Thomas Erex

Det veganske Aarhus

Her kommer et overblik over vegansk mad i Aarhus. Måske opdager du noget nyt i indlægget her, og måske mangler der noget, som du så kan fortælle om i en kommentar under indlægget.

Melone – 100 % vegansk

Melone ligger på Frederiks Allé 96, og caféen er 100 % vegansk. Her kan du få BBQ-burger, cheeseburger, sandwich med tunfrisalat, sandwich med hummus og ugens ret. Det er ret lækkert, og de har altid en kage klar til din sukkertrang. En sandwich koster 65 kr. og en burger koster fra 85 kr.

Café Gaya – økologisk og hippiehyggeligt 
Da jeg blev veganer for 7 år siden, var Café Gaya stedET. Altså det eneste sted, man kunne håbe på at få noget ordentligt at spise. Gaya har en stor og god salatbar med forskellige (spændende) salater, hummus og lignende. Derudover er der altid en suppe og en dagens varme ret, som fx kan være en gryderet med ris til. Du kan også få en burger eller en sandwich. Jeg vil anbefale at gå efter dagens ret, hvis den lyder god eller at tage buffeten, hvis du er sulten nok. Burgeren og sandwicherne er ikke så spændende. Aftenbuffeten koster 159 kr. En burger koster 119

Food Club – buffet med gode veganske muligheder 
Food Club i Klosterport byder på flere lækre, veganske retter på deres skiftende menukort. Der er altid flere veganske muligheder som fx falafel, gode salater, hummus, ærtespread, bagt grønt, sorbetis mm. Du køber fx halvanden time, og så er der fri buffet og fri bar i det tidsrum. Tag herhen med din familie, hvis I har forskellige ønsker til maden og er vilde med buffet og fri bar.

Aarhus Street Food – masser af veganske muligheder
Aarhus Street Food er heldigvis rigtig gode til vegansk. Mange af boderne på Aarhus Street Food har en vegansk mulighed, så det er et godt sted at gå hen, hvis du leder efter et hurtigt og relativt billigt måltid.

Pita Planet – Aarhus Street Food
Du SKAL gøre dig selv den tjeneste at kigge forbi den mest populære bod på Aarhus Street Food og få en vegansk pita med falafel og urtedressing. Det hele er hjemmelavet, og jeg savler helt ved tanken om deres saftige, sprøde, friske… MUMS! Den koster 50 kr.

Bánh Mì Bandits – Aarhus Street Food
Her kan du få en salat eller en vietnamesisk sandwich (uden mayo). Jeg var dog ikke så imponeret, men det er længe siden, jeg har prøvet det, så måske er det blevet bedre.

UGood – Aarhus Street Food
Prøv en rulle – en såkaldt “rolex” – med avokado og chili. Konceptet er gademad fra Uganda, og det skulle være meget lækkert. Jeg har endnu ikke prøvet det.

Indisk – Aarhus Street Food
Den veganske rajma er krydret og mættende. Den serveres brændende varm med ris og koriander (så bed om at få den uden, hvis du heller ikke er til sæbe på maden).

Tuk Tuk – Aarhus Street Food
Thailandsk er altid krydret og smagsfuldt, og den her karryret skuffer aldrig. Den er med tofu og serveres med ris.

Tatashe – Aarhus Street Food
Hos karribiske Tatashe kan du få en “veggie delight” med plantain (madbananer), salat og kartofler eller ris.

The Mexican Donkey – Aarhus Street Food
Hos det mexikanske æsel kan du få alt med bønner. Jeg har dog aldrig kastet mig ud i at prøve det, da alle deres veganske muligheder lyder lidt kedelige.

Popsicle – Aarhus Street Food
Hos Popsicle laver de fine ispinde, og de har altid mindst én vegansk is i deres fryser, så spørg efter dagens veganske varianter. En is koster 30 kr.

Jeg ved, jeg har glemt noget om Street Food, så smid lige en kommentar, hvis du ved noget, jeg ikke har fået med.

Piccolina – pizza med sojakød og vegansk ost
Hos Piccolina har de en helt vegansk menu med ni forskellige retter. De har vegansk salami og ost, og så bruger de selvfølgelig en masse grøntsager. Du kan få en pizza fra 84 kr.

Fratelli – pizza med udbringning
På Trøjborg finder du Fratelli, som vil bringe snasket pizza med vegansk ost ud til dig, når du har tømmermænd. Du skal dog købe en del for at få bragt ud, så det er en fordel at have tømmermænd sammen med nogen. De har to pizzaer – en med kartoffel og en med aubergine – de er begge rigtig gode. Prisen er 95 kr.

