Thomas Erex

Hjemmelavet yoghurt

laktosefri yoghurt af sojamælk

At man fravælger komælk, og alle produkter heraf, betyder ikke, at man nødvendigvis også fravælger at spise yoghurt, smør, ost eller endda at drikke mælk. Man kan sagtens få mælkeprodukter lavet af plantemælk, og man kan endda lave en del af dem selv ganske enkelt. Her viser jeg, hvordan du helt enkelt kan få din købeyoghurt til at holde længere og derved spare penge. Det er altså ikke yoghurtkultivering fra bunden, men et lille snydetrick, der gør prisen på din yoghurt en del lavere.

Der er god grund til at spise lidt syrnede fødevarer som fx yoghurt. (Andre syrnede fødevarer er fx sauerkraut, kimchi og kefir.) De probiotiske bakterier som findes i yoghurt er nemlig med til at holde kulturen i din mave sund og velfungerende. Ja, og så smager det godt! Der er derimod ingen god grund til at det skal være ko-yoghurt. Der er mange gode grunde til, at det ikke bør være lavet på modermælk fra en ko. For det er jo netop, hvad det er. Modermælk. Altså mad til en kalv, ikke til et menneske. Når du vælger at drikke ko-mælk, vælger du også, at en kalv ikke skal. At en kalv ikke skal være sammen med sin mor, og at han/hun i øvrigt skal enten dø med det samme, han er født, eller ende i samme situation som sin mor. Det er klart, at vi ikke skal drikke mælk fra køer, præcis ligesom vi ikke skal drikke mælk fra katte, kameler, grise eller giraffer. Vi har brug for menneskemælk, og vi har kun brug for den, mens vi er spædbørn.

Til en liter yoghurt skal du bruge:

1 liter sojamælk (enten med eller uden sukker)
2 spsk købt sojayoghurt

Derudover kan du tilsætte smag, som du ønsker. Lidt sukker eller agave vil gøre din yoghurt lækkert sød og rund, og frugt er jo altid godt i yoghurt. Hvis du vil have en sød frugtyoghurt, som dem man køber, skal du koge en tyk frugtsirup (sukker, frugt, kog) og tilføje. Men det kan sagtens gøres lækkert med frugt uden sukker! Tilføj din(e) yndlingsfrugt(er) i små tern og lad det stå i køleskabet nogle timer, så får din yoghurt en dejlig frugtsmag. Du skal dog være opmærksom på, at din yoghurt bliver meget tynd, hvis du tilsætter meget vandholdige frugter, som citrusfrugter eller bær, uden at koge en sirup på dem først.

Det er selvfølgelig også en mulighed at tilsætte frugten ved servering, hvilket nok er, hvad jeg foretrækker. På den måde holder yoghurten sin farve og konsistens bedre, og man risikerer ikke, at frugten ligger og bliver udvandet og kedelig i yoghurten. Undtagelsen må være banan, som rigtig fint kan blandes med yoghurten og stå på køl. På billedet har jeg valgt at servere yoghurten med clementin og granatæble, hvilket er en frisk og syrlig kombination, der gør sig godt med den cremede yoghurt.

Her er, hvordan du gør:

Start med at koge en liter sojamælk op til kogepunktet. Rør godt undervejs, så mælken ikke brænder fast i bunden. Mens mælken varmes op, forbereder du en tætsluttende skål, som du kan hælde den over i, når den er kølet ned. (Jeg bruger en fryse-/kogepose, da min skål ikke slutter helt tæt.) Så snart der kommer bobler tager du mælken fra varmen og lader den køle ned. Når termometret viser 50ºC kan du komme 2 spsk yoghurt i. Du kan dog også vente til temperaturen kommer ned på 40ºC.

Tilsætter du yoghurten ved 45ºC eller højere vil det give en syrlig yoghurt.
Tilsætter du yoghurten ved 45ºC eller lavere vil det give en mildere yoghurt.

Prøv dig frem og find din yndlingsyoghurt. Du kan også starte med at koge mælken lidt ind, hvilket vil give en tykkere yoghurt. Du kan også vælge at tilsætte mere yoghurt til den kogte mælk, men det er ikke nødvendigt.

