Thomas Erex

Posts tagged “Vegansk julemad

Vegansk risalamande

Vegansk risalamande med kirsebærsauce.

Vegansk risalamande er laktosefri, mælkefri og endnu bedre end den traditionelle!

Så mange gange har jeg hørt fra folk, at de ikke kan lide risalamande… Men så smager de den veganske udgave, og så kan de godt lide risalamande. Har I også prøvet det?

1 portion risengrød (koges dagen før)

3 dl risengryn

4 dl kokosmælk (1 dåse)

1 liter vand

2 spsk. sukker

Kom alle ingredienser i en gryde og kog det op. Lad det boble nogle få minutter og rør godt rundt. Læg så låg på og skru ned på lavt blus. Lad grøden koge færdig og rør undervejs. Grøden er færdig efter 30-40 minutter.

Kokosmælk giver den perfekte fedme og hvide farve, men nogle folk kan smage kokos i alt og hader det. Hvis der er nogen af dem i selskabet, så brug i stedet 1 liter mandelmælk og 4 dl vand.

Risalamande til 12 personer

1 portion risengrød efter min opskrift med to spsk. sukker – afkølet
5 dl plantebaseret piskefløde (fx Alpro)
2 spsk. vaniljesukker
150 g mandelsplitter
1 hel mandel

Kirsebærsauce, jordbærsauce eller andet til servering.

Pisk fløden og vend den sammen med de øvrige ingredienser. Færdig. Det var da nemt!

Tip til vegansk piskefløde: Hvis du synes, skummen ikke bliver stiv nok, kan du tilsætte et par dråber citronsaft. Vegansk piskefløde kan ikke overpiskes, så du skal ikke være bange for at lave smør.

Risalamanden kan holde sig på køl et par dage, men den mister langsom lidt luft, så vent med at piske fløden og røre den sammen til den dag, den skal serveres.

Find alle julens opskrifter i min kogebog “Vegansk julemad”.


Julefarsbrød – vegansk farsbrød til jul

Vegansk farsbrød til jul.

Da opskriften på smæskesteg for længe siden landede her på bloggen, blev den hurtigt meget populær. Siden med opskriften er stadig velbesøgt hver eneste jul, og jeg kan se, at mange holder fast i deres tradition om at servere smæskestegen til jul. Det er fantastisk!

Dette farsbrød er en endnu nemmere opskrift på en hovedattraktion til julebordet. Jeg ved, at det er vigtigt for mange af jer, at julemaden er forholdsvis nem, fordi I ofte er den eneste eller en ud af få grøntspisere ved bordet. Og at I derfor skal koordinere uden om, at der skal laves en masse andet i køkkenet.

Her bruger jeg en købt plantefars og købt butterdej. Svampefyldet kan forberedes i forvejen, og så er det nemt og hurtigt at samle farsbrødet og bage det. Hvis ovnen ikke er tilgængelig, kan du også bage farsbrødet hjemmefra, selvom det selvfølgelig ikke er helt lige så lækkert.

Opskriften lavede jeg sidste år som reklame for Lidl, så alle ingredienser er købt der. Jeg vil anbefale at bruge hakket plantekød fra Lidl, da det er det, opskriften er lavet med. Et farsbrød er til 4-6 personer.

Til fyldet:
1 løg, finthakket
200 g svampe, grofthakket
1/2 tsk rosmarin
1/2 tsk paprika
1/4 tsk salt

Til farsen:
1 løg, revet
825 g Vemondo vegansk hakket (3 pakker)
1 dl havremælk
1 dl rasp
1 tsk rosmarin
1 tsk timian
1/2 tsk (røget) paprika
Peber (hakket er allerede ret salt, så jeg tilsætter kun meget lidt salt eller udelader det helt)

To butterdeje, færdiglavede.
Plantefløde til at pensle.

Vegansk indbagt farsbrød til jul.

Tilbered fyldet i en pande ved middel-høj varme til løgene er klare.

Kom alle ingredienser til farsen i en skål og ælt det sammen. Del i to lige store dele.

Læg den ene butterdej klar på en bageplade. Kom den ene halvdel af farsen på og form bunden af farsbrødet. Kom fyldet i. Læg så resten af farsen ovenpå og form farsbrødet.

Fyldet kan også vendes i farsen i stedet. Eller du kan nøjes med at bruges halvdelen af fyldet i farsbrødet og komme den anden halvdel i saucen for ekstra smag.

