Appelsin-/æblemuffins med lakridsfrosting
Mad med Medfølelse er i finalen i Danmarks Radio og Informations bæredygtighedskonkurrence Vores Omstilling. I morgen, onsdag, bliver det afgjort og offentliggjort, hvem der vinder. Jeg er så spændt! I forbindelse med konkurrencen var jeg på DR P4 for at fortælle om vores arbejde i Mad med Medfølelse. Jeg havde selvfølgelig taget smagsprøver med. Jeg bød på sojakakao, tørrede æbleskiver og de her muffins. Og så fik jeg fortalt lidt om, hvorfor Mad med Medfølelse er det mest bæredygtige initiativ i konkurrencen. I får opskriften nederst, men først vil jeg give jer min salgstale for MmM som bæredygtigt initiativ. Den kommer her:
“Der er ikke nogen tvivl om, at det er på vores tallerkner, vi kan gøre den største forskel. En bæredygtig omstilling, der ikke rammer vores tallerkner er slet ingen bæredygtig omstilling. Der er mange gode initiativer med i konkurrencen, som vil gøre en forskel på forskellige måder, men ingen enkeltstående forandring vil gøre os mere bæredygtige, end den Mad med Medfølelse taler for og inspirerer til.
Landbruget står for 70 % af verdens forbrug af ferskvand. Som plantespiser er man med til at skære kraftigt ned på det forbrug. Faktisk kan man som plantespiser åbne for vandet i vandhanen og lade det løbe fra nu og til man dør, og man vil stadig have et lavere vandforbrug end en, der spiser animalske produkter.
Hvis man virkelig vil begrænse sin udledning af drivhusgasser, så skal man starte med at farve sin tallerken grøn – altså spise plantebaseret. Skifter du kost kan du reducere din CO2-udledning med over 40 %. Det gør så stor en forskel, at man som veganer kan køre i en stor, amerikansk firehjulstrækker og stadig udlede mindre CO2 end en altspisende på cykel. Men en veganer på cykel er selvfølgelig bedre
Men det har vi hørt før. Hvilket forskel gør vi så? Mad med Medfølelse leverer den inspiration, der gør det helt konkret, hvad man kan spise, hvis man vil spise bæredygtigt, sundt og dyrevenligt. Vi gentager ikke bare, det du allerede ved, vi viser dig billederne og opskrifterne og giver dig inspirationen til at gøre det.
Det er selvfølgelig kun noget værd, hvis vi når ud til nogen og rent faktisk gør en forskel. Så det sørger vi selvfølgelig for at følge op på. Efter vores projekt Marts med Medfølelse, hvor vi inviterede alle til at spise vegansk, lavede vi en spørgeskemaundersøgelse. Her er et udpluk af svarene, der viser, at vores inspiration virkede:
Til spørgsmålet “Hvordan så din kost ud før Marts med Medfølelse?” svarede 23,7 % at de spiste vegansk.
Da vi så spurgte “Hvordan ser din kost ud nu og fremover – efter Marts med Medfølelse?” svarede 43,2 % af deltagerne i spørgeskemaundersøgelsen, at de de spiste og ville fortsætte med at spise vegansk.
Vi har altså kunnet gøre en konkret forskel for at få flere til at vælge vegetabilsk kost – simpelthen ved at levere den inspiration, som mange måske manglede.
På den måde kan vi se, at vi gør en reel forskel for at hjælpe folk på vej mod en bæredygtig og dyrevenlig kost, der samtidig er sund og lækker. Det er ægte og slagkraftig omstilling med udgangspunkt i et stærkt fællesskab, hvor vi deler viden, tanker, inspiration og frem for alt glæden ved lækker mad.”
12 muffins
3dl hvedemel
1 1/2 dl sukker
2tsk bagepulver
Lidt salt
2 dl appelsinsaft
Revet skal af en appelsin – øko, selvfølgelig
1 dl smagsneutral olie
1/2 tsk vaniljepulver
1/2 æble i tern
Derudover kan du evt. tilsætte et ‘planteæg’ i form af en halv moset banan, en spsk hørfrø blendet med vand eller andet. Det kan også sagtens udelades, men det gør konsistensen ekstra god.
Bland de tørre ingredienser i en skål, bland de våde i en anden, og rør så de to sammen med æbletern og evt. planteæg/bindemiddel. Kom i muffinsforme og bag ved 180 C i cirka 20 min. Test med en strikkepind, om de er gennembagte.
Lakridsfrosting
1 dl plantemargarine uden mælk
2 dl flormelis
Lidt vanilje
1-2 spsk sojamælk eller vand
2 tsk Lakridsrodspulver
Pisk plantemargarinen luftig, kom så flormelis i og pisk det godt sammen (pas på store skyer af flormelis) tilsæt så sojamælk eller vand samt lakridsrodspulver og pisk igen. Lad dine muffins køle af, før du pynter dem.
