Efterårsgryde med hokkaido og søde kartofler

“Efterårets blade falder, se de smukke farver kalder.” Jeg er vild med efterår og alle de flotte farver, der er på både træer og grøntsager. Det er tid til rødbeder, pastinakker, græskar, søde kartofler, rødkål, grønkål, svampe, jordskokker … altså noget af det bedste, grøntsagsriget har at byde på. I denne nemme hverdagsret bruger jeg hokkaido sammen med søde kartofler og svampe i en cremet tomat-/kokossauce, og det bliver ikke mere lækkert og varmende. Retten passer perfekt til kolde efterårsdage.
Før du går i gang med at lave retten, skal du lige have en nyhed. Jeg kommer til Bogforum 2017 i Bella Center København den 11. november klokken 15. Her vil jeg tale lidt om og lave mad fra min kogebog “Veganske livretter”. Jeg glæder mig rigtig meget, og jeg håber at se nogle kendte ansigter. Læs mere og køb billet.
Efterårsgryde til 4 personer
To løg
Tre fed hvidløg
2 spsk kokosolie
400 g sødkartofler
200 g blandede svampe
1/2 hokkaido-græskar
1 tsk paprika
1 spsk agave
1 tsk tørret rosmarin
12 tørrede enebær
1 dåse butterbeans (eller 2)
2 dl urtebouillon
400 g flåede, hakkede tomater (1 dåse)
2 dl fuldfed kokosmælk (1/2 dåse)
Saft af 1/2 citron
Friskkværnet peber
Urtesalt
Persille
Hak løgene fint og mas hvidløgene og hak dem. Kom kokosolie i en stor gryde sammen med løg og hvidløg. Sauter ved middel-høj varme til løgene er klare.
Rens grøntsagerne og skær dem i tern på cirka 1-2 cm. Hak svampene. Tilsæt grøntsagerne til gryden og skru lidt op for varmen. Sauter grøntsagerne under omrøring i 4-5 minutter. Tilsæt så krydderierne og vend det hele godt rundt nogle gange. Tilsæt så butterbeans, urtebouillon, flåede tomater og kokosmælk. Bring det i kog og lad det så boble under låg ved svag til middel varme i mindst 40 minutter. Kog imens tilbehør (fx ris eller kartoffelmos) Tjek at grøntsagerne er møre, og smag på retten. Når grøntsagerne er møre, tilsætter du citronsaft, peber og urtesalt. Rør godt rundt og smag til.
Server med ris, kartoffelmos eller rodfrugtsmos. Pynt med persille.
God appetit!
Husk at følge mig på Instagram: @thomaserex
Linse Kesslers bøffer

Den her opskrift er en hyldest til dig, der lader dig inspirere, og som spiser mere og mere plantebaseret. Tak fordi du er åben og går i den rigtige retning. Planeten og dyrene har brug for, at vi tør rykke os mod det grønne, selvom det kan være svært, når man kommer fra landet af smør og bacon. Jeg synes, Linse Kessler er et godt eksempel på sådan en person, der tør rykke sig, men som endnu ikke er gået hele vejen. Linse fortæller tit, at hun er en stor dyreven, og at hun derfor ikke kan spise dyrene. Samtidig er hun ikke så glad for grøntsager, så det er en udfordring for hende at være vegetar. Men hun gør det, og hun deler gerne budskabet med andre. Det fortjener ros og opbakning. Linse følger mig endda på Instagram, fordi hun gerne vil inspireres. Kom og vær med: @thomaserex
Min kogebog “Veganske livretter” ligger i øvrigt stadig i top 20 på Saxo.dk her en måned efter udgivelsen. I dag var den helt oppe at røre ved nummer 5, så tusind tak for opbakningen! Jeg håber, I er lige så glade for bogen, som jeg er.
Vil du købe bogen, så klik her.
De her linsebøffer er faste i konsistensen, de er saftige, og så smager de uuh-mami-lækkert! Jeg har serveret dem for en lille håndfuld venner nu, og der har været stor begejstring. Jeg tester altid mine opskrifter flere gange, før jeg lægger dem ud her på bloggen, og derfor går det heller ikke altid så hurtigt med at få lavet nye opskrifter. Jeg håber, jeg kan finde bedre tid i løbet af sommeren til at få gjort nogle ting færdig, så jeg kan dele dem med jer.
Bøfferne her består primært af linser, løg, broccoli og svampe. Det gør dem både proteinrige, rige på jern, fulde af fibre og i det hele taget ret sunde. Det vælger jeg så at kompensere for ved at booste smagen med en spand olie, men du kan selvfølgelig også vælge at lave bøfferne i ovnen. Hvis du vil det, så vil jeg anbefale, at du tilsætter lidt god olie i farsen i stedet. Der er næstet intet fedt i de øvrige ingredienser, og det vil gå ud over smagen, hvis du laver dem helt fedtfattige.
