Thomas Erex

Den Veganske Måltidskasse

image4

 

Aarstiderne har endelig fået en veganske måltidskasse (igen), og den er allerede en bragende succes (siger de selv). Det virker logisk, at der er interesse for en vegansk måltidskasse nu, når man ser på den enorme vækst i salget af vegetariske og veganske specialvarer i supermarkederne, som stiger med 25-30 % om året. Men hvor supermarkederne både satser på de grønne varer og produkter som kokosbaseret ost, sojakød, hvedekød, mandelmælk, vegansk yoghurt osv., så går Aarstiderne selvfølgelig målrettet i den grøntsagsbaserede retning. Her får I en lille mad-dagbog fra min uge med Den Veganske Måltidskasse på besøg.

Her er, hvad Aarstiderne skriver om kassen:
Der er fokus på velsmag, sundhed, klimavenlighed og selvfølgelig helt grønne retter i Den Veganske MåltidsKasse. Grøntsagerne spiller hovedrollen i måltiderne og bliver suppleret af vegetabilske proteiner som nødder, bønner, korn, quinoa, hirse, kikærter og linser. De grønne retter spices op af spændende krydderier, saucer og dips.

Min kasse indeholdt/skulle indeholde:
– 2 stk. surdejsbaguette
– 250 g kikærtemel
– 250 g markærter
– 40 g græskarkerner
– spidskommen
– 1 glas oliven
– lidt sød chilisauce
– pasta (som desværre manglede i min kasse)
– 0,5 kg store tomater
– persille og andre krydderurter
– 1 rød chili
– 2 løg og 4 rødløg og 1 hvidløg
– 2 stk. aubergine
– couscous (som jeg havde fået for meget af)
– 2 stk. bagekartofler
– 1 stk. knoldselleri
– 2 stk. citroner
– 1 stk. hjertesalat
– 1 pose gulerødder
– 1 stk. agurk
– 250 g tomater på stilk
– 1 stk. kinaradise
– lidt peanutbutter

Alle varerne var i rigtig god kvalitet med undtagelse af et enkelt rødløg, som var pænt udenpå men dårligt indeni. Jeg gad ikke brokke mig over den lille leveringsfejl, men ellers havde Aarstiderne selvfølgelig rettet den hurtigt. Alle råvarerne er økologiske. Råvarerne er autentiske og dufter bare lidt bedre end dem fra supermarkedet. Prisen for en kasse er 315 kr., og den varer i fire dage. Det giver en kuvertpris på 39 kr. Og så er der nogle rester tilbage også.

Jeg spiser ret meget. Jeg er veganer, jeg er en mand, og jeg er 192 cm høj. Hvis jeg trænede meget og var en del tungere, kunne det godt være, at kassen ikke var nok til to (af mig), men jeg synes, der var rigeligt mad. I stedet for at have aftensmad til to, så havde jeg til aftensmad og til næste dags frokost – og lidt ekstra.

Nok snak! Glo på min mad.

Første dag: 
Caponata med pasta, oliven, aubergine, persille og græskarkerner. Det var hurtigt lavet, det var lækkert, det var en succes.

image3

Anden dag:
Banh mi med ristet kikærtetofu, sød chili og grønt. Og så sagde jeg pænt “ja tak”, for det var da ugens vinder. Virkelig lækkert og meget hurtigt lavet. Jeg forudsagde dog, at der ville mangle lidt fedt og fugt i sandwichen, så jeg smækkede en hurtig mayo sammen.

Opskriften får du her (til to personer):
250 g kikærtemel
1/2 løg
2-3 fed hvidløg
1/2 chili
150 g revne gulerødder
1/2 revet kinaradise
1/2 agurk
1 hjertesalat
2 surdejsbaguetter
lidt sød chilisauce
1/2 citron
mynte
evt. vegansk mayo

Kikærtetofu (laves dagen i forvejen):
Kikærtemel og 4 -5 dl vand piskes til grød i en gryde. Varm det langsomt op, og pisk det godt, så det tykner. Kog grøden igennem under piskning, til den er meget tyk, cirka 5 minutter. Tag gryden af varmen.

Sauter finthakket løg, hvidløg og chili (efter smag) og tilsæt det i grøden sammen med salt. Kom så kikærtegrøden i en flad, firkantet form og stil den i køleskabet natten over.

(Næste dag.) Tænd ovnen, så du kan varme brødet. Riv eller snit grøntsagerne fint. Husk at skylle alle grøntsagerne. Tag kikærtetofuen ud af køleskabet og ved den ud af formen. Skær i stave som på billedet. Steg stavene gyldne i rigeligt olie på en varm pande. Varm brødet, lav mayo imens og læg så din sandwich sammen: Brød, mayo, salat, grønt, kikærtetofu, chilisauce og mynte.

*savl*

image2image1

Tredje dag:
Lun bønnecreme med oliven og tabouleh. Der var okay, bønnecremen var meget lækker, men derudover var det ikke videre sindsoprivende, og det var bestemt ikke Instagram-værdigt, så intet billede.

Fjerde dag:
Og så trådte madbloggeren alligevel i karakter og smed opskrifterne ud. Jeg havde ellers lovet mig selv at følge madplanen, men noget af det smukke ved sådan en kasse ingredienser er jo også, at den tigger om at blive brugt kreativt. Jeg skulle ifølge planen have spist kartoffel-/selleripuré med ristede ærter og løg-/krydderurtesalat. I stedet lavede jeg suppe, for jeg havde en masse grønkål, der også gerne ville bruges, og min hals var efterårsramt. Så det blev til grønkålssuppe.

image6

Tak for mad! Det var lækkert både at få fjernet udfordringen om, hvad aftensmaden nu skulle være, og samtidig at blive udfordret af mulighederne i kassen med ingredienser. Jeg kan sagtens finde på at bestille kassen igen, selvom det ikke er så oplagt, når man er en travl veganermand, der også gerne vil udvikle, teste og nedskrive sine egne opskrifter.

Hvis du ikke lige er sådan en veganerblogger-type, så prøv kassen og se, om det giver mening i din hverdag. Den Veganske Måltidskasse kan bestilles via Aartidernes hjemmeside her.

Der er i øvrigt gang i en lille afstemning om den mest budgetvenlige blog. Du kan se de nominerede og stemme på din favorit her.

Har du prøvet Den Veganske Måltidskasse og kunne du lide den? Smid en kommentar nedenfor, eller stil et spørgsmål, hvis du er i tvivl om noget.

 

Advertisement

En kommentar

  1. Dejligt med et fokus på vegansk mad for en gangs skyld. Det ser egentlig ret lækkert ud!

    22. august 2018 kl. 08:40

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.