Tørrede æbler laver du af fine skiver æble, som du bager ved 100 C i to en halv til tre timer.
God dyrevenlig og bæredygtig appetit! 😀
Husk at du kan finde mig på Instagram: thomaserex
Oreo milkshake muffins – Mad med Medfølelse
Den bløde, fyldige chokolademuffin med små stykker af Oreos, den cremede, citronfriske, vaniljeprikkede frosting og den knasende sprøde Oreo på toppen… Jeg behøver vist ikke sige meget mere. Hvis din mund ikke løber lidt i vand ved synet af den her muffin – eller cupcake, om du vil – så er du på den helt forkerte blog! Her er nemlig masser af kærlighed, kikærter & kage 😉
Hvem sagde, det var kedeligt at være veganer? … De tog i hvert fald fejl! De her muffins er lavet med medfølelse og består derfor 100% af planter. Ingen dyr er kommet til skade, og det gør den kun endnu lækrere. Nyd dem med god samvittighed, men husk, at de er særlige, og særlige ting skal man gemme til særlige lejligheder. God appetit 🙂
Til 10-12 muffins:
2 dl sojamælk
1 tsk. eddike
1½ dl sukker
½ dl smagsneutral olie
lidt vanilje (gerne flydende vanilje eller vaniljepulver)
2 dl hvedemel
½ dl kakao
½ tsk natron
½ tsk bagepulver
et drys salt
1 pakke Oreos med chokoladefyld (tjek, at de er veganske) eller lignende
Pisk sojamælken sammen med eddiken i en stor skål og lad det stå nogle minutter. Tilsæt så sukker, olie og vanilje, og pisk til det skummer. Bland, i en anden skål, mel, kakao, hævemidler og salt. Rør så det tørre i det våde. Bræk dine Oreos med chokoladefyld i stykker og bland dem i. Fyld dejen i forme, så 3/4 af formen er fyldt (sæt dem gerne i en muffinsbakke, så de holder formen), og bag kagerne i 15-20 minutter ved 180ºC. Test med en strikkepind (eller en lille “kødnål”, som en veganer selvfølgelig også kan gøre brug af) om kagerne er gennembagt, før du tager dem ud. Lad dem køle af, før du pynter dem med frosting.
Til frosting:
1 dl vegansk plantemargarine (Fx Fri, Ama Økologisk eller Nutana)
4 dl flormelis
½ tsk vaniljepulver (eller anden vanilje)
Revet skal af 1 citron – og ja, den skal selvfølgelig være ØKO
2-4 spsk sojamælk eller -fløde
Pisk margarinen til den er luftig. Tilsæt så flormelis og pisk igen i cirka 3 minutter. (Pas nu på, at du ikke laver en kæmpe sky af flormelis, ik’?) Tilsæt så vanilje, citronskal og sojamælk, og pisk igen i 4-5 minutter, så din frosting bliver godt luftig. Opbevar den på køl, hvis du ikke skal bruge den med det samme.
Brug en sprøjtepose, eller en frysepose, hvor du klipper verdens mindste hul i hjørnet, til at sprøjte frostingen på dine muffins.
Til pynt:
Fine sugerør – det er jo en Oreo milkshake muffin
1 pakke Oreo Original (tjek at de er veganske, ikke alle Oreos i Danmark er uden mælkepulver, desværre)
Knæk Oreo-kiksene i halve og sæt dem ned i frostingen. Klip et sugerør i en passende størrelse og sæt det ned igennem både frosting og kage.
Haps!
Disse Oreo milkshake muffins blev til i samarbejde med Luna og Henriette, og foreningen Mad med Medfølelse, da vi var til optagelserne på Danmarks Bedste Livret på TV2 Fri. Læs mere her.
Søde & bløde bananmuffins – uden sukker og gluten
“Okay, okay… så de her muffins er veganske, altså uden æg og mejeriprodukter fra dyr, så langt er jeg med. Men så er de også sukker- og GLUTENfrie? Men der er jo gluten i hvedemel, og sukker kan man da slet ikke undvære i en kage, så bliver det da bare til brød? Men de her muffins er jo både bløde, søde, svampede og lækre… HVORDAN KAN DET LADE SIG GØRE?!”
Jeg forstår godt, hvis du tvivler på, at det rent faktisk kan lade sig gøre, men det kan det altså. Det er ren veganermagi 😉 Hvis du ikke vil undgå gluten, men gerne vil have sukkerfri muffins, så læs nederst i indlægget.
