Blodig halloween-smoothie

Børnevenlig og nem opskrift til Halloween. Denne blodige halloween-smoothie er nok den nemmeste måde at sprede lidt uhyggelig glæde i børnefamilien, når man har travlt og det gerne må være en sund snack. Det kan i princippet være en hvilken som helst rød smoothie, men her har jeg lavet en, der både er børnevenlig i smagen og flot i farven.
Jeg tilsætter bønner, fordi det er en nem måde at få flere bønner i både voksne og børn. Man kan slet ikke smage det, og så tilføjer de gode næringstoffer som protein, calcium, jern og magnesium. Ingefær fremhæver den søde smag fra frugten, og jeg bruger gerne frisk, men hvis I ikke er vant til at spise frisk ingefær, så anbefaler jeg at starte med lidt stødt ingefær.
Har du nogensinde drukket ægte monsterblod? Ellers kan du prøve det nu. Til halloween kommer alle de uhyggelige (og også lidt sjove) monstre frem. Der er græskarmonstre på gaderne (har du set sådan et?), der er monstre i stuen (måske i fjernsynet) og nu kommer der også et monster i køkkenet! Men vi skal selv lave det. Heldigvis er det meget nemt. Du skal nok bruge lidt hjælp fra en voksen, for vi skal bruge en blender. Du kan lave monsteret og dets blod i lige den farve, du har lyst til, men opskriften her er til et rødt monster med rødt monsterblod. Hvis du vil lave en anden farve, så kan du måske bruge nogle af mine andre opskrifter på smoothie: Lilla, grøn, en grøn mere, brun med kakao og her er flere. Hvis der er noget i nogle af dem, som du ikke kan lide, så bare lad være med at komme det i. Det er nemt at lave smoothie, og monsterblod kommer i alle regnbuens farver. Husk kun at hælde det op, du kan drikke. Hvis du ikke drikker hele monsteret, så drikker monsteret dig! Muhahaha!
Til 2 mellemstore glas
1 moden banan (100 g)
100 g kogte hvide bønner (fra dåse)
100 g frosne jordbær
100 g frosne hindbær
1 tsk. vaniljesukker
1 spsk. citronsaft
1 knivspids stødt ingefær
3 dl vand eller plantemælk
Pynt:
Sjove øjne (evt. hjemmelavede af fondant eller marcipan og chokolade)
Saft af 1 lille rødbede til blodig pynt
Evt. 20 g chokolade til at tegne på glassene
Hvis du vil tegne på glassene med chokolade, så start med det. Afkøl først glassene i køleskabet. Smelt chokoladen ved lav temperatur og brug den til at tegne på glassene. Lav fx hår, en mund og et ar. Sæt så de sjove øjne på. Du kan også lave øjnene selv af fx fondant eller marcipan og chokolade. Du skal bare bruge en lille cirkel af fondant med en klat smeltet chokolade i midten. Nemt! Sæt glassene på køl igen.
Lav så smoothien. Dræn vandet fra bønnerne og skyl dem. Kom alle ingredienser til smoothie (undtagen rødbedesaft) i en blender og blend.
Fyld glassene med smoothie og kom lidt rødbedesaft på toppen som blod. Hvis du river rødbeden ned i en skål, så får du rigeligt saft. (Pas på! Du får blodige hænder, hvis du ikke bruger handsker. Så kan alle se, hvem der dræbte monsteret.) Det revne rødbede kan komme i en salat til aftensmaden, bages med i brød eller smides i en wokret. Brug en teske til forsigtigt at få rødbedeblodet til at dryppe ned i smoothien. Så er den færdig. Skynd dig at drikke dens blod, før den drikker dit. Muhahaha!











Nye kommentarer på bloggen