Til cirka 10 bøffer:
200 g (ukogte) grønne linser
190 g brune champignon (renset vægt)
2 løg (cirka 170 g)
Broccoli-stok (cirka 170 g)
½ grøntsagsbouillonterning (uden mælk)
2 tsk stødt spidskommen
1 tsk paprika
½ tsk muskat
1 tsk salt
friskkværnet peber
40 g havregryn
100 g hvedemel (eller glutenfri melblanding)
Raps- eller kokosolie til stegning (eller tilsæt lidt olie i farsen, hvis du bager bøfferne)
Sådan gør du:
Skyl linserne og kog dem i cirka 30 minutter. Imens linserne koger kan du rense champignon og løg. Skær den nederste (hårde) centimeter af broccolistokken og kasser den. Skær resten af stokken i store stykker, del løgene i halve og kom det hele samt de rensede champignon i en foodprocessor. Blend det hele godt, til du har en nogenlunde ensartet fars.
Dræn vandet fra de kogte linser. Smid den halve bouillonterning ned til linserne, mens de damper, og rør rundt så terningen opløses og giver smag til linserne. Når terningen er opløst, tilsætter du linserne til farsen i foodprocessoren. Tilsæt også krydderierne og blend igen, så linserne bliver en del af farsen.
Kom farsen i en skål (eller i den gryde, du har brugt til linserne) og tilsæt havregryn og hvedemel. Rør godt rundt og smag til. Hvis du vil bage bøfferne, så tilsæt lidt olie til farsen. Hvis du vil stege dem, så tilsæt i stedet olien til en pande og varm den.
Form bøfferne i hænderne. Gør evt. dine hænder våde, så bliver det lettere at forme bøffer, uden at de klistrer for meget. Steg bøfferne til de har en god stegeskorpe på begge sider. Bager du bøfferne, så vend dem forsigtigt undervejs. (Rettesnor til bagning: 200 grader alm. ovn i cirka 20 minutter.)
Server Linse Kesslers bøffer i en burger, i pitabrød, med pomfritter og ketchup, med hasselback-kartofler eller lige som du har lyst til.
Variation:
Du kan sagtens tilsætte andre krydderier eller krydderurter, hvis du vil prøve en anden smagsvariant. Prøv fx at tilføje persille. Du kan også bruge andre svampe, som vil give en helt anden smag, og du kan selvfølgelig lave bøfferne glutenfri ved at bruge glutenfrit mel.
Kogebog: Veganske livretter
Kære læsere
Nu kommer der en kogebog! På onsdag den 10. maj udkommer Veganske livretter. Jeg er vildt stolt og glad for det resultat, jeg sidder med i hånden lige nu og nærmest ikke kan give slip på, selvom det unægteligt gør det en smule sværere at skrive. Jeg vil gerne sige tusind tak til alle jer, der læser med her, for det er også takket være jer, at jeg nu har mit navn på en kogebog. I har fulgt med, bakket op og deltaget aktivt i processen ved at kommentere på mine opskrifter og indlæg de sidste fem-seks år. På den måde er i medforfattere til bogen, og jeg håber, at I også er stolte af og glade for resultatet.
Hvad er det så for en bog, vi har skabt? Ja, det er jo først og fremmest en kogebog, det siger sig selv. Der er masser af inspiration til at spise vegansk til alle måltider, og stilen er som I kender den her fra bloggen: Det er nede på jorden, enkelt og helt uden frygt for olie, sukker, sojakød osv. De fleste opskrifter er sunde (og glutenfri), men det har ikke været min intention at skabe en sundhedsbibel, så der er også kage (rigtig kage – med sukker og olie), der er retter med sojakød, hvedekød og vegansk ost. Og der er masser af mayo.
Fokus i bogen er på nogle af danskernes foretrukne retter. Det er retter som karbonader, frikadeller, kartoffelsalat, lasagne, pizza, og pasteretter, som jeg godt selv kan lide at spise, og som de fleste danskere spiser ofte. Derudover er der også helt nye og utraditionelle retter, som jeg håber og tror kan blive favoritter for en masse danskere. Det er grøntsagsbaserede retter med linser, bønner, grøntsager og selvfølgelig masser af kikærter.
Kapitlerne i bogen hedder:
– Forord
– Morgenmad & brunch
– Frokost & madpakker
– Salat & dressing
– Hovedretter
– Snacks & tilbehør
– Kager & desserter
– Juice & smoothie
– Ofte stillede spørgsmål
– Tak
Kapitlet med hovedretter er det største i bogen, og nogle af frokostretterne kan også bruges som hovedret. Der er variationsforslag til flere retter, så der er nok at gå i køkkenet med.
Udover at være en kogebog med opskrifter, så er bogen også en vegansk fortælling. Allerede i forordet vil du opdage, at det her er en bog med hjerte og sjæl. Min motivation for at udbrede kendskabet til veganisme og vegansk mad er stærk, og jeg har meget, jeg gerne vil dele i håb om at inspirere andre. Det gør jeg igennem bogen ved at knytte små historier til opskrifterne, og jeg deler både viden og erfaringer med en masse humor. Kogebøger, der kun er instruktioner i tilberedning af mad, er kønsløse og kedelige, hvis du spørger mig, og sådan en ville jeg slet ikke kunne skrive, selv hvis jeg blev truet på livet.
Det er mit håb, at de, der køber bogen for at blive inspireret til grønnere retter, også vil lade sig inspirere og underholde af mine tanker og skæve input. Hvis du allerede selv er veganer, så vil du nok synes godt om, at du kan give en kogebog til dine venner og familie, som de ikke kun kan bruge til at lave enkel mad til dig med, men som de også kan få lidt at vide om veganisme ved at læse.
