer lidt sammen under stegning til at lave en smæsketegskam – altså en række af smæskesvær, der hænger sammen.

smæskesvær1
smæskesvær, flæskesvær
rispapir

 

Køb min kogebog “Vegansk julemad” via linket her. 

vegansk, julemad, julefrokost, juleaften


Smæskesteg

vegansk flæskesteg, bacon

Smæske [ˈsmεsgə] verb. -r, -de, -t
I uhæmmet eller overdreven grad hengive sig til eller være optaget af noget,
typisk at spise eller drikke. Ingen jul uden smæskesteg.

Fars:
2 finthakkede løg
4 (2+2) fed hvidløg
2 finthakkede gulerødder
100 g. vegansk chorizopølse skåret i små stykker (kan købes i SuperBrugsen (Kbh: Nørrebrogade og Matthæusgade. Aarhus: Vesterbro Torv og Jægergårdsgade), i helsekostbutikker og online fx her og her.)
100 g. hasselnødder
2 dl (stærk) grøntsagsbouillon (uden mælk og mælkepulver)
200 g. revet kartoffel
½ dl rasp
salt og peber

Dej (eller køb en færdiglavet butterdej):
3 dl hvedemel
50 g. koldt vegansk smør (plantemargarine uden mælk)
1 tsk salt
lidt citronsaft
cirka ½ dl kold plantemælk eller vand

Facon til smæskesvær (tofustykker i marinade)
(Gem gerne lidt af marinaden til at pensle smæskestegen med, efter den er bagt.)

  1. Start med at lave facon, hvis du vil have smæskesvær. Du kan enten lave dine smæskesvær/facon helt færdig og drysse dem over din smæskesteg, når der en færdig (det er den sikreste måde, hvor du undgår at komme til at brænde dem på), eller du kan nøjes med at stege dine smæskesvær faste, men ikke sprøde, og så give dem det sidste i ovnen ovenpå smæskestegen (lidt mere besværligt, men det giver et autentisk udseende med smæskesvær, der hænger fast i stegen).
  2. Lav så dejen ved at køre mel, salt citronsaft og koldt vegansk smør i en foodprocessor til det netop er blandet til en grov rasp (alternativt kan du skære smørret i stykker, lægge det i melet i en skål og skære i det til det er blandet). Der må gerne være små stykker smør iblandt. Jo mindre du blander og rør i det jo bedre. Saml så dejen til en kugle med den kolde mælk. Ælt så lidt som muligt. Læg dejen i plastfolie og læg den på køl, mens du laver farsen.
  3. Rist hasselnødderne på en tør pande ved høj varme i et par minutter – de må ikke brænde. Læg hasselnødderne til side. Sauter løg, 2 fed hvidløg og gulerødder i lidt olie på panden ved middelhøj varme. Mens det står på varmen, kan du male de ristede hasselnødder til groft mel i en foodprocessor og hakke chorizopølsen.
  4. Når løgene er klare og gulerodsstykkerne er møre, lægger du blandingen til side og steger så chorizopølsen i lidt olie på panden. Tilsæt hasselnøddemelet efter et minut eller to ved middel til høj varme, og sluk så for varmen. Lad hasselnøddemelet og chorizopølsen stå på panden nogle minutter, mens den køler ned, og rør gerne rundt i det.
  5. Kog bouillonen (en terning i 2 dl vand er fint), riv kartoflerne, og bland så alle ingredienserne, du har forberedt til farsen i en skål (pres de to sidste fed hvidløg i). Slut af med rasp, rør godt rundt, og smag til med salt og peber. Hvis det ikke smager kraftigt nok nu, kommer det ikke til det, så hvis du synes, der mangler noget, er det nu, det skal i.
  6. Tag dejen ud af køleskabet og rul den ud på et stykke bagepapir med lidt mel på begge sider af dejen. Du skal gerne få en rektangulær dejplade, der næsten når kanten af bagepladen (se billede nedenfor). Form så farsen midt på dejpladen og pak farsen ind i dej. Brug lidt vand til at samle enderne af dejen over farsen. Du kan glatte dejen ud ved at stryge på ujævnheder med våde fingre.
  7. Læg den faste men ikke sprøde facon på toppen, tryk let ned, så det sidder fast. Alternativt kan du bage smæskestegen uden facon og servere det som tilbehør i stedet (som forklaret i trin 1). Krydr med salt og bag så din smæskesteg ved 175º C  i cirka en halv time. Tag stegen ud af ovnen, pensl med facon-marinade og drys med salt. Server med traditionelt julemadstilbehør som kartofler og brun sovs – eller måske en vintersalat.

