Risalamisú
Så trækker vi lige risalamamen op på et nyt niveau. Risalamande + tiramisu = risalamisú. Her fire dage før jul vil jeg gerne inspirere dig til at lave risalamanden lidt anderledes. Med inspiration fra den italienske dessert, tira-mi-sú (træk mig op), trækker jeg risalamanden ud af den traditionelle præsentation og ind i en ny verden af lagdelt lækkerhed.
Så sent som i går serverede jeg risalamisúen for en håndfuld søde kolleger til en lille julefrokost (ja, på en mandag – gymnasielærerlivet er vildt), og de delte min begejstring for desserten. Så det tager jeg som et “godkendt”-stempel, og jeg tør dermed godt sende opskriften ud til jer (mine hårdeste dommere og sødeste følgere).
Så du ikke lige den her opskrift komme, så kan jeg godt forstå det. Det er ikke oplagt at lægge tiramisú sammen med risalamande, men det virker virkelig godt. Jeg er ikke så vild med risalamande, men risalamisú glider let ned. Og så er den lidt pænere at servere i en fin glasskål.
Til 15 personer (en skål på minimum 3 liter – 2 dl til hver)
Bunde:
3 ½ dl hvedemel
2,3 dl sukker
1 tsk. bagepulver
½ tsk. salt
1,7 dl vand eller plantemælk
1 ½ spsk. mandelessens
3 spsk. æbleeddike
1,2 dl smagsneutral olie
Risalamande:
2,5 dl kold risengrød (kogt på plantemælk)
2-3 spsk lys sirup
1 Alpro piskbar sojafløde (250 ml)
100 g. mandelflager
1/2 tsk vaniljepulver
500 g. kirsebærsauce (en karton)
1 dl vand
(Evt. kirsebærlikør)
(Evt. dag 1)
Start med at koge en risengrød på kokos-/rismælk (eller anden plantemælk) efter anvisningen på pakken. Tag 2,5 dl grød fra og lad den køle ned (resten kan du spise varmt). Tilsæt 2-3 spsk lys sirup eller andet sødemiddel (fx sukker), mandelflager og vanilje. Rør godt rundt.
Lav så bundene. Bland hvedemel, sukker, bagepulver og salt i en stor skål. Bland de våde ingredienser i en anden skål og rør så de våde i de tørre. Du skal ikke røre for meget rundt, det skal kun lige blandes. Smør en form, fx en springform (22 cm i diameter), med olie hele vejen rundt og hæld dejen heri. Bag i cirka 30 minutter ved 180 grader, til den består strikkepindsprøven. Lad kagen køle helt af, før du skærer i den og lægger risalamisùen sammen. Der er ekstra kage, så du kan smage på den. (Ja, selvfølgelig! Tror du, jeg kunne finde på at få dig til at bage en kage, som du ikke engang må smage på?)
(Evt. dag 2)
Når bundene og risengrøden er kølet ned, smagt til og klar (du kan med fordel lave dem dagen før), pisker du sojafløden helt stiv. Husk at bruge en piskbar fløde og ikke madlavningsfløde. Vend så grøden (som du har smagt til med sødt, vanilje og mandler) sammen med flødeskummen.
Bland kirsebærsaucen med 1 dl vand, så den bliver tyndere.
Læg så risalamisúen sammen. Start med et lag kage. Jeg skærer kagen i tern på cirka 2-3 cm, da det er lettere at arbejde med og giver et bedre resultat, hvor lagene blander sig lidt med hinanden. Kagelaget skal fylde bunden i din skål ud. Hæld så halvdelen af kirsebærsaucen ud over bunden, så al kagen får lidt rød sauce på sig. Læg så halvdelen af risalamanden på. Så lægger du et lag kage mere, så kirsebærsauce og til sidst risalamande.
Det er vigtigt, at du ikke rør rundt i risalamanden eller roder for meget rundt med skeen, for så trænger den røde sauce op i risalamanden og giver den et mudret, lyserødt look. Du kan evt. bruge en sprøjtepose til at fordele risalamanden, så du ikke kommer til at mudre det sammen. Glat toppen forsigtigt af og slut evt. af med pulver af frysetørrede bær.
