Træstammer med kikærter


Mums! Snaskede træstammer men lidt sundere. Fra romkugler til træstammer. Brug samme romkugledej som til mine sunde romkugler. Opskriften kommer her.
Til cirka 12-16 stk.
300 g dadler
240 g kikærter (1 dåse)
60 g havregryn
4 spsk kakaopulver
2 spsk agavesirup
Evt. romessens hvis du vil have romkuglesmag
Blend det hele sammen i en foodprocessor. Form til en pølse. Sæt til side.
200 g marcipan
50 g flormelis
100 g mørk chokolade
Drys bordet med flormelis. Rul marcipanen til en rektangel på længe med romkuglepølsen og bred nok til lige at nå rundt om pølsen. Læg pølsen på marcipanen og pak den ind. Skær så pølsen i stykker på cirka 6 cm (men det er jo en smagssag).
Smelt chokoladen. Dyp træstammerne i begge ender. Stil på en plade med bagepapir. Stil på køl.
🥰 Done!
Find flere opskrifter med kikærter i min nyeste kogebog “Kærlighed & Kikærter” 💪
Trøfler med kikærter

Sundere trøfler (romkugler) med kikærter – veganske og glutenfri.
De her trøfler med kikærter var meget populære, da jeg slog dem op på Instagram og Facebook, så nu får I også lige opskriften her. Jeg ved godt, jeg ikke er så god til at holde bloggen opdateret, men det er fordi jeg har gang i så mange projekter, at jeg må prioritere. Lige nu prioriterer jeg at lave en masse på Instagram, og når jeg udvikler opskrifter, er det primært til kommende bøger.
Om cirka en måned (den 20. september) udkommer min anden kogebog “Vegansk julemad – plantebaserede opskrifter til jul og julefrokost”, som jeg har brugt tid det sidste år på at strikke sammen. Den bliver efterfølgeren til “Veganske livretter”, som vandt titlen som Årets Veganske Kogebog 2017. Det er jeg stadig vildt stolt af, og jeg håber, I vil tage mindst lige så godt imod den nye bog. Jeg skal selvfølgelig nok holde jer opdateret, når den udkommer, men ellers følg meget gerne med på Instagram og Facebook, hvor jeg er mere aktiv.
Instagram: @thomaserex
Facebook: Kærlighed & Kikærter af Thomas Erex
Her får I opskriften på de sundere og lækre trøfler/romkugler, som fungerer perfekt som en sød forkælelse til dig, der gerne vil spise lidt sundere i din hverdag, eller som bare godt kan lide sjove og anderledes opskrifter. Kikærter i kage er jo ikke verdens mest klassiske kombination, men jeg lover, at det smager himmelsk!
Til cirka 6 store trøfler
300 g dadler
240 g kikærter (1 dåse, drænet)
60 g havregryn
4 spsk kakaopulver
2 spsk agavesirup
Evt. romessens for romkuglesmag
Kokosrasp/-mel til at rulle i
Blend det hele sammen i en foodprocessor, form kugler af massen, tril i kokosrasp eller andet og stil på køl. Done! Hvis massen er lidt for klistret at arbejde med, når du skal rulle dem, kan du stille massen på køl i en times tid.
Hvis du kan lide opskriften, så send linket videre til en ven eller del den på Facebook.
Gulerodslagkage med vaniljefyld og flødeskum
Der er altid noget, der skal fejres – hvis ikke en fødselsdag eller et jubilæum, så bare livet i sig selv – og der er dermed altid en god anledning til at lave lagkage. Denne krydrede gulerodskage med vaniljefyld og flødeskum giver også din tunge lyst til at fejre livet. Spis den med en masse søde mennesker, så du ikke skal slås med de ekstra kg helt alene bagefter – man har vel lov at dele sine byrder – og nyd den så fuldt ud og uden dårlig samvittighed. Kage er ikke sundt, heller ikke selvom der er gulerødder i, og det skal det ikke være. Det er fedtdryppende, sukkersnasket, blødt, saftigt, krummende… det er fantastisk!
På den her kage bruger jeg den nye sojaflødeskum fra Alpro, som kan købes i bl.a. Føtex og Løvbjerg. Den er overraskende god, og mine ikke-veganske venner, som har smagt den, har alle været meget begejstrede for den. Den er tilmed bæredygtig (mindre ressourcekrævende) og dyrevenlig. Så prøv den!