Billederne i bogen er taget af David Bering fra Montgomery i tæt samarbejde med mig. David er fantastisk dygtig, så billederne er blevet flottere, end jeg havde turde håbe på. Det hænger nok sammen med, at han aldrig har spist dyr, for det må da give superkræfter. Jep, David er livslang vegetar, og netop derfor brændte han også for projektet. Det betød meget for mit valg af fotograf, for jeg var sikker på, at resultatet ville blive bedre, hvis fotografen også var investeret i projektet. Og det må man sige lykkedes.
Det grafiske arbejde er lavet af Lindbjerg Grafik i tæt samarbejde med mig. Kristine Lindbjerg er rigtig dygtig, så selvom hun sidder i solrige Australien, og vi derfor kommunikerede via mail igennem processen, så forstod hun, hvad jeg gerne ville have. Udtrykket er blevet lige som jeg gerne ville have det. Skriften er letlæselig, baggrundene er afdæmpede men interessante og varierer en smule, stilen er enkel, udtrykket er maskulint og en smule råt. Også i det grafiske udtryk har det været vigtigt for mig, at bogen ikke var kedelig. Resultatet er flot og gør bogen endnu mere interessant at bladre igennem.
Du kan bestille bogen hos Turbine lige her. (Mad med Medfølelses medlemmer får rabat.)
Du kan også bestille den hos Saxo. (Plusmedlemmer får rabat.)
Hvis du bor i Aarhus, København eller Odense, så kom forbi til en af mine udgivelsesfester, hvor jeg sammen med hhv. Mikuna (Aarhus), GreenBurger (København) og Venchi (Odense) byder indenfor til en reception med mulighed for at købe bogen, få den signeret og høre et par ord fra mig om bogen. Det er jer, der læser med her, der bliver bogens ambassadører overfor andre mennesker, så det er vigtigt for mig at komme ud og sige tak og fejre bogens “fødsel” med jer. Se begivenhederne på min Facebookside. Jeg håber, vi ses!
Aarhus, 10. maj (onsdag) klokken 17-19: Event sammen med Mikuna, Frederiksallé 96. Mikuna sælger bogen. Arrangementet foregår i Mikunas baggård, som du finder ved at gå om første hjørne efter Mikuna (på vej væk fra centrum) og dreje til højre. Der vil være et skilt, og du kan selvfølgelig spørge hos Mikuna. Der vil være lækre snacks og mulighed for at købe mad med hjem fra Mikuna.
– De første 20 med en bog i hånden får en goodiebag med produkter fra Naturli’.
København, 14. maj (søndag) klokken 17-19: Event sammen med GreenBurger, Frederiksborggade 26. GreenBurger sælger bogen, og arrangementet foregår hos GreenBurger overfor Torvehallerne. Der vil være snacks og mulighed for at købe mad med hjem eller spise hos GreenBurger.
– De første 20 med en bog i hånden får en goodiebag med produkter fra Naturli’.
Odense, 3. juni (lørdag) klokken 14-17: Event sammen med Venchi, Vestergade 83. Venchi sælger bogen og serverer lækre snacks til alle. Der er selvfølgelig også mulighed for at spise hos Venchi.
– De første 20 med en bog i hånden får en goodiebag med produkter fra Naturli’.
Da vi skulle skyde billederne til bogen, havde jeg søde venner til at hjælpe med alt det praktiske. Det er ufatteligt hårdt at skyde så mange billeder af mad på få dage. Jeg skulle lave mange af retterne på selve fotodagene, og i dagene op til havde jeg knoklet for at forberede så meget som muligt. Derfor var det rigtig dejligt at have god hjælp og støtte fra mine venner Anita, Louise og Peter. Peter var endda så sød at tage en masse billeder af processen, som jeg vil dele med jer her.
Du kan i øvrigt se flere af Peters billeder på hans hjemmeside her. Peter er blevet kåret som Årets Dyrefotograf i 2016.
Risalamisú
Så trækker vi lige risalamamen op på et nyt niveau. Risalamande + tiramisu = risalamisú. Her fire dage før jul vil jeg gerne inspirere dig til at lave risalamanden lidt anderledes. Med inspiration fra den italienske dessert, tira-mi-sú (træk mig op), trækker jeg risalamanden ud af den traditionelle præsentation og ind i en ny verden af lagdelt lækkerhed.
Så sent som i går serverede jeg risalamisúen for en håndfuld søde kolleger til en lille julefrokost (ja, på en mandag – gymnasielærerlivet er vildt), og de delte min begejstring for desserten. Så det tager jeg som et “godkendt”-stempel, og jeg tør dermed godt sende opskriften ud til jer (mine hårdeste dommere og sødeste følgere).
Så du ikke lige den her opskrift komme, så kan jeg godt forstå det. Det er ikke oplagt at lægge tiramisú sammen med risalamande, men det virker virkelig godt. Jeg er ikke så vild med risalamande, men risalamisú glider let ned. Og så er den lidt pænere at servere i en fin glasskål.
