Vegansk gaveguide
Hvad giver man lige en veganer i gave, og hvad er det, man skal overveje, inden man svinger Dankortet? Herunder har jeg samlet en liste med 10 forslag til gaver, som mange veganere vil sætte pris på, og nederst finder du en lille liste med “dos and don’ts”, som forhåbentlig kan hjælpe dig med at give en god, vegansk gave. Veganere er selvfølgelig mere end “bare” veganere, og vi bliver også glade for personlige gaver og gaver, der har relation til vores interesser, så lad dig ikke begrænse af listen. Lad dig i stedet inspirere til at give en rigtig god gave til en, som du holder af.
Da jeg selv blev veganer for to år siden, blev jeg rigtig glad for en overraskelse fra min moster, som gerne ville give mig en ny, allergivenlig og vegansk dyne. Altså en dyne uden dun og fjer. Det var skønt med den omtanke, og dejligt, at hun havde overvejet, at hendes gave til mig selvfølgelig skulle være vegansk. På samme måde kan du måske glæde nogen med en gave, der er givet med medfølelse og omtanke.
Det er juletid, og det har helt sikkert inspireret til det her blogindlæg, men indlægget har nu ikke noget specielt med jul at gøre. Jeg vil også gerne sende en lille opfordring med indlægget, for jeg er virkelig ikke tilhænger af det massive overforbrug der følger med især julen i Danmark. Det er helt vildt så meget gøgl og ragelse, vi kan finde frem, når der står december på kalenderen, og vi køber en masse ting, som vi kun bruger kort tid, før de ryger i skraldespanden. Det er sgu lidt ærgerligt, og ærligt talt noget svineri, så min opfordring går på mådehold og omtanke. Tænk dig om en ekstra gang, før du køber noget. Hvorfor? Fordi alting kræver ressourcer at producere, og fordi ressourcerne ikke er uendelige.
1: Giv en tremmegris vinger
Anima giver dig mulighed for at give en gave, der hjælper dyrene. Ved at donere til Anima støtter du organisationens arbejde for dyrs ret til liv og frihed. Det er en gave, som enhver veganer uden tvivl vil sætte pris på. Og du skal ikke lade dig skræmme af den animerede tegning (gif) og overskriften, grisene får slet ikke vinger i virkeligheden. Bare rolig, det er mere en slags metafor – billedsprog for, at grisene bliver fri af deres bure. At give grise vinger ville være et lidt syret eksperiment, som jeg er sikker på Anima ikke ville lege med på 😉 Du kan også sponsorere en burhøne, så en udtjent burhøne, der ellers vil blive slået ihjel og ende som minkfoder, får et nyt og godt hjem hos en sød familie.
Anima sælger også andre gode gaver i deres webshop, som alle sammen er veganske.
(Also: Hvor hypnotiserende er den grise-gif lige??)
2: Medlemskab af en vegansk forening eller organisation
Hvem vil ikke gerne være medlem af en fantastisk, vegansk forening?! 😉 Det kunne fx være Mad med Medfølelse, Anima, Go Vegan, Dyrenes Alliance eller Dansk Vegetarforening. Når du støtter en af disse foreninger/organisationer, støtter du kampen for dyrs ret til liv og frihed. Der findes ikke en veganer, der ikke synes, det er en god idé at støtte den kamp. Jeg er selv formand i Mad med Medfølelse, men jeg er også medlem af Go Vegan og Dansk Vegetarforening. Hver forening har sit eget udtryk og sin egen stil. Find den, der passer bedst til modtageren af gaven, og hvis du er i tvivl, så vælg Mad med Medfølelse 😉 hehe
3: En grønkålsplante
Veganere elsker grønkål. ALLE veganere SKAL elske grønkål, ellers kommer veganerpolitiet efter dem. Grønkål er nemlig både superlækkert og virkelig sundt. Og så kan man lave alle mulige lækre retter med grønkål. Chips, tærte, smoothie og meget mere. Hvis du giver din veganerven en grønkålsplante i en potte, så giver du faktisk ikke bare en god gave til din ven, men måske også til dig selv. Det kan jo være, du bliver inviteret på mad en dag. Grønkålsplanten er gaven, der bliver ved med at give.
