Generalforsamling & sommerfest 2013 – Mad med Medfølelse
Hvis du er en af de mange, der følger Mad med Medfølelse på Facebook, eller hvis du følger mig på Instagram, så ved du allerede, at foreningen Mad med Medfølelse i lørdags holdt et brag af et arrangement. Vi havde valgt at … fodre to fluer med én sukkerknald, ahem, ved at lade vores årlige generalforsamling og sommerfest ligge samme dag.
Generalforsamling
Det var vores første ordinære generalforsamling siden den stiftende, og det gav næsten samme sus i maven at sidde ved mødebordet denne gang. Da vi (en lille flok passionerede mennesker, der vil inspirere andre til at leve dyrevenligt) for et år siden var samlet for at skabe foreningen officielt, føltes det nærmest uvirkeligt. Og på samme tid så virkeligt, at det var vildt skræmmende. Vi havde i fællesskab fremelsket et lille kærlighedsbarn, som nu fik sit eget navn, sit eget liv og sin egen færd i verden. Og det var, og er, vores ansvar at passe på det her kærlighedsbarn, så det kan vokse sig stort og flot med alle de egenskaber, som vi ønsker, det skal have. Det bliver let en stor opgave, for sådan et barn vokser hurtigt nogle gange, og det bliver påvirket af alle de mennesker, det møder. Men det er en opgave, som vi løser i fællesskab og med stor respekt for foreningens essens. Det er da også en styrke for foreningen, at forskellige mennesker ønsker at tage del i den og sætte sit personlige præg på den!
Generalforsamlingen forløb (ve)ganske fredeligt. Bestyrelsen i Mad med Medfølelse består af 5 mennesker, hvoraf 4 blev genvalg. Den sidste stillede ikke op igen, da hun får travlt med andre ting det næste år, og der var kun en enkelt, der ønskede den post. Så det var ganske let at få fordelt pladserne. Jeg er derfor nu genvalgt som foreningens 1.kontaktperson/formand for det næste år, og jeg glæder mig! I løbet af det næste år vil foreningen vokse sig endnu større – vi har lige nu flere end 40 medlemmer, og næste år skulle vi gerne være kommet et godt stykke over 100 – gøre sig mere synlig og oprette lokalafdelinger. Vi er allerede på vej til København, men mon ikke der er en by eller to mere, der skal være med.
Okay, jeg kunne snakke om foreningen i en evighed, men jeg ved ikke, hvor spændende det er for jer at læse om, nu skal jeg nok fortælle lidt om vores fest også 😉
Sommerfest
Skulle vi ikke lige starte med at lade det handle om mad? Her er noget af alt det, vi fik at spise:
– Forårsruller med grønt og sojastykker (Lavet af min mor, som var med til festen. Hun synes, sojastykkerne smager fuldstændig som kylling.)
– Grøntsagsdeller (Som min mor også havde med.)
– Broccolisalat (Jeg havde en med, men den var lavet i al hast, så den var ikke god.)
– Kartoffelsalat (Som jeg havde med – den var til gengæld god.)
– Svampepostej (Lavet af søde Per fra Buddhahytten, som aaaltid laver den lækre svampepostej – og tak for det.)
– Grillspyd med vegansk kebabkød (Lavet af Tobias som kom hele vejen fra København sammen med et par andre af festens deltagere.)
– Nøddesteg (Som Henriette fra Grøn, Sund & Lækker og hendes mand, Søren, havde med.)
– Pirogger med spinat, gulerod og kikærter
– Rissalat med bønner og majs
– Ærtehummus (Medbragt af Sara fra Bananmad – jeg håber på en opskrift snart, Sara!)
– Mango-/tomatsalat
– Pastagryderet
– Krydret kartoffel-lækkerhed
– Brød med tomatsnask og sojapølser
– Pastasalat med tomatpesto og oliven
– Nachos med tyk “oste”dip (lavet med gærflager)
– Diverse supper
– Hummus
– Grøn salat
– Dressing
– Brød
– Lækker sojaflødeis og sorbet – jordbær, After Eight, chokolade mm. (sponseret af MISTO)
– Rå jordbær-/chokoladetærte
– Drømmeagtig daddelchokolade (Det skal du lave! Jeg har selv lavet det et par gange – mums!)