Til 15 personer (en skål på minimum 3 liter – 2 dl til hver)
Bunde:
3 ½ dl hvedemel
2,3 dl sukker
1 tsk. bagepulver
½ tsk. salt
1,7 dl vand eller plantemælk
1 ½ spsk. mandelessens
3 spsk. æbleeddike
1,2 dl smagsneutral olie
Risalamande:
2,5 dl kold risengrød (kogt på plantemælk)
2-3 spsk lys sirup
1 Alpro piskbar sojafløde (250 ml)
100 g. mandelflager
1/2 tsk vaniljepulver
500 g. kirsebærsauce (en karton)
1 dl vand
(Evt. kirsebærlikør)
(Evt. dag 1)
Start med at koge en risengrød på kokos-/rismælk (eller anden plantemælk) efter anvisningen på pakken. Tag 2,5 dl grød fra og lad den køle ned (resten kan du spise varmt). Tilsæt 2-3 spsk lys sirup eller andet sødemiddel (fx sukker), mandelflager og vanilje. Rør godt rundt.
Lav så bundene. Bland hvedemel, sukker, bagepulver og salt i en stor skål. Bland de våde ingredienser i en anden skål og rør så de våde i de tørre. Du skal ikke røre for meget rundt, det skal kun lige blandes. Smør en form, fx en springform (22 cm i diameter), med olie hele vejen rundt og hæld dejen heri. Bag i cirka 30 minutter ved 180 grader, til den består strikkepindsprøven. Lad kagen køle helt af, før du skærer i den og lægger risalamisùen sammen. Der er ekstra kage, så du kan smage på den. (Ja, selvfølgelig! Tror du, jeg kunne finde på at få dig til at bage en kage, som du ikke engang må smage på?)
(Evt. dag 2)
Når bundene og risengrøden er kølet ned, smagt til og klar (du kan med fordel lave dem dagen før), pisker du sojafløden helt stiv. Husk at bruge en piskbar fløde og ikke madlavningsfløde. Vend så grøden (som du har smagt til med sødt, vanilje og mandler) sammen med flødeskummen.
Bland kirsebærsaucen med 1 dl vand, så den bliver tyndere.
Læg så risalamisúen sammen. Start med et lag kage. Jeg skærer kagen i tern på cirka 2-3 cm, da det er lettere at arbejde med og giver et bedre resultat, hvor lagene blander sig lidt med hinanden. Kagelaget skal fylde bunden i din skål ud. Hæld så halvdelen af kirsebærsaucen ud over bunden, så al kagen får lidt rød sauce på sig. Læg så halvdelen af risalamanden på. Så lægger du et lag kage mere, så kirsebærsauce og til sidst risalamande.
Det er vigtigt, at du ikke rør rundt i risalamanden eller roder for meget rundt med skeen, for så trænger den røde sauce op i risalamanden og giver den et mudret, lyserødt look. Du kan evt. bruge en sprøjtepose til at fordele risalamanden, så du ikke kommer til at mudre det sammen. Glat toppen forsigtigt af og slut evt. af med pulver af frysetørrede bær.
Lad meget gerne risalamisuen stå på køl en dag eller to, før du serverer den.
Noter:
– Jeg har ikke fået prøvet det af med kirsebærlikør, men jeg forestiller mig, at det er rigtigt godt. Skift lidt af vandet i saucen ud med kirsebærlikør.
– Hvis du er mere til jordbærsauce, så kan du sagtens bruge det i stedet.
Følg mig på Instagram: @thomaserex
Og husk at abonnere på bloggen, så du altid får at vide, når der er et nyt indlæg.
Glædelig vegansk jul!
Carnister giver mig lyst til at spise menneskekød

Dette blogindlæg er et modsvar til klummen “Veganere giver mig lyst til at spise kød” af Søren “Sørøver” Kvist, som blev bragt på Euroman.dk den 26. august 2016. (Læs det lige først, og kom så tilbage.)
Du kender det godt. En carnist* krydser din vej med sit tungeste skyts og udfordrer vredt din veganisme med trusler om vold mod dyr og latterlige, uunderbyggede påstande. Din umiddelbare (og ganske forståelige) reaktion er at blive vred og frustreret over carnistens angreb, som endda tit kommer helt uprovokeret. Og hvad skal du så gøre? Du skal være sød, du skal underbygge dine argumenter og forsvare dit valg om ikke at gøre dyrene ondt, selvom det samme ikke gør sig gældende med modsat fortegn for angriberen – carnisten. Hen har allerede vundet diskussionen på forhånd, fordi hens publikum er større og bakker fuldt op om enhver udokumenteret påstand og krigerisk råber med i kor, mens kødsveden bobler frem på de vrede pander.
Men, kære veganer-ven, det er okay at blive vred. Du må gerne vise, at du brænder for sagen og er vred over carnisternes voldelige adfærd, over at de ikke på samme måde skal stå til ansvar for deres holdninger og over deres modvilje mod at ændre adfærd, når de møder bedre argumenter. Hvis du oven i købet kan tilbagevise deres påstande, fordi du har uddannet dig selv om de mange veganske fordele, så når du måske endnu længere. Du skal også bare vide, at du ikke skal stå til ansvar for at forsvare dine valg overfor enhver idiot med en holdning og en trang til at råbe den. Tvært imod er det nærmere carnisterne, der har noget at forklare og forsøge at forsvare, eftersom det er deres valg (eller mangel på samme), der spreder unødig lidelse og belaster miljøet unødigt meget.