Når du har tilsat købeyoghurten og rørt godt rundt, hælder du den lune mælke over i din klargjorte skål, og så er dit arbejde færdigt. Nu er det bakteriekulturernes tur til at arbejde! Sæt skålen et lunt sted (evt. i nærheden af en varmekilde (radiator, brændeovn)), og lad den stå der et døgn.

Sådan. Du har skabt yoghurt, og nu skal den bare på køl, hvor den kan holde sig en lille uge (5 dage). Den vil blive en smule mere sur for hver dag, der går.

YoghurtCollage

Reklamer

32 responses

  1. Heidi

    kan man også bruge rismælk? Bliver smagen for mærkelig, hvis man tilsætter soyayoghurt til rismælk?

    11. marts 2013 kl. 23:19

    • thomaserex

      Det er kun sojamælken med sit høje proteinindhold, der tykner til yoghurtkonsistens. Så nej, med den her metode kan det ikke fungere med rismælk.

      11. marts 2013 kl. 23:21

  2. frkspanggaard

    Tusind tak for opskriften! Havde aldrig tænkt på at jeg selv kunne lave yoghurt. Det kan nu i længden være lidt dyrt at leve af den færdiglavede soyayoghurt.

    12. marts 2013 kl. 07:10

  3. Svend Åge Nielsen

    Er det fordi yoghurtorganismerne lever af proteinen, eller er det fordi der går lidt tofu i det pga opvarmnnigen,at man kun kan bruge soyamælken?
    Har du selv prøvet de andre plantemælketyper??
    Kan man arbejde videre med soyayoghurten så du får en slags ost ud af det.(opvarmning citronsaft, afdrypning gennem osteklæde).

    12. marts 2013 kl. 07:48

    • thomaserex

      Hmm.. nu sidder jeg og undersøger det lidt igen, og jeg er faktisk ikke sikker. Bakterierne spiser jo sukkerstoffer, så hvorfor proteinindholdet er vigtigt ved jeg ikke. Men det virker bare ikke med den her metode med mindre proteinrige typer plantemælk. Det bliver noget surt sjask.

      Man kan sagtens lave ost også, ja, men det er ikke noget, jeg har prøvet af endnu 🙂 Det er ret nyt for mig, men det skal helt sikkert undersøges nærmere og eksperimenteres med! indtil videre er jeg glad for at kunne “strække” købeyoghurten lidt længere og spare penge 🙂

      12. marts 2013 kl. 11:01

  4. Hej Thomas!
    Super blog du har dig og SU venlig! Hvilket for mig (starter på Forhistorisk Arkæologi til sommer) er en rigtig god ting. Har selv været vegetar i 2 år før jeg for 1 måned siden blev veganer.

    Flere gode og sunde opskrifter uden for meget “specielt” som er okay til prisen – er velkomne 😀
    Jeg skal selv lave artiskok pålæg i aften fra din blog – glæder mig 😀

    14. marts 2013 kl. 11:45

    • thomaserex

      Hej Christa 🙂 Tak for det!
      Dejligt, du er blevet veganer, så du kan bruge min blog en masse 😉 Heldigvis er det jo ret billigt at være veganer, hvis man holder sig fra for mange specialprodukter, så det er ganske SU-venligt at være veganer.
      Artiskokpålægget har jeg ikke lavet et stykke tid, men det er en af mine favoritter, når det kommer til pålæg. Lad mig vide, hvad du synes om det.

      14. marts 2013 kl. 20:48

  5. Eva

    Tusind tak for tips, Thomas! Jeg har lige købt en liter soyamælk i dag, men kort holdbarhed, så kan man jo også købe en lidt billigere variant (langtidsholdbar). Har det noget at sige, hvilken jeg bruger?

    18. marts 2013 kl. 17:05

    • thomaserex

      Det tror jeg bestemt ikke 🙂 hvor har du fået fat i en med kort holdbarhed?

