Thomas Erex

Posts tagged “morgenmad

Grøn smoothie bowl med havtorn

En grøn smoothie er både lækker og sund morgenmad eller en god snack efter arbejde. Jeg laver ofte en grøn vitaminbombe, når jeg kommer hjem fra job, og så gemmer jeg halvdelen til næste dags morgenmad. Denne fine smoothie bowl er pyntet med brombær og havtorn fra fryseren, som jeg selv har plukket på Sydhavnstippen.


Jeg er for nylig flyttet fra Aarhus til København, hvor jeg har fået en fin lejlighed i Valby og en sød roomie. Lige om hjørnet bor Louise og Tomas sammen med hunden Miley. En solskinsdag for et par uger siden kørte vi alle fire en tur ud på Sydhavnstippen for at sanke lækre planter og sige hej til fårene og alpakaerne, som går frit rundt på det store område. Hvis du bor i København, kan jeg helt sikkert anbefale at kigge forbi.

Miley var meget begejstret for at løbe rundt i det store naturområde og udforske det hele, mens vi plukkede havtorn, brombær, æbler og mirabeller. Miley er den sødeste hund. Hun er meget legesyg og social, og når vi møder andre hunde, er hun meget dygtig til at vise dem, at hun er venlig og bare gerne vil lege. Hun kommer, når man kalder, men hun har helt sikkert også sin egen holdning til, hvad hun vil og ikke vil. Miley er adopteret gennem en organisation, der hjælper gadehunde fra Bosnien med at finde kærlige hjem i Danmark. Hvis du har plads i dit hjem og i dit liv til en hund, så vil jeg kraftigt anbefale at give plads til en adopteret hund, der mangler et hjem. Find din bedst ven her.

Her får du opskriften på den grønne smoothie. Hvis du kaster dig over at sanke lækre frugter, så skift evt. den eksotiske mango ud med mirabeller og/eller æbler.

Til to skåle eller glas:
2 bananer
150 g frossen grønkål
100 g frossen mango
30 g mandler
2 spsk. havtorn
1 spsk. chiafrø
1 spsk. spirulina-pulver
Vand

Blend alle ingredienserne og styr konsistensen med vand. Hvis jeg vil servere smoothien i en skål, bruger jeg typisk mindre vand for at få en tykkere konsistens. Du kan selvfølgelig også bruge plantemælk, hvis du foretrækker det.

Pynt din smoothie med brombær og havtorn.

Husk at følge med på Instagram: @thomaserex

 

Advertisement

Grøn smoothie bowl

image1


“Er du så sådan en fanatisk veganer?” … Når man får sådan et spørgsmål, er der mange svarmuligheder, men først må man spore sig ind på, hvad personen bag mener med det. Handler det om sundhed (som mange fejlagtigt tror, at veganisme handler om), handler det om min tilgang til at tale om veganisme eller handler det om, hvor små mængder animalier, der må være i noget, før jeg er okay med det?

Typisk er spørgsmålet dog ikke så velovervejet, at personen ved helt præcis hvad hen mener. Det er nemlig nærmere et udtryk for personens egen frygt for at føle sig dømt. Spørgsmålet kommer tit sammen med en anden kendt klassiker: “Synes du så, vi andre er dårlige mennesker?” Man bliver træt af den slags spørgsmål i længden, men samtidig er de rigtig gode til at åbne for den vigtige samtale, for hvorfor skulle det være fanatisk ikke at ville skade dyr, når man let kan undgå det, og hvorfor får min veganisme personen til (tydeligvis) at synes, jeg er et “bedre menneske”?

Svaret på, om jeg mener, at andre mennesker er dårlige mennesker er klart nej. Du kan sagtens være et godt menneske, selvom du endnu ikke er veganer. Men det ændrer ikke på, at det er forkert at gøre unødig skade på dyr, og at man derfor bør være veganer, når man har mulighed for det. Du er (sikkert) et godt menneske, men den handling (at skade dyr ved ikke at leve vegansk) er stadig ikke en etisk forsvarlig handling. Svaret på, om jeg er fanatisk er altid ja. Men det er fordi jeg nægter at svare på det og i stedet vælger at høre det som: “Er du så sådan en fantastisk veganer?” Og dét er jeg! Alle veganere er fantastiske. Uanset om de spiser sundt eller ej, og uanset hvad de ellers vælger at gøre i deres liv, så er de fantastiske alene af den grund, at de er veganere.

