Thomas Erex

Kærlighedskugler

Sunde konfektkugler med dadel

Det her er en sand vegansk klassiker: Dadelkugler. Hvis du kan tænde en blender/foodprocessor, kan du lave de her. Det er måske det mest kendte og elskede stykke konfekt I den veganske verden, og der er et utal af opskrifter, der ligner hinanden til forveksling. Jeg vil selvfølgelig også lege med på den opskriftsleg, og så kan det jo være, at en af jer, der læser den, ikke kendte til kuglerne i forvejen og bliver inspireret. De er den perfekte, mindre usunde (eller måske endda sunde) afløser til de traditionelle  havregrynskugler, der bugner af fedt og sukker. Her er hverken tilsat raffineret sukker eller fedt, og der er ikke mistet smag af den grund. Kuglerne er mindst lige så lækre som havregrynskugler, så hvis du ikke har prøvet dem før, er de helt klart forsøget værd. Jeg lægger ud med at præsentere en meget enkel version, som er gennemprøvet, og som ikke ligger alt for langt fra de traditionelle havregrynskugler. Derefter kommer jeg med forslag til vildere udgaver.

Det kan gøre meget kort:
Nødder, dadler, kokos, kakao.
Blend, bland, rul, køl.

Men du får også lige den lange:
Til denne portion, har jeg brugt cirka:
20 dadler (uden sten)
100 g. mandler
50 g. paranødder
1-2 tsk ægte vaniljepulver (ikke sukker)
3 spsk kakaopulver
1 dl kokosrasp
2 spsk vand

+ ekstra kokos og kakao til at rulle i.

Blend først nødderne til pulver (hvis du vil have nøddestykker i, så blender du det bare lidt mindre fint). Kom så dadlerne og de øvrige ingredienser i, og blend igen til du har en fedtet trøffellignende masse. Tadaa, du har skabt!

Tilsæt evt. lidt vand, flere dadler eller måske lidt kokosolie, hvis det ikke bliver til en glat dej, men pas på det ikke bliver for tyndt. …Er massen blevet for tynd? Panikker du nu over, hvordan du mon kan redde den? Bevar roen og tilsæt lidt havregryn (evt. blendet) eller flere blendede nødder.

Stil massen på køl en lille time, så den er lettere at arbejde med. Form kuglerne i hænderne og rul dem i hhv. kakao og kokos. Stil dem i køleren.

Variationsidéer:
Abrikoser
Appelsinskal
Chili
Figner
Hasselnødder
Juice
Kaffe
Kanel
Kokosolie
Lakridsrodspulver
Pebermynteolie
Pistacienødder
Valnødder

Der er masser af muligheder for at gøre de her kugler helt dine egne. Jeg er selv stor fan af at holde det helt enkelt, men du kan selvfølgelig også vove dig ud i vilde smagskombinationer, som måske bliver til noget ekstraordinært. Det er oplagt at komme lidt kanel i her til jul, eller måske rulle kuglerne i kanel. Kaffe ligger i forlængelse af den smagsretning og holder kuglerne i det hyggelige hjørne, hvor det stadig er rundt og trygt. Lakridsrodspulver giver kuglerne et helt andet udtryk med mere kant end de ellers har. Det samme gør chili, som du i øvrigt skal passe på med ikke at komme for meget af i. Juice, appelsinskal og pebermynteolie giver et mere frisk smagsbillede som skaber god kontrast til den klistrede dadel-/nøddemasse. Prøv dig frem med smagsvarianterne, og smid gerne en kommentar nedenfor om, hvilken variant, du har afprøvet, og hvordan du bedst kan lide dine dadelkugler.

Advertisement

13 responses

  1. Susanne

    Tak for en super god blog – og dejligt at du har så mange gode opskrifter og gode ideer, som du deler.. Bliver så glad hver gang der kommer en mail omkring et nyt indlæg… I dag havde jeg dog nær fået kaffen galt i halsen….- Da jeg så overskriften kærlighedskugler 🙂

    19. december 2012 kl. 20:25

    • thomaserex

      Haha 😀 Jaaa, de siger jo, det sælger, ikke? 😉
      Tusind tak for dine fine ord, det er dejligt, du læser med. Og mindst lige så dejligt, at få en kommentar med feedback!

