Thomas Erex

Posts tagged “social

Vegansk jul – en social udfordring

Smæskesteg, jul, Thomas Erex, mock duck

Smæskesteg, jul, Thomas Erex, mock duck

Hvis du er ny veganer, så er dette måske din første jul som grøntgnasker. Jeg kan tydeligt huske mine første højtider som veganer, og fordi det ikke er mine bedste minder, vil jeg give noget af min erfaring videre til dig, så du kommer bedre igennem julen, end jeg selv gjorde i starten.

Dette blogindlæg indeholder gode råd, erfaringer og historier fra mit eget liv, som jeg håber, du kan blive inspireret af. Jeg vil gerne hjælpe dig med at komme godt igennem julen.

Min første jul som veganer var i 2011. På det tidspunkt var verden lidt anderledes for veganere. Forestil dig en verden, hvor Hakket, Smørbar og Violife-ost ikke eksisterer, hvor du skal lede i et støvet hjørne af en helsekostbutik for at finde plantemælk og hvor du på ingen måde kan forestille dig, at Ben & Jerry’s nogensinde kommer til at lave vegansk is. Ja, det er en forfærdelig verdens at forestille sig, jeg ved det godt, men det var virkeligheden for bare 7 år siden.

Jeg blev vegetar den 6. august 2011 og veganer den 15. september samme år, så da jeg skulle holde min første veganske jul, var det hele stadig meget nyt. Jeg havde jo kun været i den grønne verden i tre-fire måneder, og jeg kendte kun meget få veganere. Dermed havde jeg også meget lidt erfaring med sociale sammenhænge som veganer og de udfordringer, der kan følge med. For mig skulle julen vise sig at være den største udfordring.

Julemad på vegansk?
Den første og mest åbenlyse udfordring er maden. Hvad skal man dog spise til jul, når man nu ikke spiser animalsk, for julebordet er jo bygget op af døde dyr. Det er en gåde for de fleste ikke-veganere, hvad man gør i den situation, og jeg får stadig (meget ofte) spørgsmålet “hvad spiser du til jul?”, og jeg forstår godt, hvorfor folk spørger. Julen er en af de stærkeste traditioner i vores kultur, og det handler mest om “mad”, så når man ikke kan deltage i det … hvad dælen gør man så?

Ja, det vidste jeg jo heller ikke, og min familie var slet ikke nogen hjælp der, for vi havde aldrig tænkt på, at vi kunne spise andet end “flæskesteg” (død gris) og “andesteg” (død and). Så det var en stor udfordring og et par googlesøgninger gav mig kun meget få bud. Jeg fandt en nøddepostej fra Månebarnet, som jeg gav mig i kast med. Ved julebordet blev der godt nok kigget lidt på nøddepostejen, og selvom den smagte dejligt, var der vist ingen andre end mig, der var overbevist om, at veganisme var det nye sort.

Julehygge for veganere
Her kommer den anden og nok største udfordring i spil, for hvordan håndterer man den sociale situation, hvor man på den måde er udenfor fælleskabet og går imod traditioner og kultur? Jeg havde fået ny indsigt i, hvad jeg støttede gennem mine valg, og jeg havde ekstremt svært ved at lukke tankerne om produktionen bag produkterne ude.

Jeg husker tydeligt, hvordan det var at sidde med ved det julebord. Mit blik var stift rettet mod min egen tallerken og ned i bordet – væk fra maden og min familie. Hverken før eller siden har jeg krøllet mig så meget sammen i ubehag som ved det bord. Det er jo meningen, at det skal være et hyggeligt måltid, hvor man er samlet med familien for at fejre højtiden sammen, men for mig var det pludseligt umuligt at være til stede i hyggen og fejringen, fordi mine tanker konstant blev sendt i retning af den mishandling grisen og anden havde været igennem. Lugten af brændt hud fra grisen og anden i ovnen havde året før givet mig mundvand og gjort mig sulten, men nu vækkede den afsky og gav mig kvalme.