Lad meget gerne risalamisuen stå på køl en dag eller to, før du serverer den.
Noter:
– Jeg har ikke fået prøvet det af med kirsebærlikør, men jeg forestiller mig, at det er rigtigt godt. Skift lidt af vandet i saucen ud med kirsebærlikør.
– Hvis du er mere til jordbærsauce, så kan du sagtens bruge det i stedet.
Følg mig på Instagram: @thomaserex
Og husk at abonnere på bloggen, så du altid får at vide, når der er et nyt indlæg.
Glædelig vegansk jul!
Pizza ❤ #jatak
Pizza… PIZZA! Jeg behøver vist ikke sige mere, vel? I dag er det Vegan Pizza Day … ja, ja, hver dag er et-eller-andet-dag, men det er da lidt hyggeligt. Og så kan det bruges som en anledning til at vise sin lækre pizza frem – og ja, til at spise fråderen pizza-nom! Det her indlæg er et inspirationsindlæg og en hyldest til en af mine livretter. Le pizza.
En pizza er en historie i 4 kapitler: Bund, sauce, fyld og topping. Bunden kan være grov eller fin, glutenfri eller glutenfyldt, sprød eller… nej, den skal være sprød! Saucen har jeg en meget stærk holdning til. Den skal ikke være tynd, tam (uden smag) og ligegyldig – jeg vil have en tyk og intens tomatsauce, der tilføjer smag til pizzaen. Fyldet kan varieres i en uendelighed, den eneste regel er, at der skal sparres på det, så pizzaen forbliver sprød og kan spises med en hånd, uden at fyldet slasker ned på tallerknen. Topping kan være alt fra vegansk ost til pesto, salatdressing eller endda peanutbutterdressing.
Nå ja, og regel nummer et i pizzaklubben..? En pizza skal være RUND!
1: Bunden
Hvis du er vant til at bage brød, så er det her meget overskueligt. Hvis ikke, skal jeg nok hjælpe med nogle mål. Jeg plejer at starte med cirka 2 dl vand, lidt salt og lidt gær i en skål, og så blander jeg ellers forskellige meltyper i, til det passer, og så ælter jeg dejen godt. Hvis der er dej i overskud, kan det altid pakkes ind i husholdningsfilm i en klump, der passer til en pizza, og smides i fryseren til næste gang, der skal bages pizza.
Et godt tip til dej og brød generelt: Lad være med at give for meget mel! Dejen skal bruge lidt fugt, når den hæver, og hvis du kommer for meget mel i, vil slutresultatet være tørt og kedeligt. Det er en balancegang, men tænk på det sådan, at det ikke er dejen, der skal meles, det er bordet. Det er selvfølgelig ikke bordet, der skal have mel, men du skal kun komme mel på, så dejen ikke klistrer fast i bordet, mens du ælter. Den må dog godt “rive lidt i bordet” og være blød og smidig.
Den almindelige:
10 g. gær
2 – 2 ½ dl vand (gerne lunt)
½ tsk salt
(evt. et dryp olie)
350 g. pizamel eller hvedemel (ca. 3½ dl)
Den grovere:
10 g. gær
2 – 2 ½ dl vand (gerne lunt)
( evt. lidt olie)
½ tsk salt
125 g. fuldkornsspeltmel
225 g. pizzamel
Den sjovere:
10 g. gær
2 – 2 ½ dl vand (gerne lunt)
( evt. lidt olie)
½ tsk salt
100 g. kikærtemel
100 g. durummel
150 g. hvedemel
Rør gæren ud i vandet, tilsæt salt (og evt. olie), rør mel i, ælt, ælt, ælt. Lad så dejen hvile lidt, mens du forbereder fyldet og saucen. De tre eksempler på pizzabunde er ret ufarlige og klassiske. Vær ikke bange for at lege lidt med meltyper, når du har styr på de klassiske.
