Thomas Erex

Posts tagged “flødeskum uden fløde

25!

This slideshow requires JavaScript.

I skrivende stund sidder jeg midt i en meget kold byggeplads, der for under en time siden var min rare og varme lejlighed. I går var den fuld af søde mennesker, der var kommet forbi for at kramme mig og sige tillykke med, at jeg nu har overlevet i hele 25 år… og det er jo en sejr i sig selv!

Byggepladsen og kulden skyldes, at mine vinduer skal undergå et eftersyn. Så her er to flinke håndværkere, som er i gang med at tage vinduer af, smøre hængsler, skifte små skruer, justere, rette til og genmontere. Behøver jeg nævne, at det sner udenfor, og det dermed (eftersom vinduerne er taget af) også sner herinde?

Fødselsdagsfejringen skyldes… hmm, ja, at det er tradition? Men jeg inviterede også på fødselsdag, fordi det er rart at have søde mennesker på besøg, og der kom heldigvis en masse søde mennesker forbi. Jeg havde lavet en åben invitation, så folk kunne komme og gå, som de havde lyst, hvilket jeg synes var en rigtig god måde at gøre det på. Derudover er en fødselsdagsfejring jo også den perfekte anledning til at hoppe i køkkenet og lege lidt.

Jeg bød mine gæster på to lækkerier: K&K-Cookies (som der kommer en opskrift på) og snasket lagkage med kagecreme og kokosflødeskum. Ingen frugt og fuldkorn, bare sukker, fedt og kalorier! 😀 (Av, jeg skal spise sundt den kommende uge!)

Udover at dele nogle få billeder fra min fødselsdag med jer, vil jeg også gerne lige fortælle kort om, hvordan man kan lave lagkage på vegansk. Nu er håndværkerne vist også ved at være færdige, så jeg kan ikke behøver skrive på livet løs for at holde varmen.

Lagkage:

Lagkagen lavede jeg med min Sandhedskage som bunde. Ind i kagen kom jeg blandet frugt og kagecreme. Kagecremen lavede jeg af pulver fra Dr. Oetker og sojamælk. Jeg lavede en hel pose, men brugte kun den halve, så nu står der 3dl kagecreme i køleskabet og truer med at gøre mig tyk. Men jeg tror nu alligevel, jeg smider det ud, for det er godt nok ikke lige min yndlingsspise – selvom det går an i lagkage, men jeg skal altså ikke have lagkage til aftensmad (igen)!

Kokosflødeskummen lavede jeg ganske enkelt af det tykke (og kun det tykke!) indhold fra to dåser kokosmælk (ikke light), som havde stået på køl natten over. (De skal være helt kolde, så det tykke i dåsen er fast.)  Jeg piskede det tykke luftigt med et koldt piskeris i en kold skål, og derefter smagte jeg det til med flormelis og vaniljesukker. Vandet, der er til overs fra kokosmælken, har jeg gemt, så jeg kan bruge det i en wok- eller gryderet.

En god tilføjelse: Udover at kokosflødeskum er vildt lækkert, så er fedtprocenten kun det halve af fedtprocenten i koflødeskum … så kan man vist godt tage et ekstra stykke 😉