– Daddelkonfekt i flere varianter med bl.a. lakrids og chili
– Peanutbutterfirkanter med knasende cornflakes overtrukket med chokolade
– Banankage med kærlighed (Og det var ikke mig selv, der havde lavet den :P)
– Chokoladekage
– Melon, vindruer og andet frugt
Haps, haps, HAPS! Hvis din mund ikke løber bare lidt i vand, så skulle du skamme dig! 😉 Jeg har endda ikke det hele med, for jeg kan simpelthen ikke huske det hele. Der var så meget lækker mad og så mange søde mennesker, at man på ingen måde kunne nå at smage det hele og hilse ordentligt på alle. Men så er det jo godt, at vi snart gør det igen! Tak til alle deltagere for både lækker mad og godt selskab.
Nu får du lov til at se billeder, så du kan lade dig overbevise om, at du skal med næste gang. God fornøjelse.
25!
I skrivende stund sidder jeg midt i en meget kold byggeplads, der for under en time siden var min rare og varme lejlighed. I går var den fuld af søde mennesker, der var kommet forbi for at kramme mig og sige tillykke med, at jeg nu har overlevet i hele 25 år… og det er jo en sejr i sig selv!
Byggepladsen og kulden skyldes, at mine vinduer skal undergå et eftersyn. Så her er to flinke håndværkere, som er i gang med at tage vinduer af, smøre hængsler, skifte små skruer, justere, rette til og genmontere. Behøver jeg nævne, at det sner udenfor, og det dermed (eftersom vinduerne er taget af) også sner herinde?
Fødselsdagsfejringen skyldes… hmm, ja, at det er tradition? Men jeg inviterede også på fødselsdag, fordi det er rart at have søde mennesker på besøg, og der kom heldigvis en masse søde mennesker forbi. Jeg havde lavet en åben invitation, så folk kunne komme og gå, som de havde lyst, hvilket jeg synes var en rigtig god måde at gøre det på. Derudover er en fødselsdagsfejring jo også den perfekte anledning til at hoppe i køkkenet og lege lidt.
Jeg bød mine gæster på to lækkerier: K&K-Cookies (som der kommer en opskrift på) og snasket lagkage med kagecreme og kokosflødeskum. Ingen frugt og fuldkorn, bare sukker, fedt og kalorier! 😀 (Av, jeg skal spise sundt den kommende uge!)
Udover at dele nogle få billeder fra min fødselsdag med jer, vil jeg også gerne lige fortælle kort om, hvordan man kan lave lagkage på vegansk. Nu er håndværkerne vist også ved at være færdige, så jeg kan ikke behøver skrive på livet løs for at holde varmen.
Lagkage:
Lagkagen lavede jeg med min Sandhedskage som bunde. Ind i kagen kom jeg blandet frugt og kagecreme. Kagecremen lavede jeg af pulver fra Dr. Oetker og sojamælk. Jeg lavede en hel pose, men brugte kun den halve, så nu står der 3dl kagecreme i køleskabet og truer med at gøre mig tyk. Men jeg tror nu alligevel, jeg smider det ud, for det er godt nok ikke lige min yndlingsspise – selvom det går an i lagkage, men jeg skal altså ikke have lagkage til aftensmad (igen)!
Kokosflødeskummen lavede jeg ganske enkelt af det tykke (og kun det tykke!) indhold fra to dåser kokosmælk (ikke light), som havde stået på køl natten over. (De skal være helt kolde, så det tykke i dåsen er fast.) Jeg piskede det tykke luftigt med et koldt piskeris i en kold skål, og derefter smagte jeg det til med flormelis og vaniljesukker. Vandet, der er til overs fra kokosmælken, har jeg gemt, så jeg kan bruge det i en wok- eller gryderet.
En god tilføjelse: Udover at kokosflødeskum er vildt lækkert, så er fedtprocenten kun det halve af fedtprocenten i koflødeskum … så kan man vist godt tage et ekstra stykke 😉
Nytår 12/13
Godt nytår og velkommen til 2013!
Mit nytår blev fejret med søde venner herhjemme hos mig. Som du kan se, hvis du finder mig på Instagram og lurer med, havde vi handlet ind til den store grøntsagsmedalje. Vi havde ikke planlagt alt på forhånd, men hyggede os med at lave mad sammen ud fra de ting, vi havde købt. Det var rigtig hyggeligt at gøre det på den måde, og det endte med, at vi efter appetitvækkere og to forretter slet ikke havde plads til hovedret, så den lavede vi ikke. Jeg lavede den dog selv to dage efter, så der er billede med af den. Det blev rigtig lækkert, og jeg arbejder på en opskrift til jer ud fra resultatet 🙂
Her er aftnens menu:
Appetitvækkere: Små hapsere på knækbrød med ristede svampe, krydderurter mm. (Intet billede. Dem havde min venind, Nadja, lavet hjemmefra, og de var rigtig lækre.)