Når du har kommet fyld på: Bag i kort tid ved MAX varme på en forvarmet bagesten. Du kan købe en stor flise i et byggemarked og bruge som bagesten. Det er billigere end at investere i en sten, der er “beregnet til det”. Hvis du ikke har en bagesten, kan du med fordel varme bagepladen op. Lav din pizza på en anden bageplade med bagepapir på, og træk så pizzaen over på den varme plade. Dette skal sikre, at der med det samme kommer varme nedefra, så din bund bliver sprød og lækker. Hvis du ikke gør det, risikerer du, at fyldet bliver færdigt lang tid før bunden, og så sidder du med en blød og halvbagt pizzabund.
2: Saucen
En pizzasauce i mit hjem er ikke nødvendigvis som en pizzasauce i dit hjem. Jeg er simpelthen ikke fan af den tynde, tamme sauce. Og jeg er heller ikke fan af at skulle finde en gryde frem for at skulle koge tomatsauce, når jeg laver pizza. Min tomatsauce er langt lettere at lave, og så smager den af mere.
Den ægte:
1 dåse tomatpuré
½ tsk chilisauce (eller lidt chilipulver)
2 spsk citronsaft
3 spsk olie eller vand
2 tsk oregano
1 tsk basilikum
½ tsk hvidløgspulver (du kan også bruge frisk hvidløg – 1 presset fed)
1 drys røget paprika
½ tsk paprika
2 tsk gærflager (evt.)
friskkværnet peber
salt
Bland det hele sammen og smag til. Det må gerne smage af meget. Styr konsistensen med vand, men gør den ikke for tynd! Hvis du vil neutralisere lidt af syren i puréen, kan du tilsætte lidt sukker eller natron. Jep, natron. Det er så smart, at det reagerer med syre, så det kan du bruge i stedet for sukker i dine tomatretter.
Den proteinfyldte:
Næsten samme som ovenfor, men nu med kidneybønner blendet i. Det giver ekstra fylde og umami til din grøntsagspizza. Det er i øvrigt også opskriften på det her smørepålæg.
3: Fyld
Ja, her er der så en chance for at gå amok. Og så alligevel ikke. Det fine ved en pizza er altså ikke rå mængder af fyld, som mange danskere tror. En pizzabund er IKKE en bagepladeformet beholder til sauce, ost og pølse. Danskerpizzaen må og skal dø, for den fortjener simpelthen ikke en plads i denne verden. Spar på fyldet og brug gode ingredienser, der kommer til sin ret.
Chorizopizza (min yndlings):
1/3 Gran Chorizo fra Wheaty i skiver
½ rød peberfrugt i skiver
10 – 15 hakkede, grønne oliven
(evt. lidt hakket løg)
– vegansk ost eller peanutbutter-sauce som topping
Linsepizza:
½ – 1 dl kogte, grønne linser
Rødløg i skiver
½ grøn peberfrugt i skiver
– salat og dressing som topping
Spinat- og pølsepizza
Nogle skiver vegansk pølse
½ rød peberfrugt i skiver
Spinatblade
– vegansk ostesauce som topping
Veganesepizza:
1 dl Veganese (fra dagen før – eller fra fryseren)
– vegansk ost, ostesauce eller gærflager som topping
Tøm-køleskabet-pizza:
Hvad har du i køleren af grønt? Det meste går på pizza. Alt fra artiskok (yum!), aubergine og kartoffel til soltørrede tomater, seitan, tofu, forårsløg, porrer… Kun fantasien sætter grænser. Du kan endda lave en dessertpizza med banan, ananas og chokoladesauce. Eller er sushipizza med ris, tang og avokado. Hvis du har mad (et eller andet) i huset og pizzadej i fryseren, så er du altid klar til at lave pizza.
4: Topping
Her vil jeg lige komme med nogle af mine bedste bud på, hvad du kan toppe din pizza af med. Både før og inden bagning. Salatpizzaer bages selvsagt uden salat (i de fleste tilfælde), men de kan både toppes af inden og efter.
