Ny, vegansk burger
Der er en ny burger på det veganske Danmarkskort. Den er primært økologisk, relativt billig, vegansk og virkelig lækker. Her til aften havde jeg glæden af min første bid af en ny burger, som jeg kommer til at spise igen inden længe. Det er helt sikkert!
På min arbejdsplads, Odder Gymnasium, har vi en fantastisk kantine, som hedder Madhimlen. De laver primært økologisk mad fra bunden, som er sundere og bedre, end kantinemad normalt er på gymnasier. Det er virkelig godt for både medarbejdere og elever, og det betyder for en veganer som mig, at jeg også kan få lækker mad. Til vores møder og fester får jeg også lækkerier som er meget mere end salat, og det er endda så lækkert, at flere af mine kolleger nu er hoppet med på den veganske menu, selvom de ikke er veganere.
Manden bag Odder Gymnasiums kantine, Jesper, har nu åbnet en burgerbar med fokus på god kvalitet. Burgerbaren hedder Green Vibe Burger, og den ligger i Kvickly i Odder. Hvis du bor i nærheden, fx i Aarhus, så vil jeg anbefale at tage et smut forbi Green Vibe Burger en dag. Det er en rigtig god oplevelse, og der er plads til, at du kan tage alle vennerne med på tur.
Burgeren her er med karameliserede løg, aioli, bønnebøf, kålsalat, BBQ-sauce og salat. Bollen er tynd og sprød, bøffen er umami-lækker og det hele passer rigtig godt sammen. Af tilbehør kan du vælge mellem kartofler, rodfrugter og salat. Dertil er der BBQ-sauce, aioli eller ketchup. En burger uden tilbehør koster 75 kr. Med tilbehør er prisen 100 kr., og du kan få en hel menu med sodavand til omkring 150 kr.
Besøg Green Vibe Burgers hjemmeside. Har du et godt tip til et vegansk sted, jeg skal besøge, så skriv en kommentar nedenfor.
Husk at følge mig på Instagram: @thomaserex
Kære Thomas.
Tak for en inspirerende opskrift, den må prøves!
Jeg undrer mig dog over, at man som veganer hylder økologi. Økologisk dyrkning er som bekendt fuldt afhængig af gødning fra dyr, som nødvendigvis også må være samlet i en stald, for at man kan opsamle det. Vil du fortælle lidt om tankerne omkring det?
20. november 2016 kl. 13:44
Hej med dig 🙂
Her er godt nok ingen opskrift, det er vel mere en anmeldelse af en ny burger, man kan købe i Odder.
Økologisk dyrkning er ikke nødvendigvis afhængig af gødning fra dyr. Man kan godt holde jorden sund og næringsrig med kompost, men det kræver et andet produktionssystem, end det nuværende. Det nuværende er i det hele taget ikke optimalt.
Ikke-økologisk dyrkning er på mange måde også til skade for dyr og miljø, så ingen af de to produktionsformer, vi kan vælge mellem produkterne af i dag, er optimale. Men jeg vil mene, at den økologiske produktion har de fleste fordele.
Søg på “vegansk permakultur”, hvis du er interesseret i emnet og ønsker mere viden.
20. november 2016 kl. 13:51
Nej det så jeg da jeg gik tilbage, jeg blev blot så begejstret i første omgang. Jeg må på google så jeg kan lave lignende kombi!
Tak for at dele dine tanker! Jeg er enig med dig at permakultur er vejen frem, men selv der skal der vel tilføres nær der tages bort? Nå, igen, google er min ven. Tak!
20. november 2016 kl. 16:31