Thomas Erex

Posts tagged “uden smør

Kærlighedskugler

Sunde konfektkugler med dadel

Det her er en sand vegansk klassiker: Dadelkugler. Hvis du kan tænde en blender/foodprocessor, kan du lave de her. Det er måske det mest kendte og elskede stykke konfekt I den veganske verden, og der er et utal af opskrifter, der ligner hinanden til forveksling. Jeg vil selvfølgelig også lege med på den opskriftsleg, og så kan det jo være, at en af jer, der læser den, ikke kendte til kuglerne i forvejen og bliver inspireret. De er den perfekte, mindre usunde (eller måske endda sunde) afløser til de traditionelle  havregrynskugler, der bugner af fedt og sukker. Her er hverken tilsat raffineret sukker eller fedt, og der er ikke mistet smag af den grund. Kuglerne er mindst lige så lækre som havregrynskugler, så hvis du ikke har prøvet dem før, er de helt klart forsøget værd. Jeg lægger ud med at præsentere en meget enkel version, som er gennemprøvet, og som ikke ligger alt for langt fra de traditionelle havregrynskugler. Derefter kommer jeg med forslag til vildere udgaver.

Det kan gøre meget kort:
Nødder, dadler, kokos, kakao.
Blend, bland, rul, køl.

Men du får også lige den lange:
Til denne portion, har jeg brugt cirka:
20 dadler (uden sten)
100 g. mandler
50 g. paranødder
1-2 tsk ægte vaniljepulver (ikke sukker)
3 spsk kakaopulver
1 dl kokosrasp
2 spsk vand

+ ekstra kokos og kakao til at rulle i.

Blend først nødderne til pulver (hvis du vil have nøddestykker i, så blender du det bare lidt mindre fint). Kom så dadlerne og de øvrige ingredienser i, og blend igen til du har en fedtet trøffellignende masse. Tadaa, du har skabt!

Tilsæt evt. lidt vand, flere dadler eller måske lidt kokosolie, hvis det ikke bliver til en glat dej, men pas på det ikke bliver for tyndt. …Er massen blevet for tynd? Panikker du nu over, hvordan du mon kan redde den? Bevar roen og tilsæt lidt havregryn (evt. blendet) eller flere blendede nødder.

Stil massen på køl en lille time, så den er lettere at arbejde med. Form kuglerne i hænderne og rul dem i hhv. kakao og kokos. Stil dem i køleren.

Variationsidéer:
Abrikoser
Appelsinskal
Chili
Figner
Hasselnødder
Juice
Kaffe
Kanel
Kokosolie
Lakridsrodspulver
Pebermynteolie
Pistacienødder
Valnødder

Der er masser af muligheder for at gøre de her kugler helt dine egne. Jeg er selv stor fan af at holde det helt enkelt, men du kan selvfølgelig også vove dig ud i vilde smagskombinationer, som måske bliver til noget ekstraordinært. Det er oplagt at komme lidt kanel i her til jul, eller måske rulle kuglerne i kanel. Kaffe ligger i forlængelse af den smagsretning og holder kuglerne i det hyggelige hjørne, hvor det stadig er rundt og trygt. Lakridsrodspulver giver kuglerne et helt andet udtryk med mere kant end de ellers har. Det samme gør chili, som du i øvrigt skal passe på med ikke at komme for meget af i. Juice, appelsinskal og pebermynteolie giver et mere frisk smagsbillede som skaber god kontrast til den klistrede dadel-/nøddemasse. Prøv dig frem med smagsvarianterne, og smid gerne en kommentar nedenfor om, hvilken variant, du har afprøvet, og hvordan du bedst kan lide dine dadelkugler.