Opskrift til 6-8 muffins
1 måleske HUSK blandet med 4-5 spsk. vand
2 ordentligt modne bananer
1/2 dl smagsneutral olie
2 spsk. rismælk (eller evt. juice)
1 tsk. eddike
3 spsk. agave
2 dl rismel
1 tsk. bagepulver (uden gluten)
1 tsk. natron
3 tsk. kanel
1 tsk. kardemomme
lidt salt
evt. frosne bær
Start med at blande HUSK i vand i et lille glas eller en lille skål. Sæt det til side, så det kan blive til en slimet masse, mens du i en stor skål moser bananerne og blander mosen med olie, rismælk, eddike og agave. I en anden skål blander du rismelet medhævemidler og krydderier. Bland så HUSK-massen godt sammen med bananblandingen og vend det tørre i det våde. Smag gerne på dejen, du kan evt. tilsætte mere agave for at gøre den mere sød. Hæld dejen i muffinsforme og kom evt. 3-4 frosne bær i hver. Hindbær giver en lækker syrlighed, men andre bær duer også. De her muffins er klart bedst med bær i, men du kan selvfølgelig også lave dem uden eller med andet fyld. Bag dem ved 180ºC i cirka 15-20 minutter. Husk at teste med en strikkepind, om de er færdige, før du tager dem ud af ovnen.
Du kan selvfølgelig også lave dem med hvedemel, så er de bare ikke glutenfri længere. Hvis du bruger hvedemel, behøver du ikke bruge HUSK, men tilsæt i stedet en smule mere mel. Din dej skal falde tungt fra skeen. Hvis den slasker ned i skålen med det samme, er den for våd, hvis den bliver siddende længe på din ske, er den for tør, men hvis den lige bliver siddende et sekund eller to på skeen, før den glider ned i skålen igen, så er den perfekt 🙂
Grove spinatmuffins
Muffins, muffins, muffins! De kan være morgenmad, snack, kage, centrum i en dessert, det lækre i madpakken, picnickurvens perle, eller, som her, tilbehør til aftensmaden. Alt efter, hvad du vælger at krydre din muffin med, vil den kunne passe til stort set alt. Denne variation er grovbrødet ved siden af din aftensmadtallerken, som bare er gjort lidt mere spændende.
250 g groft mel (fx grahamsmel eller fuldkornshvedemel)
150 g hvedemel
50 g durummel
1 tsk salt
1 tsk garam masala
(evt. et dryp sirup eller lidt sukker)
10 g gær eller ½ pakke tørgær
100 g frisk spinat (godt skyllet!)
2 revne gulerødder
(evt. solsikkekerner)
1 dl rapsolie
2 dl vand
Bland de tørre ingredienser i en stor skål. (Bruger du tørgær, blander du det med her, ellers skal gæren røres ud i vandet.) Tilsæt de våde ingredienser, spinat og gulerod, og rør, bland og ælt. Dejen skal være så fugtig, at den klistrer lidt uden at hænge fast i bordet. Når du har æltet dejen igennem, deler du den i 12 stykker og former boller, som du lægger i muffinsforme. Lad dejen hæve en halv time, og bag så ved 200° C til de er flot gyldne (15-20 min.).
Muffins med gulerod og citron
Muffins… jeg er vild med dem! For et par dage siden kom jeg til at tænke på mine yndlingsmuffins fra da jeg var barn. Eller rettere, jeg kom til at savle af madsavn, da tanken om de lækre muffins rullede ind i mit hoved og ned på mine smagsløg. Det var appelsinmuffins med hvid glasur, som ville sprede en duft af himmelsk appelsinaroma i hele huset. Der var ingen tvivl om, at jeg skulle bage dem med det samme, så jeg fandt øko-appelsinerne frem og fik skabt muffins, der var lige præcis lige så lækre, som jeg havde forestillet mig. Næste dag kom min mor på besøg, og hun fik selvfølgelig lov at smage.
Da hun havde taget den første bid, så hun beundrende på mig og sagde, at det var de lækreste muffins hun nogensinde havde smagt. Nu var de jo også inspireret af de muffins hun lærte mig at lave, da jeg var barn, så hvis hun ikke brød sig om dem, ville det delvist være hendes egen fejl. Desværre var de så gode, at hun krævede at få resten med hjem – og så måtte jeg jo lave nogle flere! Jeg havde dog ikke lyst til at lave de samme, men derimod være lidt mere kreativ, nu hvor jeg havde fået stillet min trang til barndommens appelsinmuffins. Det blev til gulerod/citronmuffins og de er rigtig lækre. Du får opskriften her, og så må tiden vise, om jeg vil dele opskriften på verdens bedste appelsinmuffins 😉
10 store muffins
3 dl hvedemel
1 dl havregryn
1 dl sukker
2 tsk bagepulver
lidt salt
blandes i en skål. I en anden skål blandes
Saft og skal af 1/2 øko-citron
1/2 dl appelsinsaft/juice (eller gulerodssaft)
1/2 dl rapsolie
150 g. revne gulerødder
3 spsk mørk sirup
Bland vådt og tørt godt sammen, og fyld dejen i muffinsforme.
Bag dem ved 200° C til de er flot gyldne (15-20 min.). Test med en strikkepind om de er gennembagt.
Nye kommentarer på bloggen