Thomas Erex

Posts tagged “kærlighed

Hvorfor veganer – et tv-portræt

Det er tre år siden, jeg blev veganer. Den 15. september havde jeg “veganiversary” – altså veganerfødselsdag. Siden jeg blev veganer for tre år siden, har jeg arbejdet nærmest uafbrudt på at sprede det kærlige budskab og hjælpe andre med at træffe dyrevenlige valg. Der er sket rigtig meget med veganismen i Danmark, siden jeg blev veganer, og der sker om muligt endnu mere lige nu. Jeg er slet ikke i tvivl om, at fremtiden er dyrevenlig. Vi kan hjælpe udviklingen på vej ved at tale åbent, ærligt og kærligt om veganisme, om hvorfor det er så vigtigt og rigtigt, og ved at vise folk, hvor enkelt det er at træffe dyrevenlige valg.

Jeg blev for nylig kontaktet af tre søde piger fra journalisthøjskolen, som ville lave et tv-portræt af mig. De virkede rigtigt søde og interesserede i veganismen, så jeg greb muligheden for at fortælle min historie. I kan se resultatet her på min YouTube-kanal, som I i øvrigt gerne må abonnere på – det kunne jo være, der lige pludselig kom mere.

Tak til Elena Ilina, Milana Vinn and Linn Enger Leigland for et rigtig fint portræt. Hvis du endnu ikke selv lever vegansk, kan du måske finde inspiration i den film, der fik min opmærksomhed og fik mig til selv at undersøge virkeligheden bag animalske produkter nærmere. Earthlings kan ses gratis lige her. Derudover er der et ton af materiale tilgængelig, blandt andet via Anima og Go Vegan, og du er selvfølgelig mere end velkommen til at kontakte mig i kommentarerne herunder eller i en privatbesked.

Advertisement

Nu på Facebook!

vegansk blog, sundhed, miljø, dyreetik, dyrevelfærd

Så er Kærlighed & Kikærter kommet på Facebook!

Tryk “synes godt om” lige her.

Jeg har længe overvejet, om jeg skulle have en Facebook-side til bloggen, men jeg har ikke før nu følt, at det var nødvendigt eller ønskværdigt. Jeg er i forvejen travlt optaget af at dele inspiration via Mad med Medfølelses Facebook-side, som jeg stadig vil være med til at passe godt på. Der er dog en masse ting, som jeg ikke kan dele via Mad med Medfølelse, simpelthen fordi de ikke passer ind der, som heller ikke rigtig passer ind her på bloggen. Det er det, den nye Facebookside skal fyldes ud med. Jeg har lyst til at dele flere tanker og mere inspiration med alle jer, der har lyst til at følge med, så jeg håber, I vil tage godt imod siden og deltage aktivt, når det er relevant.

Veganismen er i en eksplosiv udvikling overalt i verden, inklusiv i lille Danmark, hvor vi har den uhyggelige verdensrekord i højeste kødforbrug, og jeg synes, der er plads til det, jeg gerne vil dele med jer. Flere og flere får øjnene op for den skræmmende virkelighed i den animalske industri, og flere end nogensinde før tør sige fra og vælge ikke at deltage i det længere. Det er en udvikling, som kun kommer til at tage mere fart i den nærmeste fremtid, og som uden tvivl vil føre en del samfundsændringer med sig. Det kan godt være skræmmende at forholde sig til, når man pludselig konfronteres med en så ucharmerende (for at sige det mildt) del af sin egen virkelighed, som man aldrig før havde bemærket. Jeg vil gerne give mit lille bidrag til, at det bliver lettere for alle at undergå den omstilling, det unægteligt kræver at blive veganer, og det synes jeg en Facebookside er et rigtig godt værktøj til.

Vi ses på Facebook! 😀


1 ÅR!

veganske opskrifter, blog, vegetar


Kærlighed & Kikærter fylder 1 år i dag!

Det hele startede med et madalbum på Facebook… Da jeg for et år siden startede bloggen med et indlæg om muffins, var det efter presset udefra var blevet for stort til, at jeg kunne stå imod længere. Mine Facebook-venner var trætte af at savle over madbilleder, og bad mig flere gange om at oprette en blog. Både de, der var trætte af madporno i deres news feed, og de, der ville have mere! Og jeg kunne da godt se, at det ville være meget praktisk at samle mine madbilleder et sted og samtidig dele opskrifter, så andre kunne få glæde af retterne, men jeg var vist ikke helt klar til at dedikere mig til det ansvar, jeg syntes, der fulgte med en madblog. Og hvem gad også følge den? Ville det ikke bare blive et par af mine savlende venner?