Classic Pizza – sprød bund og vegansk ost
Hos Classic Pizza får du en større diameter og en tyndere bund. Det er lækkert, men de har ikke vegansk kød og prisen er 145 kr.

Kallos Pizza – økologi og udbringning
På Hasle Torv ligger Kallos Pizza, som har det økologiske sølvmærke (60-90 %). De har vegansk ost og bringer ud. Den veganske pizza koster 95 kr.

Letz Sushi – større vegansk udvalg og ok pris
Letz Sushi har lanceret en ny, vegansk menu, som er ok. Der er tofu og masser af grønt. Avokado er essentielt i vegansk sushi, men det kunne være rart med lidt flere farver og mere kreativitet – det gælder alle sushistederne. En menu med 17 stykker til én person koster 125 kr. Køber du edamamebønner og tangsalat til (hvilket du gør), så koster det 200 kr.

SOTA Sushi – ny (mindre) menu
Tidligere var SOTA Sushis veganske menu den bedste i Aarhus, fordi den var billig og kunne det samme som alle de andre (grønt med grønt). Desværre har de dog lavet om på menuen, så den nu er både mindre og dyrere. Du får 18 stykker for 175 kr. Med tangsalat og edamamebønner bliver det 240 kr.

Karma Sushi – meget mere variation
Det er nok Karma Sushi, der løber med sejren for bedste veganersushi i denne omgang (dog ikke billigst!). De har en flot, vegansk menu med mange snacks, forretter og en kreativ menu med bl.a. stegt kartoffel, soltørrede tomater, svampetarter og sprødstegt tempuradej. Jeg vil anbefale Karma til en særlig anledning, hvor det gerne må være ekstralækkert og dyrt. En menu med 14 stykker koster 266 kr. og deres luksusmenu med det hele koster 1039 kr.

SeiSei Sushi- ok pris og fint
Leder du efter en billigere sushi, så er SeiSei i cirka samme prisklasse som Letz. Du får 12 stykker til 115 kr. Med edamame og tangsalat bliver det 175 kr.

Sushi Sakura – lidt billigere
I Bruuns Gade tilbyder Sushi Sakura mange veganske muligheder. Her kan du få fx 14 stykker for 109 kr. Med edamame og tangsalat bliver det 173 kr.

Oishii Sushi – all you can eat
I Nørregade kan du hos Oishii spise løs for 168-238 kr. afhængigt af tidspunktet. Du skal dog nok ikke forvente, at det er mere kreativt end agurk og avokado.

Greenilicious – grøn burger
Hos Greenilicious ved Magasin kan du spise burger. For 98 kr. får du en grøn burger med det hele. Husk at bede om at få den vegansk. Du kan også få en wrap eller salat.

Römer – tapas ved åen
Ved åen ligger de dyrere caféer, som typisk ikke er så veganervenlige. Römer har dog et lille, særskilt menukort med deres veganske retter. Her er fx enchiladas, en stor salat og tapas.

TOASTiT – snasket toast
Hos TOASTiT har de en vegansk toast med oliventapenade og grillet aubergine, som er dejligt fedtet og sprød. Den koster 58 kr.

The Burger Shack 
The Burger Shack har en vegetarisk burger, som kan gøres vegansk ved at vælge det glutenfri brød, uden mayo, uden sennepsmayo og uden parmesan på fritterne. Jeg har ikke smagt den, men den ser meget kedelig ud. Der kan godt strammes op, Burger Shack!

Anettes Sandwich – hummus-sandwich
Flere steder rundt i byen ligger Anettes Sandwich, så det kan være praktisk at vide, at de her har en hummussandwich. Du skal dog huske at bede om vegansk brød og ingen pesto (eller mayo). Det er lidt kedeligt, men det er tilgængeligt. Den koster 48-59 kr.

Faour – falafel
I Klostergade ligger Faour, som laver lækre falafler. Helt enkelt. Fra 40 kr.

Falafel King Nr 1 – 100 % vegetarisk
Aarhus har faktisk et vegetarisk sted mere, for det lille falafelskur på rutebilstationen har ikke kød. Her kan du få en falafelrulle med hummus, syltet grønt og mynte til 35 kr.

Shawarma King – vegansk dressing
Ved Magasin ligger Shawarma King, som har vegansk dressing. Deres falafler er til gengæld ret kedelige, men dressingen hjælper gevaldigt på det. Og så har de åbent om natten i weekenden.

Ana Frugt & Grønt
På trøjborg har Ana frugt & Grønt den bedste falafelrulle med flere veganske salater og smørelse.

Mælkebøtten – ny, vegetarisk pige i klassen
Hos Mælkebøtten i Mejlgade er der bl.a. sandwich med hønsefrisalat og rawkage. Caféen er vegetarisk og har flere veganske muligheder.