Jeg har de sidste par dage haft et par samtaler om komælk, altså modermælk fra køer, hvoraf især den ene har sat sig fast i mit hoved. Samtalerne har haft forskellige udgangspunkter (etik, bæredygtighed, sundhed), men den samtale, jeg vil dele med jer her, havde et etisk fokus. Samtalen var meget kort og spontan, og den blev sat i gang af en dame, som jeg mødte på Sustain Festival, hvor jeg tilbød hende et stykke kage. Jeg fortalte selvfølgelig, at flødeskummen på kagen var sojabaseret, hvilket hun reagerede ret kraftigt på. Hun kiggede anklagende på mig og sagde skarpt: “Der er da ikke noget galt med komælk!” Dertil svarede jeg, at det kom an på, hvad man mener med “galt med”, og vi gerne ville fortælle lidt om, hvorfor det er langt mere bæredygtigt og dyrevenligt at lave piskefløde direkte af sojabønnerne i stedet for at fodre en ko med sojabønner, korn mv. for at malke hende og lave piskefløde af hendes modermælk. “Men koen kan jo godt lide at blive malket, og man slår den jo ikke ihjel,” svarede hun. Det har jeg hørt tit, for det er en historie, vi godt kan lide at holde i live, men det gør den ikke mere sand. Jeg følte mig provokeret af hendes skarpe og nærmest anklagende tone, så jeg svarede hende meget venligt, men bestemt: “Jeg er slet ikke i tvivl om, at en ko med patterne fulde af mælk gerne vil af med sin mælk. Men den mælk er hverken til dig eller mig. Den eneste grund til, at hun i det hele taget producerer mælk, er jo, at hun har født en unge, som har brug for den modermælk til at vokse sig stor. Når vi tager modermælken, betyder det, at ungen ikke får den, og ofte slår vi også ungen ihjel. Og det gælder uanset om vi snakker om økologisk eller konventionel mælk.” Mens jeg sagde det, smagte hun på kagen med sojaflødeskum, og hendes ansigt ændrede karakter. Nu smilede hun, og hun kiggede op på mig og sagde så: “Ja, det smager i hvert fald dejligt.”
Gulerodskagen:
2 dl durrummel
3 dl hvedemel
2 dl rørsukker
2 spsk. brun farin
2 tsk. natron
1 tsk. bagepulver
2 tsk. kanel
1 tsk. gurkemeje
1 tsk. kardemomme
½ tsk. muskat
kornene af ½ fuldfed stang vanilje (eller 1 tsk. vaniljepulver)
1 tsk. salt
– – –
2 dl mandelmælk
2 planteæg (fx 2 måleskeer HUSK blandet med 8-10 spsk vand eller 1 dl æblemos)
1 dl smagsneutral olie (fx rapsolie eller kokosolie uden smag (købes i helsekostbutikker))
1 spsk. (æble)eddike
– – –
300 g. fintrevet gulerod
Bland først de tørre ingredienser (mel, bagepulver, krydderier…) i en stor skål. Pisk så de våde ingredienser (mandelmælk, de forberedte planteæg og olien) sammen, og rør vådt i tørt. Vend så det revne gulerod i. Bag kagen i en forvarmet ovn på 200 grader C til den består strikkepindstesten.
Hvis du bare vil bage en gulerodskage, og derfor bruger en mindre form, der gør, at kagen bliver tykkere, skal den have 30-40 minutter.
Hvis du vil lave lagkage som vist, skal du bruge en større form, så kagen bliver tyndere men større, og så skal den have kortere tid. Jeg bruger et fad på 38 cm x 26 cm og giver den 20-30 minutter. (Fadet/formen må ikke være større end det.) Når kagen er kølet ned, skærer du de to ender af 1 cm inde (det er for at alle tre stykker får samme rustikke udtryk). Del så kagen i tre lige store stykker. Rammer du ikke helt rigtigt første gang, kan du lægge dem ovenpå hinanden og rette til. (Alternativt kan du bage en mindre, højere kage og dele den den anden vej.)
