Thomas Erex

Posts tagged “grækenland

Vegansk rejseguide til Kreta, Grækenland

Veganer på Kreta? I Grækenland? Kan man det? Chania og området omkring er et velbesøgt ferieparafis for danskere og alle mulige andre turister. Men hvilke veganske muligheder finder der i området? Hvordan ser det ud i supermarkedet, hvilke caféer er der osv. Det skal vi se på her.

Gode råd til din ferie som veganer eller vegetar:

  • Hent app’en HappyCow – uanset hvor du skal hen, så er HappyCow den perfekte ven i lommen på din rejse. Her kan du finde spisesteder med grønne muligheder i nærheden og dele dine egne erfaringer med andre. Du kan også søge på din destination inden afrejse og planlægge, hvor du vil spise.
  • Vælg et veganervenligt hotel. Se på deres hjemmeside, om de fx tilbyder vegansk morgenmad eller på anden måde gør opmærksom på, at du kan spise her. Skriv også gerne i forvejen og gør opmærksom på, at du kommer og gerne vil spise morgenmad på hotellet, hvis det er muligt. Her er det en god idé at være meget pædagogisk og forklare, hvilke madvarer du vil og ikke vil spise.
  • Storbyer er ofte bedre til vegansk end de små byer. Hvis du vælger at rejse til en mindre by, så må du oftest også være indstillet på, at udvalget er meget mere begrænset.
  • Kan du ikke finde oplysninger om din destination på HappyCow, så kan du måske finde en vegansk Facebookgruppe for byen eller området, hvor du kan spørge andre veganere til råds.
  • Pak et lille lager med snacks med hjemmefra, så du kan overleve på ture og når hotellet alligevel havde glemt dig til morgenmad. Myslibarer, figenstænger, kiks, nødder mv. mætter fint sammen med lokalt frugt og grønt, så du kan overleve til næste grønne måltid dukker op.

Udvalget i supermarkederne på Kreta:

Supermarkederne byder på meget varierende men generelt ret begrænset udvalg. Man skal nok lige i et par forskellige supermarkeder, hvis man både vil have yoghurt, plantekød og chokolade. Men det kan godt lade sig gøre at finde en masse forskellige produkter. Jeg fandt tilfældigt veganske cookies og et par produkter, som jeg ikke har set i Danmark. Se billederne her.

Gode spisesteder for veganere på Kreta:

1: Pulse (vegansk)

Pulse er et helt vegansk spisested, som serverer virkelig lækker mad hele dagen. Du kan spise morgenmad, frokost, aftensmad eller bare et stykke kage her. Kvaliteten er helt i top. Vi besøgte Pulse hele tre gange på en uge, fordi det var så lækkert. Min absolutte favoritret var deres lækre gulerodslaks, men også deres (veganske) omeletter og samosaer fik toppoint. Se billederne her.

2: To Stachi (vegetarisk)

Da jeg besøgte Kreta for 9 år siden, var To Stachi det eneste grønne spisested. Der var meget få muligheder generelt på Kreta, så To Stachi var en skønt åndehul, hvor man kunne møde forståelse. Her serveres stadig klassiske vegetarretter med masser af grønt. Stedets værdi ligger især i den søde familie, som ejer restauranten og møder dig som både kokke og tjenere. Maden svinger lidt i kvalitet, men der er nogle perler iblandt. Jeg vil fremhæve de fyldte svampe og de fyldte vinblade og squashblomster. Mums! Også salaterne med økologiske og lokale tomater og oliven er virkelig lækre. Se billederne her.

3: Talos (lækker lasagne)

Hvis turen går forbi Golden Beach (som er en virkelig lækker strand), så er der ikke så mange veganske muligheder i nærheden. Men! Talos er en lille perle. Det er både et hotel og en restaurant med en pool lige midt i spiseområdet. På menukortet har de en virkelig lækker vegansk lasagne, som du må prøve! Den var vildt hypet på HappyCow – og med god grund. Den var virkelig smagfuld, selvom det bare er en simpel lasagne med tomatsauce og svampe. Og så laver de gode drinks og er meget søde. Det er hyggeligt at sidde ved poolen om aftenen, men om dagen kan den være fuld af legende børn. Menukortet byder også på andre veganske retter, og det er tydeligt markeret, hvad der er vegansk.

4: Falavela (perfekt falafel)

Har du brug for et hurtig og let måltid på vejen, så er Falavela det perfekte sted at gå forbi. Deres sprøde og friskbagte falafler kombineret med let krydret tahindressing og lokalt grønt skaber noget nær den perfekte falafelrulle!

4: Portes (standardudvalget)

På havnen vil du blive oversvømmet af touristfælder, som jeg vil anbefale, at du holder dig fra. Men havnen er jo et smukt og hyggeligt sted, som man nok gerne vil se. Og måske hænger I en dag ud på stranden og får brug for mad. Så er der muligheder i nærheden, og nogle er bedre end andre. Jeg vil fremhæve Portes, som har rigtig godt styr på, hvad vegansk betyder, og som har et par fine muligheder på kortet. Det er bl.a. den traditionelle “fava”, som er en bønnedip, der kan sammenlignes med hummus. Og selvfølgelig fyldte vinblade og salat.

