Thomas Erex

Posts tagged “udel mælk

Pers svampepostej – en elsket klassiker

postej, vegansk, uden æg, uden mælk


Det her er ikke min opskrift. Den tilhører derimod min gode ven, Per, som bor i “Buddhahytten”, som jeg har skrevet om før. Jeg syntes, Pers svampepostej skulle have lidt mere opmærksomhed, så jeg spurgte Per, om ikke jeg måtte lave et lille indlæg her på bloggen om den. Det måtte jeg heldigvis, så nu ligger Pers perfekte postej på Kærlighed & Kikærter, så den kan blive kendt og elsket af endnu flere. Der er masser godt at sige om Per (som også går under kælenavnet Kilroy), Buddhahytten og svampepostejen, men det er allerede blevet sagt mange gange før (endda også i en sang) af mange vegetarer og veganere. Nu er det din tur, så lav postejen, og begynd at sige gode ting 😉

Hvis du er typen, der godt kan lide præcise mål – sådan helt præcise mål ned til sidste gram – så skynd dig at løbe skrigende væk igen, det her er ikke for dig! 😉 Pers svampepostej skal laves med kærlighed og på slump, ellers er den nemlig slet ikke Pers svampepostej. God fornøjelse med denne lækre postej.

Fedtstof (olie eller vegansk margarine)
Et lille løg
Et par hvidløgsfed (4-7)
Ca. 1½ liter svampe (meget gerne kantareller/pigsvampe/østershatte/tragtkantareller)
En brik soja- eller havrefløde (250 ml)
En kop kogt ris
En lille håndfuld hakkede hasselnødder
Et par spiseskefulde opblødte havregryn eller speltflager
En klat tomatpure eller ajvar
Krydderier efter smag, gerne provencekrydderi/basilikum/oregano
Et drys røget paprika
Rigeligt, stødt muskatnød

Hak løg og hvidløg fint, svits i lidt fedtstof, tilsæt svampene, lad dem stege med indtil de har smidt vandet, og det er fordampet igen. Tilsæt så resten, og lad det hele småsnurre nogle minutter. Hæld i et smurt fad, og kyl det i ovnen en times tid ved 175 grader.

“Så skal den i ovnen, og Kilroy er ikke doven, den skal ind og bage, så vi til sidst kan smage.”
~ Plantemanden Nikolaj

persan

Søde Per med navneskilt og flot, grøn propaganda-t-shirt.

 

Reklamer