Thomas Erex

Posts tagged “slankemad

VEGtober: Hvad skal jeg spise?

Vi er vel over halvvejs i VEGtober, og hvis du er en af dem, der leger med, har du helt sikkert allerede fundet frem til en masse lækre ting, du kan spise, men derfor kan det alligevel være rart med inspiration. Så det får du her. Og så skal du da også lige have en hurtig opdatering fra min mor. Hun melder alt godt, faktisk rigtig godt! Hun siger, det er længe siden, hun har haft det så godt, og hun tager mindre smertestillende (for gigt mm.), end hun plejer, hvilket hun er rigtig glad for. Derudover er hun endelig begyndt at spise noget mere. Hun har en tendens til at være småt spisende og så spise alt for meget på en gang, men det er blevet mere udlignet den sidste uge. Hun er også, på min stærke opfordring, begyndt at spise en del mere frugt, og det er helt sikkert med til at gøre alle de gode ting, der sker med hende lige nu. Dejligt!

Men tilbage til madidéerne. Hvad skal du spise? Her har du lidt inspiration:

Morgenmad:
-Forskellige gryn (masser af protein, og det holder blodsukkeret stabilt længe) med plantemælk, lidt kanel, lidt nødder, knuste hørfrø (for omega 3) og måske lidt tørrede frugter.
-Råkost (salat, revet æble, revet gulerod – gerne med lidt kerner)
-Rugbrød med banan, hummus, frugtpålæg, tahin eller andet.
-Smoothie på juice, plantemælk eller vand. Din smoothie kan både være af frugt og grønt eller en blanding. Tilsæt gerne lidt ingefær til din smoothie og sørg for at variere den, så det ikke er den samme hver dag.
-Vigtigst af alt: Frugt! (Kører du noget frugt ned fra starten af dagen, vil du have mindre trang til søde sager senere på dagen, og så er der fyldt op i vitamindepotet fra dagens start, så du kan få en god dag med masser af energi. Så ned med frugten, og gerne i en smoothie.)

Frokost:
-Salat og grønt skal der gerne på gaflen hver dag.
-Rugbrød med hummus, tahin, tomat, bønne- eller linsepostej, avokado, agurk, jordnøddesmør, kogt kartoffel, diverse smørepålæg, artiskokpålæg – gerne drysset med kerner og krydderurter.
-Rester fra aftenen før.
-Suppe af hvad du nu lige har liggende med groft brød til.
-Pitabrød eller wraps

Aftensmad:
Her er der jo ubegrænsede muligheder, og det er her, du skal bruge denne og de andre veganske blogs. Ude i siden til højre finder du links til de andre 🙂

Snack og mellemmåltid:
Du må meget gerne snacke lidt hele tiden, så længe du snacker på noget sundt. Frugt og grønt er altid godt at snacke på, men derudover kan du stille den lille sult med:
-Lidt blandede nødder (de feder dog i store mængder, så pas lidt på)
-Tørret frugt (heller ikke for meget)
-Lidt mørk chokolade (husk at se efter mælkepulver og smørfedt mv.)
-En lille skål sojayoghurt uden sukker med frugt eller mysli
-Frugtis (blend en frossen banan (måske skal du bruge lidt væske), så får du en lækker og sund is – tilsæt evt. andre frosne frugter)

Mere inspiration:
Den her tråd på Vegetarkontakt er fuld af brugernes idéer til, hvad man kan spise. Her er 11 sider med inspiration – de er dog ikke alle lige sunde, så tag dig i agt for det, hvis du vil spise sundt 🙂


VEGtober: Kompromis? At overvinde en udfordring!

vegansk fiskefilet, persillerodsfilet, pastinak, fisk, remoulade

I mit sidste indlæg skrev jeg om min mors frygt for at spise ude. Fredag skete det så, og min mor har i dag meldt tilbage, hvordan det gik: “Det gik rigtig godt med madpakken, og jeg savnede ikke noget!” fortalte hun mig stolt og glad.

Fordi jeg kunne mærke, at min mor var nervøs for at føle, at hendes mad var for anderledes eller kedelig ved siden af de andres, tog jeg onsdag hjem til hende for at hjælpe med madpakken. Både for at snakke om den sociale og mentale ting, der sker i sådan en situation, men også for helt konkret at hjælpe med at gøre hendes madpakke ekstra lækker. Jeg viste hende derfor, hvordan man kan lave panerede pastinak- eller persillerodsfileter, også kendt som “krigsfisk” eller endnu bedre “fredsfisk”, som opskriften hedder hos Luna på Månebarnet. (Jeg improviserede dejen til fredsfisken med hvedemel, sojamælk, sennep, sojasauce, løgpulver, karry, peber og muskatnød, og tilsatte i øvrigt finthakkede forårsløg, men brug hvad du har og føler for – jeg stemmer helt sikkert på krydderurter, forårsløg eller lignende i dejen.)

