Thomas Erex

Posts tagged “kogebog

Kogebog: Veganske livretter

Kære læsere

Nu kommer der en kogebog! På onsdag den 10. maj udkommer Veganske livretter. Jeg er vildt stolt og glad for det resultat, jeg sidder med i hånden lige nu og nærmest ikke kan give slip på, selvom det unægteligt gør det en smule sværere at skrive. Jeg vil gerne sige tusind tak til alle jer, der læser med her, for det er også takket være jer, at jeg nu har mit navn på en kogebog. I har fulgt med, bakket op og deltaget aktivt i processen ved at kommentere på mine opskrifter og indlæg de sidste fem-seks år. På den måde er i medforfattere til bogen, og jeg håber, at I også er stolte af og glade for resultatet.

Hvad er det så for en bog, vi har skabt? Ja, det er jo først og fremmest en kogebog, det siger sig selv. Der er masser af inspiration til at spise vegansk til alle måltider, og stilen er som I kender den her fra bloggen: Det er nede på jorden, enkelt og helt uden frygt for olie, sukker, sojakød osv. De fleste opskrifter er sunde (og glutenfri), men det har ikke været min intention at skabe en sundhedsbibel, så der er også kage (rigtig kage – med sukker og olie), der er retter med sojakød, hvedekød og vegansk ost. Og der er masser af mayo.

Fokus i bogen er på nogle af danskernes foretrukne retter. Det er retter som karbonader, frikadeller, kartoffelsalat, lasagne, pizza, og pasteretter, som jeg godt selv kan lide at spise, og som de fleste danskere spiser ofte. Derudover er der også helt nye og utraditionelle retter, som jeg håber og tror kan blive favoritter for en masse danskere. Det er grøntsagsbaserede retter med linser, bønner, grøntsager og selvfølgelig masser af kikærter.

Kapitlerne i bogen hedder:
– Forord
– Morgenmad & brunch
– Frokost & madpakker
– Salat & dressing
– Hovedretter
– Snacks & tilbehør
– Kager & desserter
– Juice & smoothie
– Ofte stillede spørgsmål
– Tak

Kapitlet med hovedretter er det største i bogen, og nogle af frokostretterne kan også bruges som hovedret. Der er variationsforslag til flere retter, så der er nok at gå i køkkenet med.

Udover at være en kogebog med opskrifter, så er bogen også en vegansk fortælling. Allerede i forordet vil du opdage, at det her er en bog med hjerte og sjæl. Min motivation for at udbrede kendskabet til veganisme og vegansk mad er stærk, og jeg har meget, jeg gerne vil dele i håb om at inspirere andre. Det gør jeg igennem bogen ved at knytte små historier til opskrifterne, og jeg deler både viden og erfaringer med en masse humor. Kogebøger, der kun er instruktioner i tilberedning af mad, er kønsløse og kedelige, hvis du spørger mig, og sådan en ville jeg slet ikke kunne skrive, selv hvis jeg blev truet på livet.

Det er mit håb, at de, der køber bogen for at blive inspireret til grønnere retter, også vil lade sig inspirere og underholde af mine tanker og skæve input. Hvis du allerede selv er veganer, så vil du nok synes godt om, at du kan give en kogebog til dine venner og familie, som de ikke kun kan bruge til at lave enkel mad til dig med, men som de også kan få lidt at vide om veganisme ved at læse.

Billederne i bogen er taget af David Bering fra Montgomery i tæt samarbejde med mig. David er fantastisk dygtig, så billederne er blevet flottere, end jeg havde turde håbe på. Det hænger nok sammen med, at han aldrig har spist dyr, for det må da give superkræfter. Jep, David er livslang vegetar, og netop derfor brændte han også for projektet. Det betød meget for mit valg af fotograf, for jeg var sikker på, at resultatet ville blive bedre, hvis fotografen også var investeret i projektet. Og det må man sige lykkedes.

