
En rar og hyggelig morgenstund er et godt udgangspunkt for en god dag. Men for at den gode morgenstund virkelig er et godt fundament for resten af dagen, skal den byde på en god portion morgenmad, som kan give dagens første energiskud. Her får du et bud på en lækker morgensnack, som kan nydes med god samvittighed: Cookies. Selvom de her cookies er søde og lækre, er de nemlig også ganske sunde. De består af helt ned til to ingredienser, men du kan selvfølgelig tilsætte forskellige smagsgivere, så de bliver lige, som du vil have dem, og så de ikke er ens hver gang. Jeg blev inspireret af et billede af havrecookies på Instagram, som fik mig til at tænke, at man da måtte kunne lave sunde havrecookies på samme måde som de banankiks med hørfrø, jeg fortalte om i indlægget her.
Hvis du vil lave dem med kun to ingredienser skal du bruge –
til en lille portion, 6 cookies:
1 banan
1½ dl havregryn
Mos bananen, tilsæt havregrynene og sæt så “dejen” i klatter på bagepapir på en bageplade og form cookies. Bag dem i 10-15 min. (til de er gyldne i kanten) ved 200ºC – så er der cookies. Du kan selvfølgelig sagtens lave en dobbeltportion eller mere.
På billedet ovenfor kan du se, at jeg tilføjede en håndfuld rosiner, og derudover tilsatte jeg også en spsk agave, fordi jeg kan lide dem ekstra søde 🙂 Du kunne fx også tilsætte hakkede nødder, peanutbutter, andre tørrede frugter end rosiner, friske blåbær eller måske små stykker af mørk chokolade.
Godmorgen og god appetit 🙂
13. juni 2013 | Categories: Morgenmad, Sundt sødt | Tags: banan, cookies, enkelt, havregryn, let, morgenmad, sødt, sundt, vegansk | 12 kommentarer

Står du lige og mangler inspiration til et lækkert vegansk aftenmåltid? Kommer der gæster og kan du ikke finde ud af, hvad du skal servere? Har du tid til at tilbringe en hel dag i køkkenet til at skabe verdens mest dekadente måltid, men kan ikke beslutte dig for, hvad du dog skal bruge al den køkkentid på? Her er svaret: Løg!
Nej? Okay, måske er et løg i sig selv ikke det mest inspirerende måltid, men et bagt løg er en fantastisk tilføjelse til et aftensmåltid. Det gør sig godt ved siden af kogte grøntsager, bagte kartofler, frikadeller, postejer og rodfrugter i varierende afskygninger.
Sådan et lille løg gemmer på masser af gode næringsstoffer, bland andet kalcium, c-vitamin, betacaroten, fibre og antioxidanter. Et løg er starten på næsten enhver ret, og det er derfor ikke kun for sjov, jeg sætter fokus på løget på den her måde. Løget skaber udgangspunktet og rygraden i det salte køkken. De mest enkle retter med løg, hvor løget virkelig får lov at fylde smagsindtrykket er monsterlækre og beviser, at hvis råvaren er i orden, behøver det ikke kræve så meget at gøre det lækkert. Løgsuppe, løgtærte, løgbrød og bagte løg – enkelt, godt og løg-erligt.
Bagt løg: Du behøver ikke skære roden af, før du bager løget, men hvis du gør, kommer der en fin løg-snegl ud af sit hus og siger goddag. Bag løget ved 200ºC. Løget bør bages til der flyder gylden, boblende karamel ud af det. God fordøjelse!
13. juli 2012 | Categories: Enkelt-serien, Tilbehør | Tags: bagt løg, enkelt, løg, let, tilbehør, vegansk | Skriv en kommentar
Nye kommentarer på bloggen