Thomas Erex

Posts tagged “veganske

Rugbrødscroutoner

Sprøde croutoner af rugbrød passer perfekt til salat og suppe. Brug resten af dit rugbrød til croutoner, hvis det er blevet tørt og kedeligt. På den måde kan du give brødet nyt liv og stoppe madspild.

Rugbrødscroutoner til fx 4 portioner suppe:
3 skiver rugbrød
Lidt olie
Krydderier, fx hvidløgspulver og timian
Salt

Skær rugbrød i croutoner, dryp med olie og strø krydderier. Bag croutonerne i cirka 10 minutter ved 180 grader airfryer/varmluft.

Sprøde croutoner af rugbrød.

Dessertpandekager

dessertpandekager uden æg og mælk


Dessertpandekagerne her er tynde og sprøde i kanten, men alligevel en smule tykkere end de fleste laver dem, tror jeg. Hvis du vil have dem helt tynde, kan du tilsætte lidt vand, men jeg synes, de er superlækre præcis sådan her.

Der skulle absolut pandekager her på bloggen, men jeg kan lide mine pandekager uden for meget “halløj”, så der er ikke noget specielt ved de her – ud over, at de selvfølgelig er veganske og fantastiske. Jeg bliver lige nødt til at give credit til den pandekageopskrift, jeg så tit har fundet frem, når jeg skulle lave tynde, veganske pandekager. Den finder du her. Jeg vil dog ofte gerne have mine pandekager lidt tykkere og med mere sødme, knas og farve, så det er der i de her. Hvis du gerne vil have lidt ekstra “kød” på pandekagen, kan du evt. tilsætte lidt ekstra mel eller en spsk. majsstivelse og trylle konsistensen lidt tykkere.

Til cirka 8 pandekager:
6 dl sojamælk med sukker og vanilje (den blå fra Naturli’)
(evt. lidt vand, hvis de skal være tynde)
4 dl mel
½ tsk bagepulver
Vegansk smør (plantemargarine uden mælk) til at stege i

Pisk alle ingredienser undtagen smør og lad gerne dejen hvile lidt. (Den kan sagtens stå natten over i køleskab.) Steg så pandekagerne ved god varme i rigeligt vegansk smør. Spis dem med peanutbutter, syltetøj, chokolade(sauce), banan, is, flormelis, bær, flødeskum, karamelsauce… okay, nu savler jeg altså, og jeg har ikke flere pandekager tilbage. Hmm, men jeg har ingredienserne 😛

pandekager, brunch, uden mælk, uden æg