Grillspyd med marineret tofu
Lad mig sige det med det samme: Jeg er dårlig til tofu.
Jeg er dårlig til at få det til at smage godt, og jeg er ingen kæmpefan af den hvide sojabønne-masse. Andre har dog med stor succes serveret lækker tofu for mig, så den kan sagtens lade sig gøre at gøre det lækkert, men i sig selv er det altså ikke videre interessant. Hvis du som jeg ikke føler at dine tofu-evner er overmenneskelige, klan du jo tage samme genvej som jeg har taget her. Jeg har købt en færdigmarineret tofu. Desværre var jeg dog ikke helt tilfreds med smagen, så jeg valgte at marinere den yderligere, efter jeg havde skåret den i tern.
Disse grillspyd er en smule italiensk inspirerede med hvidløgsfyldte oliven, soltørrede tomater og tofu marineret i italienske krydderier. Du kan gøre spyddene ekstra lækre med vegansk grillost i tern, cherrytomater, sojapølser eller måske et dryp pesto eller to.
Marinade til en halv pakke tofu:
1 spsk. ketchup
1 tsk. HP-sauce
1 tsk. tomatpuré
1/2 tsk. tørret oregano
1/2 tsk. tørret basilikum
1 knivspids røget paprika
evt. lidt olivenolie
Lad dine tofutern trække i marinaden en halv times tid eller længere og sæt dem så på spyddene med stykker af grønt. Her er det champignon, broccoli, squash, peberfrugt i tre farver soltørrede tomater og oliven fyldt med hvidløg. Kunsten er at få dem til at være cirka samme størrelse, så de alle kan nå grillen. Samtidig skal grønt der bliver hurtigere færdigt være større end det, der skal have længere tid, så det bliver færdigt på samme tid. Endvidere kan du jo tænke lidt i farve, så du skifter mellem grøn, rød, gul osv. og ikke har et spyd, hvor den ene halvdel er grøn, mens den anden er rød.
Server dine grillspyd med en klat vegansk mayo og ristet brød med avocado.
Spinat-/grønkålstærte
Den her opskrift må jeg lige have på bloggen. Den er velafprøvet og yderst vellidt! Cremefyldet er lavet af silken tofu, og det er ubetinget det lækreste fyld til en tærte, jeg nogensinde har smagt. Læg spinat-/grønkålsfyldet til, og så er den her tærte både lækker og sund. Lav den, spis den, elsk den. (Det kan være en god idé at lave to med det samme, da risikoen for at tærten forsvinder hurtigt er ret stor.)
Tærteform-diameter: 24 cm
Tærtebund (kan også købes vegansk i diverse supermarkeder, fx Rema 1000):
100 g. mel
4 spsk olie
2 spsk koldt vand eller plantemælk
Fyld:
Olie
1 stort løg
10 kugler frossen grønkål (150 g)
20 kugler frossen spinat (300 g)
½ bouillonterning (grøntsagsbouillon uden mælk)
paprika
muskat
Cremetopping:
300 g. silken tofu (blød tofu)
½ bouillonterning
1 spsk sennep
3 spsk ketchup
2 tsk løgpulver
½ tsk røget paprika (jeg bruger en mild udgave – brug mindre, hvis din er meget stærk)
1 tsk muskat
salt
peber
Evt. tomater til at pynte med
Trin 1: Tærtebund. Den letteste!
Bland alle ingredienser godt og ælt til en fast dej. Form til en kugle og pak den ind i folie. Stil i køleren en halv times tid mens du laver spinatfyldet. Rul derefter dejen ud på et bord med en smule mel på, så den passer til din form. (Dejen klistrer ikke så meget, så spar bare på melet. Til gengæld skal du passe på, at den ikke går i stykker, når du lægger den over i tærteformen.) Kom i form, prik huller over det hele med en gaffel, læg bagepapir over og fyld tørrede kikærter i. Forbag ved 180 grader i 15 minutter. Kikærterne kan sagtens bruges bagefter, så smid dem ikke ud!
Trin 2: Løg-, spinat- og grønkålsfyld.
Hak et stort løg og sauter det i olie i en gryde til det er klart. Tilsæt grønkål og sauter med i to minutter. Tilsæt frossen spinat og lad dem tø ved jævn varme og hyppig omrøring. Tilsæt en halv grøntsagsbouillonterning, lidt paprika og lidt muskat når spinatkuglerne er tøet op og massen er varm. Slut for blusset og stil til side mens du laver cremetopping.
Trin 3: Cremetopping lavet af silken tofu.
Blend en pakke silken tofu med den anden halvdel af bouillonterningen fra spinatfyldet, sennep, ketchup, løgpulver, røget paprika, muskat, masser af salt og peber.
Spred ud over spinatfyldet, pynt evt. med overskårne tomater, og bag ved 200ºC (almindelig ovn) til den er færdig (cirka 20 min.).
Nye kommentarer på bloggen