Thomas Erex

Posts tagged “marinade

BBQ-sauce

marinade til grill, BBQ

 

Det er altid rart at kunne lave alting fra bunden. Selvom de fleste (hvis ikke alle?) BBQ-saucer i butikkerne er ganske veganske, så giver den hjemmelavede sauce mulighed for, at man kan tilpasse den, så er lige præcis, som man vil have den. Alle ingredienserne her er nogen, du sikkert allerede har i køkkenskabet – og hvis ikke, så bør du overveje at skaffe dem – så du kan altid røre en god BBQ-sauce sammen. Hvis du er til det stærke, så skruer du selvfølgelig bare op for styrken med chili, hvis du er mere til den søde sauce, så kommer du mere sukker i osv.

Her får du opskriften på den letteste og lækreste BBQ-sauce, som kan bruges på masser af måder. Brug den som marinade til seitan, tofu, tempeh, grøntsager… eller brug den ganske enkelt som sauce til din grillmad, wokretten eller hvad end du står med, som ville have godt af en omgang BBQ-sauce.

1 dl grøntsagsbouillon
2-3 spsk tomatpuré
2 spsk jordnøddesmør
2 spsk brun farin
1 spsk sojasauce
1 spsk (æble)eddike
1 spsk sennep
½ tsk røget paprika
½ tsk chilipulver eller ½ tsk chilisauce
2 spsk gærflager (evt.)
friskkværnet peber

…og gerne hvidløg! Det kommer lidt an på, hvad jeg skal bruge den til, om jeg kommer hvidløg i, men ja, 2-3 fed presset/revet hvidløg gør det i mange tilfælde godt heri.

Bland alle ingredienserne i en skål – rør det godt sammen. Opbevar saucen i en tætsluttende beholder i køleskabet, hvor den kan holde sig en uges tid.

Du kan fx også lade dig inspirere af mit pizza-indlæg til at lave en BBQ-pizza med seitan. Her er det bare en god bund med BBQ-sauce, seitan-stykker, der er marineret i samme BBQ-sauce, peberfrugt, tomat og tørret oregano. Slut evt. af med vegansk ost, ostesauce eller måske en god pesto.

vegansk pizza, seitan, BBQ


Grillspyd med marineret tofu

Veganske grillspyd med italiensk-marineret tofu

Lad mig sige det med det samme: Jeg er dårlig til tofu.

Jeg er dårlig til at få det til at smage godt, og jeg er ingen kæmpefan af den hvide sojabønne-masse. Andre har dog med stor succes serveret lækker tofu for mig, så den kan sagtens lade sig gøre at gøre det lækkert, men i sig selv er det altså ikke videre interessant. Hvis du som jeg ikke føler at dine tofu-evner er overmenneskelige, klan du jo tage samme genvej som jeg har taget her. Jeg har købt en færdigmarineret tofu. Desværre var jeg dog ikke helt tilfreds med smagen, så jeg valgte at marinere den yderligere, efter jeg havde skåret den i tern.

Disse grillspyd er en smule italiensk inspirerede med hvidløgsfyldte oliven, soltørrede tomater og tofu marineret i italienske krydderier. Du kan gøre spyddene ekstra lækre med vegansk grillost i tern, cherrytomater, sojapølser eller måske et dryp pesto eller to.

Marinade til en halv pakke tofu:

1 spsk. ketchup
1 tsk. HP-sauce
1 tsk. tomatpuré
1/2 tsk. tørret oregano
1/2 tsk. tørret basilikum
1 knivspids røget paprika
evt. lidt olivenolie

Lad dine tofutern trække i marinaden en halv times tid eller længere og sæt dem så på spyddene med stykker af grønt. Her er det champignon, broccoli, squash, peberfrugt i tre farver soltørrede tomater og oliven fyldt med hvidløg. Kunsten er at få dem til at være cirka samme størrelse, så de alle kan nå grillen. Samtidig skal grønt der bliver hurtigere færdigt være større end det, der skal have længere tid, så det bliver færdigt på samme tid. Endvidere kan du jo tænke lidt i farve, så du skifter mellem grøn, rød, gul osv. og ikke har et spyd, hvor den ene halvdel er grøn, mens den anden er rød.

Server dine grillspyd med en klat vegansk mayo og ristet brød med avocado.