Vegansk ost – Violife kan fås i SuperBrugsen, Kvickly og Føtex. Det er rigtig godt. Astrid och Aporna er også rigtig god pizzaost.
Ostesauce – Månebarnet leverer.
Pesto – grøn eller rød, stærk eller sød. Pesto er perfekt til at toppe din pizza af.
Ajvar – en fætter til pesto, som er lavet af aubergine og peberfrugt.
Peanutbutter-sauce – det er overraskende godt til pizza!
Gærflager – smager lidt “ostet” og giver god umami på toppen af din pizza.
Salat – gør den sprødere, lettere og sundere med lidt frisk salat på toppen.
Dressing – lav en let dressing af sojayoghurt.
Chilisauce – hvis du er til det stærke.
Husk altid at krydre på toppen, før du bager din pizza. Drys lidt oregano og friskkværnet peber på, og slut gerne af med frisk basilikum.
5: Dressing
Laver du en salatpizza er det lækkert med en dressing på toppen. Jeg laver den ved at blande disse ingredienser:
2 dl sojayoghurt (helst sukkerfri)
2 spsk citronsaft
2 spsk friskhakket persille (eller fra frost)
1 tsk sennep
1/2 tsk hvidløgspulver
1/2 tsk løgpulver
lidt salt
❤ Husk, at du kan finde mig på Instagram som @thomaserex, og vi bruger #madmedmedfølelse til veganske madbilleder.
Dessertpandekager
Dessertpandekagerne her er tynde og sprøde i kanten, men alligevel en smule tykkere end de fleste laver dem, tror jeg. Hvis du vil have dem helt tynde, kan du tilsætte lidt vand, men jeg synes, de er superlækre præcis sådan her.
Der skulle absolut pandekager her på bloggen, men jeg kan lide mine pandekager uden for meget “halløj”, så der er ikke noget specielt ved de her – ud over, at de selvfølgelig er veganske og fantastiske. Jeg bliver lige nødt til at give credit til den pandekageopskrift, jeg så tit har fundet frem, når jeg skulle lave tynde, veganske pandekager. Den finder du her. Jeg vil dog ofte gerne have mine pandekager lidt tykkere og med mere sødme, knas og farve, så det er der i de her. Hvis du gerne vil have lidt ekstra “kød” på pandekagen, kan du evt. tilsætte lidt ekstra mel eller en spsk. majsstivelse og trylle konsistensen lidt tykkere.
Til cirka 8 pandekager:
6 dl sojamælk med sukker og vanilje (den blå fra Naturli’)
(evt. lidt vand, hvis de skal være tynde)
4 dl mel
½ tsk bagepulver
Vegansk smør (plantemargarine uden mælk) til at stege i
Pisk alle ingredienser undtagen smør og lad gerne dejen hvile lidt. (Den kan sagtens stå natten over i køleskab.) Steg så pandekagerne ved god varme i rigeligt vegansk smør. Spis dem med peanutbutter, syltetøj, chokolade(sauce), banan, is, flormelis, bær, flødeskum, karamelsauce… okay, nu savler jeg altså, og jeg har ikke flere pandekager tilbage. Hmm, men jeg har ingredienserne 😛
Verdens. Bedste. Brownies.
Det er lidt prætentiøst, det ved jeg godt. Altså at kalde dem for verdens bedste. Men det her er altså de bedste brownies, jeg nogensinde har smagt. Og det gør dem altså til verdens bedste – i hvert fald min verdens bedste 😉 De er en eksplosion af fyldig chokoladelækkerhed med den mest tilfredsstillende bløde konsistens – og alligevel med en sprød, krakelerende top. Der er næsten garanti for chokolade-orgasme! Så jeg håber, du er lige så glad for søde, fyldige, himmelske chokoladebombede lækkerier, som jeg er.
Jeg har testen brownies mange gange efterhånden. Både på mine kolleger, mine medstuderende, min familie og mine venner. Jeg har været i gang med at lave en god brownie-opskrift siden i sommer, og jeg har været en del gøgl igennem! Men det har været det hele værd, for da jeg serverede denne udgave for min kæreste, måbede han og sagde: “Jeg tror, det er den bedste kage, jeg nogensinde har smagt!”