Vaniljefyld:
Vaniljefyldet er lavet som en klassisk, fed, amerikansk frosting. Pisk 1 dl vegansk smør (plantemargarine uden mælk) med en el-pisker, så det bliver luftigt. Pisk så 3-4 dl flormelis i lidt af gangen, til du har en lækker og luftig frosting. Tilsæt også 2 spsk. mandelmælk (eller anden plantemælk) blandet med 1 tsk. vaniljepulver (eller kornene af ½ stang) undervejs, mens du pisker flormelis i.
Pebermyntefyld:
For at give kagen lidt kant, kan du udskifte en tredjedel af vaniljefyldet med fx pebermyntefyld. Det laves på præcis samme måde som vaniljefyldet, men du tilføjer bare en enkelt dråbe pebermynteolie og lidt grøn frugtfarve sammen med plantemælken. (Du kan også lave vaniljefyldet, tage en tredjedel fra og blande pebermynte og grøn farve i.) Jeg lægger pebermyntefyldet i en stribe midt på kagen i begge lag. Forestil dig, at kagen er en regnbue-is, og at den midterste smag er pebermynte, mens de to andre er vanilje… hvis det giver mening 😉
Sørg for, at fyldet bliver jævn fordelt, så det “kommer i vatter”. Hvis kagen er lidt tykkere ét sted end et andet, så kan du jo rette det til, ved at bruge lidt mere fyld, der hvor den er tyndest.
På toppen:
Toppen er pyntet med sojaflødeskum (af mærket Alpro, der kan købes i Føtex, som nævnt ovenfor) og ristede valnødder, og så er der dryppet med hjemmelavet gransirup (fancy stuff, som min veninde har lavet – det kunne også være fx dadelsirup eller bare en mørk sukkersirup).
Brug en sprøjtepose til at fordele flødeskummen. Du kan sagtens bruge en frysepose som sprøjtepose. Fyld den piskede skum i, klip hjørnet af i en passende størrelse (start hellere for lille end for stort), og sprøjte så fine baner på kagen. Hvis det går helt galt, kan du altid glatte ud med en paletkniv. Kagen må gerne være rustik, det er en del af udtrykket, men den skal ikke se sjusket ud. Pynt med ristede valnødder, og dryp i sidste øjeblik med din yndlingssirup.
God fornøjelse, og husk at finde bloggen på Facebook.
Verdens. Bedste. Brownies.
Det er lidt prætentiøst, det ved jeg godt. Altså at kalde dem for verdens bedste. Men det her er altså de bedste brownies, jeg nogensinde har smagt. Og det gør dem altså til verdens bedste – i hvert fald min verdens bedste 😉 De er en eksplosion af fyldig chokoladelækkerhed med den mest tilfredsstillende bløde konsistens – og alligevel med en sprød, krakelerende top. Der er næsten garanti for chokolade-orgasme! Så jeg håber, du er lige så glad for søde, fyldige, himmelske chokoladebombede lækkerier, som jeg er.
Jeg har testen brownies mange gange efterhånden. Både på mine kolleger, mine medstuderende, min familie og mine venner. Jeg har været i gang med at lave en god brownie-opskrift siden i sommer, og jeg har været en del gøgl igennem! Men det har været det hele værd, for da jeg serverede denne udgave for min kæreste, måbede han og sagde: “Jeg tror, det er den bedste kage, jeg nogensinde har smagt!”
Ja tak! Jeg vil dog ikke tage hele æren selv, for jeg har godt nok også kigget en del opskrifter på brownies igennem. Både rå, veganske og ikke-veganske (som jeg så veganiserede). Den opskrift jeg er kommet frem til, og som jeg serverer for jer her, ligger tæt op ad især to af dem: Opskriften fra min gamle “Karolines Køkken”-kogebog og opskriften fra denne fantastiske blog. Men nu har jeg altså skabt min egen, og den slår dem alle! 😉
Til et ovnfast fad på ca. 30 cm x 15 cm eller lignende (ca. 24 stykker):
175 g. mandelmel (blend mandler til helt fint (!) mel i en foodprocessor)
100 g. hvedemel (kan evt. erstattes af en glutenfri melblanding)
50 g. kakao
½ tsk. natron
½ tsk. salt
100 g. vegansk smør (plantemargarine uden mælk)
1 måleske (1 tsk) grøn HUSK (eller 1½ spsk. knuste hørfrø) rørt ud i 3 spsk vand
½ dl mandelmælk
evt. 2 spsk whisky (voksentid, ja tak!)
