Thomas Erex

Posts tagged “sundt

Enkelt 3: Grønkål

lækre, sunde chips med grønkål

Det er næsten et år(!), siden jeg sidst lavede et indlæg i “Enkelt-serien” (om banan). Heldigvis kom der en sjov og dejlig mail i min indbakke, som nu laver om på det, og det kommer til at handle om vidunderplanten, grønkål, som velsagtens er en af de sundeste fødevarer, der findes. Før vi snakker mere om grønkål, skal du dog lige have lov at læse mailen, der inspirerede det her indlæg:

Hej Thomas

Op til jul bloggede du om 10 gaver til veganeren, og her fik jeg første gang idéen om grønkålsplanten. Jeg ringede straks til min mor, hun sagde at det var håbløst, at man skulle forspire og jeg måtte vente til næste efterår. Google kunne heller ikke hjælpe mig. Tilsyneladende var det håbløst at finde en grønkålsplante med rod! Opgivende tog jeg ned på Grønttorvet her i Aalborg, indstillet på bare at købe friske blade. Nysgerrig spurgte jeg den flinke mand, om det mon kunne være muligt at købe en plante med rod? Tre dage senere hentede jeg så min første grønkålsplante (10 kr, bum!), som jeg straks plantede ude i en af de tomme pallerammer hjemme i kollektivets have. Den har klaret det virkelig godt og jeg er så glad hver gang jeg henter et blad. Men når man bor ni mennesker sammen, rækker den ikke langt. Derfor har jeg i dag hentet og plantet fire mere.

Og her kommer så mit spørgsmål til dig: Hvad gør vi så nu? Vi har lavet grønkålspesto, grønkålssmoothie, grøntkålssalater og i aften skal vi lave dine grønkålschips. Og i morgen måske en tærte? Mon det er muligt at bestille et blogindlæg med 1001 opskrifter med grønkål? 😀

Tak for en god blog – og mange tak for inspirationen!
Vi går ikke ned på grønkål (se vedhæftet)!

Mvh Lykke og kollektivet Kong Hans

grønkål-jatak

Selv tak, Lykke, og tusind tak for din søde mail! Der kommer nu ikke 1001 opskrifter med grønkål ud af det her indlæg, men jeg smider lige lidt inspiration på bordet, og så kommer jeg selvfølgelig også med links til opskrifter, der inderholder det grønne vidunder. Jeg har endnu ikke selv fået en grønkålsplante på altanen, men det MÅ jeg altså have! Hvis ikke nu, så næste sæson.

Lidt om grønkål:
Sæsonen for grønkål er fra september til februar, men du kan købe grønkål på frost hele året – og det bør du! Der er mange gode grunde til at gøre grønkål til en fast del af ens kost. Blandt andet er grønkål rig på A- og C-vitamin, jern, fibre og calcium. Faktisk indeholder grønkål næsten dobbelt(!) så meget calcium per kalorie som modermælk fra en ko. Og i modsætning til den mælk, er grønkål faktisk noget af en sygdomsbekæmper! Forskning viser blandt andet, at grønkål kvæler væksten i kræftceller og nedbringer “blodets indhold af fedtstoffer, så man altså får en lipidsænkende effekt samt en positiv indvirkning på inflammatoriske faktorer, der har stor betydning for hjerte-karsy[g]domme.” På engelsk hedder grønkål “kale”, og den er din “new best friend – with benefits!”

Grønkål opbevares bedst koldt, så hvis din friske grønkål skal holde sig længst muligt, kan du fx komme den i en frysepose og i køleskabet. På den måde holder den sig i hvert fald en uge, og helt op til en måned. Du kan selvfølgelig også hakke, blanchere og fryse den. Det er vigtigt at rense grønkålen godt, da de krøllede blade godt kan gemme på jordrester og smådyr. Det er bladene, vi helst vil have fat i, så ofte fjerner vi stænglerne, men de kan også sagtens bruges. Fjern derfor kun det hårdeste, som er træ-agtigt og knap så rart at spise. Den mere bløde del af stænglerne kan sagtens snittes og bruges i fx en wok-ret, en gryderet eller en suppe.

Opskrifter med grønkål:
Du kan let få mere grønkål sneget ind i din kost, uden at du skal ændre synderligt på den. Hvis du har en pose frossen grønkål i fryseren, hvilket jeg altid har, så er det ikke sværere end at tage en kugle eller to ud og fx bruge dem i din smoothie – og i en frugtsmoothie kan det nærmest ikke smages.

