Thomas Erex

Posts tagged “mock duck

Vegansk jul – en social udfordring

Smæskesteg, jul, Thomas Erex, mock duck

Smæskesteg, jul, Thomas Erex, mock duck

Hvis du er ny veganer, så er dette måske din første jul som grøntgnasker. Jeg kan tydeligt huske mine første højtider som veganer, og fordi det ikke er mine bedste minder, vil jeg give noget af min erfaring videre til dig, så du kommer bedre igennem julen, end jeg selv gjorde i starten.

Dette blogindlæg indeholder gode råd, erfaringer og historier fra mit eget liv, som jeg håber, du kan blive inspireret af. Jeg vil gerne hjælpe dig med at komme godt igennem julen.

Min første jul som veganer var i 2011. På det tidspunkt var verden lidt anderledes for veganere. Forestil dig en verden, hvor Hakket, Smørbar og Violife-ost ikke eksisterer, hvor du skal lede i et støvet hjørne af en helsekostbutik for at finde plantemælk og hvor du på ingen måde kan forestille dig, at Ben & Jerry’s nogensinde kommer til at lave vegansk is. Ja, det er en forfærdelig verdens at forestille sig, jeg ved det godt, men det var virkeligheden for bare 7 år siden.

Jeg blev vegetar den 6. august 2011 og veganer den 15. september samme år, så da jeg skulle holde min første veganske jul, var det hele stadig meget nyt. Jeg havde jo kun været i den grønne verden i tre-fire måneder, og jeg kendte kun meget få veganere. Dermed havde jeg også meget lidt erfaring med sociale sammenhænge som veganer og de udfordringer, der kan følge med. For mig skulle julen vise sig at være den største udfordring.

Julemad på vegansk?
Den første og mest åbenlyse udfordring er maden. Hvad skal man dog spise til jul, når man nu ikke spiser animalsk, for julebordet er jo bygget op af døde dyr. Det er en gåde for de fleste ikke-veganere, hvad man gør i den situation, og jeg får stadig (meget ofte) spørgsmålet “hvad spiser du til jul?”, og jeg forstår godt, hvorfor folk spørger. Julen er en af de stærkeste traditioner i vores kultur, og det handler mest om “mad”, så når man ikke kan deltage i det … hvad dælen gør man så?

Ja, det vidste jeg jo heller ikke, og min familie var slet ikke nogen hjælp der, for vi havde aldrig tænkt på, at vi kunne spise andet end “flæskesteg” (død gris) og “andesteg” (død and). Så det var en stor udfordring og et par googlesøgninger gav mig kun meget få bud. Jeg fandt en nøddepostej fra Månebarnet, som jeg gav mig i kast med. Ved julebordet blev der godt nok kigget lidt på nøddepostejen, og selvom den smagte dejligt, var der vist ingen andre end mig, der var overbevist om, at veganisme var det nye sort.

Julehygge for veganere
Her kommer den anden og nok største udfordring i spil, for hvordan håndterer man den sociale situation, hvor man på den måde er udenfor fælleskabet og går imod traditioner og kultur? Jeg havde fået ny indsigt i, hvad jeg støttede gennem mine valg, og jeg havde ekstremt svært ved at lukke tankerne om produktionen bag produkterne ude.

Jeg husker tydeligt, hvordan det var at sidde med ved det julebord. Mit blik var stift rettet mod min egen tallerken og ned i bordet – væk fra maden og min familie. Hverken før eller siden har jeg krøllet mig så meget sammen i ubehag som ved det bord. Det er jo meningen, at det skal være et hyggeligt måltid, hvor man er samlet med familien for at fejre højtiden sammen, men for mig var det pludseligt umuligt at være til stede i hyggen og fejringen, fordi mine tanker konstant blev sendt i retning af den mishandling grisen og anden havde været igennem. Lugten af brændt hud fra grisen og anden i ovnen havde året før givet mig mundvand og gjort mig sulten, men nu vækkede den afsky og gav mig kvalme.

Samtidig med, at jeg skulle håndtere disse nye følelser, som min nye viden gav anledning til, skulle jeg håndtere den sociale situation og forsøge at være glad, hygge mig og deltage i julemåltidet uden at ødelægge stemningen. Det var nærmest en umulig opgave, for min egen stemning var allerede ødelagt. Hvordan kunne jeg hygge mig og have en god aften, mens min familie sad lige der og deltog i dyremishandling uden at tænke nærmere over det?

Året efter gav jeg det et forsøg mere, og denne gang tog jeg min smæskesteg med til bordet og havde fået lokket min familie til at have lidt mere grønt på bordet, men mange af følelserne var stadig de samme, og det blev aldrig rigtig hyggeligt igen. Derfor valgte jeg, at jeg ikke ville deltage i traditionel jul igen.

