Harira – fyldig, marokkansk suppe
I min barndom var jeg “det hvide får i flokken”. Jeg skilte mig ud fra mængden ved at være en af de få i både børnehaven, i folkeskole og på fritidshjemmet, der ikke havde en ikke-dansk baggrund. Et flertal af mine venner og klassekammerater var børn af indvandrede, og mange af dem var muslimer. Derfor er muslimske traditioner og mellemøstlig kultur ikke helt fremmed for mig. Min bedste ven, og nabo, da jeg var helt lille, var tyrker, og jeg er derfor helt bogstavligt vokset op med det tyrkiske køkken som nabo. Jeg kan tydeligt huske flere af de gange, hvor jeg er blevet “inviteret” på aftensmad hos en barndomskammerat, nu hvor jeg alligevel var på besøg og i øvrigt så så sulten og tynd ud. “Invitationen” var nu mere en høflig måde at sige det på, for hvis en tyrkisk eller arabisk mor først har besluttet, at du skal spise med, så er der altså ingen vej uden om! “Spis, spis, tag en portion mere og gerne to. Du skal spise mere, det kan du godt!” Og bedst som man tror, man har fået tømt hendes gryde og kan rejse sig fra bordet – næ nej, du skal da også lige have dessert!
Under ramadanen fik vi hvert år diverse lækre retter (vinbladsruller, krydrede stuvninger, fyldige supper, couscous- og bulgursalater, butterdejspakker…) bragt direkte til døren af flere flinke naboer, som ville dele ramadanens store festmåltid med os. Selvom jeg aldrig har lært at påskønne de alt for søde mellemøstlige kager, som jeg alt for mange gange har tvunget ned i høflighedens navn (mm, ja, det er lækker, men jeg kan godt nok ikke spise mere), så har jeg stadig en kærlighed til den altid velkrydrede mellemøstlige mad.
Harira er en marokkansk suppe, der for mange muslimer er en fast del af ramadanen. Selvom ramadanen er ovre for i år, kan den dog sagtens nydes. Den er perfekt til efterårsvejr, og så kan du selv bestemme, om den skal være fyldig og tyk som en stuvning (som jeg helst vil have den) eller tyndere og mere som en suppe. Traditionelt laves den med lam eller andre dyr, men af respekt for fårene (både de sorte og hvide) og deres børn, vil jeg selvfølgelig byde på en udgave uden dyr.
Til 4 personer:
1 fintsnittet løg
4 fed hvidløg, revet
2 spsk revet ingefær
½ rød habañero-chili, finthakket
1½ l grøntsagsbouillon/-fond (+ evt. ekstra vand)
1 aubergine, skrællet og skåret i tern
½ rød peberfrugt i små tern
80-100 g. finthakket grønkål
1 dl røde linser (eller evt. andre linser)
2 tsk paprika
Et drys røget paprika
1/4 tsk kanel
680 g. mosede tomater (glasflasken fra Urtekram)
2-3 dl kikærter (udblødte og kogte – evt. fra dåse)
100 g. tørret fuldkornsspaghetti (tørret pasta er næsten aldrig med æg)
En håndfuld friskhakket mynte + lidt til pynt ved servering
(Nogle mennesker kan lide koriander i retten, men jeg er ikke just glad for den parfumerede sæbe-urt.)
Sautér det fintsnittede løg i lidt olie i en stor gryde til det er klart. Tilsæt hvidløg, ingefær og chili, og sauter yderligere et minut. Tilsæt en smule bouillon til at samle al den lækre karamel sammen, der har dannet sig i gryden.
Kom så aubergine, peberfrugt, linser og krydderier i sammen med halvdelen af bouillonen. Kom låg på gryden og bring suppen i kog. Skru lidt ned, hvis det koger for voldsomt. Lad det koge i 20 minutter, så auberginen og linserne næsten koger ud. Rør et par gange under vejs. Røde linser koger ud, men hvis du fx bruger grønne linser, vil de blot blive møre.
Tilsæt nu tomaterne, grønkålen, kikærterne og resten af bouillonen. Når det koger igen, knækker du spaghettien i tre stykker og rør det godt rundt i suppen. Kog til pastaen er tilberedt og rør mynten i. Kom evt. lidt ekstra vand i for en mere flydende konsistens. Husk at smage på suppen (mangler den fx salt?), og server den så brændende varm med friskhakket mynte og evt. et dryp olivenolie på toppen.
Mums! Husk, at du kan finde mig på Instagram som @thomaserex 🙂
Kærlighed & Kikærter 
Nye kommentarer på bloggen