Det grafiske arbejde er lavet af Lindbjerg Grafik i tæt samarbejde med mig. Kristine Lindbjerg er rigtig dygtig, så selvom hun sidder i solrige Australien, og vi derfor kommunikerede via mail igennem processen, så forstod hun, hvad jeg gerne ville have. Udtrykket er blevet lige som jeg gerne ville have det. Skriften er letlæselig, baggrundene er afdæmpede men interessante og varierer en smule, stilen er enkel, udtrykket er maskulint og en smule råt. Også i det grafiske udtryk har det været vigtigt for mig, at bogen ikke var kedelig. Resultatet er flot og gør bogen endnu mere interessant at bladre igennem.

Du kan bestille bogen hos Turbine lige her.  (Mad med Medfølelses medlemmer får rabat.)
Du kan også bestille den hos Saxo. (Plusmedlemmer får rabat.)

Hvis du bor i Aarhus, København eller Odense, så kom forbi til en af mine udgivelsesfester, hvor jeg sammen med hhv. Mikuna (Aarhus), GreenBurger (København) og Venchi (Odense) byder indenfor til en reception med mulighed for at købe bogen, få den signeret og høre et par ord fra mig om bogen. Det er jer, der læser med her, der bliver bogens ambassadører overfor andre mennesker, så det er vigtigt for mig at komme ud og sige tak og fejre bogens “fødsel” med jer. Se begivenhederne på min Facebookside. Jeg håber, vi ses!

Aarhus, 10. maj (onsdag) klokken 17-19: Event sammen med Mikuna, Frederiksallé 96. Mikuna sælger bogen. Arrangementet foregår i Mikunas baggård, som du finder ved at gå om første hjørne efter Mikuna (på vej væk fra centrum) og dreje til højre. Der vil være et skilt, og du kan selvfølgelig spørge hos Mikuna. Der vil være lækre snacks og mulighed for at købe mad med hjem fra Mikuna.
– De første 20 med en bog i hånden får en goodiebag med produkter fra Naturli’.

København, 14. maj (søndag) klokken 17-19: Event sammen med GreenBurger, Frederiksborggade 26. GreenBurger sælger bogen, og arrangementet foregår hos GreenBurger overfor Torvehallerne. Der vil være snacks og mulighed for at købe mad med hjem eller spise hos GreenBurger.
– De første 20 med en bog i hånden får en goodiebag med produkter fra Naturli’.

Odense, 3. juni (lørdag) klokken 14-17: Event sammen med Venchi, Vestergade 83. Venchi sælger bogen og serverer lækre snacks til alle. Der er selvfølgelig også mulighed for at spise hos Venchi.
– De første 20 med en bog i hånden får en goodiebag med produkter fra Naturli’.

Da vi skulle skyde billederne til bogen, havde jeg søde venner til at hjælpe med alt det praktiske. Det er ufatteligt hårdt at skyde så mange billeder af mad på få dage. Jeg skulle lave mange af retterne på selve fotodagene, og i dagene op til havde jeg knoklet for at forberede så meget som muligt. Derfor var det rigtig dejligt at have god hjælp og støtte fra mine venner Anita, Louise og Peter. Peter var endda så sød at tage en masse billeder af processen, som jeg vil dele med jer her.

Du kan i øvrigt se flere af Peters billeder på hans hjemmeside her. Peter er blevet kåret som Årets Dyrefotograf i 2016.

 


Kogebog på vej & året der gik

Hej med jer! Først og fremmest vil jeg skynde mig at minde jer om, at I kan stemme på mig i Mad med Medfølelses prisuddeling Årets Veganske Priser – klik her. 

Som de fleste af jer nok ved nu, så har jeg en kogebog på vej. Jeg glæder mig rigtig meget til at kunne vise resultatet frem. Lige nu er jeg i gang med at forberede bunkevis af retter, for i næste uge skal alle billederne tages. Min fryser er pakket til bristepunktet med forskellige deller, supper, saucer, desserter mv.