Ja tak! Jeg vil dog ikke tage hele æren selv, for jeg har godt nok også kigget en del opskrifter på brownies igennem. Både rå, veganske og ikke-veganske (som jeg så veganiserede). Den opskrift jeg er kommet frem til, og som jeg serverer for jer her, ligger tæt op ad især to af dem: Opskriften fra min gamle “Karolines Køkken”-kogebog og opskriften fra denne fantastiske blog. Men nu har jeg altså skabt min egen, og den slår dem alle! 😉
Til et ovnfast fad på ca. 30 cm x 15 cm eller lignende (ca. 24 stykker):
175 g. mandelmel (blend mandler til helt fint (!) mel i en foodprocessor)
100 g. hvedemel (kan evt. erstattes af en glutenfri melblanding)
50 g. kakao
½ tsk. natron
½ tsk. salt
100 g. vegansk smør (plantemargarine uden mælk)
1 måleske (1 tsk) grøn HUSK (eller 1½ spsk. knuste hørfrø) rørt ud i 3 spsk vand
½ dl mandelmælk
evt. 2 spsk whisky (voksentid, ja tak!)
220 g. rørsukker
30 g. brun farin
1 tsk. vaniljepulver (eller kornene af en stang vanilje)
200 g. (130 g. + 70 g.)* mørk chokolade uden mælk (læs mere i indlægget her) Brug meget gerne Urtekrams den mørke, som er ret mild. Den passer klart bedst til denne brownie 🙂
50 g. grofthakkede pekannødder (eller hasselnødder)
Det er sådan set meget enkelt: Bland tørt, smelt smør, bland vådt, blande vådt og tørt, tilføj hakkede nødder og chokolade, bag. Hvis du kender rytmen, så går du bare i gang med at lege. Hvis ikke du er så hjemmevant i bageafdelingen af køkkenet, kommer den længere forklaring her.
Start med at blande HUSK med vand i en lille skål eller et glas, og sæt det så til side. Blend så mandlerne til mel, og bland mandelmel, hvedemel, kakao, natron og salt i en stor skål. Smelt så det veganske smør i en gryde (det må endelig ikke brune eller boble, det skal bare smeltes) og tilføj HUSK, mandelmælk, rørsukker, farin, vaniljepulver og 130 g. hakket chokolade (og evt. whisky). Rør det sammen til en ensartet chokoladesauce. Bland så vådt og tørt, og tilføj hakkede nødder og de sidste 70 g. chokolade. Dejen bliver skinnende og ret fast. Kom endelig ikke mere væske i, fordi du tror den er for tør!
Bred dejen ud i et jævnt og glat lag i din form. Du kan evt. gøre den helt fin og glat ved at rulle på den med en bagerulle med et stykke bagepapir imellem. Bag ved 180 grader i 20 – 30 minutter. Lad din brownie-kage køle HELT ned, før du løfter den op ad formen og begynder at skære i den. Det tager i hvert fald en time. Jeg har begået fejlen at skære for tidligt, og man fortryder det inderligt, fordi kagen simpelthen går i stykker. Den har først det helt rigtige bid og den rigtige konsistens, når den har fået lov at stå og køle ned. Så vær tålmodig, min ven!
*For at få en mildere brownie kan du nøjes med at bruge 100 g. smeltet chokolade og udelade chokoladestykkerne.
Når kagen mislykkes: Trøfler!
Det sker aldrig for dig, og det sker bestemt heller aldrig for mig, men vi kender helt sikkert nogen, det sker for, og derfor må vi hellere lige fortælle dem, hvad de skal gøre, når … når kagen mislykkes.