5: Domenico (rullet is)

Det lyder måske mærkeligt, men rullet is er ret lækkert. Hos Domenico laver de isen, mens du kigger på. Den veganske base er kokos, som smager meget af kokos, men du kan komme alle mulige slags fyld i. Frugt i alle farver og fx Oreos. Der er flere veganske muligheder for at få is i nærheden, så prøv også fx Spoon Me.

Kreta byder på mange flere veganske muligheder. Her har jeg fremhævet nogle af de tips, jeg synes giver bedst mening at dele ud af. Jeg håber, du kan bruge den lille rejseguide og mine tips til at spise vegansk på Kreta.

Husk at følge med på Instagram, hvor jeg deler mine tips og eventyr live: @thomaserex


Yassou, Kreta!

Troede du lige, bloggen var død? Nix og nul putte, så let slipper I ikke af med mig 😉 Jeg er netop hjemvendt fra en uges solferie i Chania på Kreta i Grækenland. Det har været en rigtig lækker uge med masser af sol, varme, strand, hygge og selvfølgelig en masse madoplevelser!

Jeg rejste sammen med min gode veninde Nadja og hendes familie. Nadja er vegetar, godt på vej mod at blive veganer, og hun spiste udelukkende vegansk med mig hele ugen på Kreta. Her får I en meget, meget lille brøkdel af alle de billeder, jeg er kommet hjem med. Sig pænt yassou [hej] og velkommen hjem til en solbrun blogger, der har græsk inspiration med i bagagen.

Du kan som altid klikke på billederne for at se dem i fuld størrelse.

Hvis man holder fingeren over den miderste del af vegetarian, så står der vegan 🙂

Hjemmefra havde jeg googlet lidt efter en veganervenlig restaurant, og jeg havde fundet frem til To Stachi [hvede], som havde fundet rigtig fine anmeldelser af gæsterne, så der skulle vi selvfølgelig hen. Restauranten er vegetarisk med en masse veganske lækkerier på kortet, og så ligger den helt nede ved vandet overfor en lille park på en hyggelig gade.

Nadja er riiimeligt sej på veggie-restaurant, der!

Man skal være pænt sej for at spise på byens, måske hele Kretas, bedste restaurant. Og man skal være endnu sejere for at blive inviteret med i køkkenet, hvilket vi selvfølgelig blev.

Stelios er dygtig til at have lukkede øjne på alle billederne.

Her viser Stelios, ejer og kok på To Stachi, stolt frem i køkkenet. Han lod os smage på alle de veganske retter, før vi valgte, hvad vi gerne ville have at spise. Det var alt sammen rigtig lækkert, så… Vi valgte det hele.

Stelios dækker bord, mens jeg står på den anden side af veje og leger fotograf.

Når der bliver dækket bord på en vegetar- eller veganerrestaurant, er det ikke nødvendigvis til et sundt eller fedtfattigt måltid. Stelios gjorde det vist i lidt af det hele, både det sunde og det knap så kaloriefattige, men hans primære tilgang til maden blev nok afsløret af hans flittigt brugte fif: “Just a liiitle olive oil.” 😀

Bagte auberginer med “just a little olive oil” og rosiner. Mums!

Vi fik serveret en smule af alting, så der var lidt til alle sanseindtryk.

Friskpresset druejuice af druer fra Stelios’ egen have, bønner i tomatsnask med krydderurter, stegte kartofler, grønne bønner i marinade, små, bagte courgetter, grillet tomat med risfyld, fyldte, friterede courgetteblomster, dolmades, spinattærte…

Og der blev spist op.

Vi havde egentlig ikke plads mere, meeen…

Sojamælketærte med “just a little olive oil”.

Sojamælketærten skulle der jo være plads til. Stelios forklarede, at fyldet i “tærten” var lavet af sojamælk kogt med majsstivelse, sukker og orangeblomstvand. Vi fik den serveret med en lækker frisklavet sirup til.

Haps!

Stelios bad os pænt om at skrive i hans gæstebog, hvilket vi glædeligt gjorde. Vi havde fået den bedste service og en rigtig god madoplevelse til få penge, så vi fyldte en ekstra portion ros i bogen. Tak for mad, Stelios! 🙂

Faktisk var vi så glade for vores besøg, at vi kom igen. Denne gang spiste vi frokost på To Stachi. Vi fik serveret en lækker salat med syltet tang (Omega-lækkert!), kapers, små oliven og andet godt. Dertil delte vi en lille spinattærte, lidt aubergine-tatar og noget lækkert brød.  Vi endnu en friskpresset juice af bedste kvalitet, og endelig fik vi en squash/gulerodskage. Lækkerhed!