Billederne vil blive taget af en meget dygtig fotograf, som endda selv er vegetar (næsten veganer). Alle mine hjælpere til fotograferingen er også veganere, så bogen bliver lavet på 100 % plantepower. Det hele er en meget lærerig oplevelse for mig, og jeg er virkelig glad for at mærke så stor opbakning og støtte fra venner og følgere. I det hele taget føles det som om, at jeg bare kan bede om hjælp i det veganske miljø, og så stor der nogen klar til at træde til. Det er virkelig dejligt.

Bogens fokus er på den mad, som danskerne spiser mest – og så med lidt mere grønt. Der er både veganske udgaver af traditionel dansk mad, vores livretter fra andre lande og nye retter, som jeg er sikker på, at danskerne med tiden vil tage til sig, præcis ligesom falafel og hummus allerede er kendt for en masse danskere. Der er både sunde og fedtede retter, og jeg er bestemt ikke bange for sukker og olie (det ved I vist godt), men der skal selvfølgelig også være noget grønt, så der er balance i tingene. Og så er alle retter nemme at gå til for enhver.

Jeg håber meget, at I har lyst til at købe bogen, når den kommer på gaden. Hvis I gør det, så lover jeg, at der kommer flere! Jeg skal nok fortælle mere løbende, og I skal selvfølgelig nok få at vide, når den er færdig og klar.

Og så lidt om året der gik.

2016 var et virkelig hårdt år for mig personligt, men her vil jeg gerne fokusere på de positive ting, jeg har brugt min tid på i året, der er gået. Jeg er egentlig ikke typen, der ser så meget tilbage, men det er nu alligevel meget godt at samle op på året, så man kan klappe sig selv på skulderen over de gode ting og lære af de forkerte valg. Samtidig er det bare rart at kunne se, hvad man har bedrevet.

Man bør nok holde det for sig selv det meste af tiden, men her har jeg samlet veganisme-relaterede projekter, så de (forhåbentlig) kan inspirere jer eller bare give jer et billede af, hvad man kan lave for at fremme miljø- og dyrevenlig adfærd. Jeg arbejder fuldtid som gymnasielærer og laver vegansk arbejde i min fritid. I 2016 har/er jeg:

– Nået ud til flere hundredetusinde danskere via sociale medier
– Endnu en gang afholdt Marts med Medfølelse med MmM
– Været med bag anti-mælk-kampagne med MmM og Go Vegan i Information mv.
– Holdt oplæg ved Cowspiracy-visning i Aarhus
– Arrangeret vegansk deltagelse til lgbt-parade (pride)
– Lavet en bunke nye opskrifter
– Skrevet alt for mange mails til politikere, virksomheder mv.
– Lavet utallige veganske memes
– Været med til at lave en folder om veganisme
– Delt smagsprøver og info ud i Aalborg til bæredygtighedsfestival
– Fejret femårsjubilæum som veganer
– Leget med at lave YouTube-videoer – og det var/er sjovt
– Været med til en masse folderuddelinger
– Været med til en masse møder
– Vundet prisen ”Veganer på budget” med 35 % af stemmerne
– Holdt oplæg til FoodFilmFestival i Aarhus
– Doneret penge til veganske organisationer
– Overtaget Yelps Instagram og spredt masser af veganer-spam til deres 10k+ følgere
– Arrangeret International Veganerdag med MmM
– Fået flere SuperBrugsen-butikker m.fl. til at bakke op om International Veganerdag
– Deltaget i interview på NOVA om veganisme 
– Fortalt om vegansk mad i BT
– Fortalt om vegansk mad i Jyllands-Posten
– Fortalt om vegansk mad i Politiken
– Fortalt om vegansk mad i Samvirke
– Fået en kogebogskontrakt og skrevet en kogebog

Og, hold nu op, det har været fedt! Jeg er vild med at lave vegansk aktivisme. Som jeg skrev på Facebook, så vil jeg opfordre jer til, at skrive til mig, hvis I gerne vil i gang med at gøre mere for at fremme veganisme. Der er allerede et pr stykker, der har skrevet til mig, for at få idéer til, hvad de kan gøre. Alle kan noget for at hjælpe til, selv hvis du ikke kan tale med andre eller har flere timer om ugen.