Læg den anden butterdej over. Skær dejen til og pynt evt med resten af dejen ved at skære små blade eller andet pynt.

Bag farsbrødet i 30 min ved 200 grader alm ovn.

Server med sovs, kartofler, syltet grønt og lidt frisk grønt.

Glædelig vegansk jul! Husk at I kan finde alle julens opskrifter i min kogebog “Vegansk julemad”.


Brændte mandler

Brændte mandler – eller faktisk dobbeltbrændte mandler. Jeg rister nemlig mandlerne, før jeg karameliserer dem. Det giver lidt mere smag og en endnu sprødere mandel.

Og så giver det mig mulighed for at riste julekrydderier sammen med mandlerne, så der kan brede sig en hyggelig duft af jul. De ristede krydderier opbevarer jeg i kagedåsen med mandlerne, så de kan afgive den gode aroma, når man hapser af mandlerne.


Til en portion bruger jeg
200 gram mandler
200 gram rørsukker
1 dl vand

Og så lidt hele julekrydderier. Det kan fx være kanelstang, stjerneanis, nelliker og kardemommekapsler.

Rist mandler og julekrydderier et par minutter på panden ved middel til høj varme. Jeg bruger trin 6 ud af 10. Mandlerne må endelig ikke tage for meget farve, de skal kun letristes. Fjern så krydderierne (de kan sagtens bruges igen – nu smager de bare af endnu mere).

Kom mandler, sukker og vand på panden ved middel til høj varme. Jeg bruger 7 ud af 10 på mit komfur.

Lad det boble. Rør undervejs.

Først smelter det. Så bliver det tørt og hvidt. Og kort efter får sukkeret den rigtige konsistens og bliver lidt brunt. Så snart de ser rigtige ud, smider du dem på et stykke bagepapir for at køle af.

 


Levepostej – vegansk postej med svampe

Vegansk levepostej med tofu, valnødder og svampe. Nem og hurtig.

Tofu er et genialt planteprotein, som kan bruges på så mange forskellige måder. Her bruger jeg tofu til at lave en lækker og proteinrig postej. Den er både nem, hurtig og mums!

Basisopskrift på postej: 
30 g valnødder
50 g champignon
100 g tofu (gerne røget eller marineret med sojasauce)
1 fed hvidløg
1 tsk. olivenolie
1 tsk. citronsaft 
Valgfri krydderier – fx røget paprika, rosmarin, peber og urtesalt

Blend alle ingredienserne sammen. Bag evt. postejen, så den er lun ved servering.

Server postejen med fx rødbeder eller stegte svampe.

Vegansk julefrokost med forskelligt pålæg fra “Vegansk julemad” af Thomas Erex.

OBS: Rå champignon indeholder små mængder af kræftfremkaldende stoffer, så det anbefales, at man begrænser sit indtag af rå champignon og portobello. Hvis du spiser meget, og ikke vil bage postejen, så steg svampene, før du bruger dem i postejen.


Hasselback selleri til jul

Hasselback selleri til vegansk julemiddag

Vegansk julemad kan fx være hasselback selleri med julekrydderier. Det er dejlig hovedret til dem, som elsker grøntsager og gerne vil sætte grøntsagerne helt i centrum for julemiddagen. Hasselback selleri kan også være tilbehør på julebordet og fx serveres sammen med mock duck eller smæskesteg. I min udgave skal selleriet pakkes ind de første 45 minutter af bagningen, så de beholder en masse saftighed. Derefter skal det bages uden at være pakket ind, så vi får den flotte brune overflade og lidt bid. Jeg synes, det er blevet en rigtig skøn opskrift, som jeg håber I kan lide.

Lørdag den 11. december (2021) laver jeg hasselback selleri og mock duck i GO’ Morgen Danmark, hvor jeg er blevet den første veganer på deres faste kokkehold. Det er så fedt at få lov at bringe grøn inspiration til så mange danskere i tv. Jeg har valgt at lave de to retter, fordi de viser hver sin ende af, hvad vegansk julemad kan være. Den rene grøntsag og det forarbejdede produkt, som ligner noget klassisk. Jeg er selv glad for kombinationen af de to ting. På lørdag kommer der også et portræt af mig og min veganske julemad på TV2 Lorry/ECHO. Jeg skal nok linke til det på mine sociale medier.

