Thomas Erex

Posts tagged “chokoladekage

Verdens. Bedste. Brownies.

vegansk chokoladekage brownie

Det er lidt prætentiøst, det ved jeg godt. Altså at kalde dem for verdens bedste. Men det her er altså de bedste brownies, jeg nogensinde har smagt. Og det gør dem altså til verdens bedste – i hvert fald min verdens bedste 😉 De er en eksplosion af fyldig chokoladelækkerhed med den mest tilfredsstillende bløde konsistens – og alligevel med en sprød, krakelerende top. Der er næsten garanti for chokolade-orgasme! Så jeg håber, du er lige så glad for søde, fyldige, himmelske chokoladebombede lækkerier, som jeg er.

Jeg har testen brownies mange gange efterhånden. Både på mine kolleger, mine medstuderende, min familie og mine venner. Jeg har været i gang med at lave en god brownie-opskrift siden i sommer, og jeg har været en del gøgl igennem! Men det har været det hele værd, for da jeg serverede denne udgave for min kæreste, måbede han og sagde: “Jeg tror, det er den bedste kage, jeg nogensinde har smagt!”

Ja tak! Jeg vil dog ikke tage hele æren selv, for jeg har godt nok også kigget en del opskrifter på brownies igennem. Både rå, veganske og ikke-veganske (som jeg så veganiserede). Den opskrift jeg er kommet frem til, og som jeg serverer for jer her, ligger tæt op ad især to af dem: Opskriften fra min gamle “Karolines Køkken”-kogebog og opskriften fra denne fantastiske blog. Men nu har jeg altså skabt min egen, og den slår dem alle! 😉

Til et ovnfast fad på ca. 30 cm x 15 cm eller lignende (ca. 24 stykker):
175 g. mandelmel (blend mandler til helt fint (!) mel i en foodprocessor)
100 g. hvedemel (kan evt. erstattes af en glutenfri melblanding)
50 g. kakao
½ tsk. natron
½ tsk. salt
100 g. vegansk smør (plantemargarine uden mælk)
1 måleske (1 tsk) grøn HUSK (eller 1½ spsk. knuste hørfrø) rørt ud i 3 spsk vand
½ dl mandelmælk
evt. 2 spsk whisky (voksentid, ja tak!)
220 g. rørsukker
30 g. brun farin
1 tsk. vaniljepulver (eller kornene af en stang vanilje)
200 g. (130 g. + 70 g.)* mørk chokolade uden mælk (læs mere i indlægget her) Brug meget gerne Urtekrams den mørke, som er ret mild. Den passer klart bedst til denne brownie 🙂
50 g. grofthakkede pekannødder (eller hasselnødder)

Det er sådan set meget enkelt: Bland tørt, smelt smør, bland vådt, blande vådt og tørt, tilføj hakkede nødder og chokolade, bag. Hvis du kender rytmen, så går du bare i gang med at lege. Hvis ikke du er så hjemmevant i bageafdelingen af køkkenet, kommer den længere forklaring her.

Start med at blande HUSK med vand i en lille skål eller et glas, og sæt det så til side. Blend så mandlerne til mel, og bland mandelmel, hvedemel, kakao, natron og salt i en stor skål. Smelt så det veganske smør i en gryde (det må endelig ikke brune eller boble, det skal bare smeltes) og tilføj HUSK, mandelmælk, rørsukker, farin, vaniljepulver og 130 g. hakket chokolade (og evt. whisky). Rør det sammen til en ensartet chokoladesauce. Bland så vådt og tørt, og tilføj hakkede nødder og de sidste 70 g. chokolade. Dejen bliver skinnende og ret fast. Kom endelig ikke mere væske i, fordi du tror den er for tør!

Bred dejen ud i et jævnt og glat lag i din form. Du kan evt. gøre den helt fin og glat ved at rulle på den med en bagerulle med et stykke bagepapir imellem. Bag ved 180 grader i 20 – 30 minutter. Lad din brownie-kage køle HELT ned, før du løfter den op ad formen og begynder at skære i den. Det tager i hvert fald en time. Jeg har begået fejlen at skære for tidligt, og man fortryder det inderligt, fordi kagen simpelthen går i stykker. Den har først det helt rigtige bid og den rigtige konsistens, når den har fået lov at stå og køle ned. Så vær tålmodig, min ven!

*For at få en mildere brownie kan du nøjes med at bruge 100 g. smeltet chokolade og udelade chokoladestykkerne.

Advertisement

Chokoladekage med kokosfyld og jordbær

Vegansk chokoladekage med kokosfyld og jordbær

”Wow, den kage er flot – den tør jeg ikke lave, det er sikkert svært.”

For det første: Tak, jeg er helt enig, den er rigtig fin 😉 For det andet: Det er på ingen måde svært. Hvis jeg kan, så kan du også!