Her får du opskriften på en fantastisk sund smoothie bowl med holdning.

Til to skåle:
1 moden banan (gul med brune pletter)
1/2 moden avocado
150 g frossen broccoli
100 g frossen grønkål
1 spsk Greens (algepulver – kan udelades)
1 spsk agave (eller anden sirup)

Pynt:
Kokosrasp
Mango i tern (evt. fra frost)
Sesamfrø
Agave

Blend banan, avocado, broccoli og grønkål sammen med algepulver og agave. Hæld op i skålen(e) og pynt! Nyd din smoothie bowl i solen og sug den gode næring til dig.

Følg mig på Instagram: @thomaserex


Lilla smoothie bowl

image2

Holy smoothie bowl, I pray to you! OmNomNomNom 😛 Du kan bare kalde mig en smoothie bawler, for jeg smoothie bawler hele dagen, mayn. Det her er luksusforkælelse til dine smagsløg, når du skal nyde en solrig sommermorgen på altanen eller i haven. Det er også den perfekte aftensnack, og så er den på alle måder børnevenlig. Gør det pænt, så kan du forføre enhver med sådan en skål sund fristelse.

Til to skåle:
2 modne bananer
150 g frosne, danske skovbær (blanding med jordbær, solbær, ribs og blåbær)
2 tsk agave (eller anden sirup eller to dadler)
100 g frossen broccoli
1 spsk chiafrø
50 g mandler (en håndful)
1/2 tsk vaniljepulver (ikke vaniljesukker)
Vand eller plantemælk til rette konsistens

Luksusversion: Brug lidt fuldfed kokosmælk (mums!)

Pynt:
Kokosrasp
Chiafrø
Friske eller frosne bær
Evt. hakkede nødder og/eller banan i skiver

Følg mig på Instagram: @thomaserex


Sprød mandelmysli

protein, glutenfri, mysli, müsli


(Dyb fortællestemme kendt fra biografreklamer:) “Den er sprød… den er sød… den er kun for de allerstærkeste. Nu er den her… nyheden, du har ventet på, er nu på Kærlighed & Kikærter… Sprød mandelmysli!”

Den er fuld af gode kerner med masser af sunde fedtsyrer, mineraler og fibre, og så er den glutenfri, kornfri, sukkerfri, frugtfri, grøntsagsfri, stoffri, frieri, Lykke Li, nummer ti, Emma Pi… “Jeg vil snak’ med dig, HEY!”

Til en stor portion (500 g.)
200 g. mandler
100 g. kokosrasp
50 g. græskarkerner
50 g. solsikkekerner
50 g. hørfrø*
50 g. agave
1 drys salt

Hak mandlerne og rist så mandler, kokos, kerner og frø på en pande. Rist hellere nænsomt end for hårdt (skru ikke helt op for varmen), så du bevarer de gode fedtstoffer og i øvrigt ikke kommer til at brænde myslien på – det smager så grimt med sort mysli.

Når græskarkernerne “popper”, og myslien er gylden og sprød, kommer du agave på og drysser med salt. Fjern straks panden fra varmen og rør godt rundt til agaven er godt fordelt. Lad myslien køle ned, og server den på sojayoghurt eller havregryn med plantemælk. Husk i øvrigt, at du kan lave mere yoghurt af den, du har købt, og på den måde spare penge. Se opskriften her.

*Hvis du vil være sikker på at få gavn af de gode fedtstoffer fra hørfrøene, kan du knuse dem i en morter og tilsætte dem direkte på din mysli, når du skal spise den. Pas dog på med at knuse hørfrø og opbevare dem for længe – læs her.

glutenfri mysli med kerner, opskrift

 

sukkerfri mysli, opskrift, vegansk

 


Mild morgensmoothie

Smoothie til morgenmad, sund

En god og sund måde at få en masse frugt (og grønt) ned på, hvis du ikke lige er vant til at spise frugt, er, at lave det til en lækker smoothie. Jeg drikker selv flere og flere smoothies, og så skal der selvfølgelig også lidt smoothie her på bloggen. Denne milde smoothie med banan, blåbær og jordbær er god til morgenmad, da den udgør et godt og helt morgenmåltid, og så er den god til dig, der ikke er vant til at drikke din frugt. Det er en god idé at tilføje noget bladgrønt, og jeg lover, at du ikke kan smage det 😉 Derudover kan det også være godt med mandler (kalcium), hørfrø eller chiafrø (omega-fedtsyrer) og/eller lidt revet ingefær, som (udover at være sundt) fremhæver smagen af frugt.