Lige nu er nomineringen til Årets Veganske Priser i gang. Sidste år vandt bloggen Årets Veganske Blog, fordi I nominerede og stemte på den. Hvis I har lyst til at nominere mig eller bloggen igen, så kan I gøre det nu. Send en mail til nominering@madmedmedfoelelse.dk med dine nomineringer. Du kan fx nominere mig til Årets Veganske Blog, Årets Veganer eller nominere min nyeste bog “Kærlighed & Kikærter” til Årets Veganske Udgivelse. Tusind tak!

Til 4 personer

1 knoldselleri (renset vægt cirka 600 g)

Marinade:
1⁄2 tsk. fint salt
2 spsk. rapsolie
1 spsk. sojasauce
2 spsk. rå rørsukker (eller brun farin)
1 spsk. krydderiblanding med stødt laurbærblade, rosmarin, hel rosenpeber, kværnet sort peber, stødt allehånde og stødt nellike

Drys:
1 spsk. Smørbar
1 tsk. groft salt

Sådan gør du:

Tænd ovnen på 200 grader varmluft. Lav marinaden ved at blande alle ingredienserne. Du kan lave krydderiblandingen selv ved at køre ingredienserne i en kaffekværn. Lad rosenpeber og rosmarin være hel.

Skræl knoldselleriet så det er helt fri for urenheder. Skær så bunden flad, så selleriet står godt fast og ikke vipper. Skær så riller ned igennem selleriet uden at skære helt igennem. Læg evt. en gammel træske ved siden af, som kan hjælpe dig med at nå langt ned med kniven uden at skære igennem.

Smør selleriet godt ind i halvdelen af marinaden. Pak det så ind i stanniol, stil det i et ovnfast fad og bag det i 45 minutter ved 200 grader varmluft.

Pak det bagte selleri ud og sæt det tilbage i fadet. Pensl det med resten af marinaden og bag det i fadet uden stanniol i 20 minutter mere. (Hvis du vil servere det med fx bagte svampe, løg og andet, så kom det i fadet nu og bag dem med resten af tiden.)

Kom smørret på og lad det smelte ud over selleriet. Drys så med salt. Server på julebordet med klassisk tilbehør og rigeligt sovs.

Hvis I prøver opskriften, så lad mig høre, hvad I synes om den. Glædelig jul!


Auberginesild i karrydressing

Aubergine i karrydressing som sild til julefrokost. En vegansk julefrokost med lækkert pålæg er først komplet, når der er auberginesild i karrydressing på bordet. Det er virkelig en af mine favoritter, fordi de syltede auberginer er både syrlige, fede, søde, salte og fulde af smag. Og de er meget nemmere at lave, end du tror. Her kommer opskriften.

Til cirka 20 skiver auberginesild
1 aubergine (400 gram) 

Eddikelage: 
1 dl eddike
5 dl vand
3 spsk. ahornsirup
1 spsk. salt 
1 lille løg i store ringe
2 laurbærblade
1 kanelstang
15-20 peberkorn
5 hele nelliker

Karrydressing:
2,5 dl soja- eller havrefløde
½ finthakket løg
½ æble i fine tern (skrællet)
2 syltede drueagurker i fine tern
2 spsk. Karry
1 spsk. Tørret dild
½ tsk. tørret estragon
1 spsk. Ahornsirup
2 tsk. Dijonsennep
2-3 spsk. Citronsaft
2 tsk. Havsalt
lidt friskkværnet peber
1 spsk. Gærflager (kan udelades)

Kom alle ingredienser til eddikelagen i en gryde. Lad lagen småkoge i 10 minutter. Skræl imens auberginen (det er ikke strengt nødvendigt, men det giver et finere udseende). Skær den midt over på langs, og skær så skrå skiver på 0,5 til 1 cm i tykkelse, så du har fine halvmåner. 

Kom så aubergineskiverne i lagen og kog dem i cirka 7 minutter. Lad skiverne køle ned på et rent viskestykke.  

Karrydressing: Bland alle ingredienser til karrydressingen og kom de afkølede og afdryppede aubergineskiver i dressingen. Lad dine auberginesild svømme i karrydressingen natten over i tætsluttende beholder – fx et patentglas. De kan holde sig i et uåbnet patentglas i en-to uger.  

Opskriften er fra min kogebog “Vegansk julemad”. Køb den her.