Her vil jeg forsøge mig med både at være vred og konstruktiv, mens jeg gennemgår sørøverens klumme punkt for punkt og tilbageviser det, der skal tilbagevises.
“Veganere irriterer mig nogle gange så meget, at jeg kan blive fristet til at flå haglbøssen ned fra væggen og gå ud og slagte et dyr lige på stedet. Grave dets varme bankende hjerte ud af brystet og æde det råt!”
Selvfølgelig starter den farlige sørøver ud med en provokation og en trussel om vold mod dyr. Han er selvsagt interesseret i at starte en debat, og så er det jo et fint redskab lige at sige “veganer” og noget med at have lyst til at dræbe dyr i samme sætning. Så er læserens interesse fanget på begge sider af diskussionen: Veganeren er vred, carnisten klapper, begge vil vide mere. Lad os læse videre.
“Lad os lige starte med at fastslå følgende – veganere har verdens bedste sag.”
Ja. Det er jo meget rigtigt. Sørøveren fortæller så, at det er bedre for miljøet ikke spise dyr, og at det også er bedre for dyrene ikke at støtte industriproduktionen. Så langt er vi jo enige, og så er alting da hyggeligt. Hvis vi stoppede her, ville bordet være dækket fint op til veganerkage og hygge, men det gør vi selvfølgelig ikke.
“Faktisk har alle, der vil være med til at begrænse kødforbruget og nedlægge industriproduktionen af kød, min dybeste sympati. Jeg er selv en af de tosser, der mener, at det ikke er en menneskeret, at bøffen skal være så stor, at den tager pladsen fra grøntsagerne på tallerkenen. Men veganere er bare så arrgh…”
Det er slet ikke en menneskeret at spise dyr. Nu hvor du bringer menneskers rettigheder på banen, Søren, så ville det måske være på sin plads at indtænke dyrenes rettigheder. Vi er som mennesker kommet rigtig lang i forhold til at give forskellige grupper af mennesker rettigheder. Sorte blev engang brugt som slaver, kvinder blev set som undermennesker, børn, handicappede… der er masser af mennesker, der tidligere i historien er blevet behandlet som mindreværdige, som i dag har flere rettigheder. Det er let at afvise tanken om, at nogle af disse grundlæggende rettigheder også bør gælde for individer af andre arter, men det er svært at argumentere imod. Vi veganere vil ikke have mindre dyremishandling i produktionen, vi vil afskaffe al mishandling og brug af dyr.
“(…) glemmer alt om, at den soja, de køber, ironisk nok ofte formet som et komisk 3-dimensionelt kødprodukt, i samme omfang som husdyrfoderet koster regnskov, diversitet og endda menneskeliv at producere i Sydamerika.”
Næh, det gør sojakød faktisk ikke. Mad lavet af sojabønner står for en forsvindende lille del af den samlede produktion af sojabønner. Minimum 70 % af verdens sojabønner bruges i kødindustrien som foder. Kilde. Også i Danmark, hvor vi lægger beslag på et regnskovsområde svarende til Sjælland i størrelse – hovedsageligt til at fodre de mange grise, vi synes, vi skal spise. Kilde. Veganske kødprodukter lavet af soja er oftest baseret på soja dyrket under ansvarlige forhold – ofte i Europa. Fx skriver en af landets største producenter, Soy4you, på deres hjemmeside dette: “Vores bønner dyrkes i hhv Frankrig og Canada og indgår i en certificeret bæredygtig produktion. Vi har fuld sporbarhed på produkterne.” Men Søren Sørøver har nok ikke tænkt længere end soja=veganere, og så har han glemt alt om, at det ikke er os men carnisterne, der bruger soja fra Sydamerika.
“Mennesker er ikke skabt til at spise kød, er ét af de tilbagevendende argumenter. Og alligevel har vi altid gjort det i mindre eller større omfang, må modargumentet være.”
Det er fuldstændig ligegyldigt, hvad vi er “skabt” til, og jeg tror slet ikke på, at vi er “skabt”, hvis der er en religiøs undertone i den formulering. Hvis veganere bruger det som argument, så har de ikke forstået pointen, og hvis carnister bruger det, at vi altid har gjort det, som modargument, så … ja, så bliver jeg sgu træt, for det er slet ikke et godt argument. At vi har gjort noget længe eller “altid” vil aldrig kunne retfærddiggøre det. Det kan muligvis forklare det, men det er noget andet. Det, at vi har gjort noget i lang tid, er ikke et godt argument for at fortsætte med at gøre det, og da slet ikke, hvis/når det er uetisk adfærd.
Her kommer Søren så med en skideballe til den modsatte ende af diskussionen, bacontosserne (tøhø, bacon4life-typen), og det er da rart, at han heller ikke kan lide dem. Han fortsætter så med at sige, at han ikke kan lide at blive kaldt morder, når han dræber dyr, eller at få at vide, at dyrefabrikkerne minder om koncentrationslejre. Bare ærgerligt, Søren, vi kommer ikke uden om, at det at dræbe andre individer er drab/mord (også selvom ordbogen endnu ikke anerkender, at vi bruger “mord” om det at dræbe individer af andre arter, men det kan jo laves om) og at industrielle dyrefabrikker er så uhyggeligt og koldt skruet sammen, at de mest af alt minder om koncentrationslejre for andre dyrearter. Fri mig for eufemismer som “slagtning”, “aflivning” og “insemination”. Kald det, hvad det er, og stå ved, at det er sygt at behandle dyr sådan uden en god grund.
