Thomas Erex

Tomatiseret græskarsuppe

vegansk græskarsuppe, tomatsuppe, bønner, protein

Nu får I altså lige én til med moskusgræskar. Jeg er vild med det ord: “Moskusgræskar”. Det klinger godt, synes du ikke? Prøv lige at smage på ordet lidt… [ˈmɔsgusˈgʁaskɑ] (<– sådan skriver man det fonetisk*) Det er som om ordet nærmest beder om at blive overartikuleret, altså udtalt meget tydeligt og langsomt, som om man prøvede at tale med en hval**, der jo selvsagt ikke kan forstå hverken ordet eller fænomenet “moskusgræskar”. Og så er det en sjov sammensætning. Moskus er i følge ordnet.dk: “Rødbrunt, vellugtende sekret som udskilles fra en kirtel på bugen af moskushjortens han, og som anvendes i medicinal- og parfumeindustrien – også om duften fra dette sekret.” Aha, spændende. Sekret ligefrem. Og der findes både moskusokser og moskusrotter. Men her har vi altså valgt at sætte det sammen med “græskar”, som du jo nok kender – det er en: “Enårig plante med krybende vækst, store, grove blade og op til 50 kg tunge frugter der ofte bruges som madvare.” Så vi har altså her at gøre med en rødbrun, vellugtende sekret-frugt fra en krybende plante.

Den sekretfrugt… ej, det lyder ikke så appetitligt, lad os kalde den moskusgræskar igen. Moskusgræskarret vil jeg her bruge som kraft og vitamintilskud til min suppe. Suppen er “tomatiseret“, altså tilsat tomater. Det er endnu et fancy ord, som diverse tv-kokke godt kan lide at bruge, så lad os da endelig være med på den bølge. Derudover er den også bønneficeret, idet der er kommet et skud kidneybønner i. De udgør et godt protein-boost, så suppen er også proteiniseret. Og chilificeret, og… Ahem, ja. Det er vanvid, jeg ved det godt, så nu stopper jeg. Her er din opskrift:

Til 6-8 personer (en stor grydefuld):
1 moskusgræskar
1 løg
5 fed hvidløg
½ rød chili (medium styrke)
½ rød peberfrugt
½ grøn peberfrugt
1 tsk paprika
½ tsk røget paprika
1 tsk karry
1 dåse bønner
2 dåser tomater
1 l. grøntsagsbouillon (uden mælkepulver!)
citronsaft (3-4 spsk)
sojasauce (1-2 spsk)
friskkværnet peber

Fjern stænglen og kernerne fra græskarret, og hak det i grove stykker. Hak løg, hvidløg, chili og peberfrugterne i grove stykker, og kom det med græskarstykkerne i en stor gryde. Sauter det hele ved god varme sammen med krydderierne i cirka 10-15 minutter. Når løgene er klare, og græskarret har taget lidt farve, tilsætter du bønner, tomater og bouillon. Bring det i kog, og lad det boble i en halv times tid. Blend så det hele med en stavblender og lad det evt. boble lidt videre – tid gør kun suppen godt. Smag til med citronsaft, sojasauce (eller salt) og friskkværnet peber (der er altså stor forskel, så få nu fat i en kværn), og server med rugbrødscroutoner. Drys evt. med lidt persille.

Rugbrødscroutoner laver du ganske let ved at skære firkanter af rugbrød og bage dem ved 200ºC til de er sprøde. Du kan sagtens krydre dem og/eller fedte dem ind i olie, så de bliver små kaloriebomber, men de er også (ve)ganske lækre, når de er helt enkle.

God appetit 🙂

* Fonetisk: Jeg studerer jo engelsk (går i gang med sidste år af kandidaten nu, yay!), og der har vi haft fonetik (læren om sproglyde), hvor jeg har lært at lege med fonetiske bogstaver. Jeg har endda undervist mine yngre medstuderende i fonetik som instruktor/studenterunderviser, og det skal jeg igen her i løbet af efterårssemestret.

** Tale med en hval: Gæt en reference 😉

Advertisements

4 responses

  1. Cæcilie lybecker

    Find Nemo:-)) Og tak for opskriften. Mums. Hedder den der Sekretfætter ikke også “Butternutsquash”? Kh Cillepunk

    Sendt via telefon

    Den 27/08/2013 kl. 21.11 skrev “Kærlighed & Kikærter” :

    > >

    27. august 2013 kl. 20:04

    • thomaserex

      Det er nemmerlig rigtigt 😉 Fantastisk film, som der kommer en toer til!

      Jo, det gør den bestemt. Vi er jo så anglofile, at alle butikkerne kalder det for butternut squash. Jeg tror, det sælger bedre end moskusgræskar 😛

      27. august 2013 kl. 20:06

  2. Louise Kvist

    Hurra! Min kæreste købte en græskarsuppe i Djurs sommerland i går som han sagde smagte “sådan lidt tomatagtig, og af græskar, men ikke hokkaidogræskar”, og som han var ret pjattet med, så må da lige afprøve denne opskrift da den lyder som en perfekt kandidat 👍🏻😄

    Mvh Louise

    18. oktober 2016 kl. 15:16

    • thomaserex

      Haha, hvor sjovt! 🙂 Så må I lige melde tilbage, om den lever op til e høje forventninger fra Djurs 😉

      18. oktober 2016 kl. 21:40

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s