Thomas Erex

Posts tagged “hørfrø

Kikærtesalat – vegansk tunsalat

sandwich, vegansk, tunsalat

“Hvordan får du egentlig omega-3?” spørger den nysgerrige. Som veganer spiser jeg jo ikke fisk…og det SKAL man da! Skal man ikke?

Svaret er selvfølgelig nej, du SKAL ikke nødvendigvis spise fisk, og du kan også sagtens få omega-fedtsyrerne i plantemad. Fiskene får også deres fedtsyrer fra plantemad, da de spiser alger med de sunde fedtsyrer i. Blandt de bedste vegetabilske kilder er hørfrø og valnødder (og deres olier), men fedtsyrerne findes også i en række grøntsager. Læs evt. mere om fedtsyrer i vegansk kost her.

Her har jeg lavet en kikærtesalat, der minder lidt om tunsalat, og som indeholder en masse af de der sunde fedtsyrer. Det er en o-megagod og sund måde at få sit skud omega-3. Og så smager det bare dejligt.

240 g. kikærter, udblødte og kogte (svarer til en dåse)
50 g. løg (et lille løg)
100 g. sojayoghurt uden sukker (evt. hjemmelavet efter denne opskrift)
2-3 spsk. friskpresset citronsaft
1-2 tsk havsalt
2 tsk gærflager
1 tsk. hørfrøolie
2 spsk. malede/kværnede hørfrø
friskkværnet peber
(evt. 50 g. finthakkede syltede agurker)

Start med at blende kikærterne lidt i en foodprocessor på “pulse”-knappen  (5-8 tryk virker for mig), så de får en “flaget” struktur. De skal hakkes i stykker uden at blive til puré, og der må gerne være enkelte halve kikærter tilbage. Kom så de flagede kikærter i en skål. Blend løget i foodprocessoren, så det er helt finthakket (du kan også rive det), og kom det sammen med alle de øvrige ingredienser ned i skålen til kikærterne. Rør godt rundt, smag til, og lad gerne salaten hvile lidt på køl, før du serverer den.

Det her er hverdagsopskriften, som er sund og nærende. Skal der være fest? Skift halvdelen af yoghurten ud med vegansk mayo, så den bliver lige en tand mere fed, lækker og syndig.

Når salaten har stået i køleskabet natten over, kan det være en god idé at smage den til med salt, citron og evt. sojayoghurt igen, da der godt kan forsvinde lidt væske.

*TIP* Hvis du gerne vil have din kikærtesalat til at smage af tunsalat, så kan du bruge 1-2 tsk. Taremel, som er et algeprodukt, der kan købes i helsekostbutikker. Se det her.

hørfrø, omega-3

vegansk tunsalat

Reklamer