“Det virker fuldstændig, som om de ikke har forstået, at denne kalv, gris, høne, gås, you name it, ikke ville eksistere, hvis ikke den havde det formål at blive til mad, lave mælk eller lægge æg. (…) Husdyr eksisterer kun grundet menneskenes behov.”
Jo, det forstår vi ganske fint. Vi er helt med på, at de mange lidende individer på dyrefabrikkerne ikke ville eksistere, og dermed ikke ville lide, hvis carnister ikke ville dræbe dem og spise deres døde kroppe eller sekreter. Og nej, de eksisterer ikke for vores behov, de eksisterer, fordi carnister har en lyst til at dræbe og spise dem, ikke et behov. Skal jeg forklare forskellen på lyst og behov? Det er den forskel, der gør denne diskussion mulig, så det er ret essentielt, at du forstår den. Hvis vi virkelig havde et behov, så ville det slet ikke være muligt for mig at skrive dette, for så var jeg kradset af for flere år siden.
“Vi lever i en verden, hvor man ikke behøver at slå ihjel for at overleve.”
… Så det ved du faktisk godt? Spændende. Så forstår jeg ikke, hvordan du vil retfærdiggøre at dræbe alligevel.
“Det er et urinstinkt, der melder sig, og det er helt naturligt!”
Så dit argument er, at det er naturligt. *Suk* Naturlighed er virkelig et skidt argument. Både på min og din side af diskussionen, for der er ingen af os, der kan leve op til kravene for “naturlighed”, eller også kan vi begge leve op til dem til fulde. (Det kommer an på, hvordan man vælger at tolke ordet “naturligt”. Det elektroniske apparat, du har foran dig lige nu, er enten slet ikke naturligt, fordi det ikke er opstået i naturen ligesom træer og grøntsager, ellers er det fuldt ud naturligt, fordi det er skabt af mennesker, som er naturligt forekommende og dermed er alt, hvad vi skaber, “naturligt”.) Men den diskussion er overflødig, for uanset hvordan man vælger at se på det, så begrænser vi allerede naturligt forekommende adfærd, når vi finder den uetisk. Fx kan vi konstatere at fænomener som pædofili og vold er fuldt naturligt forekommende, men vi begrænser pædofiles og voldsmænds adfærd, fordi den går ud over andre. Altså forsøger vi at stoppe denne “naturlige” adfærd, fordi vi godt kan se, at det ikke er i orden, at nogle menneskers tendenser/lyster/adfærd skader andre. Så naturlighed er altså ikke et godt argument, hverken for eller imod veganisme. Vi bør i stedet overveje grundigt, hvad der er etisk forsvarligt.
Note: Jeg forsøger at ignorere den voldsomt afskyvækkende og konservative holdning til maskulinitetens sammenhæng med at ødelægge verden og sprede lidelse, som Søren giver udtryk for. For mig som vegansk mand handler maskulinitet om at forsvare vigtige værdier som frihed, retfærdighed og empati. Når du vælger vegansk, vælger du at beskytte dem, der ikke kan beskytte sig selv, du passer på dyrene, du passer på vores fælles planet og du forsvarer vigtige værdier. Det kræver sin mand at gå mod sin kultur for at beskytte de værdier, den påstår at stå for.
*Carnisme er det usynlige trossystem/den ideologi, som får folk til at spise visse dyr. Carnisme er det modsatte af veganisme. »Carn« betyder »kød« eller »i kødet«, og »isme« betegner et trossystem. Mange mennesker ser ikke det at spise dyr som et valg, men mere som noget, der bare er, som det er, og i kødspisende kulturer rundt om i verden tænker folk typisk ikke over, hvorfor de finder kød fra nogle dyr modbydeligt og kød fra andre dyr appetitligt – eller hvorfor de overhovedet spiser dyr. Men når det at spise dyr ikke er en nødvendighed for at overleve (og det er det ikke i størstedelen af verden i dag), så er det et valg, og valg udspringer altid af en overbevisning, en ideologi.
Mor Hannes [kabånajer] & kartoffelsalat
“Prøvliåhørherikå! Jeg er fra Aarhus, ik’å. Og her i Aarhus, der siger vi altså [kabånajer], og så’n er det bare.” En af mine livretter, fra dengang “livret” åbenbart rimede på død, var karbonader. Det var selvfølgelig mors karbonader, der var de bedste i hele verden, og det er de såmænd stadig, for min mor er rigtig dygtig til at lave og spise vegansk mad. Derfor skal denne opskrift opkaldes efter min mor. Hun taler mere aarhusiansk end nogen anden, jeg kender, og det er både grimt, charmerende, underholdende og hjemligt. Når min mor siger karbonader, så siger hun det med mere autoritet og autencitet i stemmen end Claus Meyer eller nogen af de andre folkekære tv-kokke. Hun siger det på ægte aarhusiansk med j, hvor der eller skulle være d: “Så’ der [kabånajer], Thomas!”