220 g. rørsukker
30 g. brun farin
1 tsk. vaniljepulver (eller kornene af en stang vanilje)
200 g. (130 g. + 70 g.)* mørk chokolade uden mælk (læs mere i indlægget her) Brug meget gerne Urtekrams den mørke, som er ret mild. Den passer klart bedst til denne brownie 🙂
50 g. grofthakkede pekannødder (eller hasselnødder)
Det er sådan set meget enkelt: Bland tørt, smelt smør, bland vådt, blande vådt og tørt, tilføj hakkede nødder og chokolade, bag. Hvis du kender rytmen, så går du bare i gang med at lege. Hvis ikke du er så hjemmevant i bageafdelingen af køkkenet, kommer den længere forklaring her.
Start med at blande HUSK med vand i en lille skål eller et glas, og sæt det så til side. Blend så mandlerne til mel, og bland mandelmel, hvedemel, kakao, natron og salt i en stor skål. Smelt så det veganske smør i en gryde (det må endelig ikke brune eller boble, det skal bare smeltes) og tilføj HUSK, mandelmælk, rørsukker, farin, vaniljepulver og 130 g. hakket chokolade (og evt. whisky). Rør det sammen til en ensartet chokoladesauce. Bland så vådt og tørt, og tilføj hakkede nødder og de sidste 70 g. chokolade. Dejen bliver skinnende og ret fast. Kom endelig ikke mere væske i, fordi du tror den er for tør!
Bred dejen ud i et jævnt og glat lag i din form. Du kan evt. gøre den helt fin og glat ved at rulle på den med en bagerulle med et stykke bagepapir imellem. Bag ved 180 grader i 20 – 30 minutter. Lad din brownie-kage køle HELT ned, før du løfter den op ad formen og begynder at skære i den. Det tager i hvert fald en time. Jeg har begået fejlen at skære for tidligt, og man fortryder det inderligt, fordi kagen simpelthen går i stykker. Den har først det helt rigtige bid og den rigtige konsistens, når den har fået lov at stå og køle ned. Så vær tålmodig, min ven!
*For at få en mildere brownie kan du nøjes med at bruge 100 g. smeltet chokolade og udelade chokoladestykkerne.
Kiksekage med kærlighed
Kiksekage er helt klart en af mine yndlingsdesserter. Hele mit liv har min søde tante stået for at smække familiens kiksekager sammen, og det gør hun godt! Hvert år til min fødselsdag i rigtig mange år har hun leveret det, jeg ønskede mig allermest fra hende, nemlig en eller flere kiksekager til deling – og til fryseren. Nu har jeg lavet min egen udgave af den frosne lækkerbisken med inspiration fra flere opskrifter, og den er lidt af en luksusudgave. Og så er den selvfølgelig helt fri for mælk, æg og alt det der. Jeg har lavet den en del gange efterhånden, så nu tænkte jeg, at den skulle på bloggen, så I alle kan få lov at smage den. Man kan godt lege lidt med at give kiksekagen mere “kant” ved at tilføje diverse mere eller mindre kreative ingredienser, men jeg holder altså af kiksekagen, som den er. Klassisk, uden gøgl, med kærlighed… og så med rigtig god chokolade!
Lidt om chokolade og kakao
For noget tid siden blev jeg gjort opmærksom på noget, som jeg ikke havde tænkt så meget over før. Jeg kom til at læse lidt og se en video om, hvor kakao kommer fra. Det viser sig, at størstedelen af den kakao, der bliver brugt her i landet bliver produceret under forhold, som jeg på ingen måde kan stå inde for. Almindelig kakao (også den, der er i chokoladeprodukter) i Danmark er kakao produceret af slavebørn, ikke bare børnearbejdere, men slavebørn. Altså børn i Afrika, der i mange tilfælde er blevet bortført til kakaoplantager, og som lever under slaveforhold. Det kan jeg ikke støtte med god samvittighed, og jeg har derfor valgt at skifte til kakao fra Sydamerika eller fairtrade-mærket kakao.