4: En tur til Malmø eller Berlin
Der er bare lidt sjovere for en veganer i fx Malmø eller Berlin, og hvis du alligevel vil tage din veganerven med på en lille tur eller rejse, hvorfor så ikke vælge et sted, der er veganervenligt? 🙂 Begge steder byder på veganske fastfoodsteder, caféer, restauranter, tøjbutikker og veganske supermarkeder, der bugner af veganske fødevarer. Din veganerven vil uden tvivl værdsætte, at du vælger et veganervenligt sted til jeres tur eller rejse, og du vil også selv få en masse nye og spændende oplevelser ud af det.
Læs mere om Malmø her på Hverdagsmirakler og her på Animas hjemmeside.
Læs mere om Berlin her og her.
5: Grøntsagsmedlemskab
Der findes masser af lokale fødevarerfællesskaber- og foreninger, man kan blive medlem af. Vær dog opmærksom på, at fødevarefællesskaberne beder sine medlemmer om hjælp til fordeling af varerne, så hvis du vil give et medlemsskb i gave, skal du være sikker på, at modtageren er med på den. Der findes dog også grøntsagsabonnementer, hvor man ikke selv skal levere arbejdskraft. Fx fra Øko-radissen (Aarhus) eller Aarstiderne. Der findes masser af den slags ordninger, og der findes masser af lokale fødevarefællesskaber. Se her, hvad der sker i dit lokalområde.
6: Kogebøger
Hvis din veganerven kan lide at lave mad, så er det oplagt at give hende eller ham en god kogebog. Der findes ikke mange veganske kogebøger på dansk, men der er et par stykker. Det Helbredende Køkken, som jeg tidligere har givet væk her på bloggen, er vegansk bortset fra lidt honning. Den indeholder desuden gode råd om ingredienser og sundhed. Anima har udgivet kogebogen Grøn Glæde, som du kan købe her. Styrk dit Immunforsvar af Kirsten Hartvig indeholder både opskrifter og information om plantemad, og hvordan du bliver sund med vegansk mad. Du kan selvfølgelig også købe en kogebog på engelsk.
7: Vegansk tøj
“Er tøj ikke altid vegansk?” Nope, desværre. Der er læder, uld, silke, skind, pels mm. i større eller mindre mængder på en del tøj. Heldigvis er meget (det meste?) tøj uden animalske produkter, men tøjet på den her hjemmeside er liiidt mere vegansk, fordi det også har veganske budskaber påtrykt! Det kan vi godt lide. Der findes mange andre veganske webshops, så find en, der har det, du leder efter.
8: Gærflager og andre specialvarer
Hvis den veganer, du skal give en gave til fx er studerende eller ny veganer, kunne det måske være en idé at hjælpe hende/ham i gang med vegansk madlavning, der også inkluderer nogle af de lidt sjove specialprodukter. Som studerende kan det være svært at få råd til dem, selvom man faktisk sparer en del penge på at spise vegansk, hvis man altså ikke køber en masse specialprodukter. Som ny veganer kender man nok ikke så mange specialprodukter endnu, men det kan man jo komme til. En gavekurv med lidt blandede godter fra helsekostbutikkerne eller SuperBrugsens nye, store sortiment, og så en henvisning til en god vegansk blog med en masse opskrifter, vil helt sikkert gøre det lidt sjovere for en ny veganer at lege i køkkenet.
9: Børnegaven: En bog om, hvorfor vi ikke spiser dyr
Skal du give en god gave til et vegansk barn, så kunne det måske være en idé at give barnet en bog om, hvorfor vi ikke spiser dyr. Bøgerne er på engelsk, så mor og/eller far skal selv oversætte, når de læser højt – med mindre det er en del af din gave til dem selvfølgelig! (Jeg tænker klippe-klistre med små sedler, du sætter ind i bogen.) Men hov, der findes faktisk også en på dansk! Grisen der ikke ville slagtes er skrevet af Kirsten Ahlburg, og den er rigtig fin.
10: Vegan Cuts
På Vegancuts.com kan du få lidt af hvert, men jeg er helt vild med deres snack box-koncept, hvor du, med et abonnement, hver måned vil få tilsendt en pakke med forskellige små, veganske godter. Man kan selvfølgelig også sende en box som en gave. Se Stephanie åbne en af sine kasser lige her.