Til chokoladekagen skal du bruge:

6 dl. hvedemel
4 dl. sukker

1 spsk. vaniljesukker
1 dl. kakaopulver
1 spsk. bagepulver

100 g. hakket mørk chokolade eller kogechokoladeknapper

Revet skal af en halv øko-appelsin (du skal bruge resten af skallen til pynt)
½ dl rapsolie
6 dl. sojakakaomælk

Bland først de tørre ingredienser, og kom så de våde i. Rør det godt sammen, og hæld så dejen i en rund springform (non-stick eller fedtet godt til). Bag kagen ved 200° i 30-40 min. Test med din altid trofaste strikkepind om kagen er gennembagt, før du tager den ud, så er der ingen flydende overraskelser i midten.

Når kagen er kølet ned, skærer du den hævede del af toppen af, så kagen er flad. Der må godt være en smule rundet kant på, så længe toppen bliver flad nok til at du kan vende den om og bruge den som bund. Den bedste måde at gøre det på, er ved at køre en (god, stor, skarp) kniv rundt i kanten og skære et lille stykke ind. Når du er nået hele vejen rundt – og kniven har ramt udgangspunktet, fordi du har været dygtig til at skære lige hele vejen rundt – tager du en omgang til, hvor du skærer dybere ind i kagen. Brug så meget af knivens skær som muligt, så er chancen for at du skærer lige størst. Du skal altså ikke prikke spidsen af kniven ind midt i kagen med det samme, men hele tiden lade spidsen være i kanten, hvor du skærer. Når låget er helt løsnet, tager du det af og æder det frådende med det samme, så det krummer ud over det hele, for så ynkelig er du. (Sørg for at være alene.)

Nu deler du kagen i to lige store dele ved at bruge præcis samme metode, som da du fjernede låget. Læg så toppen, som nu skal være din bund, på et fad. (Grunden til at toppen og bunden bytter plads er, at bunden har den flotteste form fra springformen, så den vil vi gerne have øverst, hvor den skal ses.) Så skal der fyld i!

Til fyldet skal du bruge:

3-4 spsk jordbærsyltetøj

1 dåse kokosmælk (ikke light), der har stået på køl
1 dl kokosmel
1 spsk vaniljesukker
3 spsk formelis

Start med at lægge et tyndt lag jordbærsyltetøj på bunden. Se, det var jo ganske let. Så finder du en dåseåbner frem og åbner dåsen med kokosmælk. Det kunne du jo også godt. Du er dygtig. Du skal kun bruge den faste, hvide masse, så den tager du ud af dåsen og kommer den i en skål – uden at få noget af kokosvandet med. (Vandet kan du bruge til en wokret, en karryret eller andet.) Pisk kokosfløden med de øvrige ingredienser ”et voilà” du har skabt kokosflødeskum med kokosmel! Læg et ikke alt for tykt lag ovenpå syltetøjet. Der er muligvis noget til overs – spis det med det samme (du vil jo gerne).

(Hvis du lige nu står med en skål i hånden med en meget flydende omgang sjap, så er det fordi du ikke har været opmærksom nok. Der skulle ikke vand fra den dåse med, du! Nå. Din fejl, om igen. … Hvis du ikke fik vand med, men stadig synes, der er et stykke vej til flødeskumskonsistens, så har du muligvis gjort det rigtigt nok alligevel. Prøv at stille massen i køleren en time, så skulle den gerne blive fast, som den jo var i dåsen.)

Tag så din bund, som nu bliver forfremmet til top, og placer den forsigtigt øverst på værket med den pæne side opad (det vil sige den side, der var nederst i springformen, som derfor er helt fin og glat). Du har nu skabt en kage med fyld. Tillykke! Herfra er der uanede muligheder for dekoration: Fondant, glasur, marcipan, flødeskum, marengs… men vi vælger chokoladeovertræk.

Til overtræk og pynt skal du bruge:

150 g mørk kogechokolade
1 brik havreflødeskum (skal i øvrigt varmt anbefales!)
En håndfuld jordbær eller to
Revet skal af ½ appelsin

Smelt chokoladen, overtræk kagen med det, lad det stivne, pisk flødeskum, læg det på kagen, læg jordbær på, drys med appelsinskal  – FÆRDIG!

Dine venner vil elske dig for den her kage, som mine elskede mig. Det er en kort fornøjelse, for når de har spist, efterlader de dig med opvasken og et stykke kage, de lod stå af høflighed, som helt sikkert vil gøre dig tyk. Ej, det’ gas! Spis kage, det er sundt for sjælen.

Tip:
-Overtræk evt. nogle få af pyntejordbærerne halvt med chokolade.
-Kom evt. et tyndt lag friske jordbær ind i kagen.
-Lav kagen i god tid i forvejen og sæt den på køl. Vent med at pynte til lige før servering.

Chokoladekage med kokosfyld og jordbær