Heldigvis havde jeg en meget støttende mor, der ikke gik så meget op i, om det var traditionelt eller ej, så hun var klar på vegansk jul. Et år havde jeg hende med til et vegansk julearrangement, hvor alle havde taget en ret med til fællesbuffet, og det var en rigtig god oplevelse. Andre år har vi holdt vegansk jul den 23. med familien, og så har vi holdt jul hver for sig den 24. Den løsning har fungeret rigtig fint.

Gode råd til din veganske jul
Hvis jeg kunne gøre det om, ville jeg nok have håndteret nogle ting anderledes til mine første juleaftener. Her kommer et par råd, du kan lade dig inspirere af, hvis du skal fejre din første jul som veganer:
– Planlægning er essentielt. Hav i god tid styr på, hvad du vil spise, hvem der laver det, hvornår osv.
– Aftal med værten for jeres jul, hvad der bliver lavet vegansk, så du fx ikke selv skal tage brunede kartofler med, hvis de vil lave dem veganske. Måske er du så heldig, at de vil lave alt andet end kødet vegansk, så I alle kan spise samme sovs, risalamande osv.
– Få dig en eller flere allierede, så du ikke er alene. Måske har du en onkel, kusine eller bror, der godt vil spise (mest) vegansk med dig. Aftal det med dem på forhånd, så kan de hjælpe dig med at lave noget af maden, og det letter den sociale situation, at du har nogen på din side.
– Hvis du ikke er så heldig, at nogen vil tage hensyn eller spise vegansk med dig, så gør det så enkelt for dig selv som muligt. Lav fx mock duck i sovs, der kan varmes i én gryde og spises til de hvide kartofler, som alligevel er på bordet.
– Forbered dig mentalt på, at du skal kunne tage lidt bullshit og lave sjov med dig selv og situationen. Humor kan lette de værste situationer.
– Hvis du selv har sagt ja til at deltage i en juleaften med kød på bordet som den eneste veganer, så er det her ikke tidspunktet at råbe op om dyremishandling. De andre ønsker og forventer en hyggelig aften, og du gør intet godt for situationen, for dig selv eller for dyrene ved at være vred og ødelægge stemningen. Hvis du ikke kan håndtere det, så bør du blive væk og se din familie en anden dag.
– Hvis du ikke kan se dig selv deltage i en traditionel jul, så giv din familie en anden mulighed for at se dig i julen. Måske inviterer du på vegansk hygge den 23., eller måske tager du initiativ til, at I sammen tager i biografen i juleferien. Din familie vil sikkert gerne se dig, så giv dem en anden mulighed.
– Pas på dig selv. Du skal ikke gøre noget, der føles ekstremt ubehageligt allerede før du gør det. Hvis du bliver ked af det og vred af at være med til jul, så er det måske ikke det værd.

Uanset hvordan du vælger at holde jul, så håber jeg, du får en rar en af slagsen.

For at hjælpe dig lidt på vej med hyggen, uanset om det er til jul, til fredag, til nytår, til lørdag eller bare til livet, så har jeg lavet en Spotify-playliste med veganske kunstnere, så du kan danse natten lang til vegansk musik. Jeg kan garantere, at du stiger til level 50 veganer, hvis du lytter til den. Det der med at bestemme, om kendisser nu også er veganere eller ej er ret umuligt, men jeg har ikke ladet mig begrænse. Der er veganere, plantespisere og nok også et par vegetarer, men de har alle flirtet med noget vegansk. Der er bl.a. musik fra:
– Miley Cyrus
– Sia
– Moby
– Mya
– Will.i.am

Tjek playlisten ud her.


Mock duck til vegansk jul

Her får du en lækker opskrift på mock duck til vegansk jul. Den veganske julemad er for mange centreret omkring mock duck, som er kød lavet af hvedeprotein med tekstur, der minder om andekød. Her serverer jeg den med æble-/sveskekompot, brunede kartofler, hvide kartofler, syltet rødkål og brun sovs. Det er den klassiske julemiddag i en vegansk udgave.

Mock duck er en af de mest, hvis ikke den mest, populære retter på det veganske julebord. I gruppen (((VEGANSK))) Mad på Facebook, spurgte jeg de 40.000+ medlemmer, hvad de skal have til jul. Her er svarene (2018):vegansk julemad, mock duck, jul, veganer

Denne populære opskrift på mock duck og brunede kartofler kan laves i én pande på under en time. Opskriften passer til to-fire personer alt efter mængden af tilbehør. Med både brunede og hvide kartofler samt en frisk salat af fx grønkål eller rødkål, vil det kunne mætte fire personer. Du kan sagtens tilføje en ekstra dåse mock duck, hvis I er meget glade for hvedekødet eller I er fire, der kan spise meget.