Denne milde morgensmoothie er min gode ven, Simons, yndlingssmoothie. Han serverer den i hvert fald for mig, hver gang jeg besøger ham – og jeg er vild med det. Det er i øvrigt ham, der var med sidste år, da Mad med Medfølelse afholdt begivenheden Marts med Medfølelse, hvor vi inviterede dig til at udfordre dig selv til en måned på plantebaseret kost. Det var en stor succes, som vi fik meget ros for, så om en månedstid, når vi når til 1. marts, gentager vi succesen – så følg med på Facebook. Du kan i øvrigt læse om Simons oplevelse her.

Fordelingen af makronæringsstoffer i smoothien her, når du ikke tilsætter jordnøddesmør er cirka 80/10/10 (80 % kulhydrater, 10 % protein og 10 % fedt), hvilket er en rigtig fin fordeling. Jordnøddesmørret får mængden af fedt til at stige, så fordelingen er lidt anderledes, men det kan du jo evt. udelade, hvis du vil spare på fedtet.

Til 2 glas:
2 bananer
5-10 frosne jordbær
En lille håndfuld frosne blåbær
3 kugler spinat eller grønkål
3-4 spsk havregryn
2 tsk jordnøddesmør
Plantemælk (fx ris-, soja-, mandel- eller havremælk)

Kom alle ingredienser i en blender og blend 😀


Sunde cookies med 2 ingredienser

sunde cookies, lette, veganske, morgenmad

En rar og hyggelig morgenstund er et godt udgangspunkt for en god dag. Men for at den gode morgenstund virkelig er et godt fundament for resten af dagen, skal den byde på en god portion morgenmad, som kan give dagens første energiskud. Her får du et bud på en lækker morgensnack, som kan nydes med god samvittighed: Cookies. Selvom de her cookies er søde og lækre, er de nemlig også ganske sunde. De består af helt ned til to ingredienser, men du kan selvfølgelig tilsætte forskellige smagsgivere, så de bliver lige, som du vil have dem, og så de ikke er ens hver gang. Jeg blev inspireret af et billede af havrecookies på Instagram, som fik mig til at tænke, at man da måtte kunne lave sunde havrecookies på samme måde som de banankiks med hørfrø, jeg fortalte om i indlægget her.

Hvis du vil lave dem med kun to ingredienser skal du bruge –
til en lille portion, 6 cookies:

1 banan
1½ dl havregryn

Mos bananen, tilsæt havregrynene og sæt så “dejen” i klatter på bagepapir på en bageplade og form cookies. Bag dem i 10-15 min. (til de er gyldne i kanten) ved 200ºC – så er der cookies. Du kan selvfølgelig sagtens lave en dobbeltportion eller mere.

På billedet ovenfor kan du se, at jeg tilføjede en håndfuld rosiner, og derudover tilsatte jeg også en spsk agave, fordi jeg kan lide dem ekstra søde 🙂 Du kunne fx også tilsætte hakkede nødder, peanutbutter, andre tørrede frugter end rosiner, friske blåbær eller måske små stykker af mørk chokolade.

Godmorgen og god appetit 🙂


Øllebrød

Øllebrød med æble

Det er vinter. Det er morgen. Du er 7 år gammel og på feriebesøg hos din mormor. Du vågner langsomt og iagttager rummet omkring dig. Der er mørkebrune træmøbler, malerier af bondegårde i guldrammer og masser af nipsting, der alle gemmer på historier fra din mormors lange liv. Der dufter sødligt og varmt på en helt særlig måde, som der kun dufter her. Noget skramler i køkkenet, så du står op, tørrer søvnen ud af øjenkrogen og går ud for at se, hvad det er. I køkkenet står din mormor i natkjole og rører med en træske i en fint dekoreret, emaljeret gryde. Hun satte gryden der i aftes, før i gik i seng, men uden at tænde for den. Nu bobler og damper det fra gryden, og det dufter af rugbrød. I skal have øllebrød.