Samtidig med, at jeg skulle håndtere disse nye følelser, som min nye viden gav anledning til, skulle jeg håndtere den sociale situation og forsøge at være glad, hygge mig og deltage i julemåltidet uden at ødelægge stemningen. Det var nærmest en umulig opgave, for min egen stemning var allerede ødelagt. Hvordan kunne jeg hygge mig og have en god aften, mens min familie sad lige der og deltog i dyremishandling uden at tænke nærmere over det?

Året efter gav jeg det et forsøg mere, og denne gang tog jeg min smæskesteg med til bordet og havde fået lokket min familie til at have lidt mere grønt på bordet, men mange af følelserne var stadig de samme, og det blev aldrig rigtig hyggeligt igen. Derfor valgte jeg, at jeg ikke ville deltage i traditionel jul igen.

Heldigvis havde jeg en meget støttende mor, der ikke gik så meget op i, om det var traditionelt eller ej, så hun var klar på vegansk jul. Et år havde jeg hende med til et vegansk julearrangement, hvor alle havde taget en ret med til fællesbuffet, og det var en rigtig god oplevelse. Andre år har vi holdt vegansk jul den 23. med familien, og så har vi holdt jul hver for sig den 24. Den løsning har fungeret rigtig fint.

Gode råd til din veganske jul
Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg nok have håndteret nogle ting anderledes til mine første juleaftener. Her kommer et par råd, du kan lade dig inspirere af, hvis du skal fejre din første jul som veganer:
– Planlægning er essentielt. Hav i god tid styr på, hvad du vil spise, hvem der laver det, hvornår osv.
– Aftal med værten for jeres jul, hvad der bliver lavet vegansk, så du fx ikke selv skal tage brunede kartofler med, hvis de vil lave dem veganske. Måske er du så heldig, at de vil lave alt andet end kødet vegansk, så I alle kan spise samme sovs, risalamande osv.
– Få dig en eller flere allierede, så du ikke er alene. Måske har du en onkel, kusine eller bror, der godt vil spise (mest) vegansk med dig. Aftal det med dem på forhånd, så kan de hjælpe dig med at lave noget af maden, og det letter den sociale situation, at du har nogen på din side.
– Hvis du ikke er så heldig, at nogen vil tage hensyn eller spise vegansk med dig, så gør det så enkelt for dig selv som muligt. Lav fx mock duck i sovs, der kan varmes i én gryde og spises til de hvide kartofler, som alligevel er på bordet.
– Forbered dig mentalt på, at du skal kunne tage lidt bullshit og lave sjov med dig selv og situationen. Humor kan lette de værste situationer.
– Hvis du selv har sagt ja til at deltage i en juleaften med kød på bordet som den eneste veganer, så er det her ikke tidspunktet at råbe op om dyremishandling. De andre ønsker og forventer en hyggelig aften, og du gør intet godt for situationen, for dig selv eller for dyrene ved at være vred og ødelægge stemningen. Hvis du ikke kan håndtere det, så bør du blive væk og se din familie en anden dag.
– Hvis du ikke kan se dig selv deltage i en traditionel jul, så giv din familie en anden mulighed for at se dig i julen. Måske inviterer du på vegansk hygge den 23., eller måske tager du initiativ til, at I sammen tager i biografen i juleferien. Din familie vil sikkert gerne se dig, så giv dem en anden mulighed.
– Pas på dig selv. Du skal ikke gøre noget, der føles ekstremt ubehageligt allerede før du gør det. Hvis du bliver ked af det og vred af at være med til jul, så er det måske ikke det værd.

Uanset hvordan du vælger at holde jul, så håber jeg, du får en rar en af slagsen.

For at hjælpe dig lidt på vej med hyggen, uanset om det er til jul, til fredag, til nytår, til lørdag eller bare til livet, så har jeg lavet en Spotify-playliste med veganske kunstnere, så du kan danse natten lang til vegansk musik. Jeg kan garantere, at du stiger til level 50 veganer, hvis du lytter til den. Det der med at bestemme, om kendisser nu også er veganere eller ej er ret umuligt, men jeg har ikke ladet mig begrænse. Der er veganere, plantespisere og nok også et par vegetarer, men de har alle flirtet med noget vegansk. Der er bl.a. musik fra:
– Miley Cyrus
– Sia
– Moby
– Mya
– Will.i.am

Tjek playlisten ud her.