Green Neighbour – salat i overflod
Hos Green Neighbour i Studsgade (og Central Food Market) får du salat og bowls med sundhed i fokus. Du skal dog vælge mælkedressingen fra, men de har vinaigrette. Bowl fra 65 kr.

We Feat Organic – 100 % økologisk
I Nørregade ligger We Feat Organic, som laver økologiske bowls/salater, smoothies og morgenmad. Der er flere veganske muligheder, og du kan altid spørge efter muligheder for at veganisere vegetariske retter. Bowl fra 65 kr.

VACA – mexikansk
I Mejlgade finder du VACA, som har sojakød og bønner, man kan vælge i deres retter.

Børnenes Kontor – pølsevogn ved banegården
Her kan du få vegansk hotdog og burger i traditionelle omgivelser.

Mogador – marrokansk
Her kan du få en lækker tagine for 110 kr. eller en couscous-ret med grønt til 175 kr.

South indian
Der er flere veganske muligheder på kortet, og de er tydeligt markeret. Prøv fx blomkålsvingerne med 65 krydderier og en af de veganske karryretter med ris til. Husk at bestille uden yoghurtdressing. Karryretter fra 107 kr.

Pho C&P – vietnamesisk
På Sønder Allé tilbyder Pho C&P at veganisere deres vegetariske retter. Der er flere valgmuligheder på kortet med tofu, svampe og risnudler.

Mackie’s Pizza og Cantina
Mackie’s har fået vegansk pizza og burger på menukortet. Maden er ikke specielt imponerende, men de lytter meget til kritik, så det bliver forhåbentlig lige så stille bedre. Priser fra 119 kr.

Café Glad – økologisk og morgenmad
Café Glad på Fredeiks Alle har bl.a. en vegansk burger til 80 kr. og flere salater og sandwicher. Derudover kan du her få vegansk morgenmad, hvilket er svært at finde andre steder i Aarhus.

Mammi’s Gelato – cremet is
I Rosensgade laver Mammi både veganske mælkeis og sorbet. Spørg efter dagens veganske varianter.

Chriis – Salling Roof Top
På Salling Roof Top er isboden 100 % vegansk. Det er nemlig Chriis Sojais, der står for at servere is til Aarhusianerne her.

Madklubben – treretters
I det gamle pakhus på havnen lå der tidligere en Jensens Bøfhus, som nu er Madklubben. Her kan du finde en hel vegansk menu med forret, hovedret og dessert.

MellemRum – restaurant med kæresten
MellemRum ligger ved Fredens Torv. Ring et par dage i forvejen og bestil vegansk, så sammensætter kokken en god oplevelse.

Pihlkjær – finere restaurant
Pihlkjær ligger i Mejlgade. Også her kan du ringe og bestille bord til en vegansk madoplevelse. Jeg har hørt flere veganere udtrykke sig positivt om oplevelsen her.

Olive – tag din egen vin med
Franske Restaurant Olive laver også vegansk, hvis du ringer i forvejen. Her må du tage egen vin med.

Har jeg glemt noget godt? Smid en kommentar, så tjekker jeg det ud.

Advertisement

19 responses

  1. Paulina

    Dejligt med en vegansk Århus guide. Cafe Römer ved åen har også et vegansk menukoft

    30. juli 2018 kl. 18:51

    • thomaserex

      Tak for tippet. Jeg kan ikke se det på deres hjemmeside. Kan du mon finde noget, hvor jeg kan læse mere om det?

      30. juli 2018 kl. 23:37

  2. Anne Mette

    Fantastisk liste.. tak.
    Kunne – nok fordi jeg som udenbys er lidt udenforstående – godt ønske mig, at der var tydelig adresse ved hvert enkelt anbefalet sted.
    En del rent grønne pionerbutikker er efter en periode gået ned, tænkeligt fordi økovarer efterhånden kan fås i de fleste dagligvarebutikker.
    Hvad tænker du Thomas? Kunne det være, at det samme gælder her, hvor to rent veganske madtempler lukker!? Din lange liste kunne måske tyde på noget i den retning. 🥕

    30. juli 2018 kl. 19:03

    • thomaserex

      Selv tak 🙂
      Jeg tænker, at folk alligevel søger stedet frem i maps på telefonen, så der er ingen grund til adresser.
      Hm, nej, jeg tror ikke, det har noget med kunderne og udbuddet at gøre lige her, for det handler vist ikke om omsætning men nærmere, at ejerne ønsker nye udfordringer. Men du har sikkert ret i, at et sted med både vegansk og ikke-vegansk har et bedre grundlag for at klare sig godt. Der er dog plads til et par helt veganske steder i Aarhus, for der er kunder til det.