Det her er min første opskrift i lang tid. Jeg har haft travlt med så meget, så jeg har ikke følt overskud til at lave opskrifter og blogge. Jeg er blandt andet blevet færdig med min kandidatuddannelse i Engelsk og Film & Medier, hvor jeg skrev speciale om alternativer til mainstream madkultur i USA. Det var et hårdt forløb, selv jeg jo brænder for emnet og også kom en del ind på vegansk madkultur og veganisme i det hele taget. Jeg er så glad for endelig at have modtaget papirerne og være officielt færdig med uni. Nu er jeg jobsøgende, så hvis nogen derude skulle kende nogen, der har brug for mig, må I endelig gerne sende dem min vej. I kan finde mig på Linkedin her.
Til 6-8 kabånajer:
65 g. lys sojagranulat (fx Soy4You)
3 dl stærk bouillon (1 hel terning i 3 dl kogende vand)
1 stort løg (175 g.)
100 g. squash (cirka en tredjedel af en squash)
1 stængel bladselleri
4 spsk havregryn
5 spsk (hvede)mel
1 drys røget paprika
½ tsk muskat
Masser af friskkværnet peber
Rigeligt (urte)salt
Rasp til panering
Rapsolie og vegansk smør til stegning
Forbered først den stærke bouillon og udblød så sojagranulatet heri i 10 minutter. Hæld overskydende væske i en skål (du kan bruge det, når du skal forme kabånajerne).
Kør løg, squash og bladselleri fint i en foodprocessor eller riv det på et rivejern. Bland så det udblødte granulat i. Hvis du har fået fat i en granulat, der ikke er helt så fin som Soy4You, kan du køre den udblødte granulat lidt i foodprocessoren, til det har en mere farsagtig konsistens. Hvis den er alt for grov, er det svært at forme kabånajerne.
Tilsæt gryn, mel og krydderier, og rør godt rundt et lille minut. Smag til og sørg endelig for, at farsen er salt nok til din smag. Lad farsen hvile på køl, til du vil forme og stege kabånajerne. Lad farsen hvile mindst et kvarter. Smag gerne til igen. Vegansk fars er ikke farlig at smage på.
Form 6-8 kabånajer (jeg laver gerne 6 store, men de er lettere at styre på panden, hvis de er mindre). Brug resten af bouillonen (eller bare vand) til at holde dine hænder våde, mens du former dem. Det gør det meget lettere at forme kabånajerne, uden at de klistrer til dine hænder, og så gør det det lettere for raspen at sidde fast. Vend kabånajerne i rasp og steg dem ved god varme på en pande med rigeligt olie og vegansk smør. Sojagranulat indeholder så godt som intet fedt, så du bliver nødt til at give den gas med fedtet for at få en lækker og autentisk smag af kabånajer.
Server med klassisk tilbehør eller, som jeg foretrækker, med en grøn salat og en frisk kartoffelsalat. Den skal du selvfølgelig ikke snydes for opskriften på, så den kommer herunder.
Frisk kartoffelsalat med radiser og purløg
750 g. kogte, kolde kartofler i mundrette bidder
2 dl sojayoghurt uden sukker (fx Sojade) eller iMat fraiche fra Oatly
1 lille bundt radiser, fintskårne
1 bundt purløg, finthakket
1 tsk sennep
1 tsk løgpulver
2 spsk citronsaft
½ tsk salt (eller efter smag)
friskkværnet peber
Vend alle ingredienser godt sammen i en skål, smag til, og lad kartoffelsalaten hvile på køl, til du serverer den. Vent gerne lidt med at smage til, så smagene får lov at trænge frem og blande sig med sojayoghurten. Hvis du kun kan få fat i en sojayoghurt med sukker, kan du kompensere for den søde smag med ekstra salt.
Marts med Medfølelse: De 10 første dage
Marts med Medfølelse ruller, og der er voldsom interesse for projektet. På Facebook har Mad med Medfølelses side fået dobbelt så mange “følgere”, siden projektet startede, og det summer af aktivitet på siden hver dag med kommentarer og spørgsmål til vegansk mad. Det er dejligt, at så mange har taget udfordringen op, og at der er en overvældende positiv respons.
I min egen lille lejr er det de tre flotte, unge mennesker på billedet ovenfor, der har valgt at udfordre sig selv (ham den grønne deltager ikke, han er vist overbevist), og det resulterer indtil videre i øget overskud, ny inspiration, et vægttab og masser af madglæde, men også i nye udfordringer, der skal overvindes. Mine tre seje og søde venner fortæller her lidt om deres oplevelser indtil videre.
