Thomas Erex

Posts tagged “TV2 Fri

Krydret kidneybønneburger – Mad med Medfølelse

vegansk, burger, mad med medfølelse, danmarks bedste livret

I lørdags var jeg sammen med Luna fra Månebarnet og Henriette fra Grøn, Sund & Lækker! i smukke Ebeltoft for at deltage i optagelserne til Danmarks Bedste Livret, et nyt program, der kommer til efteråret på TV2 Fri. Som jeg har skrevet om tidligere, blev jeg inviteret til at deltage af en caster på programmet, og jeg valgte så at alliere mig med mine to søde madbloggerkollegaer, så vi sammen kunne præsentere et stykke med vegansk lækkerhed. Vi besluttede os for, at vores bidrag til konkurrencen om at være Danmarks bedste livret skulle være denne delikate kidneybønneburger i øllebrødsbolle med mayonnaise, tomatrelish, syltede agurker og sprøde grøntsager, samt nogle meget lækre Oreo milkshake muffins (som du får opskriften på, hvis du kigger tilbage på bloggen om et par dage).

Vi mødte glade op i vores fine Mad med Medfølelse-forklæder og præsenterede vores mad for dommerne, mens vi fortalte om maden, og om hvorfor vi er veganere. Dommerne kunne rigtig godt lide vores mad, men mente ikke, at Danmark var klar til en vegansk livret, så vi gik ikke videre. Men vi fik fortalt vores historie, sagt “vegansk” og ” Mad med Medfølelse” en hel del gange, og var i øvrigt rigtig godt tilfredse med vores præstation foran kameraerne og med vores lækre anretning, som vi selv kastede os frådende over efter optagelserne. Og så var det rigtig sjovt! Vi hyggede og produktionsholdet bag programmet var rigtig søde.

Vi vil lige benytte lejligheden til at sige tusind tak til alle, der støttede os. Vi havde opbakning fra en masse søde mennesker, som også var klar til at komme og stemme på os, det var rigtig fedt, I ville støtte op om os. Tak! 😀

Forhåbentlig kan du se os i programmet, når det bliver sendt til efteråret, men lige nu kan du tage del i oplevelsen ved at lave vores burger! Den er sammensat af Danmarks stærkeste hold af veganske madbloggere, og derfor skal du også besøge de to andre, for at få hele oplevelsen.

Henriettes Øllebrødsboller finder du her. (Form dem runde og drys med sesamfrø.)
Lunas mayonnaise finder du her, og hendes agurkesalat finder du her.

Til cirka 8 bøffer:
2 dåser kidneybønner (drænet for vand)
1 løg
4 fed hvidløg
150 g. grønne oliven
60 g. soltørrede tomater
14 blade basilikum
3 tsk paprika
lidt røget paprika
lidt cayennepeber
et godt drys peber
2 spsk ketchup
50 g. havregryn
50 g. mel

De soltørrede tomater skal udblødes i vand i mindst en halv time (med mindre du bruger dem, der ligger i olie/væske, så er de udblødt).

Blend alle ingredienser undtagen mel og havregryn sammen til en fars uden klumper. Tilsæt så mel og havregryn, rør det godt sammen og lad farsen hvile – gerne ½-1 time på køl, men mindre kan gøre det. Smag farsen til (Hurra, ingen fare ved at smage på vegansk fars!) og steg så bøfferne ved god varme i olie på en non-stick-pande. Form dem i en størrelse, der passer til dine burgerboller, men sørg for, at de ikke bliver så store, at de ikke kan vendes uden at gå i stykker.

Fyld din burger med veganske mayo, sprøde salatblade, bønnebøf, tomater, skiver af røde løg, syltede agurker og tomatrelish, ajvar eller en god ketchup.

Så er der Mad med Medfølelse 😀

Her har du nogle flere billeder fra dagen.

Advertisement

1 ÅR!

veganske opskrifter, blog, vegetar


Kærlighed & Kikærter fylder 1 år i dag!

Det hele startede med et madalbum på Facebook… Da jeg for et år siden startede bloggen med et indlæg om muffins, var det efter presset udefra var blevet for stort til, at jeg kunne stå imod længere. Mine Facebook-venner var trætte af at savle over madbilleder, og bad mig flere gange om at oprette en blog. Både de, der var trætte af madporno i deres news feed, og de, der ville have mere! Og jeg kunne da godt se, at det ville være meget praktisk at samle mine madbilleder et sted og samtidig dele opskrifter, så andre kunne få glæde af retterne, men jeg var vist ikke helt klar til at dedikere mig til det ansvar, jeg syntes, der fulgte med en madblog. Og hvem gad også følge den? Ville det ikke bare blive et par af mine savlende venner?

