Thomas Erex

Posts tagged “ost

Mandelsmøreost med hvidløg

Ost uden mælk, laktosefri, frokost, pålæg

Smøreost af mandler? Ja da! Den er selvfølgelig laktosefri, mælkefri, oliefri, fri for animalier og bare i det hele taget fri. Og så er den dejlig frisk og cremet.

Jeg smagte mandelsmøreost første gang, da jeg sidste sommer var i Berlin på ferie, og jeg var vildt overrasket over, at det kunne lade sig gøre at lave en lækker og cremet smøreost af mandler. “Mandler! Det er dem, vi laver marcipan af, de kan da ikke blive til ost?!” var nok min reaktion dengang. Samtidig er jeg efterhånden vant til at blive overrasket over, hvad der kan lade sig gøre.

Når man bliver veganer og begiver sig ud i den nye, grønne verden af fødevarer, så lærer man pludselig en masse om, hvad man spiser. Og hvad (og HVEM) man vælger ikke at spise. I min første tid som veganer følte jeg, at jeg havde levet i en tåge hele mit liv, som jeg nu var trådt ud af. Det gør sig gældende på flere måder, men bestemt også i forhold til ingredienserne i den mad, jeg spiste. Eftersom jeg havde besluttet mig for at undgå alle animalske produkter, måtte jeg jo undersøge alle produkter nærmere for at finde ud af , hvad de indeholdte – og det var ikke ligefrem behagelig ny viden!

Udover, at der er animalier de mærkeligste steder, som man måske aldrig har overvejet, så bliver vores “mad” tilsat en masse forskellige stoffer, som jeg ikke engang vil begive mig ud i at forklare nærmere om. Jeg ved bare, at når jeg læser varedeklarationen på en “fødevare”, og jeg hverken kender eller kan udtale halvdelen af ingredienserne, så er det ikke noget, jeg har lyst til at spise. Det er ikke mad. Præcis ligesom andre bevidste, sansende væsner ikke er mad (og heller ikke tøj eller underholdning). Og hvorfor skulle man også spise animalske produkter, med alle de negative konsekvenser, der følger med, når der er SÅ mange lækre, sunde, farverige, næringsrige, saftige, sprøde, salte, sure, søde, vidunderlige vegetabilske fødevarer? Ja, jeg spørger bare! Her har du en lækker smøreost af mandler, så vi kan lade køerne være i fred.

Svarer til et bæger købesmøreost (eller lidt mere):
200 g. mandler
80 ml (lidt mindre end 1 dl) vand eller mandelmælk
3-4 spsk gærflager
½ tsk salt (evt. urtesalt)
1 tsk hvidløgspulver
2 spsk friskpresset citronsaft
Lidt hakket persille (eller måske purløg?)

Sæt mandlerne i blød i vand i 12-24 timer, hæld vandet fra, skyld mandlerne og smut dem (overhæld dem med kogende vand og lad det stå nogle minutter, før du hælder vandet fra og klemmer på mandlerne, så skindet kommer af). Og nej, du kan ikke springe udblødningen over, desværre 😉

Kom de udblødte, smuttede mandler i en foodprocessor sammen med vand eller mandelmælk og blend, blend, blend. Det tager lidt tid, og du skal stoppe et par gange for at skrabe mandelmassen ned af siderne, så det hele bliver cremet. Når du har en god og cremet konsistens, tilsætter du resten af ingredienserne undtagen persille og blender det godt sammen. Tilsæt så den hakkede persille og stil mandelsmøreosten på køl. Måske synes du, den mangler lidt (hvidløg, citron, salt…), men smagen udvikler sig i køleskabet, så vent med at smage til, til den har stået lidt på køl. Det gælder selvfølgelig ikke, hvis du absolut skal bruge den med det samme.

Spis mandelsmøreosten på rugbrød, brud den som dip, eller læg en klat på en bagt kartoffel.

Husk, at du kan finde mig på Instagram: thomaserex

Smøreost af mandler - laktosefri, mælkefri, vegansk


Rucolapesto med cashewnødder

vegansk pesto med smag af ost

Brug den til ovnstegte kartofler, fortynd den lidt og brug den som salatdressing, smør den på ristet brød, brug den til pasta, smør den på en kartoffel- eller tomatmad… pesto er ganske enkelt godt til en masse forskellige formål. Pesto bringer et godt smagsboost, der hvor der er brug for det, komplimenterer andre ting godt og er perfekt rodet sammen med en skål pasta. Denne pesto er lækker og “ostet” i smagen, hvilket skyldes især gærflagerne men også cashewnøddernes runde fedme. Du kan evt. udbløde cashewnødderne i vand nogle timer, så er de lettere at purere, men du kan også sagtens lade være. Hvis du ikke vil have din pesto helt fin og cremet, men godt kan lide lidt mere tekstur, skal du ikke udbløde cashewnødderne.

50 g. rucola
50 g. cashewnødder (rå og usaltede)
3 spsk. gærflager
1 spsk. citronsaft
en generøs sjat god olivenolie
(lidt vand, hvis du vil spare på olien)
salt
peber

Blend det hele sammen, juster konsistensen med vand eller olie, og juster smagen med salt, peber og citronsaft.

Sara fra Bananmad vil gerne tilføje, at hun godt kan lide hvidløg 😉 Det kan jeg også, men jeg bruger det ikke altid i min pesto, og slet ikke, hvis jeg skal have den med på uni fx.