Det var en stor succes allerede med det samme, de var færdige, og familien fik lov til at smage, men mindst lige så stor en succes på madpakken om fredagen. Min mor spiste rugbrød med fredsfisk, tomat- og agurk-madder, avocadomad og diverse spirer og salater hapset fra det indkøbte smørrebrød. Det er ikke ligefrem slankemad med fileter paneret i olie, men selv når man skal slanke sig, må der være lidt plads i budgettet til en særlig begivenhed. Man må gøre op med sig selv, hvad man ønsker mest, og min mor og jeg fandt sammen en god løsning, der afværgede et potentielt problem for hendes måned på vegansk 🙂

Det handler ikke om at gå på kompromis med den veganske kost, og det handler heller ikke om at gå på kompromis med sine slankemål, det handler om at overvinde de udfordringer, der viser sig på vejen mod målet. Min mor og jeg holder os hele tiden til regel nummer 1: Det skal være vegansk. Regel nummer 2, om at det skal være sundt og slankende, holder vi os også til, men i dette tilfælde havde vi det fint med at bøje den. Min mor får en masse godt ud af sin veganske kost, og når vi gør det på denne måde, føler hun heller ikke, at det er begrænsende for hende. Hun fortsætter ufortrødent!

P.s. Min mor fik altså ikke lov til at spise remoulade, den var til mig, og ja, selvfølgelig var den vegansk 😉


VEGtober: En måned på vegansk

Vegansk måned, udfordring, vegan challenge

Lad mig udfordre dig. Eller rettere, lad mig inspirere dig til at udfordre dig selv! På mandag er det den 1. oktober, som er International Vegetardag. En måned senere, nemlig 1. november, er det International Veganerdag. I spændet mellem de to dage vil jeg køre et vegansk mad-projekt, og jeg vil have dig med. Lad os gøre oktober til VEGtober!

For snart to uger siden luftede jeg en tanke for min mor. Min mor er 59 år gammel og meget åben overfor ny og spændende mad. Hun er mindst lige så madglad som jeg, men spiser en del kød og ost. Hun er overvægtig og vil gerne tabe sig. Samtidig har hun diverse småskavanker som så mange andre på hendes alder som fx forhøjet blodtryk. Jeg vidste ikke, om hun ville være med på min idé, da jeg luftede den for hende, men jeg nåede knapt at færdiggøre min sætning, før hun udbrød: Det gør vi! Og hvad er idéen så? Det går ganske enkelt ud på, at min mor skal spise vegansk i hele den kommende måned. Alt hun indtager skal stamme fra planter, intet fra dyr. Det vil have en stor indvirkning på hendes krop, og hun vil komme til at mærke forandringen meget konkret, som jeg selv oplevede den, da jeg skiftede livsstil.

Min udfordring til dig: Kom og leg med! Mærk hvordan vegansk kost kan forandre din fordøjelse til det bedre, give dig mere energi og i det hele taget hjælpe dig med at have det bedre. Hvis du vil føle den helt store forandring, skal du spise vegansk i mindst en måned, men hvis du ikke er klar til det, så prøv at spise vegetarisk, det vil helt sikkert også kunne mærkes. Hvis du heller ikke er klar til det, men alligevel gerne vil udfordres lidt til at sammensætte dine måltider anderledes, så prøv at veganisere et af dine hovedmåltider, så du for eksempel spiser vegansk frokost i en hel måned. Det vil inspirere dig til at tænke anderledes på dit måltid, og hvordan du sammensætter det. Måske har du i dag fokus på bestemte elementer som hovedattraktionen på din tallerken, men hvis du udfordres til at tænke anderledes over sammensætningen af dit måltid, vil det ændre sig, og måske vil du lære noget nyt om dine måltider.

I løbet af  VEGtober vil jeg dele min mors erfaringer med den grønne mad herinde. Jeg vil fortælle, hvad hun spiser, hvordan hun synes, det er at spise anderledes, end hun plejer, og jeg vil beskrive, hvordan hun mærker den fysiske forandring. Jeg vil selvfølgelig være vegansk hotline og hjælpe hende med at finde ud af, hvad hun skal spise. Du er mere end velkommen til at bruge mig som hotline også, hvis du tager udfordringen op. Skriv til mig herinde i en kommentar, eller find mig på Facebook og skriv en besked.

På mandag tager min mor udfordringen op, tør du være med?