Thomas Erex

Risalamisú

Risalamande tiramisu

Så trækker vi lige risalamamen op på et nyt niveau. Risalamande + tiramisu = risalamisú. Her fire dage før jul vil jeg gerne inspirere dig til at lave risalamanden lidt anderledes. Med inspiration fra den italienske dessert, tira-mi-sú (træk mig op), trækker jeg risalamanden ud af den traditionelle præsentation og ind i en ny verden af lagdelt lækkerhed.

Så sent som i går serverede jeg risalamisúen for en håndfuld søde kolleger til en lille julefrokost (ja, på en mandag – gymnasielærerlivet er vildt), og de delte min begejstring for desserten. Så det tager jeg som et “godkendt”-stempel, og jeg tør dermed godt sende opskriften ud til jer (mine hårdeste dommere og sødeste følgere).

Så du ikke lige den her opskrift komme, så kan jeg godt forstå det. Det er ikke oplagt at lægge tiramisú sammen med risalamande, men det virker virkelig godt. Jeg er ikke så vild med risalamande, men risalamisú glider let ned. Og så er den lidt pænere at servere i en fin glasskål.

Til 15 personer (en skål på minimum 3 liter – 2 dl til hver)
Bunde:
3 ½ dl hvedemel
2,3 dl sukker
1 tsk. bagepulver
½ tsk. salt
1,7 dl vand eller plantemælk
1 ½ spsk. mandelessens
3 spsk. æbleeddike
1,2 dl smagsneutral olie

Risalamande:
2,5 dl kold risengrød (kogt på plantemælk)
2-3 spsk lys sirup
1 Alpro piskbar sojafløde (250 ml)
100 g. mandelflager
1/2 tsk vaniljepulver

500 g. kirsebærsauce (en karton)
1 dl vand
(Evt. kirsebærlikør)

(Evt. dag 1)
Start med at koge en risengrød på kokos-/rismælk (eller anden plantemælk) efter anvisningen på pakken. Tag 2,5 dl grød fra og lad den køle ned (resten kan du spise varmt). Tilsæt 2-3 spsk lys sirup eller andet sødemiddel (fx sukker), mandelflager og vanilje. Rør godt rundt.

Lav så bundene. Bland hvedemel, sukker, bagepulver og salt i en stor skål. Bland de våde ingredienser i en anden skål og rør så de våde i de tørre. Du skal ikke røre for meget rundt, det skal kun lige blandes. Smør en form, fx en springform (22 cm i diameter), med olie hele vejen rundt og hæld dejen heri. Bag i cirka 30 minutter ved 180 grader, til den består strikkepindsprøven. Lad kagen køle helt af, før du skærer i den og lægger risalamisùen sammen. Der er ekstra kage, så du kan smage på den. (Ja, selvfølgelig! Tror du, jeg kunne finde på at få dig til at bage en kage, som du ikke engang må smage på?)

(Evt. dag 2)
Når bundene og risengrøden er kølet ned, smagt til og klar (du kan med fordel lave dem dagen før), pisker du sojafløden helt stiv. Husk at bruge en piskbar fløde og ikke madlavningsfløde. Vend så grøden (som du har smagt til med sødt, vanilje og mandler) sammen med flødeskummen.

Bland kirsebærsaucen med 1 dl vand, så den bliver tyndere.

Læg så risalamisúen sammen. Start med et lag kage. Jeg skærer kagen i tern på cirka 2-3 cm, da det er lettere at arbejde med og giver et bedre resultat, hvor lagene blander sig lidt med hinanden. Kagelaget skal fylde bunden i din skål ud. Hæld så halvdelen af kirsebærsaucen ud over bunden, så al kagen får lidt rød sauce på sig. Læg så halvdelen af risalamanden på. Så lægger du et lag kage mere, så kirsebærsauce og til sidst risalamande.

Det er vigtigt, at du ikke rør rundt i risalamanden eller roder for meget rundt med skeen, for så trænger den røde sauce op i risalamanden og giver den et mudret, lyserødt look. Du kan evt. bruge en sprøjtepose til at fordele risalamanden, så du ikke kommer til at mudre det sammen. Glat toppen forsigtigt af og slut evt. af med pulver af frysetørrede bær.

Lad meget gerne risalamisuen stå på køl en dag eller to, før du serverer den.

Noter:
– Jeg har ikke fået prøvet det af med kirsebærlikør, men jeg forestiller mig, at det er rigtigt godt. Skift lidt af vandet i saucen ud med kirsebærlikør.
– Hvis du er mere til jordbærsauce, så kan du sagtens bruge det i stedet.

Følg mig på Instagram: @thomaserex
Og husk at abonnere på bloggen, så du altid får at vide, når der er et nyt indlæg.

Glædelig vegansk jul! 

5 responses

  1. Hehehe – det er en skøn idé – I love it!

    Rigtig god jul og tak for inspirationen 🙂

    21. december 2016 kl. 20:05

    • thomaserex

      God jul 😀 Tak for din kommentar.

      21. december 2016 kl. 22:19

  2. Pingback: Den ultimative guide til en vegansk jul | Månebarnet

  3. Den laver jeg! Spiser kun eksperimenterende risalamander! Men har lige et lillebitte spørgsmål – du skriver flere steder bundene – men du bager kun en? Så flertalsformen er fordi du skærer dem i mindre kvadrater…men er der så nok til to lag? Eller skal der bages 2 bunde af dej-opskriften? Jeg vil prøve at hælde amaretto i min, som i tiramisu – sammen med kirsebærene. Jeg elsker amaretto 🙂

    27. oktober 2017 kl. 11:24

    • thomaserex

      Hej Hege 🙂 Ja, flertalsformen skyldes kun, at jeg deler det op. Der er nok til to lag. Det lyder lækkert!

      31. oktober 2017 kl. 10:07

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.