Thomas Erex

Veganske æbleskiver

Veganske æbleskiver med kardemomme fra “Vegansk julemad” af Thomas Erex.

Opskrift på de lækreste veganske æbleskiver får du lige her. De er selvfølgelig uden mælk, uden æg, med kardemomme, med citron og med masser af kærlighed.

Har du hørt det? Hverken Karen Volf eller Naturli’ laver æbleskiver i år. Det forlyder, at butikkerne, efter tre gode år med veganske æbleskiver på frost, ikke mærker stor nok efterspørgsel til at tage de veganske ind i sortimentet.

Til det siger jeg: Så udskift andre varianter! Ingen kan smage forskel på en vegansk og en ikke-vegansk æbleskive, når først julemusikken spiller og flormelisen drysser. Så hvorfor ikke gøre den økologiske variant vegansk? Hvorfor ikke gøre den laktosefri variant vegansk?

En økologisk, laktosefri og vegansk variant kan fint tage pladsen fra den eksisterende økologiske variant med mælk og æg. Jeg gætter på, at de færreste vil bemærke en forandring. Og tæt på ingen vil give en fÅk. Altså udover alle os, der undgår mælk og æg.

Indtil butikkerne og producenterne finder den gyldne vej væk fra mælk og æg, så må vi finde jernet frem og lave vores egne æbleskiver.

Opskriften her er fra min kogebog “Vegansk julemad”, som har alle opskrifterne til din grønne jul.

Til cirka 28 æbleskiver:
2,5 dl neutral sojayoghurt
3 dl plantemælk
2 spsk. smagsneutral olie
300 g hvedemel
150 g sukker
2 tsk. vaniljesukker
1 tsk. kardemomme
2 tsk. bagepulver
1 knivspids salt
Revet skal af en citron
Smørbar til stegning
Syltetøj og flormelis til servering 

Bland først de tørre ingredienser i en skål. Pisk så plantemælk, sojayoghurt og olie sammen og pisk det i de tørre ingredienser. Lad dejen hvile 30 min. Bag så æbleskiverne på en æbleskivepande med Smørbar. 

Fyld hvert hul næsten helt op med dej. Når dejen begynder at stivne, drejer du forsigtigt æbleskiven en halv omgang, så du kan komme lidt mere dej i og vende den helt. På den måde får du en flot, rund og fyldig æbleskive. Bag evt. dobbeltportion og fyld fryseren. 

Server dine æbleskiver med syltetøj og flormelis.

“Vegansk julemad” har alle opskrifterne til din grønne jul og julefrokost. Fotos: David Bering.

3 responses

  1. rose-maria helle's avatar
    rose-maria helle

    Kan jeg også skifte hvedemelet ud med f.eks. rismel, så de bliver glutenfri?

    10. november 2023 kl. 17:13

  2. rose-maria helle's avatar
    rose-maria helle

    Kan jeg også skifte hvedemelet ud med f.eks. rismel, så de bliver glutenfri?

    10. november 2023 kl. 17:13

    • thomaserex's avatar
      thomaserex

      Det tror jeg ikke. Glutenfri opskrifter kræver typisk forskellige ingredienser som dækker forskellige af kvaliteterne fra hvedemelet. Jeg har desværre ikke lavet en glutenfri opskrift.

      13. november 2023 kl. 11:13

Skriv et svar til thomaserex Annuller svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.