Det der blog-halløj var i øvrigt heller ikke noget for mig, det var kun selvfede hipstertyper med trang til at udstille sig selv, der bloggede, så det skulle jeg da bestemt ikke være en del af. Men jeg fik på en eller anden måde alligevel vovet mig ud i bloggeriet, og jeg er faktisk gået hen og blevet helt glad for at have en blog. Og jeg føler mig ikke specielt selvfed eller hipsteragtig bare fordi jeg blogger. Det er faktisk lidt hyggeligt, især når I, kære læsere, stiller spørgsmål, kommer med kommentarer og i det hele taget er en del af bloggen. Uden jer ville der slet ikke være nogen Kærlighed & Kikærter. Der ville bare være en madglad veganer, en masse madbilleder og alt for mange opskrifter, der vandrede forvirrede og fortvivlede rundt i gaderne uden at kunne finde hjem. Eller, ja, måske ikke helt så dramatisk, men det ville i hvert fald være trist. Så tusind tak for jer! 😀

At blogge kan også føre til en hel del spændende ting, og det har det bestemt gjort for mig. Blandt andet blev jeg for et par uger siden kontaktet af en caster, der gerne ville have mig med i et nyt madprogram på TV2 Fri – en konkurrence, hvor man skal dyste mod andre med sin livret – så på lørdag tager jeg til Ebeltoft for at vinde! Jeg har inviteret Luna fra Månebarnet og Henriette fra Grøn, Sund & Lækker med, og sammen vil vi byde dommerne på en uimodståelig, vegansk burger. I skal i øvrigt være mere end velkomne til at komme til Ebeltoft og heppe på os! Læs mere her.

Noget, der er sjovt ved at blogge er, at man kan se, hvad folk søger på (på Google og andre søgemaskiner), for at finde bloggen. I går blev der fx søgt på “Kan man forære blomster til en veganer?” (Lad mig lige afsløre svaret: Det kan man godt. Og vi bliver endda glade for dem!) Og til tider er det nogle rigtig spændende søgninger, der bringer folk til bloggen. Her har jeg samlet et par af de sjoveste søgninger, der har ført folk til bloggen gennem det sidste år:

“Kød?” (Jeg er ikke sikker på, jeg forstår spørgsmålet, men umiddelbart er mit svar nej.)
“Våd chokoladekage” (1: Bag chokoladekage. 2: Dyp i væske. 3: Server.)
“Kage med kikærter” (Ikke endnu, men måske. Hmm…)
“Kød i mørke” (Stadig ikke rigtig vegansk, selvom du ikke kan se det.)
“Chokoladekage med kikærter” (Ja, ja, rolig nu! Jeg sagde måske.)
Fræk kok med tærte” (Jep, det må være mig. Du ringer bare.)
“Usund madpyramide” (Tak for tilliden?)
“Mayonnaise olé” (Jamen, okay, hvis du siger det: OLÉ!)
“Kan man leve af tofu” (Tjoo, men det bliver nok en lidt usund madpyramide.)
“Hvordan redder man en kage, der ikke er gennembagt” (Bager den færdig? Åh, stakkel.)
“Hvordan følges de 8 kostråd” (Bare spis fra hele madpyramiden: Tofu, tofu, tofu!)
“Remoulade og ristet løg smoothie” (Nej, vel? Hvor er det dog trist, at den søgning førte dig til mig.)

Tilgengæld er der også en hel del søgninger på “kærlighed“, som fører direkte herind, og det kan jeg godt lide!  🙂

Men hvad kan I godt lide? Det er jo en ret væsentlig del af den her samtale, som jeg ser bloggen som. Jeres kommentarer og bedømmelser af indlæggene og opskrifterne fortæller mig, hvad I godt kan lide og gerne vil se mere af. Det hjælper mig til at gøre bloggen bedre, og det holder mig inspireret til at lave flere nye indlæg. En måde at aflæse, hvad I godt kan lide er, at se på bloggens statistik. Der kan jeg se, hvilke opskrifter, der er blevet set flest gange. Ud fra det har jeg lavet jeres top 3 favoritindlæg, og de kommer herunder. Jeg har lavet to: En top 3 for sødt og en top 3 for salt.