      18. marts 2013 kl. 17:53

      • Eva

        Måske lidt dumt formuleret, den med “kort holdbarhed”, er jo fordi den er frisk. Den langtidsholdbare er vel behandlet på en eller anden måde. De er begge fra “alpro”. De ser helt ens ud, ene kan holde sig til 8. april, og er 10 kr dyrere end den der kan holde sig til 12. november. Er købt her i Oslo, hvor jeg bor. 🙂

        18. marts 2013 kl. 21:55

  6. Yes det lykkedes lavede det på sødet “frisk” alpro soya mælk, den blev lidt kornet men lækker. SKal helt sikkert købe en termometer til videre forsøg… man kommer bare til at spise det så hurtigt da det er så lækkert 🙂 og sjovt når man selv har lavet det..
    det er 6% soyabønner i den mælk jeg brugte.. tænkte det kunne være værd at prøve med den billige soyarismælk fra aldi.. så bliver det endnu billigere..

    Det jeg savner er den 9%crame fraich mån man kan gøre noget lignende? har du nogle ideer?

    22. marts 2013 kl. 12:31

    • thomaserex

      Dejligt, du havde succes med det 😀
      Hvis du bruger soja-rismælk, så tror jeg, det bliver tyndt. Men prøv det endelig af og meld tilbage, om det virker.

      Hvis du skal lave noget, der minder om 9% cremefraiche, så skal vi jo nok have fat i noget syre (citronsaft), og så skal yoghurten nok drænes, så den ikke bliver for tynd. Og så ville jeg gøre det med sukkerfri yoghurt og mælk 🙂

      23. marts 2013 kl. 14:39

  7. aha så lig kommentar om håldbarhed – ja de har begyndt på “frisk” soyamælk og det virkede for mig – jeg har købt min i et supermarket her i SE hvor vi er lige nu 🙂

    22. marts 2013 kl. 16:54

  8. Susanne

    Hej Thomas, ved du om man kan fryse alpro yoghurt ned? For at bruge den til bagværk senere? Tak for en rigtig god blok

    Kh

    Susanne

    23. marts 2013 kl. 14:20

    • thomaserex

      Hej Susanne,
      som jeg skriver sidst i indlægget, kan du godt fryse soja-yoghurt, omend konsistensen vil ændre sig lidt og blive grynet. Men ja, det kan du godt 🙂

      23. marts 2013 kl. 14:41

  9. nicolai

    du kan også ud fra bakterie kulture du selv fremstiller. ris yogurt findes også

    24. marts 2013 kl. 18:14

    • thomaserex

      Hej Nicolai,
      ja, jeg ved godt, man kan lave det helt fra bunden også, det er klart 🙂 Men det her er lidt mere tilgængeligt og rigtig let.

      Har du erfaring med at lave ris-yoghurt selv? Det vil jeg gerne vide mere om:)

      24. marts 2013 kl. 18:19

  10. Pingback: Hjemmelavet yoghurt- erfaringer

  11. Mrs Swampy

    Hej… Opskriften virker kun med den protein-rige soyamaelk fremfor andre plantemaelke-typer da det er aendringen i proteinernes struktur (form) der faar maelken til at blive tykkere idet bakterie kulturene faar pH til at falde.

    Er der nogle steder i danmark (kbh-omraadet) der saelger frisk soyamaelk? Jeg er lige vendt hjem fra skotland hvor jeg blev meget glad for den friske soyamaelk alpro, men det eneste maerke jeg kan finde herhjemme er naturli og det er alt sammen UHT behandlet hvilket jeg synes giver maelken en maerkelig smag. Nogle forslag?

    1. juli 2013 kl. 18:01

  12. Jenny

    Så – nu fik jeg mig taget sammen til at afprøve denne her.. Det er jo simpelthen smart 🙂 Nu har jeg har gjort min del med den, og sat den et lunt sted så den selv kan gøre arbejdet færdigt. Men jeg kom til at tænke på om der er nogen der har erfaring med at bruge et par spsk. af det hjemmelavede til den næste portion.. eller om det bare er bedst at bruge én der er købt til det.

    6. september 2013 kl. 11:20

    • thomaserex

      Ja, det har jeg prøvet, og det kan man godt 🙂 det bliver mindre og mindre effektivt, men første gang kan du i hvert fald godt.