Det er meget svært at angive, hvor meget du skal bruge, for det kommer jo an på, hvor meget mislykket/tør kagerest, du har. Det er jo en restekage, så præcise mål vil ikke gøre dig godt. Trøfler skal heller ikke være fine eller smage helt ens hver gang, de skal være lækre, fedtede, snaskede og fulde af ubestemmelige kagerester af forskellig karakter. Her får du cirkamålene, jeg brugte til at lave 7 mediumstore trøfler. Jeg havde en rest mislykket… ahem, en rest helt fin kakaokage, som der slet ikke var noget galt med.
Trøflen er kagebagerens store legeplads, hvor der er frit slag til at blande diverse kagerester og smagsgivere af forskellig art til en himmelsk klump klæg kage, der så yndefuldt har fået navn efter en af naturens fineste og mest sjældne svampe.
4 store stykker kage, fx chokoladekage, brownie, sandkage eller banankage (vegansk, selvfølgelig)
1 håndfuld blandede nødder
1/2 dl kokosrasp
2 friske figner
1/2 glas jordbærmarmelade
2 spsk. appelsinmarmelade
4 spsk kakaopulver
kokosrasp til at rulle trøflerne i
Blend ingredienserne sammen i en foodprocessor. Start med nødderne, så du er sikker på, at de bliver hakket i småstykker, og fortsæt så med kagen og de øvrige ingredienser. Når massen er klæg og lækker, tager du en klump ud af gangen og ruller i kokosrasp eller måske krymmel. Opbevar dine trøfler i køleskabet.
Hvis du gerne vil have romkugler, kommer du selvfølgelig lidt romessens i. Det er nødvendigt med marmelade, og det kan sagtens være din yndlings, men hvis du ønsker en klassisk-smagende trøffel, vælger du jordbær eller hindbær. Jeg gav den lidt skarphed og kant med lidt appelsinmarmelade, men for meget ville have ødelagt trøflen og gjort den lidt for skarp og kantet, så hold lidt igen med de specielle ingredienser i starten, de kan altid komme i til sidst og sætte deres særlige præg på smagen, hvis du ønsker det. Ellers er den klassiske altså ikke dårlig, tvært imod!
Det er på ingen måde nødvendigt med friske figner, men jeg havde to til at ligge, så de kom i, og det fungerede rigtig godt. På samme måde kan du komme lidt banan i, eller måske tilsætte andre frugter eller krydderier, der tilsammen skal give trøflen lige præcis den smag, du gerne vil have.
Server dine trøfler i en papirspose. Det bliver ikke mere autentisk! 😉
Vegansk kransekage
Da min kusine sidste år skulle giftes, havde hun bedt mig lave en kransekage til dessert, så det gjorde jeg selvfølgelig, og det var en stor succes. Gæsterne var meget imponerede over det fine tårn af lækker kransekage. Forleden fejrede hun så rund fødselsdag, og hun havde derfor bedt mig lave en kransekage igen. Denne gang var det dog med en ny udfordring, for i modsætning til sidste års kage, skulle den jo være vegansk.
Hvad gør man så, når man skal lave en kransekage uden æg, for der skal da æg i sådan en?! Som så ofte før, når jeg har bagt vegansk, er jeg endnu engang blevet (glædeligt) overrasket over, hvor unødvendigt æg er. Der findes opskrifter, hvor æg er erstattet af hhv. tofu og hørfrøslim, men jeg besluttede mig for at lave min kransekage uden “æggeerstatning”. Jeg fandt i stedet en amerikansk opskrift, som jeg twistede til mine egne præferencer, og resultatet blev rigtig godt – og se, hvor fin den er! 🙂
I stedet for at lave 9 ringe, valgte jeg at lave 8 og nogle små hapsere til at stille ved siden af, så kunne jeg også smage 😉 (Jeg bagte en enkelt hapser først, for at sikre mig, dejen var, som den skulle være.) Opskriften rækker til et tårn med 9 ringe.
1 kg marcipan
200 g. fast, vegansk smør (fx Vegan Blok – ikke Smørbar, da den er for blød)
2 dl flormelis
5 dl hvedemel
1 tsk. mandelessens
4 spsk vand
Bland først marcipan og smør rigtig godt i en stor skål. (Du får fedtede fingre, og det føles lækkert!) Tilsæt så flormelis og derefter mel. Når det er rigtig godt blandet er det nok en smule tørt og smuldrende. Tilsæt mandelessensen og vandet og få dejen til at hænge sammen.