Klassikerne:
Grønlangkål kender du nok fra mormors køkken. Lav det ved at optø grønkål, presse væden fra og tilsætte det til en hvid sauce, som du laver af plantemælk eller -fløde og lidt jævning. Smag til med salt og sukker. (Du kan også lave den fuldfede udgave med vegansk smør.)

Grønkålssuppe er også en mormor-klassiker. Jeg har spist det ualmindeligt mange gange hjemme hos min mormor, og det var min yndlingssuppe, da jeg var lille! Det kan laves let ved at koge en grøntsagsbouillon op og tilsætte hakket grønkål, gulerødder, kartofler og porrer. Grønkålen bør tilsættes, når de andre grøntsager er ved at være møre. Så bliver den ikke helt kedelig og udkogt, og samtidig holder vi på lidt flere af de sunde stoffer.

De utraditionelle:
Det gode råd med at tilsætte grønkål til din smoothie kan du jo passende prøve af med den her. Vidste du, at du kan lave frikadeller af grønkål? Se bare hulk-dellerne her. Og så er der jo de der grønkålschips, som vinder over kartoffelchipsene.

Jeg har meget mere med grønkål at byde på, se bare her:
Spinat-/grønkålstærte
Vintersalat med masseret grønkål
Chop suey seitan – lav din wokret med grønkål
Spaghetti veganese – kom grønkål i din tomat- eller “kød”sauce

Til sidst skal I lige have en lille nyhed. Jeg er nemlig blevet blogger for Anima, så nu leverer jeg også opskrifter til Animas hjemmeside. I kan finde mit hjørne på Anima.dk lige her.

Og husk nu, at du kan finde bloggen på Facebook, og jeg er også på Instagram 🙂 (jeg eksisterer snart kun i cyberspace :P)

20140210-172644.jpg


Mild morgensmoothie

Smoothie til morgenmad, sund

En god og sund måde at få en masse frugt (og grønt) ned på, hvis du ikke lige er vant til at spise frugt, er, at lave det til en lækker smoothie. Jeg drikker selv flere og flere smoothies, og så skal der selvfølgelig også lidt smoothie her på bloggen. Denne milde smoothie med banan, blåbær og jordbær er god til morgenmad, da den udgør et godt og helt morgenmåltid, og så er den god til dig, der ikke er vant til at drikke din frugt. Det er en god idé at tilføje noget bladgrønt, og jeg lover, at du ikke kan smage det 😉 Derudover kan det også være godt med mandler (kalcium), hørfrø eller chiafrø (omega-fedtsyrer) og/eller lidt revet ingefær, som (udover at være sundt) fremhæver smagen af frugt.

Denne milde morgensmoothie er min gode ven, Simons, yndlingssmoothie. Han serverer den i hvert fald for mig, hver gang jeg besøger ham – og jeg er vild med det. Det er i øvrigt ham, der var med sidste år, da Mad med Medfølelse afholdt begivenheden Marts med Medfølelse, hvor vi inviterede dig til at udfordre dig selv til en måned på plantebaseret kost. Det var en stor succes, som vi fik meget ros for, så om en månedstid, når vi når til 1. marts, gentager vi succesen – så følg med på Facebook. Du kan i øvrigt læse om Simons oplevelse her.

Fordelingen af makronæringsstoffer i smoothien her, når du ikke tilsætter jordnøddesmør er cirka 80/10/10 (80 % kulhydrater, 10 % protein og 10 % fedt), hvilket er en rigtig fin fordeling. Jordnøddesmørret får mængden af fedt til at stige, så fordelingen er lidt anderledes, men det kan du jo evt. udelade, hvis du vil spare på fedtet.

Til 2 glas:
2 bananer
5-10 frosne jordbær
En lille håndfuld frosne blåbær
3 kugler spinat eller grønkål
3-4 spsk havregryn
2 tsk jordnøddesmør
Plantemælk (fx ris-, soja-, mandel- eller havremælk)

Kom alle ingredienser i en blender og blend 😀


Bulgurkugler med tomat & persille

Bulgur, tomat, persille, wrap, rulle


Det her er virkelig let og lækker sommermad, som du til enhver tid kan holde ud både at lave og spise – uanset hvor varmt der er. Jeg har været stor fan af bulgurkugler, siden jeg opdagede opskriften på dem på hjemmesiden Vegetarkontakt.dk, og jeg har lavet dem en helt del gange efterhånden. Jeg har ikke ændret meget på den opskrift, jeg oprindeligt stødte på, men jeg har tilføjet lidt citronsaft, fjernet oliens ekstra kalorier og tilføjet lidt afrunding af smagen i form af et drys karry i stedet for. Skal du bruge dem til fest, kan du gøre dem ekstra luksus-lækre ved at tilføje ristede pinjekerner, men ellers er deres styrke netop deres enkelthed. De er bedst, når man bruger gode, friske ingredienser, som får lov at komme til udtryk. Man kan selvfølgelig også give den gas med krydderierne, men så mister kuglerne lidt af charmen, synes jeg. Prøv dem endelig, mens der stadig er sol over Danmark!