Bonusgaven – også til dig selv: Bliv veganer
Når alt kommer til alt, er en af de største gaver, du kan give andre og dig selv at blive veganer. Du vil leve 7 år længere, have lavere risiko for at få flere af vores mest udbredte sygdomme, spare penge, mindske dit fodaftryk på vores fælles planet til en brøkdel og, vigtigst af alt, mindske din deltagelse i udnyttelsen af andre til et minimum og redde flere end 200 dyr om året! Det er lidt svært at se ulemperne.
Gode råd – “dos & don’ts” når du køber gaver til en veganer:
Do: Giv med hjertet. Giv kun gaver, som du selv synes er gode, og som du tror, modtageren vil sætte pris på.
Don’t: Lad være at købe noget, hvis du ikke er sikker på, om det er vegansk. “When in doubt, leave it out.”
Do: Forvent at ekspedienter intet ved. Ligesom de fleste andre ikke-veganere ved ekspedienter oftest intet om, hvad der er vegansk, og hvad der ikke er.
Don’t: Tag ikke ud at handle uforberedt. Du vil bare blive frustreret over, at du ikke kan finde noget, som du har lyst til at give. En lille smule research på nettet vil klæde dig godt på til dit gaveindkøb, og måske kan du endda spare penge ved at handle online.
Do: Spørg! Hvis du er i tvivl om noget som helst, så spørg. Du kan enten spørge modtageren direkte, eller du kan henvende dig til en anden veganer for at få hjælp. Du skal være velkommen til at skrive til mig her på bloggen eller via en privatbesked.
Don’t: Lad dig ikke begrænse af, at det skal være noget, der er særligt vegansk. Din ven har helt sikkert interesser, som ikke har noget særligt med veganisme at gøre. Så længe gaven er uden animalske produkter og i øvrigt ikke testet på dyr, så kan den jo sagtens have med noget helt andet at gøre.
Do: Hvis gaven er fysisk, som fx tøj eller plejeprodukter, så sørg for, at den kan byttes, hvis den nu alligevel ikke var vegansk. Det er også meget rart generelt at kunne bytte en gave – med mindre det selvfølgelig er en helt særlig gave, som ikke kan købes i en butik.
Don’t: Giv aldrig dyr som gave. Det gælder også, når du giver gaver til ikke-veganere. Dyr er ikke gaver, og det kan have alvorlige konsekvenser for både dyr og mennesker at give et dyr som gave. Hvis man skal adoptere et nyt familiemedlem, så skal man gøre det selv og være forberedt på, at der kommer et nyt væsen i huset. Desuden kræver det ro at tage et nyt familiemedlem ind, præcis som når man får et barn, så jul, fødselsdag eller anden fest eller højtid er ikke det optimale tidspunkt at gøre det på.
God fornøjelse med at finde en kærlig gave med medfølelse 🙂
Ønsker du dig noget specielt vegansk, som ikke er på listen, eller har du flere gode råd, så læg en kommentar nedenfor.
Hej skønne. Fedt indlæg! 😀 Her er en oversigt over de økologiske fødevarefællesskaber der findes landet over. Faldt over det for et par uger siden og kom lige i tanker om den da jeg læste dit indlæg.
http://døff.dk/
Hugs!
10. december 2013 kl. 02:52
Fedt! Den smider jeg lige ind i indlægget 😀
10. december 2013 kl. 02:54
…og lad mig tilføje et: Jubiiii! Sneeee. 😀
10. december 2013 kl. 02:52
Ej, jeg skal da have et grønkålstræ på min altan. Super fine idéer, Thomas!
14. december 2013 kl. 17:05
Det vil jeg også! 😀
Og tak.
16. december 2013 kl. 16:40
Ved du hvor man kan købe bogen ‘det helbredende køkken’ jeg kan desværre ikke finde et det på nettet, det er åbentbart udsolgt fra Forlaget
21. oktober 2014 kl. 23:49
Nej, så er det nok lidt svært… Mit bedste bud er at prøve at ringe rundt til boghandlere eller måske finde den brugt. Eller måske kontakte Kirsten Skaarup og høre, om hun har nogen liggende!
22. oktober 2014 kl. 13:24
Men … Jeg kan ikke lide grønkål. Er det nu jeg skal på flugt fra veganerpolitiet?
(Derudover fin liste! 🙂 )
6. december 2014 kl. 16:26
Whaaat?! Grønkål er da for lækkert! Jeg jager dig væk med min høtyv og min fakkel. Kom tilbage, når du kan værdsætte kongen af grønt! 😉
6. december 2014 kl. 17:37