Øllebrød er hyggeligt og nostalgisk, men nøj, hvor er det også godt! Jeg har genopdaget øllebrød, og skriver dette indlæg for at dele min glæde med jer. En opskrift som sådan vil jeg ikke kalde det, det er nærmere lidt inspiration til din morgenmad. Det er praktisk, når du har et par skiver rugbrød, som du ikke kan nå at få spist, eller hvis de er blevet tørre eller gået i stykker. Smid rugbrødsrester i en pose i fryseren, og brug dem så til øllebrød.

Man kan lave øllebrød på tusinde måder, men jeg foretrækker at gøre det helt enkelt: Rugbrød, vand eller æblejuice og evt. lidt sødt (sukker, sirup, agave). Og så gerne med revet æble i. Når jeg er i humør til det, tilsætter jeg også lidt kanel. Man kan selvfølgelig også bruge hvidtøl, tilsætte andre krydderier, citron, appelsin, kakao, banan… og du kan servere det med havreflødeskum eller plantemælk. Og man kan si sin øllebrød, hvis man ikke er til klumper og kerner. Jeg gør som regel sådan:

(til én person)
3-4 skiver rugbrød
½ dl æblejuice
vand
(lidt agave)
revet æble
kanel på toppen

Kom rugbrød og væske i en gryde og kog det til en grød (mængden af vand varierer). Tilsæt evt. lidt sødt. Når grøden er færdig, river du et æble i og drysser med kanel.

Det smager af mormorhygge 😉

P.s. Rugbrødsresterne går til øllebrød, men hvor går øllebrødsresterne så hen? Henriette kommer med et godt bud: Øllebrødsboller!


Godmorgen!

sojayoghurt frugt morgenmad

Hvordan får man en god morgen?

Punkt 0: Gå i seng i ordentlig tid.
Punkt 1: Smil.
Punkt 2: Find en grund til at smile – der er altid en.
Punkt 3: Spis lækkert, farverigt og sundt.

Man kan ikke overleve på energidrik, og da slet ikke uden søvn. Så sov godt, vågn godt og spis godt!

Her har jeg lavet en frugtsalat af melon, nektarin, blomme, grapefrugt og banan, som jeg har dryppet med sojayoghurt og drysset med hakkede mandler og rosiner.


Blend! 4 smoothies

flot, farverig, juice, smoothie, sundhed


Jeg er vild med juice og smoothie! Det er så farverigt, lækkert og sundt. Det er fantastisk at holde sig sund og i gang, for det giver masser af overskud at have en sund krop. Men sundt skal ikke være kedeligt og smagløst – så gider jeg i hvert fald ikke lege med. Her får du sundhed i fire koncentrerede former, der sprudler af farve, lækkerhed og energi. Du kan med fordel tilsætte dine smoothier lidt fedtstof i form af knuste hørfrø, valnødder, chiafrø, mandler eller andet. Fedtstofferne er vigtige for at du får alle de gode vitaminer fra din smoothie.

Gul:
1 1/2 nektarin
1/2 frossen banan i stykker
1 1/2 gul kiwi
1/2 rød grapefrugt
appelsinjuice

Rød:
5 frosne jordbær
10 frosne hindbær
10 cm. frossen rabarber
1/2 banan
appelsinjuice

Lilla:
1 dl soja-yoghurt
1/2 dl frosne blåbær
1/2 dl frosne brombær
1/2 tsk flydende vanilje
1 tsk agave
lidt plantemælk (fx havremælk eller rismælk)

Grøn:
1/2 stængel bladselleri
2 kugler frossen grønkål
2 kugler frossen spinat
lidt ingefær (1 tsk)
2 spsk. hørfrø
gulerodsjuice (eller æblejuice)

Hvordan gør man? Blend, blend blend! 😀

Den grønne smager klart bedst med gulerodsjuice, den lilla kan med fordel spises i en skål med fx denne mysli, den røde er også god med æblejuice, og den gule er mindst lige så lækker med frossen mango/papaya. Mums! Kom så i gang med den smoothie.