Forret 1: Rispapirruller med råt grønt og lækker, krydret peanutbutterdip.
Små, bagte svampe med fyld og vegansk ost.
Forret 2: Spinatsuppe med ingefær og kokosmælk. (Som min ven, Simon, stod for.)
Hovedret (som aldrig blev lavet): Marineret tofu i tern med masser af grønt i peanut-/kokossauce serveret med nudler.
Dessert 1: Kage med chokolademousse og frugt. (Lavet af Nadja.)
Dessert 2: Frugteksplosion.
Midnatsskål: Kransekage og bobler. (Kransekagen havde Simon lavet efter min opskrift.)
Mad Med Medfølelse
Aarhus Festuge er i fuld gang, men det bliver først RIGTIG godt på lørdag, når jeg sammen med en masse andre glade folk byder på veganske smagsprøver i bunkevis. Ganske gratis, selvfølgelig 🙂
Kom og leg med, det sker på Ingerslevs Boulevard i Aarhus.
Lørdag den 8. september fra 12.00 til 18.00.
Udover smagsprøver, inklusiv MEGET kage, vil der være musik, ansigtsmaling (tag børnene med), gøgl i alle regnbuens farver og masser af glade og søde mennesker, der sørger for god stemning. Du kan endda købe en øl eller smoothie og sætte dig i en sofa. Vi er en del af Den STORE Stue, hvor drengene fra AMOK (Aarhus Musik Og Kulturforening) varmer hele Aarhus med deres budskab om mangfoldighedens værdi.
Jeg håber, du kommer og leger med 🙂
Læs mere om begivenheden her.
Og her er Mad Med Medfølelses FB-side.
Billederne er fra sidste års International Vegetardag, som jeg også var med til at arrangere.
Banankage med kærlighed
Banankage er min yndlingskage! En banankage skal være luftig, saftig og frem for alt smage af banan. Den skal præsentere sig flot, og så må der meget gerne være store chokoladestykker i.
Oftest bager jeg min banankage som muffins, men opskriften gør sig mindst lige så godt som kage. På billedet ovenfor har jeg smurt kagen med min hjemmelavede nutella med kokos. På billedet nedenfor har jeg bagt en krans, som jeg har pyntet med frugt i midten og strøet flormelis over. Ligesom kransekagen var den her til min kusines fødselsdag. Jeg bagte desuden min chokoladekage. Den blev lige så flot som den skal, og den fik da også en del opmærksomhed for sit udseende, men jeg fulgte ikke min egen opskrift ordentligt (dumme Thomas), så den blev tør og hård. Så det var heldigt, at jeg havde to andre kager med, som var rigtig gode. Den her opskrift lykkes altid! Så længe du bruger ordentligt modne bananer, vil den her kage være en sikker succes.
4 modne bananer (de skal være bløde og gule, gerne lidt brune også, ellers duer de ikke)
1/2 dl smagsneutral olie (kokosolie kan med fordel anvendes)
1 dl sukker
1 1/2 dl flormelis
1 tsk. flydende vanilje eller vaniljepulver
1 spsk. æblejuice (kan erstattes af anden juice eller alm. eddike – vi skal bruge lidt syre, så vand eller mælk duer ikke)
1 kop kærlighed (kan ikke erstattes)
4 dl hvedemel
½ tsk. bagepulver
½ tsk. natron
1 knivspids salt
(evt. chokolade i store stykker – og mængder)
Mos bananerne i en stor skål, så der ingen hele stykker er tilbage, og tilsæt så olie, sukker, flormelis, vanilje og æblejuice. Rør det godt sammen. Bland i en anden skål de øvrige ingredienser, og rør så det hele sammen i den store skål.
Kom dejen i en form/muffinsforme og bag ved 180°C varmluft til de(n) er færdig(e) – cirka 20 minutter for en hel kage, mindre for muffins. Test med en strikkepind i midten af kagen, før du hiver den ud af ovnen.
Note: Hvis du fylder med frugt eller drysser med flormelis, skal de ske umiddelbart før servering, ellers vil kagen suge saften fra fugten og “smelte” flormelis-drysset.