      30. juli 2018 kl. 23:40

  3. Stine

    De Fyrretyve Røvere i Frederiksgade laver en super lækker pita med falafel og hummus, de har ingen vegansk dressing, men man kan få ekstra hummus i stedet, hvilket i min optik er helt ok. De har også super lækre friterede broccoli som tilbehør. Man kan kun betale med kontant eller MobilePay.
    Jeg har dog oplevet, at de nogen gange bruger den samme tang til kød og salat 😦

    31. juli 2018 kl. 10:31

  4. Stine

    Og så er der selvfølgelig også Madrepublikken i Jægergårdsgade, hvor de altid kan lave vegansk, men man kan ikke vide på forhånd, hvad man får. Jeg synes, det er lidt svingende, hvor spændende retterne er.
    Og så mangler der også Fika i Jægergårdsgade, de kan lave salater og har en helt hæderlig brunch.
    Du burde forresten tilføje at Glad! også har vegansk brunch og morgenmad, for det er lidt svært at finde i Aarhus, synes jeg.
    Har Grød i Central Food Market ikke også noget vegansk?

    31. juli 2018 kl. 10:36

  5. Cecilie Viborg

    Sushi Sakura ved Bruuns Galleri har okay meget vegansk sushi, og jeg synes selv det er ret billigt og SÅ lækkert! Nu kan jeg ikke vedhæfte billede, men jeg fik omkring 30 eller flere stykker for under/eller 200 kr 🙂

    31. juli 2018 kl. 11:57

  6. Karin Elrød

    Rigtig fin oversigt især for os udenbys århusianere. Tusind tak, Thomas.

    31. juli 2018 kl. 13:15

  7. Bagel og Co i Bruuns laver vitterligt den bedste Bagel jeg nogensinde har smagt 😍 og deres pestodressing (som er VILDT god er vegansk)

    31. juli 2018 kl. 14:37

  8. Jeg vil lige tilføje Com Viet i Nørre Allé, der laver super lækker vietnamesisk mad! Der er både friske rispapirsruller og karrystegt tofu med grøntsager, serveret med masser af risnudler, frisk thaibasilikum og revet gulerod ved siden af. Man får virkelig meget mad og sidstnævnte koster 85 kroner, forårsrullerne er mere en forret og koster 45 kroner. Der er vidst også en yderligere vegansk mulighed, men kan ikke huske hvad det er 🙂

    31. juli 2018 kl. 18:04

  9. Freya

    Mega fedt med sådan en oversigt! Central food market har også flere veganske ting. De har en vegansk risotto ved den der førhen hed Grød (jeg tror den hedder skål og ske nu men er ikke sikker). Båden med økologiske Bowl har en eller flere veganske og jeg tror nogen af de shakes man kan få lige til venste når man kommer ind også er vegansk 🙂

    1. august 2018 kl. 09:42

  10. Laura

    Restaurant Carmel åbnede for ikke længe siden i Nørre alle 🙂 Det er primært vegetarisk, men man kan vælge flere veganske retter – og det var altså vildt lækkert. Og i smukke lokaler, hvis man er til den slags også. Synes ofte det er svært at spise vegansk ude, uden at det foregår i nogle lidt kedelige, fastfood agtige rammer 😦
    Tak for listen, godt der stadig er en masse jeg ikke har prøvet!

    1. august 2018 kl. 10:02

  11. Nina

    Tak for en god oversigt!
    Der er også en lækker vegansk falaffelsalat hos Globen Flakket. 🙂

    21. september 2018 kl. 11:22

    • thomaserex

      Selv tak 🙂 Jeg har ikke taget alle salaterne med. De fleste steder kan byde ind med en enkelt salat, men det er ikke helt nok, synes jeg.

      21. september 2018 kl. 11:25

  12. RP

    Miss Green på Nørrebrogade 🙂

    2. december 2018 kl. 21:07

  13. Hejsa
    I november åbnede Soup Nerds i Borggade 16 – en ny kødfri suppebar med både vegetariske og veganske supper af økologiske danske råvarer. Og de har også takeaway… 🙂

    17. december 2018 kl. 14:39

  14. Maul

    Salling Rooftop har ikke længere vegansk is og cafe mælkebøtten er lukket. :\

    4. august 2019 kl. 12:14

  15. Ivalu Josefsen

    Koc Kebab i Åbyhøj laver en rigtig god falaffelrulle

    5. november 2019 kl. 08:14

  16. Line

    FFOOD på Vesterbrotorv i Århus – har et lækkert udvalg

    6. december 2019 kl. 13:08

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.