Det der blog-halløj var i øvrigt heller ikke noget for mig, det var kun selvfede hipstertyper med trang til at udstille sig selv, der bloggede, så det skulle jeg da bestemt ikke være en del af. Men jeg fik på en eller anden måde alligevel vovet mig ud i bloggeriet, og jeg er faktisk gået hen og blevet helt glad for at have en blog. Og jeg føler mig ikke specielt selvfed eller hipsteragtig bare fordi jeg blogger. Det er faktisk lidt hyggeligt, især når I, kære læsere, stiller spørgsmål, kommer med kommentarer og i det hele taget er en del af bloggen. Uden jer ville der slet ikke være nogen Kærlighed & Kikærter. Der ville bare være en madglad veganer, en masse madbilleder og alt for mange opskrifter, der vandrede forvirrede og fortvivlede rundt i gaderne uden at kunne finde hjem. Eller, ja, måske ikke helt så dramatisk, men det ville i hvert fald være trist. Så tusind tak for jer! 😀

At blogge kan også føre til en hel del spændende ting, og det har det bestemt gjort for mig. Blandt andet blev jeg for et par uger siden kontaktet af en caster, der gerne ville have mig med i et nyt madprogram på TV2 Fri – en konkurrence, hvor man skal dyste mod andre med sin livret – så på lørdag tager jeg til Ebeltoft for at vinde! Jeg har inviteret Luna fra Månebarnet og Henriette fra Grøn, Sund & Lækker med, og sammen vil vi byde dommerne på en uimodståelig, vegansk burger. I skal i øvrigt være mere end velkomne til at komme til Ebeltoft og heppe på os! Læs mere her.

Noget, der er sjovt ved at blogge er, at man kan se, hvad folk søger på (på Google og andre søgemaskiner), for at finde bloggen. I går blev der fx søgt på “Kan man forære blomster til en veganer?” (Lad mig lige afsløre svaret: Det kan man godt. Og vi bliver endda glade for dem!) Og til tider er det nogle rigtig spændende søgninger, der bringer folk til bloggen. Her har jeg samlet et par af de sjoveste søgninger, der har ført folk til bloggen gennem det sidste år:

“Kød?” (Jeg er ikke sikker på, jeg forstår spørgsmålet, men umiddelbart er mit svar nej.)
“Våd chokoladekage” (1: Bag chokoladekage. 2: Dyp i væske. 3: Server.)
“Kage med kikærter” (Ikke endnu, men måske. Hmm…)
“Kød i mørke” (Stadig ikke rigtig vegansk, selvom du ikke kan se det.)
“Chokoladekage med kikærter” (Ja, ja, rolig nu! Jeg sagde måske.)
Fræk kok med tærte” (Jep, det må være mig. Du ringer bare.)
“Usund madpyramide” (Tak for tilliden?)
“Mayonnaise olé” (Jamen, okay, hvis du siger det: OLÉ!)
“Kan man leve af tofu” (Tjoo, men det bliver nok en lidt usund madpyramide.)
“Hvordan redder man en kage, der ikke er gennembagt” (Bager den færdig? Åh, stakkel.)
“Hvordan følges de 8 kostråd” (Bare spis fra hele madpyramiden: Tofu, tofu, tofu!)
“Remoulade og ristet løg smoothie” (Nej, vel? Hvor er det dog trist, at den søgning førte dig til mig.)

Tilgengæld er der også en hel del søgninger på “kærlighed“, som fører direkte herind, og det kan jeg godt lide!  🙂

Men hvad kan I godt lide? Det er jo en ret væsentlig del af den her samtale, som jeg ser bloggen som. Jeres kommentarer og bedømmelser af indlæggene og opskrifterne fortæller mig, hvad I godt kan lide og gerne vil se mere af. Det hjælper mig til at gøre bloggen bedre, og det holder mig inspireret til at lave flere nye indlæg. En måde at aflæse, hvad I godt kan lide er, at se på bloggens statistik. Der kan jeg se, hvilke opskrifter, der er blevet set flest gange. Ud fra det har jeg lavet jeres top 3 favoritindlæg, og de kommer herunder. Jeg har lavet to: En top 3 for sødt og en top 3 for salt.

TOP 3 – SØDT:
1: Søde & bløde bananmuffins – uden sukker og gluten
2: Når kagen mislykkes: Trøfler!
3: Sandhedskage – svampet vegansk sandkage

TOP 3 – SALT:
1: Smæskesteg
2: Spaghetti veganese
3: Kartoffelfrikadeller med karry

Det er de indlæg I har set flest gange. Sådan en statistik er selvfølgelig ikke helt rimelig overfor nye indlæg, men der har I jeres favoritter som det ser ud nu. Jeg er en smule overrasket over at min egen absolutte favorit – som også er den opskrift, jeg har fået mest ros for – ikke er med. Det er (selvfølgelig) min Banankage med kærlighed, jeg savner i jeres top 3. Men jeg er glad for at Smæskestegen har fået en fin førsteplads, for den er jeg da også glad for! Derudover er jeg også lidt glad for at have inspireret både min mor og nogle af mine bedste venner til at prøve at spise vegansk, og med rigtig positive tilbagemeldinger fra dem alle. Hvordan ser din personlige top 3 ud, og hvad kunne du godt tænke dig at se mere af på bloggen?

Tusind tak til alle jer, der læser med! Jeg håber, I også er med, når bloggen fylder 2 år 🙂

Kærlighed & Kikærter,
Thomas

P.S. Her er et billede af, hvordan det ser ud fra madens perspektiv, når jeg leger i køkkenet.

veganer, blog