Vegansk kransekage
Da min kusine sidste år skulle giftes, havde hun bedt mig lave en kransekage til dessert, så det gjorde jeg selvfølgelig, og det var en stor succes. Gæsterne var meget imponerede over det fine tårn af lækker kransekage. Forleden fejrede hun så rund fødselsdag, og hun havde derfor bedt mig lave en kransekage igen. Denne gang var det dog med en ny udfordring, for i modsætning til sidste års kage, skulle den jo være vegansk.
Hvad gør man så, når man skal lave en kransekage uden æg, for der skal da æg i sådan en?! Som så ofte før, når jeg har bagt vegansk, er jeg endnu engang blevet (glædeligt) overrasket over, hvor unødvendigt æg er. Der findes opskrifter, hvor æg er erstattet af hhv. tofu og hørfrøslim, men jeg besluttede mig for at lave min kransekage uden “æggeerstatning”. Jeg fandt i stedet en amerikansk opskrift, som jeg twistede til mine egne præferencer, og resultatet blev rigtig godt – og se, hvor fin den er! 🙂
I stedet for at lave 9 ringe, valgte jeg at lave 8 og nogle små hapsere til at stille ved siden af, så kunne jeg også smage 😉 (Jeg bagte en enkelt hapser først, for at sikre mig, dejen var, som den skulle være.) Opskriften rækker til et tårn med 9 ringe.
1 kg marcipan
200 g. fast, vegansk smør (fx Vegan Blok – ikke Smørbar, da den er for blød)
2 dl flormelis
5 dl hvedemel
1 tsk. mandelessens
4 spsk vand
Bland først marcipan og smør rigtig godt i en stor skål. (Du får fedtede fingre, og det føles lækkert!) Tilsæt så flormelis og derefter mel. Når det er rigtig godt blandet er det nok en smule tørt og smuldrende. Tilsæt mandelessensen og vandet og få dejen til at hænge sammen.
Hvis du har forme, er det nu, du hiver dem frem. Hvis ikke må du, som jeg, være ekstra dygtig med fingerfærdighederne. Rul 2 cm. tykke pølser i de her 9 længder:
10 cm. – eller form en pæn top uden at lave en pølse først.
14 cm.
18 cm.
22 cm.
26 cm.
30 cm.
34 cm.
38 cm.
42 cm. – erstat evt. af en masse små hapsere.
Form pølserne til ringe og læg dem på bageplader med bagepapir. Ringene sprækker måske lidt, men så er det, du trykker, klemmer, former og nusser om dine små skabninger til de er pæne, runde og hele. Et godt trick for at få den samme høje på ringene er, at lægge et stykke bagepapir ovenpå dem og forsigtig sætte en bageplade ovenpå og give den et lille tryk med alle ti fingerspidser spredt godt ud over pladen, så trykket er jævnt fordelt. For at tårnet ikke bliver skævt, er det jo vigtigt, at ringene er lige høje hele vejen rundt.
Lad kransekagen tørre i overfladen ved stuetemperatur i mindst en time, før du bager dem. En tør overflade gør, at de bedre holder formen, når de kommer i ovnen.
Bag ringene ved 180ºC i cirka ti minutter til de er let gyldne.
Frygt ej, hvis de sprækker lidt, det lukker sig, mens de køler ned. Du kan evt. lukke sprækkerne FORSIGTIGT ved at klemme lidt på ringene. Det er vigtigt, at du lader dem køle helt ned, før du flytter dem fra pladen eller i øvrigt rører ved dem, ellers knækker de. Når de er kølet ned, kan du lettere flytte rundt på dem, men du skal selvfølgelig være forsigtig.
Når de er kølet ned, skal der glasur på. Lav en tyk glasur af flormelis og vand (det duer ikke med en for tynd glasur, så gør den relativt tyk) eller brug PlantePushernes opskrift med kikærtevand og fyld den på kræmmerhus eller frysepose. Jeg bruger en frysepose, hvor jeg klipper et mikrolille hul i hjørnet. Det er en god idé at fjerne lidt af det ekstra plastic, der sidder nederst på posen, så det ikke forstyrrer glasurpålægningen. Klip hellere hullet lidt for lille end lidt for stort, du kan altid lave det større, hvis der ikke kommer noget ud. Når alle ringe har fået glasur og det er tørt, samler du tårnet ved at lægge lidt glasur på den største ring og lægge den næststørste ovenpå – glasur på den, næste ring osv.
Så handler det bare om at holde tungen lige i munden!
God fornøjelse.
Nye kommentarer på bloggen