Thomas Erex

Posts tagged “priser

Kogebog på vej & året der gik

Hej med jer! Først og fremmest vil jeg skynde mig at minde jer om, at I kan stemme på mig i Mad med Medfølelses prisuddeling Årets Veganske Priser – klik her. 

Som de fleste af jer nok ved nu, så har jeg en kogebog på vej. Jeg glæder mig rigtig meget til at kunne vise resultatet frem. Lige nu er jeg i gang med at forberede bunkevis af retter, for i næste uge skal alle billederne tages. Min fryser er pakket til bristepunktet med forskellige deller, supper, saucer, desserter mv.

Billederne vil blive taget af en meget dygtig fotograf, som endda selv er vegetar (næsten veganer). Alle mine hjælpere til fotograferingen er også veganere, så bogen bliver lavet på 100 % plantepower. Det hele er en meget lærerig oplevelse for mig, og jeg er virkelig glad for at mærke så stor opbakning og støtte fra venner og følgere. I det hele taget føles det som om, at jeg bare kan bede om hjælp i det veganske miljø, og så stor der nogen klar til at træde til. Det er virkelig dejligt.

Bogens fokus er på den mad, som danskerne spiser mest – og så med lidt mere grønt. Der er både veganske udgaver af traditionel dansk mad, vores livretter fra andre lande og nye retter, som jeg er sikker på, at danskerne med tiden vil tage til sig, præcis ligesom falafel og hummus allerede er kendt for en masse danskere. Der er både sunde og fedtede retter, og jeg er bestemt ikke bange for sukker og olie (det ved I vist godt), men der skal selvfølgelig også være noget grønt, så der er balance i tingene. Og så er alle retter nemme at gå til for enhver.

Jeg håber meget, at I har lyst til at købe bogen, når den kommer på gaden. Hvis I gør det, så lover jeg, at der kommer flere! Jeg skal nok fortælle mere løbende, og I skal selvfølgelig nok få at vide, når den er færdig og klar.

Og så lidt om året der gik.

2016 var et virkelig hårdt år for mig personligt, men her vil jeg gerne fokusere på de positive ting, jeg har brugt min tid på i året, der er gået. Jeg er egentlig ikke typen, der ser så meget tilbage, men det er nu alligevel meget godt at samle op på året, så man kan klappe sig selv på skulderen over de gode ting og lære af de forkerte valg. Samtidig er det bare rart at kunne se, hvad man har bedrevet.

Man bør nok holde det for sig selv det meste af tiden, men her har jeg samlet veganisme-relaterede projekter, så de (forhåbentlig) kan inspirere jer eller bare give jer et billede af, hvad man kan lave for at fremme miljø- og dyrevenlig adfærd. Jeg arbejder fuldtid som gymnasielærer og laver vegansk arbejde i min fritid. I 2016 har/er jeg:

– Nået ud til flere hundredetusinde danskere via sociale medier
– Endnu en gang afholdt Marts med Medfølelse med MmM
– Været med bag anti-mælk-kampagne med MmM og Go Vegan i Information mv.
– Holdt oplæg ved Cowspiracy-visning i Aarhus
– Arrangeret vegansk deltagelse til lgbt-parade (pride)
– Lavet en bunke nye opskrifter
– Skrevet alt for mange mails til politikere, virksomheder mv.
– Lavet utallige veganske memes
– Været med til at lave en folder om veganisme
– Delt smagsprøver og info ud i Aalborg til bæredygtighedsfestival
– Fejret femårsjubilæum som veganer
– Leget med at lave YouTube-videoer – og det var/er sjovt
– Været med til en masse folderuddelinger
– Været med til en masse møder
– Vundet prisen ”Veganer på budget” med 35 % af stemmerne
– Holdt oplæg til FoodFilmFestival i Aarhus
– Doneret penge til veganske organisationer
– Overtaget Yelps Instagram og spredt masser af veganer-spam til deres 10k+ følgere
– Arrangeret International Veganerdag med MmM
– Fået flere SuperBrugsen-butikker m.fl. til at bakke op om International Veganerdag
– Deltaget i interview på NOVA om veganisme 
– Fortalt om vegansk mad i BT
– Fortalt om vegansk mad i Jyllands-Posten
– Fortalt om vegansk mad i Politiken
– Fortalt om vegansk mad i Samvirke
– Fået en kogebogskontrakt og skrevet en kogebog

Og, hold nu op, det har været fedt! Jeg er vild med at lave vegansk aktivisme. Som jeg skrev på Facebook, så vil jeg opfordre jer til, at skrive til mig, hvis I gerne vil i gang med at gøre mere for at fremme veganisme. Der er allerede et pr stykker, der har skrevet til mig, for at få idéer til, hvad de kan gøre. Alle kan noget for at hjælpe til, selv hvis du ikke kan tale med andre eller har flere timer om ugen.

Min mailadresse er thomaserex@gmail.com
– og du kan altid fange mig på de sociale medier.

>> Husk at stemme til Årets Veganske Priser. <<

Advertisement