Marts med Medfølelse: De 10 første dage

Marts med Medfølelse ruller, og der er voldsom interesse for projektet. På Facebook har Mad med Medfølelses side fået dobbelt så mange “følgere”, siden projektet startede, og det summer af aktivitet på siden hver dag med kommentarer og spørgsmål til vegansk mad. Det er dejligt, at så mange har taget udfordringen op, og at der er en overvældende positiv respons.

I min egen lille lejr er det de tre flotte, unge mennesker på billedet ovenfor, der har valgt at udfordre sig selv (ham den grønne deltager ikke, han er vist overbevist), og det resulterer indtil videre i øget overskud, ny inspiration, et vægttab og masser af madglæde, men også i nye udfordringer, der skal overvindes. Mine tre seje og søde venner fortæller her lidt om deres oplevelser indtil videre.

– – –

Randi (det øverste billede) er den største madnørd af de tre venner, jeg blogger om her. Ligesom mig kan hun godt lide at stå i køkkenet og lege med ingredienser, så vi har haft lidt nørdet sms-korrespondance om linsedeller, falafler og et bananbrød, der bare ikke virkede. (Beklager, Randi, der ER rettet!) Og så er hun dygtig til at tænke over selv de mindste ting, så hun blev lige nødt til at spørge mig: “Er der noget, jeg vælger ikke at spise i tyggegummi?” – det var lige en formulering for mig, for det der med “må”, det klinger så religiøst. “Må du spise det her?” siger folk tit, og jeg svarer altid, at jeg må spise, hvad jeg vil, men jeg vil ikke spise noget, der kommer fra dyr. (Og man kan godt få vegansk tyggegummi, men hold især øje med gelatine, E481 og E482.) Randi er oftest den, der laver mad hjemme hos hende og Heidi (de er bofæller), og hun fortæller om sin oplevelse med vegansk madlavning:

“Jeg synes det er sjovt og spændende at leve på vegansk! Jeg har “fået lov til” at lave nogle retter som jeg har drømt om, men ikke har kunnet tage mig sammen til.. Fordi det traditionelle bare var nemmere. Blandt andet falafel! – som jo btw på ingen måde er sværere/mere besværligt at lave end frikadeller!”

Randi fortæller også, at hun synes, det er spændende at prøve nye spreads og postejer, men den nye tilgang til maden er også en udfordring, der kræver lidt:

“Det sværeste, hvis der har været noget, er TID! På vegansk er det ikke kun aftensmad der er lidt tidskrævende, men også morgenmad, og ISÆR frokost.”

Og så savner hun at spise ost. Men mon ikke det der med at det kræver mere tid bliver lettere hen ad vejen, som hun lærer de nye rutiner at kende, og det med osten bliver lettere, når det kommer længere på afstand. Sådan husker jeg det i hvert fald selv fra min første tid som veganer. Alting bliver gradvist lettere, som man vænner sig til sin nye livsstil. Man finder nye frokostløsninger, der måske bevæger sig lidt væk fra det traditionelle, og ostetrangen ender med at blive til en væmmelse ved lugten af ost, når man ikke har spist det i et stykke tid.

Som en bonus ved at lægge osten og de øvrige animalier på hylden, kan Randi fortælle, at hun tabte sig 3 overflødige kg den første uge! Sådan! 😀

– – –

Heidi er ikke den store madnørd, der med glæde står i køkkenet en hel dag. Ligesom mig kommer hun fra et hjem med meget traditionel mad. Hun har det ganske fint med kød, kartofler og sovs, hvilket jeg husker som en stor udfordring, da jeg var altspisende og skulle lave mad til hende og vores fælles veninde, der er vegetar. (Hvordan laver man lige mad til en, der helst kun spiser kød, og en, der slet ikke spiser kød?!) Det problem kom vi dog udover, da jeg blev veganer, for så var der ligesom ikke så meget at diskutere. Det er (næsten altid) mig, der laver maden, når vi tre er samlet, og nu havde jeg så valgt det animalske fra, så sådan blev det. Heidi er blevet meget bedre til at spise grønt siden dengang, hvor jeg var altspisende, og hun er langt mindre kræsen. (Jo, Heidi, du var vildt kræsen! :D)

Heidi fortæller om sine første 10 dage, at hun føler sig sundere, og hun kan mærke en lettere fornemmelse i kroppen. Derudover har hendes oplevelse nok været lidt lettere end Randis, eftersom det mest er Randi, der laver mad. Så hun har altså ikke mærket det store til, at der skal planlægges anderledes eller forberedes mere. Hun udtrykker sin begejstring for den veganske udfordring sådan:

“Der er kun positive ting at sige om maden. Og det er mere spændende mad at få i madpakken end en leverpostejmad.”

– – –

Simon repræsenterer Marts med Medfølelse i København. Han er min gode ven, som jeg kender fra gymnasiet, og så er han rigtig god til at lege veganer, når vi er sammen. Han får lige lov til selv at fortælle, hvordan det går med at spise vegansk:

“Først og fremmest: Det er slet ikke så hårdt, som jeg troede, det ville være. Jeg har faktisk vistnok haft udelukkende positive oplevelser so far. Næsten. Min hud er begyndt at slå ud – er det måske en del af udrensningsprocessen? [Det kan meget vel være, at din krop renser ud, ja.]

Maden kræver en del mere forberedelse, end jeg er vant til. Men den er som regel tilsvarende bedre(!). Jeg har faktisk lidt genfundet glæden ved at eksperimentere i køkkenet. Og det er godt. Jeg glæder mig til at eksperimentere mere med ingredienser, som jeg normalt ikke bruger.

Og i aften har jeg fundet ud af, at jeg kan spise mig mæt i vegansk på min faste “jeg orker ikke lige at lave aftensmad i dag, så jeg går lige ned om hjørnet og køber noget”-sted. Det er “Det sunde køkken” på HC. Ørstedsvej, som har masser af lækre salater, og man kan sagtens vælge noget med proteiner og mæthed. Det er ret godt.

Min krop kan godt li’ indtagelse af vegansk mad indtil videre. Jeg tabte 1 kg i løbet af den første uge uden at dyrke ekstra motion, og så æder jeg endda ret meget. Min mave ser lidt mindre oppustet ud. Når jeg vågner om morgenen, er jeg mere frisk, selvom jeg sover samme antal timer, som jeg er vant til.”

Tja, det lyder jo til at de går ganske fint 😀
I er seje, venner!

Hvis du selv er med i Marts med Medfølelse, vil jeg også gerne høre om din oplevelse. Hvordan synes du, det er at spise vegansk?