Dessertpandekager
Dessertpandekagerne her er tynde og sprøde i kanten, men alligevel en smule tykkere end de fleste laver dem, tror jeg. Hvis du vil have dem helt tynde, kan du tilsætte lidt vand, men jeg synes, de er superlækre præcis sådan her.
Der skulle absolut pandekager her på bloggen, men jeg kan lide mine pandekager uden for meget “halløj”, så der er ikke noget specielt ved de her – ud over, at de selvfølgelig er veganske og fantastiske. Jeg bliver lige nødt til at give credit til den pandekageopskrift, jeg så tit har fundet frem, når jeg skulle lave tynde, veganske pandekager. Den finder du her. Jeg vil dog ofte gerne have mine pandekager lidt tykkere og med mere sødme, knas og farve, så det er der i de her. Hvis du gerne vil have lidt ekstra “kød” på pandekagen, kan du evt. tilsætte lidt ekstra mel eller en spsk. majsstivelse og trylle konsistensen lidt tykkere.
Til cirka 8 pandekager:
6 dl sojamælk med sukker og vanilje (den blå fra Naturli’)
(evt. lidt vand, hvis de skal være tynde)
4 dl mel
½ tsk bagepulver
Vegansk smør (plantemargarine uden mælk) til at stege i
Pisk alle ingredienser undtagen smør og lad gerne dejen hvile lidt. (Den kan sagtens stå natten over i køleskab.) Steg så pandekagerne ved god varme i rigeligt vegansk smør. Spis dem med peanutbutter, syltetøj, chokolade(sauce), banan, is, flormelis, bær, flødeskum, karamelsauce… okay, nu savler jeg altså, og jeg har ikke flere pandekager tilbage. Hmm, men jeg har ingredienserne 😛
Kikærtepandekager med squash
Da jeg var på weekend i Buddhahytten, var jeg så heldig at møde søde Anni (og hendes datter, Marie – og en masse andre!), som læser med her på bloggen. Hun havde taget dej med til de lækreste pandekager af kikærtemel med revet squash i. Pandekagerne var vildt gode, og meget populære, så jeg spurgte Annie, om jeg måtte hapse idéen og lægge en opskrift på bloggen. Det måtte jeg heldigvis, så nu får i min udgave af Annis lækre kikærtepandekager. Jeg har gjort dem lidt tykkere, men de er stadig lækre sprøde i kanten, og så er der masser af spidskommen i! Det er Anni og jeg meget enige om er et af de bedste krydderier, der findes. Hvis du også er helt vild med spidskommen, så går du bare amok og tilsætter mere, end jeg skriver i opskriften 😉
Kikærtemel er så smart, at det kan bruges til at lave vegansk “æggekage”, så hvis du laver dejen tykkere, kan du bruge den til det i stedet for pandekager. Det er i øvrigt også på Guiden, som jeg løbende opdatere. Den er dog ved at være så omfattende, at der er brug for at omstrukturere lidt, så det er lettere at finde ting, så det skal jeg nok få set på, når der er tid til det. Pandekagerne serverer jeg her med enkelt fyld, en salat med belugalinser og tomatpesto, så det er pandekagerne, der er i fokus. Pestoen af soltørrede tomater købte jeg hos min lokale frugt- og grøntpusher, Ana Frugt & Grønt på Trøjborg, hvor de er rigtig flinke ved veganerbloggeren 🙂 (De har i øvrigt et billede fra bloggen til at hænge derinde… se, om du kan finde det, hvis du alligevel er i nærheden.)
I mit forsøg på at undgå olie, så vidt muligt, prøvede jeg at tørstege pandekagerne, men det var bestemt ingen succes. Hvis du har tips til, hvordan jeg kan gøre, vil jeg gerne høre fra dig.
Til 4 store pandekager :
(Du kan selvfølgelig også lave små pandekager, de er lettere at styre på panden.)
100 g. kikærtemel
3 dl vand
200 g. squash
2 fed revet hvidløg
2 tsk. garam masala (består af spidskommen, kardemomme, kanel, peber, koriander, cayennepeber mm.)
1 spsk spidskommen
½ tsk gurkemeje
friskkværnet peber
1-2 tsk salt
Start med at blande kikærtemel og vand til dej – gerne i en kande eller skål, som du kan hælde fra. Riv så squashen og tilsæt den til pandekagedejen med hvidløg og krydderier. Lad dejen stå i mindst en halv time, før du begynder at stege pandekagerne, så kikærtemelet, squashen og vandet kan samle sig til en dej.
Steg pandekagerne i olie på en non-stickpande. (Jo mindre de er, jo lettere er de at styre.) Rør godt i dejen før hver pandekage hældes over i panden, så du får squash med i dem alle og ikke kun den sidste. Hjælp evt. med at fordele squashen i pandekagen, lige når du har hældt dejen på panden, så der ikke er en tyk samling squash i midten. Pandekagen skal vendes, når den er gylden i kanten og dejen er stivnet.
Haps! Tak til Anni for inspiration 🙂
Morgenmadspandekager med blåbæryoghurt
Morgenmadspandekager med blåbær-sojayoghurt.
0% raffineret sukker, 0% kolesterol, 100% lækre.
Disse pandekager er et evigt hit for mig. Jeg har altid været stor fan af pandekager, men da jeg blev veganer, havde jeg svært ved at lave de tynde. Derfor fandt jeg ud af at lave disse små, tykke pandekager i stedet, og de er ih så, åh så, ah så lækre 😀 Nu har jeg heldigvis fundet ud af, hvordan man får de tynde pandekager til at fungere på vegansk, og det var slet ikke så svært, som jeg troede, men det gør jo ikke disse mindre gode! Nyd dem med denne blåbæryoghurt til morgenmad, brunch eller aftensnack, eller gå den beskidte vej og server dem til dessert med chokoladesauce, karamelsauce eller soja-is til.
Yoghurt:
1 bæger sojayoghurt (uden sukker)
½ pose frosne blåbær
2 tsk ægte vanilje
Sojayoghurt blandes med de frosne blåbær og ægte vanilje (flydende vaniljekorn i et lille glas – kan erstattes af kornene af en vaniljestang eller to spsk vaniljesukker). Rør det godt sammen, og lad det stå i køleskabet til du skal spise det – gerne natten over.
10 dadler uden sten
2 dl lun ris- eller sojamælk
1 spsk rapsolie
(vaniljekorn)
2 dl hvedemel
1 spsk bagepulver
salt
Blend dadlerne med 1 dl ris- eller soja-mælk til det er en blød, tyk blanding. Rør endnu en deciliter mælk i, og tilsæt rapsolie og evt. kornene af en halv vaniljestang. Bland mel med bagepulver og lidt salt. Rør vådt og tørt godt sammen, og steg pandekagerne på en non-stick pande i lidt olie og plantemargarine. Lav dem i en størrelse, så der er plads til 4 små pandekager på din pande.Haps!
Nye kommentarer på bloggen