Det er rigtig svært at være ansvarlig/bevidst/etisk forbruger, og jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg via de produkter, jeg køber, støtter forhold, som jeg ikke kan stå inde for. Jeg vil dog gerne gøre en indsats for at gøre mit forbrug mere ansvarligt, og jeg forsøger derfor at ændre mine forbrugsvaner et skridt af gangen, og oplyse mig selv om de bagvedliggende faktorer bag mit forbrug. Nu er jeg så nået dertil, hvor jeg vælger slave-kakao fra. Vores valg i supermarkedet har nemlig konsekvenser langt ud over, hvad vi kan se, så hvert indkøb er en støtte til bestemte forhold. Jeg vil gerne i retning af, at mit forbrug støtter og stemmer på bedre forhold og en mere bæredygtig og medfølende fremtid. Du kan læse og se mere om kakao-produktion her og her. Og så skal vi have kiksekage!
Kiksekage (til en sandkageform på 24 cm/1 liter)
300 g. mørk (fairtrade) chokolade uden mælk*
3 dl. soja-, ris- eller havrefløde
100 g. flormelis
1 tsk vaniljepulver
100 g. plantemargarine uden mælk**
1 pk. firkantede vanillekiks uden mælk (ca. 30 stk.) eller Mariekiks
*Jeg bruger 200 g. mild chokolade og 100 g. mere bitter chokolade. Jeg vil anbefale, at du bruger chokoladetyper, der er milde/ikke så bitre, og så evt. (som jeg gør her) supplerer med lidt bitter chokolade. Hvis du kun bruger bitter
chokolade, vil din kiksekage blive meget svær at spise mere end et halvt stykke af – og du vil gerne have mere! 😉
**Hvis du ikke er fan af plantemargarine, kan du forsøge dig med palmin eller kokosolie. I helsekostbutikkerne kan du finde kokosolie uden smag, hvis din kiksekage ikke skal smage af kokos.
Sådan:
Beklæd en sandkageform med bagepapir. Et godt tip er, at krølle papiret sammen, så bliver det nemlig meget mere medgørligt, så det ikke “hopper” ud af formen igen.
Hak chokoladen fint og kom den i en skål. Hæld plantefløde og flormelis i en gryde, tilsæt vaniljepulver og bring det i kog. Brug eventuelt et par dråber vand til at få det sidste fløde ud af kartonen. Hæld langsomt den varme fløde over chokoladestykkerne. Rør i skålen, mens du hælder, indtil chokolade og fløde er blevet til en skindende og tyk masse uden chokoladestykker. Tag dig god tid til at røre det sammen med en nænsom hånd. Det er her kærligheden kommer ind. Du skal arbejde massen sammen, men du skal også lægge lidt god og kærlig energi i arbejdet – det kan man smage! 😉
Del margarinen i små stykker og rør rundt til det er helt smeltet sammen med chokolademassen.
Læg så kiksekagen sammen i din form. Først skal bunden dækkes af chokolademasse, så et lag kiks, så chokolade og så videre, til der ikke er mere. Knæk kiksene, hvis det er nødvendigt, så der ikke er store mellemrum. Det sidste lag skal være chokolade. Kom husholdningsfilm over eller dæk formen på anden vis, og stil den i fryseren til næste dag. Har du travlt? Nej, du har ikke, for du laver kiksekage med kærlighed! Men hvis du alligevel gerne vil have lidt hurtig kærlighed, så kan du godt skære i kiksekagen efter en time eller to. Den er dog bedst, synes jeg, når den er helt frossen og iskold!
Mmm, god appetit, og husk, at du kan finde mig på Instagram: thomaserex 🙂
Sødt & sundt bananbrød
Dette lækre bananbrød med tørrede abrikoser og figner er næsten for godt til at være sandt. Det er med groft mel, uden raffineret sukker, med kun en smule fedt og stadig superlækkert og sødt. Du kan derfor spise det med god samvittighed og stadig tilfredsstille din søde tand 🙂
Husk at bruge ordentligt modne (eller overmodne) bananer, det er vigtigt.