      Jeg læste mig i øvrigt til, at man kan fryse det i små portioner og lave mere yoghurt af, men det har jeg ikke haft succes med!

      6. september 2013 kl. 11:29

  13. Camille

    nu har jeg afprøvet det, og jeg forstår ikke helt min yoghurt bliver så grynet og tydenere en købe yoghurten, har du en idé om hvad det skyldes??? ;0) Tak for en skøn side ;0) Camille

    23. august 2014 kl. 20:47

    • thomaserex

      Hm, nej, det forstår jeg ikke.. følger du opskriften helt, eller afviger du lidt?

      Det er vigtigt, at yoghurten får lov at stå lunt natten over. Jeg har lavet det mange gange nu, og det lykkes hver gang 🙂 Jeg tilsætter typisk købe-yoghurten ved cirka 47 grader, men nogle gange gør jeg det ved de 43 grader. Hvilken købeyoghurt og sojamælk bruger du?

      26. august 2014 kl. 00:23

  14. Camille

    tyndere ;0) end købeyoghurten skulle der stå ;0)

    23. august 2014 kl. 20:49

  15. Camille

    mit sene svar…..nu har jeg prøvet det nogle gange og den bliver kun grynet når jeg lavet det anden gang af min første omgang hjemmelavede yoghurt ;0) Du skriver man kan lave den tykkere ved at lade mælken koge ind, vil det sige den skal stå og koge mens man rører rundt??? i hvor lang tid??? og hvad med din smag? jeg sys min smag er knap så god som købeyoghurten, den er nu altså nr 1 ;0))) Tak for svar ;0)

    21. oktober 2014 kl. 17:53

    • thomaserex

      Jeg synes, smagen er stort set den samme 😀

      Jah, jeg tænker, at du kan koge mælken lidt ind. Lade den stå og småboble, røre lidt rundt af og til og så bare indtil der er forsvundet lidt. Men jeg ved ikke, hvor effektivt det er.

      21. oktober 2014 kl. 19:47

  16. Hmmm. Hej Thomas 🙂 Hvad sker der, hvis man tilsætter købeyoghurten ved højere varme end 50 grader? Dør kulturen? Bliver det elendigt? Jeg har intet madtermometer, kun sådan et der hænger på væggen, og ifølge hvad jeg lige kan måle mig til med det, tror jeg måske jeg har tilsat købeyoghurten lidt for tidligt 🙂 (utålmodig type!)

    29. oktober 2014 kl. 17:06

    • thomaserex

      Hehe, det er altså bare smartest med termometer! Ja, du risikerer at kulturerne dør. De skal aktiveres/vækkes i det interval, der er angivet. Du kan være heldig, men kom lidt i igen, når det er lidt køligere (nu, gætter jeg på) og stil det så godt pakket ind og lunt. Jeg håber, det virker for dig på trods 🙂

      29. oktober 2014 kl. 17:59

      • Haha, ja…. må lige ønske mig sådan et til jul! 😛 Jeg har nu prøvet at putte noget mere i, og må så spændt se om det bliver til noget. Ellers må jeg lave risengrød af det i morgen 😉 Tak for hjælpen! 🙂

        29. oktober 2014 kl. 18:13

      • thomaserex

        God idé 🙂 jeg håber, det bliver godt! Når du førsst har styr på det, så er det jo en god måde at spare lidt på. Jeg laver selv en portion nu 😀

        29. oktober 2014 kl. 18:17

  17. Henriette

    Hej.
    Kan jeg lave ny yoghurt ved at bruge to spsk af min egne hjemmelavede yoghurt – lige som ved surdej – genbrug gennem årtier😊

    31. august 2015 kl. 21:02

    • thomaserex

      Mjaa, principielt. Men min erfaring er, at det bliver mindre godt anden gang (er ikke gået til tredje gang). Min yoghurt er blevet meget mindre fast i konsistensen. Hvis du beslutter at prøve det af, så fortæl lige, hvordan det går!

      31. august 2015 kl. 23:18

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s