
En god og sund måde at få en masse frugt (og grønt) ned på, hvis du ikke lige er vant til at spise frugt, er, at lave det til en lækker smoothie. Jeg drikker selv flere og flere smoothies, og så skal der selvfølgelig også lidt smoothie her på bloggen. Denne milde smoothie med banan, blåbær og jordbær er god til morgenmad, da den udgør et godt og helt morgenmåltid, og så er den god til dig, der ikke er vant til at drikke din frugt. Det er en god idé at tilføje noget bladgrønt, og jeg lover, at du ikke kan smage det 😉 Derudover kan det også være godt med mandler (kalcium), hørfrø eller chiafrø (omega-fedtsyrer) og/eller lidt revet ingefær, som (udover at være sundt) fremhæver smagen af frugt.
Denne milde morgensmoothie er min gode ven, Simons, yndlingssmoothie. Han serverer den i hvert fald for mig, hver gang jeg besøger ham – og jeg er vild med det. Det er i øvrigt ham, der var med sidste år, da Mad med Medfølelse afholdt begivenheden Marts med Medfølelse, hvor vi inviterede dig til at udfordre dig selv til en måned på plantebaseret kost. Det var en stor succes, som vi fik meget ros for, så om en månedstid, når vi når til 1. marts, gentager vi succesen – så følg med på Facebook. Du kan i øvrigt læse om Simons oplevelse her.
Fordelingen af makronæringsstoffer i smoothien her, når du ikke tilsætter jordnøddesmør er cirka 80/10/10 (80 % kulhydrater, 10 % protein og 10 % fedt), hvilket er en rigtig fin fordeling. Jordnøddesmørret får mængden af fedt til at stige, så fordelingen er lidt anderledes, men det kan du jo evt. udelade, hvis du vil spare på fedtet.
Til 2 glas:
2 bananer
5-10 frosne jordbær
En lille håndfuld frosne blåbær
3 kugler spinat eller grønkål
3-4 spsk havregryn
2 tsk jordnøddesmør
Plantemælk (fx ris-, soja-, mandel- eller havremælk)
Kom alle ingredienser i en blender og blend 😀
28. januar 2014 | Categories: Drikke, Morgenmad | Tags: banan, blåbær, grønkål, jordbær, morgenmad, opskrift, smoothie, spinat, sundt, vegansk | Skriv en kommentar

En rar og hyggelig morgenstund er et godt udgangspunkt for en god dag. Men for at den gode morgenstund virkelig er et godt fundament for resten af dagen, skal den byde på en god portion morgenmad, som kan give dagens første energiskud. Her får du et bud på en lækker morgensnack, som kan nydes med god samvittighed: Cookies. Selvom de her cookies er søde og lækre, er de nemlig også ganske sunde. De består af helt ned til to ingredienser, men du kan selvfølgelig tilsætte forskellige smagsgivere, så de bliver lige, som du vil have dem, og så de ikke er ens hver gang. Jeg blev inspireret af et billede af havrecookies på Instagram, som fik mig til at tænke, at man da måtte kunne lave sunde havrecookies på samme måde som de banankiks med hørfrø, jeg fortalte om i indlægget her.
Hvis du vil lave dem med kun to ingredienser skal du bruge –
til en lille portion, 6 cookies:
1 banan
1½ dl havregryn
Mos bananen, tilsæt havregrynene og sæt så “dejen” i klatter på bagepapir på en bageplade og form cookies. Bag dem i 10-15 min. (til de er gyldne i kanten) ved 200ºC – så er der cookies. Du kan selvfølgelig sagtens lave en dobbeltportion eller mere.
På billedet ovenfor kan du se, at jeg tilføjede en håndfuld rosiner, og derudover tilsatte jeg også en spsk agave, fordi jeg kan lide dem ekstra søde 🙂 Du kunne fx også tilsætte hakkede nødder, peanutbutter, andre tørrede frugter end rosiner, friske blåbær eller måske små stykker af mørk chokolade.
Godmorgen og god appetit 🙂
13. juni 2013 | Categories: Morgenmad, Sundt sødt | Tags: banan, cookies, enkelt, havregryn, let, morgenmad, sødt, sundt, vegansk | 12 kommentarer