5 dl bananmos (ca. 6-7 bananer)
2-3 spsk. jordnøddesmør
1 tsk. vaniljepulver
2 spsk. olie
2 spsk. mørk agave eller sirup
2 spsk. æblemost eller -juice
1 spsk eddike eller frisk citronsaft
½ dl hakkede abrikoser
½ dl hakkede figner
4 dl hvedemel
3 ½ dl grahamsmel
1 tsk. bagepulver
½ tsk. natron
½ tsk salt
Varm ovnen til 200ºC. Mos bananer, bland med jordnøddesmør, vanilje, olie, sirup, æblemost og citronsaft. Hak de tørrede frugter og kom dem i. Bland i en anden skål mel, hævemidler og salt, og bland så vådt og tørt godt sammen. Kom dejen i en brødform, pensl med lidt vand på toppen og sæt den i ovnen. Skru så ned til 180ºC, og bag den i cirka 30-40 minutter. Test med en strikkepind om brødet er gennembagt, før du tager det ud.
Du kan spise det som det er eller smøre det med fx jordnøddesmør, syltetøj, vegansk smør eller chokoladesmørepålæg.
Når kagen mislykkes: Trøfler!
Det sker aldrig for dig, og det sker bestemt heller aldrig for mig, men vi kender helt sikkert nogen, det sker for, og derfor må vi hellere lige fortælle dem, hvad de skal gøre, når … når kagen mislykkes.
Det er meget svært at angive, hvor meget du skal bruge, for det kommer jo an på, hvor meget mislykket/tør kagerest, du har. Det er jo en restekage, så præcise mål vil ikke gøre dig godt. Trøfler skal heller ikke være fine eller smage helt ens hver gang, de skal være lækre, fedtede, snaskede og fulde af ubestemmelige kagerester af forskellig karakter. Her får du cirkamålene, jeg brugte til at lave 7 mediumstore trøfler. Jeg havde en rest mislykket… ahem, en rest helt fin kakaokage, som der slet ikke var noget galt med.
Trøflen er kagebagerens store legeplads, hvor der er frit slag til at blande diverse kagerester og smagsgivere af forskellig art til en himmelsk klump klæg kage, der så yndefuldt har fået navn efter en af naturens fineste og mest sjældne svampe.
4 store stykker kage, fx chokoladekage, brownie, sandkage eller banankage (vegansk, selvfølgelig)
1 håndfuld blandede nødder
1/2 dl kokosrasp
2 friske figner
1/2 glas jordbærmarmelade
2 spsk. appelsinmarmelade
4 spsk kakaopulver
kokosrasp til at rulle trøflerne i
Blend ingredienserne sammen i en foodprocessor. Start med nødderne, så du er sikker på, at de bliver hakket i småstykker, og fortsæt så med kagen og de øvrige ingredienser. Når massen er klæg og lækker, tager du en klump ud af gangen og ruller i kokosrasp eller måske krymmel. Opbevar dine trøfler i køleskabet.
Hvis du gerne vil have romkugler, kommer du selvfølgelig lidt romessens i. Det er nødvendigt med marmelade, og det kan sagtens være din yndlings, men hvis du ønsker en klassisk-smagende trøffel, vælger du jordbær eller hindbær. Jeg gav den lidt skarphed og kant med lidt appelsinmarmelade, men for meget ville have ødelagt trøflen og gjort den lidt for skarp og kantet, så hold lidt igen med de specielle ingredienser i starten, de kan altid komme i til sidst og sætte deres særlige præg på smagen, hvis du ønsker det. Ellers er den klassiske altså ikke dårlig, tvært imod!
Det er på ingen måde nødvendigt med friske figner, men jeg havde to til at ligge, så de kom i, og det fungerede rigtig godt. På samme måde kan du komme lidt banan i, eller måske tilsætte andre frugter eller krydderier, der tilsammen skal give trøflen lige præcis den smag, du gerne vil have.
Server dine trøfler i en papirspose. Det bliver ikke mere autentisk! 😉
Søde & bløde bananmuffins – uden sukker og gluten
“Okay, okay… så de her muffins er veganske, altså uden æg og mejeriprodukter fra dyr, så langt er jeg med. Men så er de også sukker- og GLUTENfrie? Men der er jo gluten i hvedemel, og sukker kan man da slet ikke undvære i en kage, så bliver det da bare til brød? Men de her muffins er jo både bløde, søde, svampede og lækre… HVORDAN KAN DET LADE SIG GØRE?!”
Jeg forstår godt, hvis du tvivler på, at det rent faktisk kan lade sig gøre, men det kan det altså. Det er ren veganermagi 😉 Hvis du ikke vil undgå gluten, men gerne vil have sukkerfri muffins, så læs nederst i indlægget.