– – –
Randi (det øverste billede) er den største madnørd af de tre venner, jeg blogger om her. Ligesom mig kan hun godt lide at stå i køkkenet og lege med ingredienser, så vi har haft lidt nørdet sms-korrespondance om linsedeller, falafler og et bananbrød, der bare ikke virkede. (Beklager, Randi, der ER rettet!) Og så er hun dygtig til at tænke over selv de mindste ting, så hun blev lige nødt til at spørge mig: “Er der noget, jeg vælger ikke at spise i tyggegummi?” – det var lige en formulering for mig, for det der med “må”, det klinger så religiøst. “Må du spise det her?” siger folk tit, og jeg svarer altid, at jeg må spise, hvad jeg vil, men jeg vil ikke spise noget, der kommer fra dyr. (Og man kan godt få vegansk tyggegummi, men hold især øje med gelatine, E481 og E482.) Randi er oftest den, der laver mad hjemme hos hende og Heidi (de er bofæller), og hun fortæller om sin oplevelse med vegansk madlavning:
“Jeg synes det er sjovt og spændende at leve på vegansk! Jeg har “fået lov til” at lave nogle retter som jeg har drømt om, men ikke har kunnet tage mig sammen til.. Fordi det traditionelle bare var nemmere. Blandt andet falafel! – som jo btw på ingen måde er sværere/mere besværligt at lave end frikadeller!”
Randi fortæller også, at hun synes, det er spændende at prøve nye spreads og postejer, men den nye tilgang til maden er også en udfordring, der kræver lidt:
“Det sværeste, hvis der har været noget, er TID! På vegansk er det ikke kun aftensmad der er lidt tidskrævende, men også morgenmad, og ISÆR frokost.”
Og så savner hun at spise ost. Men mon ikke det der med at det kræver mere tid bliver lettere hen ad vejen, som hun lærer de nye rutiner at kende, og det med osten bliver lettere, når det kommer længere på afstand. Sådan husker jeg det i hvert fald selv fra min første tid som veganer. Alting bliver gradvist lettere, som man vænner sig til sin nye livsstil. Man finder nye frokostløsninger, der måske bevæger sig lidt væk fra det traditionelle, og ostetrangen ender med at blive til en væmmelse ved lugten af ost, når man ikke har spist det i et stykke tid.
Som en bonus ved at lægge osten og de øvrige animalier på hylden, kan Randi fortælle, at hun tabte sig 3 overflødige kg den første uge! Sådan! 😀
– – –
Heidi er ikke den store madnørd, der med glæde står i køkkenet en hel dag. Ligesom mig kommer hun fra et hjem med meget traditionel mad. Hun har det ganske fint med kød, kartofler og sovs, hvilket jeg husker som en stor udfordring, da jeg var altspisende og skulle lave mad til hende og vores fælles veninde, der er vegetar. (Hvordan laver man lige mad til en, der helst kun spiser kød, og en, der slet ikke spiser kød?!) Det problem kom vi dog udover, da jeg blev veganer, for så var der ligesom ikke så meget at diskutere. Det er (næsten altid) mig, der laver maden, når vi tre er samlet, og nu havde jeg så valgt det animalske fra, så sådan blev det. Heidi er blevet meget bedre til at spise grønt siden dengang, hvor jeg var altspisende, og hun er langt mindre kræsen. (Jo, Heidi, du var vildt kræsen! :D)
Heidi fortæller om sine første 10 dage, at hun føler sig sundere, og hun kan mærke en lettere fornemmelse i kroppen. Derudover har hendes oplevelse nok været lidt lettere end Randis, eftersom det mest er Randi, der laver mad. Så hun har altså ikke mærket det store til, at der skal planlægges anderledes eller forberedes mere. Hun udtrykker sin begejstring for den veganske udfordring sådan:
“Der er kun positive ting at sige om maden. Og det er mere spændende mad at få i madpakken end en leverpostejmad.”
– – –
Simon repræsenterer Marts med Medfølelse i København. Han er min gode ven, som jeg kender fra gymnasiet, og så er han rigtig god til at lege veganer, når vi er sammen. Han får lige lov til selv at fortælle, hvordan det går med at spise vegansk:
“Først og fremmest: Det er slet ikke så hårdt, som jeg troede, det ville være. Jeg har faktisk vistnok haft udelukkende positive oplevelser so far. Næsten. Min hud er begyndt at slå ud – er det måske en del af udrensningsprocessen? [Det kan meget vel være, at din krop renser ud, ja.]
Maden kræver en del mere forberedelse, end jeg er vant til. Men den er som regel tilsvarende bedre(!). Jeg har faktisk lidt genfundet glæden ved at eksperimentere i køkkenet. Og det er godt. Jeg glæder mig til at eksperimentere mere med ingredienser, som jeg normalt ikke bruger.
Og i aften har jeg fundet ud af, at jeg kan spise mig mæt i vegansk på min faste “jeg orker ikke lige at lave aftensmad i dag, så jeg går lige ned om hjørnet og køber noget”-sted. Det er “Det sunde køkken” på HC. Ørstedsvej, som har masser af lækre salater, og man kan sagtens vælge noget med proteiner og mæthed. Det er ret godt.
Min krop kan godt li’ indtagelse af vegansk mad indtil videre. Jeg tabte 1 kg i løbet af den første uge uden at dyrke ekstra motion, og så æder jeg endda ret meget. Min mave ser lidt mindre oppustet ud. Når jeg vågner om morgenen, er jeg mere frisk, selvom jeg sover samme antal timer, som jeg er vant til.”
Tja, det lyder jo til at de går ganske fint 😀
I er seje, venner!
Hvis du selv er med i Marts med Medfølelse, vil jeg også gerne høre om din oplevelse. Hvordan synes du, det er at spise vegansk?
Nye kommentarer på bloggen