Hvis du har forme, er det nu, du hiver dem frem. Hvis ikke må du, som jeg, være ekstra dygtig med fingerfærdighederne. Rul 2 cm. tykke pølser i de her 9 længder:
10 cm. – eller form en pæn top uden at lave en pølse først.
14 cm.
18 cm.
22 cm.
26 cm.
30 cm.
34 cm.
38 cm.
42 cm. – erstat evt. af en masse små hapsere.
Form pølserne til ringe og læg dem på bageplader med bagepapir. Ringene sprækker måske lidt, men så er det, du trykker, klemmer, former og nusser om dine små skabninger til de er pæne, runde og hele. Et godt trick for at få den samme høje på ringene er, at lægge et stykke bagepapir ovenpå dem og forsigtig sætte en bageplade ovenpå og give den et lille tryk med alle ti fingerspidser spredt godt ud over pladen, så trykket er jævnt fordelt. For at tårnet ikke bliver skævt, er det jo vigtigt, at ringene er lige høje hele vejen rundt.
Lad kransekagen tørre i overfladen ved stuetemperatur i mindst en time, før du bager dem. En tør overflade gør, at de bedre holder formen, når de kommer i ovnen.
Bag ringene ved 180ºC i cirka ti minutter til de er let gyldne.
Frygt ej, hvis de sprækker lidt, det lukker sig, mens de køler ned. Du kan evt. lukke sprækkerne FORSIGTIGT ved at klemme lidt på ringene. Det er vigtigt, at du lader dem køle helt ned, før du flytter dem fra pladen eller i øvrigt rører ved dem, ellers knækker de. Når de er kølet ned, kan du lettere flytte rundt på dem, men du skal selvfølgelig være forsigtig.
Når de er kølet ned, skal der glasur på. Lav en tyk glasur af flormelis og vand (det duer ikke med en for tynd glasur, så gør den relativt tyk) eller brug PlantePushernes opskrift med kikærtevand og fyld den på kræmmerhus eller frysepose. Jeg bruger en frysepose, hvor jeg klipper et mikrolille hul i hjørnet. Det er en god idé at fjerne lidt af det ekstra plastic, der sidder nederst på posen, så det ikke forstyrrer glasurpålægningen. Klip hellere hullet lidt for lille end lidt for stort, du kan altid lave det større, hvis der ikke kommer noget ud. Når alle ringe har fået glasur og det er tørt, samler du tårnet ved at lægge lidt glasur på den største ring og lægge den næststørste ovenpå – glasur på den, næste ring osv.
Så handler det bare om at holde tungen lige i munden!
God fornøjelse.
Chokoladekage med kokosfyld og jordbær
”Wow, den kage er flot – den tør jeg ikke lave, det er sikkert svært.”
For det første: Tak, jeg er helt enig, den er rigtig fin 😉 For det andet: Det er på ingen måde svært. Hvis jeg kan, så kan du også!
Til chokoladekagen skal du bruge:
6 dl. hvedemel
4 dl. sukker
1 spsk. vaniljesukker
1 dl. kakaopulver
1 spsk. bagepulver
100 g. hakket mørk chokolade eller kogechokoladeknapper
Revet skal af en halv øko-appelsin (du skal bruge resten af skallen til pynt)
½ dl rapsolie
6 dl. sojakakaomælk
Bland først de tørre ingredienser, og kom så de våde i. Rør det godt sammen, og hæld så dejen i en rund springform (non-stick eller fedtet godt til). Bag kagen ved 200° i 30-40 min. Test med din altid trofaste strikkepind om kagen er gennembagt, før du tager den ud, så er der ingen flydende overraskelser i midten.