Opskrift til 6-8 muffins
1 måleske HUSK blandet med 4-5 spsk. vand
2 ordentligt modne bananer
1/2 dl smagsneutral olie
2 spsk. rismælk (eller evt. juice)
1 tsk. eddike
3 spsk. agave
2 dl rismel
1 tsk. bagepulver (uden gluten)
1 tsk. natron
3 tsk. kanel
1 tsk. kardemomme
lidt salt
evt. frosne bær
Start med at blande HUSK i vand i et lille glas eller en lille skål. Sæt det til side, så det kan blive til en slimet masse, mens du i en stor skål moser bananerne og blander mosen med olie, rismælk, eddike og agave. I en anden skål blander du rismelet medhævemidler og krydderier. Bland så HUSK-massen godt sammen med bananblandingen og vend det tørre i det våde. Smag gerne på dejen, du kan evt. tilsætte mere agave for at gøre den mere sød. Hæld dejen i muffinsforme og kom evt. 3-4 frosne bær i hver. Hindbær giver en lækker syrlighed, men andre bær duer også. De her muffins er klart bedst med bær i, men du kan selvfølgelig også lave dem uden eller med andet fyld. Bag dem ved 180ºC i cirka 15-20 minutter. Husk at teste med en strikkepind, om de er færdige, før du tager dem ud af ovnen.
Du kan selvfølgelig også lave dem med hvedemel, så er de bare ikke glutenfri længere. Hvis du bruger hvedemel, behøver du ikke bruge HUSK, men tilsæt i stedet en smule mere mel. Din dej skal falde tungt fra skeen. Hvis den slasker ned i skålen med det samme, er den for våd, hvis den bliver siddende længe på din ske, er den for tør, men hvis den lige bliver siddende et sekund eller to på skeen, før den glider ned i skålen igen, så er den perfekt 🙂
Banankage med kærlighed
Banankage er min yndlingskage! En banankage skal være luftig, saftig og frem for alt smage af banan. Den skal præsentere sig flot, og så må der meget gerne være store chokoladestykker i.
Oftest bager jeg min banankage som muffins, men opskriften gør sig mindst lige så godt som kage. På billedet ovenfor har jeg smurt kagen med min hjemmelavede nutella med kokos. På billedet nedenfor har jeg bagt en krans, som jeg har pyntet med frugt i midten og strøet flormelis over. Ligesom kransekagen var den her til min kusines fødselsdag. Jeg bagte desuden min chokoladekage. Den blev lige så flot som den skal, og den fik da også en del opmærksomhed for sit udseende, men jeg fulgte ikke min egen opskrift ordentligt (dumme Thomas), så den blev tør og hård. Så det var heldigt, at jeg havde to andre kager med, som var rigtig gode. Den her opskrift lykkes altid! Så længe du bruger ordentligt modne bananer, vil den her kage være en sikker succes.
4 modne bananer (de skal være bløde og gule, gerne lidt brune også, ellers duer de ikke)
1/2 dl smagsneutral olie (kokosolie kan med fordel anvendes)
1 dl sukker
1 1/2 dl flormelis
1 tsk. flydende vanilje eller vaniljepulver
1 spsk. æblejuice (kan erstattes af anden juice eller alm. eddike – vi skal bruge lidt syre, så vand eller mælk duer ikke)
1 kop kærlighed (kan ikke erstattes)
4 dl hvedemel
½ tsk. bagepulver
½ tsk. natron
1 knivspids salt
(evt. chokolade i store stykker – og mængder)
Mos bananerne i en stor skål, så der ingen hele stykker er tilbage, og tilsæt så olie, sukker, flormelis, vanilje og æblejuice. Rør det godt sammen. Bland i en anden skål de øvrige ingredienser, og rør så det hele sammen i den store skål.
Kom dejen i en form/muffinsforme og bag ved 180°C varmluft til de(n) er færdig(e) – cirka 20 minutter for en hel kage, mindre for muffins. Test med en strikkepind i midten af kagen, før du hiver den ud af ovnen.
Note: Hvis du fylder med frugt eller drysser med flormelis, skal de ske umiddelbart før servering, ellers vil kagen suge saften fra fugten og “smelte” flormelis-drysset.
Nye kommentarer på bloggen