Haps! Bananer, bananer, veganer.
Min yndlingsfrugt er uden tvivl banan. Okay, okay, der er masser af andre gode frugter, men der er nu alligevel intet som en god banan. Ahem, ja. Bananer er bløde og søde, de kommer i deres egen indpakning, og så ligger de godt i hånden (skal ikke tages alvorligt – for guds skyld!). Når man er veganer, er bananer dog mere end en lækker, frugt, der ligger godt i hånden. De er faktisk rigtig gode til det, som mange bruger æg til. I kager kan de nemlig være det slimede klister, der binder og giver svampet tekstur. En moset banen kan i mange tilfælde gøre det ud for æg i en kageopskrift. (Ikke at det overhovedet er nødvendigt at “erstatte” æg, for det er det i mange tilfælde slet ikke. Men hvis man nu vil gøre en kageopskrift med æg vegansk, er det en mulighed.)
Lidt om bananen:
Bananen er verdens mest spiste frugt. I Danmark importerer vi umodne bananer, som vi så modner ved at gasse dem med ethylen – en modningsgas alle frugter udskiller i forskellige mængder. Bananerne er derfor ofte grønne, altså umodne, når de kommer fra gasning/modning hos importøren og ud i butikken, og først her begynder de at blive gule. Et godt tip til at modne grønne bananer hurtigt er, at lægge dem i en tætsluttet plastpose. Posen vil blive fyldt med ethylen fra bananerne selv, som så vil modne dem. Du kan også lægge dem sammen med et æble, da æbler udskller en hel del ethylen (hvilket er en god grund til at æbler skal ligge for sig selv, hvis hele frugtskålen ikke skal modne hurtigt).
Bananer er rige på A-, B- og E-vitaminer, samt kalium, jern, zink og magnesium. De bør opbevares køligt (12-14 grader), hvis de skal holde sig længe, men aldrig i køleskabet. Bananer er meget følsomme overfor kulde, så i køleskabet vil de miste smag og blive brune. Har du modne bananer, som du ikke kan nå at få spist, kan du i stedet lægge dem i fryseren. Skræl bananerne, skær dem i stykker og læg dem i en frysepose. Herfra kan du så tage dem op og bruge til smoothie, eller tø dem op og bruge i kage.
Opskrifter med banan:
Her får du lige tre helt enkle opskrifter med banan, som kan være hverdagsdessert eller sundt slik.
3 ingredienser: Bagt banan.
Skær en ridse på langs af bananen, fra ende til anden, der går ind til midten. Kom stykker af chokolade i (eller smør med jordnøddesmør), og pak så bananen ind i sølvpapir/aluminiumsfolie. Det er vigtigt, du ved, hvordan bananen vender, så du ikke vender åbningen nedad (så smelter chokoladen nemlig ud på sølvpapiret). Bag så bananen 5-10 minutter ved højeste varme i din ovn, på en grill eller i et bål. Drys lidt hakkede nødder i, inden du sætter skeen direkte i bananen og nyder din bagte banandessert.
2 ingredienser: Kiks.
1 dl hørfrø og 1 moden, moset banan blandes. Læg med en ske klatter af dejen på en bageplade og pres dem flade. Bag ved 150ºC i 20 minutter (til de er gyldne).
(Den her er tyvstjålet fra den her blog.)
1 ingrediens: Is.
Det bliver ikke meget mere enkelt. Frosne stykker af banan tages ud af fryseren og ligger 10 minutter, så de tør lidt op. Ja, og så blender du egentlig bare, så er der is! Du kan variere i en uendelighed, tilføje lidt plantemælk, blende med frosne jordbær, eller anden frugt, eller måske tilføje kakao.
Jeg har også selv en par opskrifter med banan. Prøv min meget populære banankage med kærlighed, som jeg har fået overvældende god respons på; mit bananbrød, som ikke rigtigt er en kage, men alligevel er sødt og lækkert; mine sukker- og glutenfri muffins, som er bedst med bær, eller lav en smoothie. Banan er (næsten) altid godt i smoothie, fordi det giver fylde og konsistens.
Banankage med kærlighed
Sødt & sundt bananbrød
Søde & bløde bananmuffins – uden sukker og gluten
Blend! 4 smoothies
7. marts 2013 | Categories: Enkelt-serien | Tags: bagt banan, banan, bananis, cookies, ernæring, idéer, is, lette opskrifter, opbevaring, småkager, sund is, uden æg, uden mælk, veganerbananer, vegansk, vegetarisk | 9 kommentarer

Jeg er vild med juice og smoothie! Det er så farverigt, lækkert og sundt. Det er fantastisk at holde sig sund og i gang, for det giver masser af overskud at have en sund krop. Men sundt skal ikke være kedeligt og smagløst – så gider jeg i hvert fald ikke lege med. Her får du sundhed i fire koncentrerede former, der sprudler af farve, lækkerhed og energi. Du kan med fordel tilsætte dine smoothier lidt fedtstof i form af knuste hørfrø, valnødder, chiafrø, mandler eller andet. Fedtstofferne er vigtige for at du får alle de gode vitaminer fra din smoothie.
Gul:
1 1/2 nektarin
1/2 frossen banan i stykker
1 1/2 gul kiwi
1/2 rød grapefrugt
appelsinjuice
Rød:
5 frosne jordbær
10 frosne hindbær
10 cm. frossen rabarber
1/2 banan
appelsinjuice
Lilla:
1 dl soja-yoghurt
1/2 dl frosne blåbær
1/2 dl frosne brombær
1/2 tsk flydende vanilje
1 tsk agave
lidt plantemælk (fx havremælk eller rismælk)
Grøn:
1/2 stængel bladselleri
2 kugler frossen grønkål
2 kugler frossen spinat
lidt ingefær (1 tsk)
2 spsk. hørfrø
gulerodsjuice (eller æblejuice)
Hvordan gør man? Blend, blend blend! 😀
Den grønne smager klart bedst med gulerodsjuice, den lilla kan med fordel spises i en skål med fx denne mysli, den røde er også god med æblejuice, og den gule er mindst lige så lækker med frossen mango/papaya. Mums! Kom så i gang med den smoothie.
8. august 2012 | Categories: Drikke, Morgenmad | Tags: banan, blå, blåbær, energiboost, frugt, grøn, grønkål, gul, gul kiwi, ingefær, jordbær, lilla, mineraler, morgenmad, nektarin, rød, smoothie, sund, vegansk, vegansk morgenmad, vitaminer | 5 kommentarer
Nye kommentarer på bloggen