Når kagen er kølet ned, skærer du den hævede del af toppen af, så kagen er flad. Der må godt være en smule rundet kant på, så længe toppen bliver flad nok til at du kan vende den om og bruge den som bund. Den bedste måde at gøre det på, er ved at køre en (god, stor, skarp) kniv rundt i kanten og skære et lille stykke ind. Når du er nået hele vejen rundt – og kniven har ramt udgangspunktet, fordi du har været dygtig til at skære lige hele vejen rundt – tager du en omgang til, hvor du skærer dybere ind i kagen. Brug så meget af knivens skær som muligt, så er chancen for at du skærer lige størst. Du skal altså ikke prikke spidsen af kniven ind midt i kagen med det samme, men hele tiden lade spidsen være i kanten, hvor du skærer. Når låget er helt løsnet, tager du det af og æder det frådende med det samme, så det krummer ud over det hele, for så ynkelig er du. (Sørg for at være alene.)
Nu deler du kagen i to lige store dele ved at bruge præcis samme metode, som da du fjernede låget. Læg så toppen, som nu skal være din bund, på et fad. (Grunden til at toppen og bunden bytter plads er, at bunden har den flotteste form fra springformen, så den vil vi gerne have øverst, hvor den skal ses.) Så skal der fyld i!
Til fyldet skal du bruge:
3-4 spsk jordbærsyltetøj
1 dåse kokosmælk (ikke light), der har stået på køl
1 dl kokosmel
1 spsk vaniljesukker
3 spsk formelis
Start med at lægge et tyndt lag jordbærsyltetøj på bunden. Se, det var jo ganske let. Så finder du en dåseåbner frem og åbner dåsen med kokosmælk. Det kunne du jo også godt. Du er dygtig. Du skal kun bruge den faste, hvide masse, så den tager du ud af dåsen og kommer den i en skål – uden at få noget af kokosvandet med. (Vandet kan du bruge til en wokret, en karryret eller andet.) Pisk kokosfløden med de øvrige ingredienser ”et voilà” du har skabt kokosflødeskum med kokosmel! Læg et ikke alt for tykt lag ovenpå syltetøjet. Der er muligvis noget til overs – spis det med det samme (du vil jo gerne).
(Hvis du lige nu står med en skål i hånden med en meget flydende omgang sjap, så er det fordi du ikke har været opmærksom nok. Der skulle ikke vand fra den dåse med, du! Nå. Din fejl, om igen. … Hvis du ikke fik vand med, men stadig synes, der er et stykke vej til flødeskumskonsistens, så har du muligvis gjort det rigtigt nok alligevel. Prøv at stille massen i køleren en time, så skulle den gerne blive fast, som den jo var i dåsen.)
Tag så din bund, som nu bliver forfremmet til top, og placer den forsigtigt øverst på værket med den pæne side opad (det vil sige den side, der var nederst i springformen, som derfor er helt fin og glat). Du har nu skabt en kage med fyld. Tillykke! Herfra er der uanede muligheder for dekoration: Fondant, glasur, marcipan, flødeskum, marengs… men vi vælger chokoladeovertræk.
Til overtræk og pynt skal du bruge:
150 g mørk kogechokolade
1 brik havreflødeskum (skal i øvrigt varmt anbefales!)
En håndfuld jordbær eller to
Revet skal af ½ appelsin
Smelt chokoladen, overtræk kagen med det, lad det stivne, pisk flødeskum, læg det på kagen, læg jordbær på, drys med appelsinskal – FÆRDIG!
Dine venner vil elske dig for den her kage, som mine elskede mig. Det er en kort fornøjelse, for når de har spist, efterlader de dig med opvasken og et stykke kage, de lod stå af høflighed, som helt sikkert vil gøre dig tyk. Ej, det’ gas! Spis kage, det er sundt for sjælen.
Tip:
-Overtræk evt. nogle få af pyntejordbærerne halvt med chokolade.
-Kom evt. et tyndt lag friske jordbær ind i kagen.
-Lav kagen i god tid i forvejen og sæt den på køl. Vent med at pynte til lige før servering.
Nye kommentarer på bloggen