Til 2-3 personer
2 dl bulgur
½-1 dåse tomatpuré (1 dåse = 140 g.)
2 fed hvidløg, revet
2 spsk frisk citronsaft
1 håndfuld finthakket persille
½ tsk chilipulver
½ tsk karry
1 knivspids cayennepeber
½-1 tsk salt
godt med friskkværnet peber
(evt. et dryp olivenolie)

Kom bulguren i en skål, og hæld kogende vand over til det dækker og står cirka 1 cm over bulguren. Lad det trække 15 minutter, og hæld så overskydende vand fra. Vask dine hænder, og ælt så bulguren grundigt sammen, så den klistrer og kan hænge sammen i klumper. Tilsæt de øvrige ingredienser (jeg er glad for tomatsmag, så jeg bruger hele dåsen, men du kan nøjes med den halve), smag til, bland “farsen” godt sammen og stil den så på køl, indtil du skal forme kuglerne. Du kan godt forme kugler med det samme, men farsen har godt af at stå og trække. Den bliver lettere at forme, og de forskellige ingredienser får lov at afgive smag til farsen.

Du kan forme kugler ved hjælp af en ske og en håndflade, som når du former deller af fx linse- eller grøntsagsdellefars. Alternativt kan du bruge farsen til at lave små ruller med salatblade, kålblade eller tang, som når man laver sushi. Du kan også fylde farsen i fx en (udhulet) avokado, tomat, peberfrugt, agurk eller andet.

Kuglerne går især godt som lækker forret, appetitvækker, hapser, snack eller tilbehør.

bulgur, urtekram, økologisk


Sunde cookies med 2 ingredienser

sunde cookies, lette, veganske, morgenmad

En rar og hyggelig morgenstund er et godt udgangspunkt for en god dag. Men for at den gode morgenstund virkelig er et godt fundament for resten af dagen, skal den byde på en god portion morgenmad, som kan give dagens første energiskud. Her får du et bud på en lækker morgensnack, som kan nydes med god samvittighed: Cookies. Selvom de her cookies er søde og lækre, er de nemlig også ganske sunde. De består af helt ned til to ingredienser, men du kan selvfølgelig tilsætte forskellige smagsgivere, så de bliver lige, som du vil have dem, og så de ikke er ens hver gang. Jeg blev inspireret af et billede af havrecookies på Instagram, som fik mig til at tænke, at man da måtte kunne lave sunde havrecookies på samme måde som de banankiks med hørfrø, jeg fortalte om i indlægget her.

Hvis du vil lave dem med kun to ingredienser skal du bruge –
til en lille portion, 6 cookies:

1 banan
1½ dl havregryn

Mos bananen, tilsæt havregrynene og sæt så “dejen” i klatter på bagepapir på en bageplade og form cookies. Bag dem i 10-15 min. (til de er gyldne i kanten) ved 200ºC – så er der cookies. Du kan selvfølgelig sagtens lave en dobbeltportion eller mere.

På billedet ovenfor kan du se, at jeg tilføjede en håndfuld rosiner, og derudover tilsatte jeg også en spsk agave, fordi jeg kan lide dem ekstra søde 🙂 Du kunne fx også tilsætte hakkede nødder, peanutbutter, andre tørrede frugter end rosiner, friske blåbær eller måske små stykker af mørk chokolade.

Godmorgen og god appetit 🙂


Instagram med #inspiration

vegansk, aftensmad, billeder, inspiration

Når bloggeren har travlt, så bliver bloggen ikke opdateret så tit, og hvad gør man så?! Så finder man ham på Instagram og får en masse #inspiration til lækker #madmedmedfølelse den vej 😉

http://instagram.com/thomaserex#

Lige nu er der masser at lave for Mad med Medfølelse, og derudover har jeg travlt med uni og arbejde, men der bliver da stadig plads til lidt Kærlighed & Kikærter ind imellem. Hvis du gerne vil have mere end det, så kig endelig med på Instagram, hvor jeg deler masser af madbilleder – og alt muligt andet, men mest madbilleder (man er vel madnørd ;)).

Jeg deler sjældent opskrifter på Instagram, men hvis du spørger efter en, så vil jeg helt sikkert gerne dele den.