Ingredienser til brunede kartofler
1 kg kogte kartofler, pillede (evt. fra glas)
1 dl rørsukker
2 spsk. vand
30 g Naturli’ Smørbar

Ingredienser til mock duck med æble-/sveskekompot
(sukkerlage til overs fra de brunede kartofler)
2 dåser mock duck*
2 små løg
tre æbler
150 g svesker uden sten
2 spsk. ahornsirup
3 rosmarin-kviste
2 kanelstænger
Saft af en halv citron
En god klat Smørbar
2 tsk sydesalt
Friskkværnet peber

(Hvis du ikke vil lave brunede kartofler, så bare lav karamellen uden kartofler.)

Kog kartoflerne (og ikke for meget) hvis du ikke bruger kartofler fra glas. Pil dem, når de er kogt.

Start med at varme sukkeret og vandet langsomt på en non-stickpande. Varmen skal være over middel. Vent med at røre i det, til sukkeret er smeltet. Når det syder og bobler lidt, tilføjer du Smørbar. Lad det bruse af i den varme sukkermasse, og kom så kartoflerne i. Skru ned for varmen (under middel) og lad de små basser hygge sig i karamelbadet, mens det bobler let. Vent nogle minutter, før du vender kartoflerne og lader dem drukne fuldstændigt i massen. Når de er fedtet godt ind i karamel, tager du dem op i en ovnfast skål og holder dem lune i ovnen. Lad den overskydende karamel blive i panden (som stadig er på lav varme).

Åbn dåserne med mock duck og hæld lagen ud. Vi skal kun bruge hvedekødet. Pil løgene og skær dem i halve ringe. Fjern kernehusene fra æblerne, og skær dem i tern på cirka 1 cm. Hak sveskerne groft. Tilføj mock duck, løg, æbletern, svesker, ahornsirup, rosmarinkviste, kanelstænger og citronsaft til karamelmassen. Bland det godt. Skru op for varmen, og vent til det bobler og syder igen. Skru så ned på middel og dæk panden til med et låg eller en stor tallerken. Det skal småboble under låget. Lad det stå med låg i 10-15 minutter, og rør rundt et par gange undervejs. Fjern så låget, tilsæt en god klat smørbar, og lad retten småboble 5-10 minutter mere. Drys med rigeligt salt og peber imens og smag til.

Server med traditionelt tilbehør som rødkål, kartofler, sovs, chips og kålsalat.

Alternativt kan du hakke mock duck og servere det hele i en juleburger med mayo, rødkål, salat og chips.

*Hvor køber jeg mock duck?
Du kan finde mock duck i asiatiske butikker (til 18 kr.).
Nogle Meny-butikker har det vist også (til det dobbelte).
København: Chinatown ved Hovedbanegården bag metrobyggeriet. Den Veganske Butik og Den asiatiske butik på Østerbrogade.
Aarhus: Far East Trading i Banegårdsgade og Minh Anh Trading i Park Alle.
Aalborg: Den asiatiske butik i Danmarksgade.
Har du et tip til, hvor man ellers kan købe det, så smid det i en kommentar.

Husk at følge mig på Instagram: @thomaserex

Glædelig jul, venner.

Køb min kogebog “Vegansk julemad – plantebaserede opskrifter til jul og julefrokost” via linket her.

vegansk, julemad, julefrokost, juleaften

Mere julemad:
Smæskesteg
Blandet jul
Morsbrød
Månebarnets guide


SeitAND med fløde(søde)kartofler

seitan, mock duck, vegetar, vegansk, and, julemad

seitan, mock duck, vegetar, vegansk, and, julemad


SeitAND med fløde(søde)kartofler er mit bud på en hovedret til en julemiddag med medfølelse – hvis altså du ikke skal have smæskesteg (men det skal du jo). Til denne ret bruger jeg mock duck fra dåse, som er købt i et asiatisk supermarked. Jeg bruger denne udgave af hvedekødet, eftersom det har en rigtig lækker konsistens, der passer godt til dette formål – og, ja, så vil det passe godt ind på julebordet, eftersom det minder meget om traditionel, ikke-vegansk julemad. Den lille forskel at dette kød er lavet uden dyr gør dog den store forskel for dyrene. Hvis julens budskab er kærlighed og medfølelse, så lad julefreden sænke sig over dit middagsbord og nyd en lækker julemiddag med medfølelse.