      19. december 2012 kl. 20:32

  2. Sasha

    Hej Thomas! Tak for din dejlige blog- jeg er SÅ glad for den. jeg har lige lavet Kærlighedskugler efter din opskrift, dog med figner i stedet for dadler. De smager dejligt! Venter lige på, at min mand som har fødselsdag i dag og vores treårig datter kommer hjem, så jeg kan efter de har smagt dem og sagt MmmmMm se deres forbavset ansigt,når jeg fortæller dem,at der ikke er noget svineri i dem 😉

    20. december 2012 kl. 13:45

    • thomaserex

      Hej Sasha,
      tusind tak for de rosende ord 😀

      Uhh, det lyder som om, de har noget godt i vente – og ja, helt uden forbudte lækkerier, kun med de lovlige 😉 Tillykke med din mand!

      20. december 2012 kl. 15:02

  3. Trine

    Hej Thomas!
    Sikke en fin blog, du har – jeg har “luret med” herinde lidt tid nu og prøvet flere af dine inspirerende opskrifter med stor succes 😉 I dag er der fremstillet kærlighedskugler til den store guldmedalje – mine blev med et spark chili, lidt revet clementinskal og -saft…uhm, de er go´e! God jul til dig og dine!

    22. december 2012 kl. 16:38

    • thomaserex

      Av, det lyder lækkert! Chili og citrusfrugt er en god kombination 🙂 Tak fordi du lurer med, og tak for de rosende ord. God jul! 😀

      22. december 2012 kl. 16:43

  4. Alt med dadler er et hit i mit lille køkken, og svag som
    jeg er så er det absolut ikke noget der er afgrænset til
    julemånede-n(erne). Sidst de blev flækket sammen var der to
    varianter. En som gik lidt mere over i at være sådan lidt
    frugtbrødsagtig med tørrede tranebær, tørrede abrikoser, tørrede
    blåbær, tørrede hindbær og naturligvis dadler, kokos, hasselnødder,
    cashew og mandler, samt et hint raw cacao og kokosolie. På køl
    trykket flade i brødforme i ca. 1½ cm tykkelse. Virkeligt godt. Og
    rart med en lille sød snack-mulighed til madpakken. Anden version
    var de traditionelle kugler (dog stadig også med tørrede
    tranebær…uden sukker og smagstilsætninger naturligvis) – ingen
    vanilje med en smule mandelessens. Jeg var løbet tør for rom
    essens. Begge dele skal man passe på med i forhold til
    rundhåndethed – men det er super godt. Mandelessensen giver en
    marcipansmag og rom…ja det siger sig selv. Godt skrevet blog –
    skøn læsning med smil.

    26. januar 2013 kl. 17:21

  5. Marie Skak

    De var da vist et hit i weekenden! 😀

    30. april 2013 kl. 09:28

    • thomaserex

      Det er mine kugler altid! 😛 haha

      30. april 2013 kl. 09:32

  6. anja

    Lyder rigtig spændende, så dem skal jeg prøve.
    Har du ( eller andre) en idé om holdbarhed af disse? Jeg kunne forestille mig at de skal opbevares på køl i lufttæt beholder, men i hvor lang tid?

    16. november 2013 kl. 15:37

    • thomaserex

      Det er i hvert fald sådan, jeg opbevarer dem 🙂

      De kan sagtens holde sig fem dage, og sikkert også længere – hvis altså du kan holde fingrene fra dem 😉 ellers tror jeg fint, du kan fryse dem, faktisk. Men det er jo hurtigt lavet og hurtigt spist, så det bliver nok ikke det største problem 🙂

      16. november 2013 kl. 16:40

  7. Hvordan laver du dem med kaffe? Brygget kaffe? Malede kaffebønner? Instant? Jeg fik på et tidspunkt nogle espressokaffedadelkugler. De var vildt gode, så ud fra navnet, går jeg ud fra at en stærk, brygget kaffe er sagen?

    6. marts 2014 kl. 16:37

    • thomaserex

      Hej Maja 🙂

      Jeg opløser instant-kaffe i en smule vand. Og ja, hvis det skal smage meget af kaffe, så skal det selvfølgelig være stærkt 🙂

      6. marts 2014 kl. 20:13

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.