Tip: Hvis du kan lide HP-sauce, passer det rigtig godt til smæskesteg, og så er det lettere at have med som veganer til traditionel juleaften end hjemmelavet brun sauce. Smæskestegen smager i øvrigt mindst lige så godt kold. Hvis du vil lave smæskestegen i forvejen, vil jeg anbefale, at du laver enkeltdelene og først samler og bager lige inden servering.

Køb min kogebog “Vegansk julemad” via linket her.

vegansk, julemad, julefrokost, juleaften

Forslag til tilbehør:
Rødvinssauce fra Månebarnet
Brun sovs fra Jens Drejer
Vintersalat med masseret grønkål
– Dampet grønt (fx broccoli og gulerødder)
– Kogte kartofler
– Bagt kartoffel
– Brunede kartofler (lavet på vegansk smør)
– Rødkål
– Rødbeder

Glædelig medfølende jul ♥

smæskesteg1


Sweety pie ♥

vegansk sødkartoffeltærte sweet potato pie

Hjerternes fest er over os, og det kan man ikke helt ignorere på en blog, der hedder noget med kærlighed. Derfor serverer jeg denne gang et lunt stykke ægte kærlighed i hjerteform, med søde ingredienser og varme krydderier. Lad mig præsentere: Varmt krydret, sprødbundet hjertetærte med sødkartofler serveret med en luftig klat havreflødeskum.

Fyld:
2-3 store sødkartofler (du skal bruge 3 dl mos)
1½ dl rørsukker
2 spsk. majsstivelse
1 tsk. kanel (hvis du selv river det, er der garanti for julestemning i hele hytten)
1 lille drys muskat
½ tsk. salt

2 dl plantemælk (fx rismælk)
½ dl sojayoghurt (helst uden sukker)
2 spsk friskpresset appelsinsaft
(evt. en smule revet appelsinskal)
Kornene af 1 stang vanilje (eller tilsvarende flydende vanilje eller vaniljepulver)

Start med at smide dine sødkartofler i ovnen. De skal bages cirka en time (afhængigt af størrelse) ved 200º C. (Lav bunden imens.) Når sødkartoflerne er bagt (Prik med en gaffel. Er de bløde, er de færdige.), piller du skrællen af og moser indmaden i en foodprocessor. (Du kan godt gøre det i en skål, evt. med en stavblender, men der må ikke være klumper.) Kom så de tørre ingredienser i, blend og bland. Og kom så de våde ingredienser i, blend og bland. Så er fyldet klar.

Bund:
3 dl havregryn
8 dadler (uden sten, selvfølgelig)
3 spsk plantemargarine eller smagsneutral olie
2-4 spsk vand

Blend havregrynene i en foodprocessor til de ligner groft mel (det går ret hurtigt), tilsæt så dadlerne, og blend til det er godt blandet. Tilsæt så olie og vand og blend på ‘pulse’-funktionen til det hele er blandet til en dej. And that’s it, nu har du tærtedej. Smør din form og læg dejen heri. Pres dejen med hænder og fingre i formen til den når hele vejen rundt og op ad kanten. Kom fyldet i, og bag tærten i 45-60 min. ved 180º C. Lad tærten køle helt af, før du skærer af den. Når den er kølet lidt ned, kan du evt. stille den på køl.

Server tærten med en lækker klat havreflødeskum.
Det smager lidt af vinterhygge og kærlighed.

vegan sweet potato pie, sweety pie