En dåse mock duck rækker til max to personer. Hvis du vil være sikker på, der er nok, så regn med, at en dåse mock duck rækker til 1½ person. Så hvis I er tre, skal du bruge to dåser. Opskriften her er til to personer.

Fløde(søde)kartofler
Olie
3 skalotteløg
Frisk rosmarin (2-3 kviste)
½ tsk tørret timian
500 g sødkartofler
250 g svampe (gerne blandede)
Lidt revet appelsinskal
Saften af ½ appelsin
2,5 dl soja- eller havrefløde*
1,5 dl vand
Salt og peber

SeitAND til max 2 personer
Olie
1 dåse mock duck
2 spsk agave
2 spsk sojasauce
1 tsk æbleeddike
Peber

Start med at rense sødkartoflerne (jeg skræller dem ikke) og skære dem i tern på cirka 1½ cm. Hak så svampene fint, og sæt sødkartofler og svampe til side, mens du hakker løgene og cirka to kviste frisk rosmarin fint (den tredje kan du bruge til at pynte) og varmer olie i en stor pande. Sauter løg, timian og rosmarin i den varme olie i et par minutter til det dufter skønt i hele køkkenet. Tilsæt så sødkartoflerne og lad dem stege et minut eller to. Tilsæt evt. mere olie undervejs. Panden mister lidt varme, når de kolde kartoffeltern kommer på, så lad panden få varmen tilbage. Tilsæt så svampene, vend godt rundt et minut eller to, og riv så lidt appelsinskal og pres appelsinsaft over. Sluk nu for panden og tag den af varmen. Tilsæt så plantefløden, vandet og masser af salt og peber. Vend godt rundt og kom det hele i et ovnfast fad. Smag på flødesaucen og giv den evt. et ekstra skud appelsinsaft, mere peber eller mere salt. Sæt det i ovnen ved 175 grader og lad det boble i cirk 20 minutter, mens du tilbereder seitANDen.

Tag mock duck-stykkerne ud af dåsen (hæld vandet fra). Lav en marinade af agave (eller sirup), sojasauce og æbleeddike. Varm olie i en pande og steg mock duck-stykkerne til de får god farve som på billedet, og hæld så marinaden/saucen over og krydr med friskkværnet peber. Lad stykkerne stege lidt videre i marinaden. Server stykkerne oven på fadet med fløde(søde)kartofler og pynt evt. med rosmarin.

For mere inspiration til lækker julemad med medfølelse kan fx se:
Englerods mock duck
PlantePushernes morsbrød
Mia Sommers farsbrød med linser og cashewnødder
Månebarnets store indlæg om julemad

Glædelig jul og godt nytår til alle jer, der læser med! Jeg glæder mig til at præsentere store og spændende nyheder for jer i 2015…

*Brug en madlavningsfløde med jævning (mel) i, så saucen ikke skiller. Alternativt kan du tilsætte lidt jævning af fx majsmel og vand.

SeitAND2

Køb min kogebog “Vegansk julemad” via linket her. 

vegansk, julemad, julefrokost, juleaften


Chop suey seitan

chop suey med mock duck (seitan) og spidskål

Jo flere gode ting i din chop suey jo bedre, men du kan også lave chop suey som en “hvad har jeg i køleskabet”-ret. Det er lækker hverdagsmad, der går hurtigt.

1 dåse mock duck (eller anden form af seitan) skåret i mundrette stykker
1/2 spidskålshoved hakket i fine strimler
3 gulerødder i ringe – evt. skåret skrå
2 løg (gerne et rødt og et brunt)
1 dl ærter
2 – 3 spsk. majsstivelse (maizena)
1/2 – 1 dl sojasauce

Lav din chop suey ved at varme en wok med lidt olie og stege alting heri. Start altid med løg, mock duck og grøntsager, der skal have længst tid (hårde grøntsager som gulerødder), og fortsæt efter nogle minutter med ting, der ikke skal have så meget, så alting er færdigt på samme tid. Slut af med majsstivelse og sojasauce og vend det hele nogle få minutter, så saucen klistrer til alle ingredienser. Ærter vil jeg komme i lige efter majsstivelse og sojasauce, så de ikke når at blive kedelige, men kun lige bliver varmet igennem. Server med brune ris.

Ikke brugt her, men rigtig godt til chop suey:
Bønnespirer (jeg havde ingen, men ellers bruger jeg altid bønnespirer i min chop suey – gerne dem fra dåse), porrer (hele løgfamilien fungerer godt i chop suey), peberfrugt (gør noget rigtig godt for saucen, så det er klart at anbefale) bambusskud, babymajs, kinaradise, glaskål, grønne bønner, sukkerærter, grønkål, hvidkål, bladselleri…