Min mailadresse er thomaserex@gmail.com
– og du kan altid fange mig på de sociale medier.

>> Husk at stemme til Årets Veganske Priser. <<


Grønt på grillen – gratis kogebog

vegetar, grill, sommer, mad

Anima giver os GRATIS denne veganske kogebog med lækre grillopskrifter. Vi siger mange tak til Anima og downloader selvfølgelig kogebogen med det samme 🙂 Men gør mere end det. Send linket til dine venner, del det på Facebook og fortæl din familie om det. Bogen er en hjælp til alle, der kender en vegetar eller veganer og kan få brug for en opskrift (og til den veganer, der kommer på besøg), og så kan den jo inspirere andre til selv at leve grønnere.

Mmm, de der kejserhatte med aubergine, de ser godt nok gode ud! Og så med en iskold mojito til og grillet ananas til dessert – ja tak! 😀

Mange tak, Anima.


Grøn Glæde – gratis kogebog

vegansk kogebog vegetarisk

Anima giver os GRATIS denne veganske kogebog med opskrifter, madplaner, ernæringsinformation, indkøbslister, gode råd og masser af lækkerhed. Vi siger mange tak til Anima og downloader selvfølgelig kogebogen med det samme 🙂 Men gør mere end det. Send linket til dine venner, del det på Facebook og fortæl din familie om det. Bogen er en hjælp til alle, der kender en vegetar eller veganer og kan få brug for en opskrift (og til den veganer, der kommer på besøg), og så kan den jo inspirere andre til selv at leve grønnere. Grøn Glæde kommer med gode ugemadplaner, og hvis du følger dem, er du sikker på at få dækket alle dine ernæringsmæssige behov. Derudover gør den det meget overskueligt at handle, da der hører indkøbslister til madplanerne. Det bliver ikke lettere!

Mange tak, Anima.


Del og vind!

blognisser

Tro det eller ej, det er blevet konkurrencetid på Kærlighed & Kikærter!

En enkelt lille konkurrence må man da have gang i som nogenlunde seriøs blogger, må man ikke? Nu er det snart årsskiftetid, og det bliver mit første årsskifte som blogger. I de måneder bloggen har eksisteret, er den kun vokset for hver uge, der er gået, og jeg er rigtig glad for, at I gider kigger med. Lige nu er der tæt ved 100 mennesker, der har sagt ja til at få en besked, hver gang jeg laver et nyt indlæg, og endnu flere besøger bloggen hver dag! Det vil jeg gerne fejre ved at dele en lille præmie ud til en af jer, der følger bloggen, og samtidig vil jeg bede jer om at reklamere lidt for Kærlighed & Kikærter ved at dele bloggen. Slå en opskrift herfra op på Facebook, send et link til dine venner eller del dette opslag med en moster eller onkel, der kunne bruge en kogebog med sunde opskrifter.

Præmien, du kan vinde, er den fine kogebog Det Helbredende Køkken, som du kan se inde på guiden. Det er en rigtig fin kogebog med sunde og lækre veganske opskrifter, som jeg har ladet mig inspirere af flere gange.  Alt du skal gøre, er at være abonnent på bloggen, så er du med i konkurrencen. Hvis du til gengæld deler dette opslag ved at trykke på Facebook-knappen under indlægget og gør dit opslag offentligt, så jeg kan se det, så fordobler jeg din chance i lodtrækningen. Spred ordet og vind! 😀

Opdatering 20/12:
Tillykke til Hanne fra Valby, der vandt konkurrencen. Pakken med Det Helbredende Køkken er på vej til dig med juleposten 😀