TOP 3 – SØDT:
1: Søde & bløde bananmuffins – uden sukker og gluten
2: Når kagen mislykkes: Trøfler!
3: Sandhedskage – svampet vegansk sandkage

TOP 3 – SALT:
1: Smæskesteg
2: Spaghetti veganese
3: Kartoffelfrikadeller med karry

Det er de indlæg I har set flest gange. Sådan en statistik er selvfølgelig ikke helt rimelig overfor nye indlæg, men der har I jeres favoritter som det ser ud nu. Jeg er en smule overrasket over at min egen absolutte favorit – som også er den opskrift, jeg har fået mest ros for – ikke er med. Det er (selvfølgelig) min Banankage med kærlighed, jeg savner i jeres top 3. Men jeg er glad for at Smæskestegen har fået en fin førsteplads, for den er jeg da også glad for! Derudover er jeg også lidt glad for at have inspireret både min mor og nogle af mine bedste venner til at prøve at spise vegansk, og med rigtig positive tilbagemeldinger fra dem alle. Hvordan ser din personlige top 3 ud, og hvad kunne du godt tænke dig at se mere af på bloggen?

Tusind tak til alle jer, der læser med! Jeg håber, I også er med, når bloggen fylder 2 år 🙂

Kærlighed & Kikærter,
Thomas

P.S. Her er et billede af, hvordan det ser ud fra madens perspektiv, når jeg leger i køkkenet.

veganer, blog


Kærlighedskugler

Sunde konfektkugler med dadel

Det her er en sand vegansk klassiker: Dadelkugler. Hvis du kan tænde en blender/foodprocessor, kan du lave de her. Det er måske det mest kendte og elskede stykke konfekt I den veganske verden, og der er et utal af opskrifter, der ligner hinanden til forveksling. Jeg vil selvfølgelig også lege med på den opskriftsleg, og så kan det jo være, at en af jer, der læser den, ikke kendte til kuglerne i forvejen og bliver inspireret. De er den perfekte, mindre usunde (eller måske endda sunde) afløser til de traditionelle  havregrynskugler, der bugner af fedt og sukker. Her er hverken tilsat raffineret sukker eller fedt, og der er ikke mistet smag af den grund. Kuglerne er mindst lige så lækre som havregrynskugler, så hvis du ikke har prøvet dem før, er de helt klart forsøget værd. Jeg lægger ud med at præsentere en meget enkel version, som er gennemprøvet, og som ikke ligger alt for langt fra de traditionelle havregrynskugler. Derefter kommer jeg med forslag til vildere udgaver.

Det kan gøre meget kort:
Nødder, dadler, kokos, kakao.
Blend, bland, rul, køl.

Men du får også lige den lange:
Til denne portion, har jeg brugt cirka:
20 dadler (uden sten)
100 g. mandler
50 g. paranødder
1-2 tsk ægte vaniljepulver (ikke sukker)
3 spsk kakaopulver
1 dl kokosrasp
2 spsk vand

+ ekstra kokos og kakao til at rulle i.

Blend først nødderne til pulver (hvis du vil have nøddestykker i, så blender du det bare lidt mindre fint). Kom så dadlerne og de øvrige ingredienser i, og blend igen til du har en fedtet trøffellignende masse. Tadaa, du har skabt!

Tilsæt evt. lidt vand, flere dadler eller måske lidt kokosolie, hvis det ikke bliver til en glat dej, men pas på det ikke bliver for tyndt. …Er massen blevet for tynd? Panikker du nu over, hvordan du mon kan redde den? Bevar roen og tilsæt lidt havregryn (evt. blendet) eller flere blendede nødder.

Stil massen på køl en lille time, så den er lettere at arbejde med. Form kuglerne i hænderne og rul dem i hhv. kakao og kokos. Stil dem i køleren.

Variationsidéer:
Abrikoser
Appelsinskal
Chili
Figner
Hasselnødder
Juice
Kaffe
Kanel
Kokosolie
Lakridsrodspulver
Pebermynteolie
Pistacienødder
Valnødder

Der er masser af muligheder for at gøre de her kugler helt dine egne. Jeg er selv stor fan af at holde det helt enkelt, men du kan selvfølgelig også vove dig ud i vilde smagskombinationer, som måske bliver til noget ekstraordinært. Det er oplagt at komme lidt kanel i her til jul, eller måske rulle kuglerne i kanel. Kaffe ligger i forlængelse af den smagsretning og holder kuglerne i det hyggelige hjørne, hvor det stadig er rundt og trygt. Lakridsrodspulver giver kuglerne et helt andet udtryk med mere kant end de ellers har. Det samme gør chili, som du i øvrigt skal passe på med ikke at komme for meget af i. Juice, appelsinskal og pebermynteolie giver et mere frisk smagsbillede som skaber god kontrast til den klistrede dadel-/nøddemasse. Prøv dig frem med smagsvarianterne, og smid gerne en kommentar nedenfor om, hvilken variant, du har afprøvet, og hvordan du bedst kan lide dine dadelkugler.